De uofficielle skandinaviske mesterskaber (11/01/97)

FC København skal i den kommende uge spille om de uofficielle skandinaviske mesterskaber i Marbella i Spanien. Fra Sverige, Danmark og Norge kommer medaljetagerne og pokalvinderne. I FCKs gruppe findes Strømsgodset og Halmstad, der først mødes, hvorefter FCK først møder vinderen af det interne opgør søndag og dernæst taberen.

Strømsgodset kommer fra Drammen, der er en af Norges største byer. I virkeligheden er Drammen dog en slags forstad for Oslo, som ligger blot 30 km væk. De er med i de skandinaviske mesterskaber qva en flot tredjeplads i 1997-turneringen.
Klubbens vej til toppen i norsk fodbold begyndte sent i tresserne. Godt ti år før var en lidt speciel klasse begyndt på Rødskog Skole. I denne klasse gik størstedelen af de spillere, der var blandt de første til at spille på holdets nuværende hjemmebane, Marienlyst.
Dagens hold ledes af Dag Vidar Kristoffersen, der har en fortid som spiller. Som en kuriøsitet kan det nævnes, at han om vinteren dyrkede bandy med en sådan evne, at han fik 36 landskampe i denne sport, hvoraf han var anfører i nogle. Han har stået bag Strømsgodset de seneste 6 år, der er hans eneste i topfodbold. I spillertruppen er det kendteste navn vel den tidligere Sheffield United-spiller Jostein Flo. (kilde: Strømgodsets officielle hjemmeside)

Halmstads træner er på anden sæson Tom Prahl, og han ledte holdet til det svenske mesterskab, som samtidig er grunden til, at Halmstad er i Marbella.
En af Halmstads - og allsvenskans - mest spændende spillere er Mats Lilienberg, som blev købt fra IFK Gøteborg sidste år. Ellers kan vi desværre ikke fortælle så meget om klubben, da vi ikke som aftalt modtog informationer fra klubbens hjemmesideredaktør.  


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.