31. august

Berl. Tid:
Morten Falch har fået mundkurv på af Flemming Østergaard. På Berlingske Tidendes forespørgsel svarede Falch "Jeg har fået at vide, jeg må ikke tale med dig". Morten Falch mener, han ikke er den eneste på holdet, der er utilfreds med ledelsens kommunikation (en opfattelse, Fusionsnipserne kan bekræfte, red.). Det stod han ved før kampen mod Brøndby og gentog, der bestemt også var andre spillere, der var utilfredse. Men det afviser Flemming Østergaard: "Vi har haft en snak, og Morten Falch har indrømmet, at han er den eneste, der har opfattelsen af, at der har været uro". Han fortsætter "Morten skal lære at tænke sig om. Den uro har kun været oven i hans egen lille kyllingehjerne", afslutterØstergaard til Berlingske Tidende.

B.1903:
Topkamp på Lyngbyvejen. I weekenden var der topbrag på Lyngbyvejen, da B.1903 i serie 1 tog i mod ubesejrede B.93. Tre'erne startede bedst, men det var alligevel B.93, som kom foran på et tyndt straffespark. Carsten Stærh udlignede med sit 6 sæsonmål (i fire kampe!). B.93 kom foran 2-1, men B.1903 styrede spillet og spillede også bedst. Indskiftede Miguel Larsen udligner, og senere snydes han for et klart straffespark. B.1903 presser, men kan ikke få lavet det afgørende mål, så kampen ender 2-2. Kampen var underholdende, midtbanedynamoen Jacob Kromman bør fremhæves for en stor kamp, men også ros til Taus Biba og Jacob Carlsson. Der var stor skuffelse i tre'ernes omklædningsrum, de havde spillet godt,men manglede heldet i de afgørende situationer, og nu må man se i øjnene atoprykning en kun er teoretisk mulig.

30. august

Berl. Tid:
Der er uro i FC Københavns spillertrup. Morten Falch vil væk fra FCK. "Kommunikationen i klubben er alt for dårlig. Det gælder både den øverste ledelse, men også mellem trænere og spillere. Jeg kan ikke få en klar melding om, hvor jeg skal spille på banen. Det mindste man kan forlange er vel, at man får besked om, hvad man skal bruges til." Om Flemming Østergaard og Poul Erik Petersen siger han: "De talte om, at de skulle holde møder med hver enkelt spiller om fremtiden, men jeg har måtte presse hårdt for bare selv at få en snak. Der gik vel et halvt år, før mødet kom i stand med Poul Erik Petersen." "Lige nu vil jeg bare væk". Også Bjarne Goldbæk mukker. Han mener, man får mindre ud af ham på den nye plads længere fremme på banen.

28. august

RB:
Benny Johansen ny træner i Silkeborg: Et kendt ansigt overtager trænerstolen i fodboldklubben Silkeborg, når Sepp Piontek trækker sig efter denne sæson. Den tidligere FC København-træner Benny Johansen, der i øjeblikket står i spidsen for Køge i 1. division, har underskrevet en tre-årig kontrakt med det midtjyske Superliga-mandskab og tiltræder 1. juli næste år. Som spiller vandt den 49-årige Benny Johansen, der var angriber, to mesterskaber med B1903, ligesom han i fem år var professionel i svenske Helsingborg. I perioden 1995-97 var han cheftræner i Qatar-klubben Rayyan, men han er mest kendt for de fem år, han stod i spidsen for B1903 og overbygningen FC København. Højdepunktet blev nået i 1993, da det nystartede FCK vandt DM i holdets første Superliga-sæson - året efter blev det til sølv efter en drabelig duel med netop Silkeborg. Benny Johansen sad også på trænerbænken, da B1903 i 1991 bankede Bayern München ud af UEFA-cup'en med den legendariske 6-2 sejr på Gentofte Stadion. I 1995 valgte han at forlade FCK et år før tiden for at prøve lykken i Qatar. I modsætning til sin forgænger får Benny Johansen bopæl i Silkeborg.

Ekstra Bladet:
F.C. København skal møde Levskij Sofia i første runde af Europa Cuppen for pokalvindere. Første kamp spilles i Bulgarien torsdag den 17. september, og der er returkamp i Parken den 1. oktober.

