17. december

Politiken:

Peter Nielsen har, på grund af rygproblemer, meldt fra til ligalandsholdets træningstur til Sydamerika i januar. Han erstattes af AaB'eren, Henrik Rasmussen.

16. december

Berlingske:

Kenneth Jensen er meget tæt på et skifte til Herfølge fra 1. januar.

"Jeg kan ikke sige noget, før det er endeligt på plads. Men skifter jeg til en ny klub, regner jeg med, at det går i orden inden jul. Jeg er egentlig glad for at være i FC København, men jeg vil selvfølgelig også gerne spille førsteholdskampe," siger Kenneth Jensen, som aldrig har slået til i FCK, hvortil han kom fra B 1909 på Fyn for et år siden.

14. december

Berlingske:

Mogens Krogh siger farvel til landsholdet

Beslutningen blev truffet i forbindelse med udtagelsen af ligalandsholdet, hvor Krogh meldte fra, da hans ryg dårligt kan tåle, at han sidder ned for længe ad gangen, hvilket jo er nærmest uundgåeligt på flyveturen til og fra Sydamerika. "Jeg har haft mange gode oplevelser med landsholdet og ville egentlig gerne fortsætte. Men jeg har den holdning, at man ikke bare kan vælge og vrage. Er man med, så er man også med 100 procent, og derfor er det måske på tide at stoppe og give plads for en ny målmand. For det er jo heller ikke forkert, at både Peter Schmeichel og jeg begge er ved at være oppe i årene, og det vil ikke være optimalt for landsholdet pludselig at stå med en førstemålmand uden international erfaring," siger Mogens Krogh.

11. december

DBU:

Ligalandsholdstruppen til Sydamerika

Målmænd
Peter Kjær, Silkeborg IF
Jimmy Nielsen, AaB

Forsvar
Søren Colding, Brøndby IF
Rene Henriksen, AB
Niclas Jensen, FC København
Per Nielsen, Brøndby
Thomas Rytter, FC København
Jeppe Vestergaard, Herfølge Boldklub

Midtbane
Kim Daugaard, Brøndby IF
Carsten Fredgaard, Lyngby FC
Jan Michaelsen, AB
Peter Nielsen, FC København
Brian Steen Nielsen, AB
Thomas Poulsen, Silkeborg IF

Angreb
Søren Frederiksen, AaB
Bo Hansen, Brøndby IF
Chris Hermansen, AB
Ebbe Sand, Brøndby IF

Turen vil omfatte kampe mod landsholdene fra Colombia, Venezuela og Ecuador i henholdsvis Bogota den 24. januar, Caracas eller Maracaibo den 27. januar og Guayaquil den 30. eller 31. januar 1999. Der bliver afrejse fra Danmark den 18. eller 19. januar og hjemkomst 1. eller 2. februar.

3. december

Politiken:

Sandsynligvis bliver Brian Laudrups første kamp i FCK-trøjen en træningskamp mod Herfølge. Den skal spilles d. 30 januar, formodentlig på KB's anlæg. Foreløbig holder han og den øvrige trup fri til den 9. januar, hvor man rejser på træningstur til Gran Canaria. Under ledelse af den ny træner Christian Andersen.

2. december

Berlingske (Internet):

Flemming Toft bliver informationschef i FCK

Navnet Flemming Toft har gennem de sidste 10 år nærmest været synonym med fodbold på TV 2. Men fra årsskiftet er der ikke mere "huttelihut" at hente på kanalen, der tidligere på året måtte overlade Superligadækningen til konkurrenten TV3, der gerne havde taget den populære fodboldkommentator med i købet. Den 50-årige TV-journalist tiltræder nemlig en stilling som informationschef hos fodboldklubben FC København den 4. januar 1999.

"Det er en stor udfordring at komme til en koncern med så mange visioner, der samtidig har gejsten til at gennemføre de ting, man har sat sig for. Jeg er ikke træt af journalistik, og TV 2 har været meget forstående over for mit valg. Men det tog kortere tid at sige goddag til FCK end at sige farvel til TV 2. Med dette job har jeg muligheden for at fastholde kontakten til fodbolden, og så var KB jo min hjerteklub," siger Flemming Toft, der fremover har ansvaret for al kontakt til pressen.

"Der er jo sket en voldsom udvikling i klubben de sidste to måneder, og det stopper ikke her. Med de mange aktiviteter, der efterhånden er i klubben, er det nødvendigt med en informationschef. Udfordringen for mig består i at formidle informationerne på en måde, så alle får de rigtige oplysninger," siger den kommende informationschef, der med sit nye job pludselig skal svare på kritiske spørgsmål fra sine tidligere kolleger.

"Det bliver da lidt underligt at skulle sidde på den anden side af bordet. Men jeg kender den journalistiske arbejdsmetode og kan bruge min erfaring. Og der kommer ingen lækager fra min side," forsikrer Flemming Toft.

Berlingske (Internet):

Topholdets aktier gik til bundpris

ABs børsintroduktion lykkedes, og klubben bliver i dag introduceret på Københavns Fondsbørs. Men prisen på AB-aktien blev langt fra så høj, som Superligaklubben selv havde forventet. I går blev det således fastslået, at AB-aktien bliver afregnet til kurs 115. Dermed får klubben et bruttoprovenu fra emissionen på 75,9 mio. kr. mod de håbede 90 mio. kr. I dagene op til introduktionen havde bl.a. AB-formand Denis Holmark således tilkendegivet, at interessen for aktien var overvældende, og at den ville blive solgt til maksimumkursen 130 - nu landede den i stedet nærmere bundkursen på 110. Efter en times handel i det såkaldte interessesystem var AB-aktien dykket til 113, og der er udbredt frygt for, at aktien taber yderligere i værdi på introduktionsdagen, hvor mange spekulanter traditionelt vil sælge. AB er imidlertid meget tilfreds med introduktionen. "Når man tænker på, at Brøndby for fire uger siden måtte have hjælp af Codan Bank for at komme af med deres aktier, så har vi grund til at være tilfredse. Hverken Aros (investeringsbank; red.) eller Unibank troede på, at vi fik fuldtegnet," siger ABs administrationschef Peter Ebbesen.

Berlingske (Internet):

Schmeichel uaktuel for FCK

Hvis Peter Schmeichel skulle vælge at flytte hjem til Danmark, når han til sommer får en fri transfer af Manchester United, ender han i Brøndby. Det er konklusionen hos rivalerne fra FC København, der på forhånd har meldt sig ud af kapløbet om den 35-årige landsholdsmålmand.

Godt nok mangler FCK lige nu en klassemålmand, men direktør Flemming Østergaard er overbevist om, at Schmeichels bånd til Brøndby er så tætte, at det ville være meningsløst at forsøge sig. "Peter Schmeichel er ikke aktuel for os. Det er utopi, at tro, at han ville vælge en anden klub end Brøndby, og der for mig at se ikke nogen grund til at lave rav i gaden på den konto," siger Østergaard.

Flemming Østergaard oplyser, at afløseren for Michael Steensgaard stadig ikke er fundet, og at den tidligere Glasgow Rangers-målmand, Andy Goram, er med i opløbet. Det er Andreas Köpke, som rygtevis er blevet linket til FCK, til gengæld ikke.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998