Der var et forår, som aldrig blev til noget. Mere præcis etikette kan vi næppe klæbe på vores egen situation, her hvor april måned efterhånden lakker mod enden. Der var så store forventninger, og det så så uvant lyst ud. Men før vi næsten fik set os om, var det hele faldet til jorden med et eklatant brag.

Som en bisse med blodige hænder
efter slagsmål og spiritusbrand
har jeg rejst mig fra tilfældets leje
på en divan ved rædslernes rand.

Der var et forår og en ny træner, som de fleste var enige om, var et godt valg. Der kom en sponsoraftale med Carlsberg, som vi stadig bør være stolte af. Og så var der Brian Laudrup, som vendte hjem. Til København. Reelt set godt gået over hele linien. I virkeligheden var det svært at være pessimistisk. Men alligevel lurede skepsisen et eller andet sted. Det var for godt til at være sandt. Måske var det bare skrivende nipsers fobi mod for idylliske glansbilleder, men fornemmelsen af, at hesten nok lige skulle klappes var absolut tilstedeværende. Omend usagt, og mest pakket under katagorien almindelig humørsyge. Men dog også gammelklog af skade.

Så kom den der 0-6 røvfuld mod Herfølge, i snevejret i vinters, absolut ikke den kønneste opstart. Men det var en træningskamp og dem af os, der var der dengang, tog den egentlig ganske afslappet. Resultatet var værre end spillet så ud. Ligesådan da flere pauvre træningsresultater tikkede ind. Ingen grund til panik eller at hengive sig overdrevent til ovennævnte humørsyge. Heller ikke over sæsonstarten og 2-3 ude mod BIF A/S. Ingen katastrofe, foråret var jo stadig knap begyndt. Glansbilledet holdt, omend lidt flosset i kanten. Egentlig helt efter nipserens smag, en lidt svingende start som så efterhånden fik brikkerne og truppen og træneren på plads. Men to dage efter kampen ude på Brøndby Stadion eksploderede det hele så.

PANG! Mere vanvittig end man overhovedet kunne forudse i sin værste pessimisme. Man fornemmede det allerede om morgenen, da diverse spisesedler proklamerede spilleruro. Et eller andet sted står netop denne dag dog stadig i et meget sort og surrealistisk skær. Aften før havde Christian Andersen været på TV og bedyret han skam havde meget godt styr på tingene. Godt 12 timer senere var han fyret. Af spillerne og den øvrige stab af hjælpere omkring holdet. Samarbejdsproblemer og dårlig kemi, hed det sig. Omstændighederne taget i betragtning havde Don Ø intet andet valg end fyringssedlen, men måtte også samtidig erkende, at han havde begået en stor fejl. Ved at overhovedet ansætte Christian Andersen. Men i sandhedens lys var mange jo begejstret over ansættelsen, ligesom den havde almindelig opbakning i klubben. Alligevel gik det helt skævt. Men det er vist allerede historie, endnu et stykke kapitel om mærkværdige tildragelser, som synes at klæbe sig til vores klub. Og her var det så, at nipseren sad rystet tilbage. Dette var ikke en del af planen. For hvordan kunne man overhovedet forklare, endsige forsvare, det her.

Asiatisk i vælde er angsten
Den er modnet med umodne år
Og jeg føler det dagligt i hjertet
som om fastlande dagligt forgår.

Der var et forår og alt andet lige blev det også begyndelsen til enden på samme forår. Fyringen af Christian Andersen skabte muligvis ro i spillertruppen, men på banen manifesterede den sig mest i rådvildhed. Spillerne udbasunerede sine egne forventninger, som de snart svigtede. En negativ Laudrup-effekt, for resten af holdet stod stille når den hjemvendte foldede sig ud. For ironisk var det næsten, at Brian Laudrup næsten ene mand hidtil har ydet, hvad man forventede. Sammen med et par unge opkomlinge som Martin Biil og Claus Nielsen. Resten af holdet var åbenbart fanget i en psykisk offside. Tydeligst og som foreløbigt nulpunkt i den seneste udekamp mod Viborg. 0-1 og den totale røvtur.

Rådvildheden fra banen blev nu overført til vores egne rækker. Vi - fansene! Vi var blevet forført og man stod tilbage, som den forsmåede efter at det udkårne pigebarn havde plantet sit knæ i ens ædlere dele. Vi var blevet forført, og havde forført os selv. Den store drøm, små legoklodser i plastic der viste sig så skrøbelige som det selvsamme stof, som alle små drenge- og pigedrømme er lavet af. Egentlig fattede vi knapt, hvad der var sket. Stod blot måbende tilbage, overladt til ekkoet fra alverdens snusfornuft, som nu fik frit slag til også at lufte skadefryden. Den evige jantelov blev atter bragt på banen, og handlede det om en retssag var vi sikkert forlængst erklæret skyldige. Thi kendes for ret, FC København! I drømmer og råber for højt, og dommen vil sikkert falde prompte med samme kvalmende morale, som den Peter Packness og hans venner proklamerer, og som i bund og grund lugter af amoralitetens ypperste vogter.

Men i bund og grund vil det også være ganske u-københavnsk, at bare holde stemmelejet ved den diskrete hvisken. Det hænger ligesom ikke sammen. Vi vil altid være dem, der fører os frem. Dem der nok ved, hvad det handler om. Det vil være naturstridigt andet.