27. august

DR Tekst-TV:
F.C København gjorde arbejdet færdigt nede i Azerbaidjan. Det blev til en sikker 4-0 sejr over Karabakh Agdam i returkampen, efter 0-0 ved pausen. Niclas Jensen, Peter Nielsen og 2x David Nielsen stod for målene. Mens Hemmingsen pådrog sig en udvisning 5 minutter før tid.

26. august

B. 1903:
B.1903 hænger på! Onsdag aften var B.1903's modstander i serie 1 Dragør, som kom foran 1-0 på et klodset og unødvendigt straffespark. Simon Munck udligner dog kort efter, da han følger op på en dejlig flugter som desværre rammer stolpen. Herefter overtog tre'erne fuldkommen spillet og har mange store chancer. Carsten Stærh laver to og Tim Hansen scorer et, så stillingen er nu 1-4. Mod slutningen af kampen falder spillet lidt sammen og Dragør får reduceret til 2-4 inden Michael Larsen sætter punktum med et flot hovedstød til slutresultatet 2-5. Carsten Stærh scorer sit femte mål i tre kampe, og det kunne være blevet til mange flere, hvis koncentrationen og heldet havde været bedre. Trods alt tyder det på at man har fundet den farlige angriber, man manglede i foråret. Kantspillet fungerede bedre end længe og med Michael Kirk på venstrekanten i første halvleg og Allan Kristensen i højre i anden halvleg blev der skabt mange chancer. En anden af kampens store spillere var Taus Biba, der lukkede godt af på den defensive midtbane. Da både B.93 og HIK vandt deres kampe er oprykningen ikke kommet tættere!

RB:
U21-fodboldlandstræner Jan B. Poulsen har Kim Madsen og Clement Cliford til bruttotruppen til kampen mod Hviderusland

24. august

Ekstra Bladet:
Thomas Rytter håber snart, at han er tilbage. De lyskenproblemer som har holdt ham ude siden april, er blevet intensivt behandlet den sidste tid. "Jeg håber, at kunne træne med truppen i løbet af 14 dage. Det kan forhåbentlig betyde, at jeg snart kan være med igen. Min situation er efterhånden ved at være rimelig frustrerende.", siger han til Ekstra Bladet.

Jyllands-Posten:
Flemming Østergaards kommentar til søndagens kamp mod B.93
>>De spiller ikke en decideret dålig kamp. Man kunne lige så godt have scoret på tre af de mange chancer og vundet 3-0, og så havde man kaldt det drømmefodbold,<<. :-)

22. august

B. 1903:
B.1903 snublede mod Brønshøj. Efter sidste uges gode resultater skulle B.1903 debutere i FCK-dragten mod Brønshøj. Tre'erne startede bedst, men det var Brønshøj der kom foran. Jacob Jørgensen, kampens bedste spiller, udlignede til 1-1. Brønshøj kom på 1-2, men Michael Kirk udlignede direkte på frispark få minutter før pausen. Det lykkes uheldigvis Brønshøj at bringe sig foran 3-2 i halvlegens sidste minut. I anden halvleg kom Brønshøj på 2-4 og 2-5 inden Carsten Stærh med to mål bragte spænding i kampen. Et meget dumt pointtabl, flere personlige fejl, men ind i mellem meget flot fodbold, som trods alt lover godt for fremtiden.

Jyllands-Posten:
Diego Tur er tilbage efter en længere skadespause når FCK2 i eftermiddag spiller mod Skjold Birkerød. Lars Højer bliver formentlig ikke klar, da han igen har fået problemer med ryggen efter onsdagens DS-kamp mod Lyngby.

21. august

KB:
Til folk med hang til kedsomhed lørdag eftermiddag kan vi oplyse, at både KB's juniorer og ynglinge spiller kampe lørdag eftermiddag. I begge tilfælde mod AaB og på KB's anlæg. Juniorerne spiller kl. 13.00, mens ynglingene går på kl. 15.00. Endvidere kan oplyses, at de to moderklubbers juniorhold møder hinanden i en pokalkamp torsdag d. 27 august 19.00. Denne kamp foregår hos 03'erne ude på Lyngbyvejen.

DR Tekst-TV:
F.C. København vil udvide aktiekapitalen med 5 mio. kr. En ekstraordinær generalforsamling 9. september ventes at vedtage forslaget fra bestyrelsen.

20. august

FCK:
B.1903 tættere på den eftertragtede oprykningskamp.

