Medløbere i Parken?

– er folk så vægelsindede? Næppe.

Se, dette er ikke en gang pral. Ja, det er det i hvert fald ikke meningen, det skal være. For det er trods alt lidt overdrevet at gå helt i raptus over en fremgang i tilskuertal, der på papiret ser rigtig godt ud – ikke mindst fordi vores lokale rivaler AB, Lyngby og såmænd også Brøndby langtfra imponerer med deres cifre.

Endelig kom der en udmelding fra officielt hold om hvad grunden til dette kan være – det skulle ifølge Jimmi Mysander, formand for Brøndby Support forholde sig sådan, at et fald på 2.000 tilhængere hos Brøndby og en stigning på det samme hos FCK skulle hænge nøje sammen:

"Vi har nok mistet en del medløbertilskuere. De er idag at finde i Parken." (citat fra BT 5/9-99)

Det er en dristig kommentar fra Mysander. Men det er behageligt endelig at få en kommentar, man kan arbejde med i stedet for useriøse tilkendegivelser om, at FCK’s tilskuertal skyldes en ’Ed Wood’-effekt (efter den anerkendte ’værste instruktør nogensinde’ Ed Wood, hvis film dyrkes af en lille kreds filmfans). Hvis det skulle være tilfældet ville Skovshoved være det største hold i København.

Det er nu ikke fordi Mysanders kommentar er så velunderbygget at det gør noget. Og korrekt er den næppe heller. Hvis det skulle være medløberi at opbygge en fanbase i tider hvor holdet ikke kan spille fodbold – ja ikke engang prøver – så skulle det faktisk være odiøst og identisk med medløberi at få tilhængere til enhver tid. For hvis man tiltrækker 16.000 medlemmer – en tredobling på et år – i sin supporterklub ligger man sandelig da også åben for beskyldninger for medløberi! Nemlig hvis den medlemseksplosion hænger tidsmæssigt sammen med to mesterskaber i træk.

FCK (og nu kan vi lige så godt være ærlige) har spillet som en sæk lort hele året igennem, med fire-fem værdige undtagelser. En af disse var sejren over Brøndby, som prompte blev undermineret af Brian Laudrups groteske flugt fra København. Og sådan har året været – alt hvad der er sket af positive ting er blevet totalt overskygget af de mange katastrofer der er væltet ind over klubben.

Men helt afvise snakken om medløberi kan man ikke. For man kan jo godt dreje udtrykket medløberi til at omfatte mere end blot det fænomen at tusindvis af mennesker vælger at slutte sig til en supporterforening for de regerende mestre, som måske endda kommer fra en anden ende af landet. Det betyder bare i givet fald, at man skal strække medløberbegrebet så langt at det ikke mere giver nogen mening. Det skal udhules.

Måske er det, Mysander taler om, at han ser en medløber som en person der lader sig lokke af generelle ting; som får nogle positive ting et andet sted, og som derfor bliver der. Det er jo i dette tilfælde, at vi ganske roligt kan konstatere at det ikke er sket i forbindelse med fodbolden. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at nogen er blevet fascineret af FCK’s smukke og tekniske fodbold i år. For smuk og teknisk fodbold har vi kun set i Parken i år da Italien scorede til 2-1 mod Danmark.

Men hvem kan udelukke, at det som lokker folk til er noget andet? Måske er der nogen, som er blevet lokket med ind i Parken af en ven, som holder med FCK, og er blevet fanget af stemningen. Måske er det rammerne omkring kampen, som har lokket. Konstaterer man uden videre, at en ung mand er blevet fascineret af at have set vores smukke cheerleaders, måske efter at have været skuffet over AB’s eller Brøndbys – eller sætter man, at den samme unge mand er blevet grebet af stemningen til en kamp som den mod AB i foråret, hvor han måske før kun har oplevet massehysteri på Lyngby Stadion ved en hjemmekamp mod Viborg – og ser man ham så tage fast plads i Parken; ja så kan man strække begrebet medløber så vidt at også ting uden for banen dækker medløberi. Hvis en fan slutter sig til en klub fordi det er moderne eller in er han en medløber.

Men den argumentation holder ikke i praksis. Og da vi Fusionsnipsere er fans, og ikke har nogen skoling i at se hele dette sociologiske fænomen i teoretisk lys er det praksis vi må forholde os til. Og her er det soleklart at billedet er et andet. Ser læseren, Mysander begår en slem fejl når han regner med at det nødvendigvis er den samme person der har forladt Brøndby Stadion og opsøgt Parken. Som han blev citeret for i Løvetimen 6/9 skulle det være de samme 2.000 fans, der blot havde skiftet klub. Men forklaringen er set fra praktisk erfaring en anden. For hvad tyder på, at marginaltilskuerne er fans af Brøndby? Hvorfor skulle det ikke blot være sådan, at den gennemsnitlige fodboldtilskuer på Brøndby Stadion har mistet interessen og (måske midlertidigt) trukket sig tilbage til sin velpolstrede lænestol?