Men min angst må forløses i længsel
og i syner af rædsel og nød.
Jeg har længtes mod skibskatastrofer
og mod hærværk og pludselig død.

Der var et forår, og jeg - skrivende nipser - har lært at hade andres medgang og held. Jeg har lært at afsky billige jokes og bagklogskab. Og jeg hader den snusfornuftige, hader hans eller hendes familie og venner, altsammen velvidende at jeg sikkert vil indtage samme position, hvis det drejede sig om andres skæbne. Det gør det bare ikke lige nu. Det handler om, at vi er mange tusinde FC-fans der hver for sig forsøger at finde en forklaring på, hvordan fanden det kunne gå så galt. Og nøgternt betragtet, vi har vitterlig gjort vores, har ydet, har råbt og skreget og synget med liv og sjæl. Er det egentlig så mærkeligt, at vi ikke fatter hvordan en spillertrup, som de fleste er enige om er landets bedste, i kamp efter kamp kan spille så langt under evne.

Jeg har hadet at se Don Ø på TV hver anden aften, man bliver træt af de samme ansigter også selv om de tilhører ens egne, og jeg gider ikke høre på irettesættelser omkring spillerkritik. Forvrænget eller ej. I Løvetimen eller videregivet i JP København. Alene fordi jeg har været i Parken mange år før han kom til klubben. Og med al respekt vil jeg sikkert også være der lang tid efter ham. Jeg gider heller ikke høre om, hvordan klubben skovler penge ind til kontoret på Øster Allé. Det er mig inderligt ligegyldig, så længe holdet vader fra skuffelse til skuffelse på banen. En fodboldklubs væsentligste aktiv bør være at have et fodboldhold, der fungerer. Ergo vinder og vinder og hvis de endelig skal tabe, så skal det udelukkende være fordi modstanderne vitterlig overskygger dem. Spillemæssigt såvel som i indstilling.

Men selvfølgelig er det hamrende urimeligt, at sende Don Ø på anklagebænken på denne måde. For jeg indrømmer gerne, at han har bestyret sit job i klubben til mere end godkendt. Det ændrer bare ikke ved det faktum, at jeg foretrækker at se billeder af jublende spillere frem for en talende direktør. Og så vil jeg - i den forbindelse og min nuværende tilstand - skide på almindelig fairplay og alt hvad der dertil hører.

Jeg har længtes mod brændende byer
og mod menneskeracer på flugt
mod opbrud, som ramte alverden
og et jordskælv, som kaldtes Guds tugt.

Der var et forår, og måske er der alligevel en eller anden lære, som kan vi drage. At succes bygges indefra, via netop historiens ironiske gang. Den kan ikke bare importeres og programmeres fra et øjeblik til et andet, i form af fx. en Christian Andersen eller Brian Laudrup. Derfor gider jeg heller ikke høre på mere snak fra dem, der vil købe den ene eller anden "storstjerne" til min klub og tror at det er løsningen på alle genvordigheder. Det løser intet. Vi har spillerne selv, og de største investeringer i fremtiden ligger allerede gemt i vores moderklubber. Men alting kræver sin tid og tiden er en skælmsk satan at lege med, fordi den netop blot tager hvad den nu engang behøver. Sin tid. Man kan intet gøre, kun affinde sig med dens luner. En helt uacceptabel attitude overfor en utålmodig FC-fan, men stadig kan man ligesom intet gøre. Kun ridse sin egen situation op.

Jeg - en snottet FC-fan - har dedikeret mit liv en snottet klub, hvis største bedrift er at smide om sig med sportslige skuffelser. Taler jeg på egne vegne, når jeg siger at jeg adskillige gange inden for de sidste uger, har taget mit engagement i denne klub op til gennemgranskning? Næppe. Ligesom jeg heller ikke bilder mig ind, at konklusionen er særlig banebrydende. Der er ingen vej tilbage, der er ingen vej ud, man er tvangsindlagt. Tvangsindlagt til skuffelser og ydmygelser, tvangsindlagt til skammen over endnu et nederlag til et "dårligere" hold, tvangsindlagt til at skulle forsvare uengagerede spillere, tvangsindlagt til i det hele taget at skulle forsvare sig. I dagligdagen, på arbejdet, ja hvor man færdes.

Men det er selvfølgelig et valg. Nej, gu er det ej et valg. Det er en besættelse, og den eneste trøst der er at hente, er at efterhånden bliver vi så skideskrappe til at spænde ben for os selv, at vi på et tidspunkt også evner at klippe dem på alle de andre. Og så er vi der igen, kære læser, ved tiden. For der var et forår, og der var en sæson. Snart kommer der én mere, ligesom der kommer et nyt forår!

Altså vil tiden gå endnu en gang, sin helt egen urimelige gang, og skrivende nipser takker ærbødigst for lånet fra Tom Kristensen's "Hærværk", som synonym for min øjeblikkelige sindsstemning. Og sig så ikke, at lyrik og fodbold ikke har noget med hinanden at gøre. For det har de. Og lad os så bare se sådan på situationen, at des mere vi indkasserer på negativkontoen, jo større bliver gevinsten på positivkontoen. Når den fordømte tid engang finder det passende!

Fusionsnipserne

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 28. april 1999.