I weekenden vandt B.1903 4-1 ude over FB efter at have været bagud 1-0 ved pausen. Den første time var miserabel, men et lidt heldigt, men meget energisk mål af Allan Kristensen bragte tre'erne ind i kampen. Michael Kirk scorede til 2-1 direkte på frispark, mens Carsten Stærh og Michael Larsen slog sejren fast. At medmoderklubben KB samtidig vandt 3-2 over tre'ernes nærmeste konkurrent HIK gør at tre'erne nu selv kan afgøre sagerne.

18. august

DR Tekst-TV:
Clement Cliford stod for den sidste scoring, da det danske U21-landshold besejrede Tjekkiet med 5-0 i Prag.

16. august

DR Tekst-TV:
Landstræner Bo Johansson har pga. afbud fra Jes Høgh, Jacob Laursen og Marc Rieper udtaget Claus Thomsen, AB, Bjarne Goldbæk, FC København, og Niclas Jensen, FC København, til kampen i Prag.

13. august

Aktuelt:
I dagens Aktuelt taler Peter Nielsen (læs: Kaptajnen, red) om forestillingen, inklusive hans eget straffespark, i søndags. "Det var så ringe, at man lige umiddelbart kun kan grine for at holde det ud. Når det kommer på afstand, gør det mere ondt.", siger han. Spillerne har fået de sidste dage fået ørerne tudet fulde med, at de ikke arbejder som hold, og at Herfølge-nedturen demonstrerede den egentlige forskel mellem FCK og Brøndby. Og det gør ondt. "Forestil dig, at du arbejder med et problem, og det bliver mindre og mindre, og når du tror, det er væk, springer det op og virker større end tidligere. Der er ikke anden medicin end hårdt arbejde.", siger Nielsen. Om opskriften til aftenens kamp mod Karabakh Agdam fortsætter han: "Koncentration fra første fløjt, og så skal vi frem og vinde med et par mål. Vi vil gerne komme langt i Europa, og med en større effektivitet havde vi været tæt på at slå Betis Sevilla ud sidste år. Det med effektiviteten er et andet problem, vi har.", erkender han.

10. august

DR Tekst-TV:
Kim Madsen og Clement Cliford er udtaget til U-21 landskampen mod Tjekkiet den 18. august.
PS. Så mangler vi kun Claus Nielsen:-)

8. august

Jyllands-Posten:
Karim Zaza måtte onsdag udgå fra træningen pga. problemer med knæet. En scanning i går viste, at det bliver nødvendigt med en operation i menisken, som vil finde sted mandag.
>>Når de ordner menisken på mandag, skal de kikke på korsbåndet. De kan se, at det er tyndere, end det bør være. Hvis korsbåndet skal fjernes, ved enhver, at det betyder, at jeg er væk i et halvt år. Men jeg håber, at det ikke er det,<< siger Karim Zaza til Jyllands-Posten

7. august

Fusionsnipsernes mand i KB:-)
Her i sommerpausen har F.C. København tegnet kontrakt med endnu en ungdomsspiller, den 15 årige Christian Traore. Han er U16-landsholdsspiller og repræsenterer pt. de nationale farver i en turnering på Island. Endvidere kan meldes fra ungdomsfronten, at FCK 2-truppen samt de mest talentfulde ynglingespillere gæster PSV Eindhoven i Holland den kommende weekend for at spille med i en turnering dér.

Berlingske Internet:
Henrik Larsen's situation helt uden for FCK's reservebænk i de første kampe af Superligaen, bliver også omtalt i dagens Berlingske. "Jeg mener, at Kent kunne have meldt tidligere ud om, at han ikke ville benytte mig. Jeg mener ikke, at jeg har spillet mig af holdet. Jeg var dog anfører for holdet for blot et halvt år siden, men Kent mener åbenbart, at nogle af de yngre kræfter er bedre end jeg, med det nuværende system.", siger Larsen til Berlingske og udtaler endvidere, at hvis han ikke får spilletid på førsteholdet inden vinterpausen, vil han overveje om han skal finde en anden klub. Kent Karlsson gør dog klart, at intet har med spillesystemet at gøre. "Jeg har nogle spillere, der kan gøre det bedre end Henrik i øjeblikket. Jeg kigger på dagsformen, og indtil nu ser jeg ingen grund til at ændre på noget. Men Henrik er ikke ude for altid, det ved han også godt. Jeg kan jo ikke afskrive 10-12 spillere fra sæsonstart, fordi de ikke er med i de første kampe, sæsonen er kun lige begyndt.", siger Karlsson.