Samtidig med at det er lykkedes FCK at hive den tilsvarende tilskuer op ad sin lænestol. Her kommer de praktiske erfaringer for alvor med. Ud fra den ikke ubetydelige baggrundsviden man har fra noget så trivielt som at se ca. 200 FCK-kampe ved man, at den fanbase vi har er vokset naturligt. De tilskuere som var med i starten er var naturligt nok ikke alle tro og svorne tilhængere. Knapt et under i en helt ny klub. Da først postyret havde lagt sig kom de ordinære resultater, og herfra voksede så den faste fanbase, som faktisk allerede var på plads 1/7 1992 og hele tiden er vokset fra den spæde start.

Det der må være så forvirrende er, at FCK faktisk siden den vilde første sæson har haft en naturlig udvikling i sin fanskare. En fanskare som samtidig er ganske naturligt sammensat. I ro og mag er skaren vokset, og fraktionerne har været en rygrad i en fanskare, der ikke har været så geografisk spredt at det har gjort en stor mængde sårbare lokalafdelinger nødvendige. Med f.eks. Cooligans som en stor og levende fraktion midt i det hele; en kæmpestor fraktion der nærmest definerer individualismen i FCK-fanskaren (ja, vi ved godt at det lyder paradoksalt).

Det betyder at folk ikke falder fra i tusindvis, for vi kender jo begrebet så godt: Easy come, easy go. Det er det der giver os fortrøstninger når det går skidt, for fanskaren voksede også forholdsmæssigt kraftigt i det sorte år 1996. Men det er det, der kan give lidt kilden i maven, når vi ser cifre som 11.295 til en kamp som den mod OB. Det virker trods alt ikke som et helt naturligt leje (til en mandagskamp, sendt i tv).

Den konkrete og personlige erfaring er, at de folk som er kommet til med tiden ikke kommer fra andre klubber. De kommer derimod fra lidt af et vakuum, og dukker så op i Parken, bliver fascinerede og finder deres åndelige hjem. Såre simpelt. Og så behøver de ekstra 2.000, der tales om, bestemt ikke være fans. Men Deres skribent kender flere af dem, og kan garantere at de i hvert fald ikke kommer fra andre klubbers marginalpublikum.

Og her kommer så den forklaring, som kan gøre ondt at høre visse steder: tusindvis af disse mennesker kommer i Parken af den simple grund, at de kan lide det. De er simpelthen glade for at besøge Parken og følge FCK. Også selv om det ikke går godt på banen. F.eks. fordi det er skægt at komme derinde. For det er det – især omkring kampene. Der er tale om et topmoderne stadion. Det ligger midt inde i hovedstaden. Der er en speaker, der får folk i godt humør. Der er smukke piger, der danser. Der er tit en brusende og berusende stemning – ja endda ofte jo værre det går. Især på Nedre C, hvor tusinder af fans igen og igen mødes fordi de kan lide det, og fordi de kan lide hinanden og har et godt sammenhold.

Og rundt om banen er der taget hul på ting der gør det til en spændende begivenhed at være til fodbold. Der er show efter kampen, der er familietribune for børnene (når TV3 ikke som sædvanlig har forpurret det). Vi er ikke så naive, at vi ikke ved at disse ting har den bagtanke at sælge øl og popcorn og at holde folk til. Men hvorfor er det en synd?

Deres skribent kan simpelthen ikke se, hvordan en fodboldklub begår en ond handling ved at skabe rammer om kampene, som får folk til at ville komme igen! I stedet for at byde på en halvhjertet underholdning (og alle superligahold prøver at levere underholdning rundt om selve kampen. Fact!), som er den samme hver gang og som må være tortur for den garvede fan. Med andre ord – hvorfor skal det være odiøst at levere underholdning der rent faktisk er underholdende?

En anden ting, som giver et problem er det at en fan skulle være medløber som del af et modefænomen. Man er nemlig nødt til at skelne her mellem en masseaccept som kører over hele landet og en tendens som breder sig ud over en by. Eksempel: i Manchester er byens hold Manchester City. De er disse dage et hold med en så beskeden succes, at FCK ligner permanente mesterskabskandidater ved siden af.