Jyllands-Posten:
Lars Højer er ved at være klar igen efter sin skade, så han håber at han kan være med på banen, når FCKs danmarksseriehold i morgen spiller mod Kastrup. Også Diego Tur viser store fremskridt efter et uheld under træningen i sidste uge.

6. august

Politiken:
Henrik Larsen føler sig rangeret ud som nummer 18 eller 19 i FCK-truppen, skriver Politiken. Han har ikke været blandt de udtagne 16 til sæsonens første to kampe, og det er han frustreret over. "Jeg kunne mærke og se det straks fra de første træninger efter sommerpausen. Jeg indgik ikke i planerne omkring startopstillingen. Jeg er åbenbart blevet en slags syndebuk for præstationerne i foråret - hvor vi jo ellers fik bronze i Superligaen og kom i Pokalfinalen.", udtaler Larsen, der endvidere er skuffet over, ikke at have fået ren besked fra Karlsson. "Men nu vil man altså prøve noget nyt, have nyt blod på holdet, og spillesystemet er ændret fra 3-5-2 til 4-3-3. Det er trænerens valg, og det er da også i orden - men det er ikke i orden, at jeg skal gætte mig til, hvad det er, der sker.", fortsætter han. Larsen er dog ikke indstillet på at skulle væk og er klar på at træne videre seriøst, for at vise at han stadig kan være med. Sandsynligvis spiller han på FCK 2 i den kommende weekend.

Jyllands-Posten:
Thomas Rytter lider stadig under den lyskeskade, han pådrog sig for fire måneder siden, men det går bedre nu, bedyrer han. Og det har man også med selvsyn kunnet konstatere til FCKs træning, hvor Rytter for første gang på denne side af sommerferien er med i spiltræningen.
>>Nu er jeg i hvert fald begyndt at træne med bold. Så må vi se, om jeg skal starte med en halvleg eller måske lægge blødt ud med at spille en danmarksseriekamp. Det har jeg faktisk aldrig prøvet,<< siger Thomas Rytter til Jyllands-Posten.

5. august

Aktuelt:
Dansk klubfodbold vader i økonomisk succes. 1997 blev økonomisk set et ekstremt godt år for de professionelle fodboldklubber, der fra 1996 til 1997 tilsammen øgede indtjeningen med ikke mindre end 72 procent, viser en analyse fra JB Business Information A/S. 'Man må sige, at 1997 blev et rekordår for den professionelle fodbold set som en samlet branche,' siger chefkonsulent John Mikkelsen fra JB Business Information. 'Men det er samtidig en branche, hvor der er temmelig store forskelle på de førende og de små virksomheder,' siger John Mikkelsen. Dansk professionel fodbold tæller i dag 33 registrerede aktie- og anpartsselskaber med en samlet omsætning på over 300 millioner kroner. Branchens samlede overskud blev godt 60 millioner kroner, hvilket er 72 procent højere end i 1996. Det er ifølge analysen et ganske imponerende resultat set i sammenhæng med, at antallet af fuldtidsansatte i klubberne steg med 17,6 procent i samme periode til godt 400. 'Det er først og fremmest spillersalg og flere sponsorkroner i Superligaen, der hiver det samlede resultat op. 'Samtidig er både sponsor- og tv-indtægterne steget især hos top-klubberne, og det giver samlet et meget fint resultat for branchen,' siger John Mikkelsen. John Mikkelsen anbefalede for et år siden sine kunder -og denne avis' læsere - at købe Brøndby-aktier med det samme. Dengang lå Brøndby-aktien i kurs 330. I dag, et år efter, ligger kursen på Brøndby-aktien på kurs 775, hvilket er en stigning på 135 procent. 'Men selv om kursen er steget meget det seneste år, er der fortsat mulighed for at gøre en god forretning ved at investere i fodbold-aktier hos især FCK og Brøndby,' siger John Mikkelsen.

4. august

Jyllands-Posten:
Der er allerede på nuværende tidspunkt solgt mellem 12.000-15.000 billetter til opgøret F.C. København - Brøndby i Parken den 30. august, vurderer FCK. Billetsalget til B.93 - F.C. København den 23. august er også startet.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 5. oktober 1998