Deres rivaler er Manchester United. De har så stor succes, at de får Brøndby til at ligne B93 selv efter danske forhold (og FCK til at ligne Skovshoved). De latterliggøres stadigvæk af Cityfans for deres fanbase, som kommer fra alle landets fjerneste provinser. City spiller i cool tøj og har cool fans. United har fabrikstøj og ham fra Simply Red holder med dem. En parallel?

Det kan ses som et modefænomen, men stikker dybere end Oasis, britpop og jantelov – det er simpelthen et spørgsmål om at sige "os skal de ikke komme og vise noget!" Det er snarere et spørgsmål om lokal stolthed. Og noget af det samme er heldigvis ved at ske i København. Det som nogle ynder at kalde for at FCK er ’in’ er simpelthen lokalsamfundets bevidsthed om at det i bund og grund ikke er godt nok for københavnere at holde med et hold der ikke kommer fra København.

Og den bevidsthed er slet, slet ikke på plads endnu. Der er langt igen. Men man kan mærke meget tydeligt at den langsomt kommer. For Deres skribents vedkommende må det være flere år siden at han har set et BIF-tørklæde på gaden på Frederiksberg og på Nørrebro og Østerbro på en almindelig dag. Men moderne: nej, ikke generelt, ikke uden for København. Brian Laudrup var gudskelov ikke så længe i klubben, at tusinder af forvildede roligans blev FCK-fans. Og jeg nægter at tro, at FCK har nogen som helst bred appel i provinsen. Især ikke nu. Holdet og klubben er faktisk til grin i meget brede kredse.

Jo mere det lykkes for F.C. København at markere sig i folks bevidsthed som Byens Hold, jo flere der igen og igen kommer til Parken og igen og igen nyder at være der i tre-fire timer, og jo mere København rykker sammen og finder ud af at BIF faktisk ikke er det lokale hold, jo mere vil tilskuertallet stige og fanbasen med. Men ikke som det skete her i de første to kampe, især ikke som mod OB.

Det må fanbasen simpelthen ikke! Det vil være ødelæggende. Det vil føre til en slem gang vokseværk, hvis FCK’s fanskare pludselig fra dag til anden vokser med flere tusinde. Det skal ske langsomt og – igen – naturligt. Det lyder mærkeligt, men vores fanbases styrke er netop at den er rystet sammen over lang tid. Og samtidig skal man ikke sætte lighedstegn eller prøve at skabe proportionalitet mellem fanbase og tilskuertal. For sæt nu, at det går godt lige pludselig! Så kommer der mange tilskuere i Parken for alvor. Men de kan forsvinde igen. Og det samme kan medløberfans. Det nytter ikke at have en fanbase hvor tusindvis er marginale personer og kan forsvinde sporløst.

Hvis vi igen får stor succes kan vi tale om regulære medløbere. Intet succeshold kan nogensinde sige sig fri for at have rygklappere. Det ligger i sagens natur. Hvem får færre fans af at blive mestre?

Men i dag er Mysanders påstand efter mit bedste skøn ikke korrekt. Han gør som nævnt tre fejl. Han erkender ikke, at Brøndby kan have mistet tilskuere, der simpelthen ikke gider komme på Brøndby Stadion, da de er utilfredse med tilstandene derude (skuffende spil, ombygning, dårlige faciliteter, ingen spændende nye spillere, lavt informations- og PR-niveau, osv.). Han nægter at anerkende, at FCK har en voksende, og loyal, fanskare, der ikke er medløbere og ikke skal forventes tilbage på Brøndby Stadion – da de aldrig har været faste gæster der. Og han overvejer ikke, om københavnere helt ned til børnestadiet faktisk er indstillet på at FCK er byens hold – hvor det for få år siden sagtens kunne være (ja, næsten helt sikkert var) Brøndby.

Men det er et kort citat, og BT er jo ikke kendt som en avis, der lader nuancer sive igennem til sine læsere. Man skal jo ikke gøre stoffet for svært. Det er en meget, meget mere interessant debat end som så i en tid hvor superligaens klubber generelt har svært ved at lokke folk til.

Indtil der viser sig et ganske klart billede, der kan læses over hele sæsonen – ja, i hvert fald langt ind i foråret – vil det være uforsigtigt at gå alt for meget amok over de smukke tal. Deres skribent mener seriøst, at vi skal begynde at blære os for alvor hvis der kommer 20.-25.000 tilskuere til vores kampe, og da skal vi ligge i toppen. Og da vil der være ’medløbere’ iblandt. Lad os indtil da klappe hesten og se tallene for hvad de er: en cadeau til de mest loyale fans i superligaen.