Det er afgjort et anfald af underlig opførsel, ja måske ligefrem sygelig, det at ligge sin aften-vandretur over Vesterfælledvej, og krydse ned til Sønder Boulevard og Enghave Station. For i bund og grund er det en røvkedelig tur, et næsten øde boligområde med de flimrende TV-skær bag gardiner og nedrullede persienner som eneste alternativ til mangfolden af butiksruder nede på Vesterbrogade, hvor man kan stå og glane, og i al almindelighed føle sig lidt interessant, fordi der i det mindste er nogle på den anden side af ruderne, der prøver at prakke en noget på. Alligevel endte man altså dernede, ved Enghave Station, og var pludselig ikke sikker på om det nu var Valby, ikke Vesterbro, fordi man havde sin helt specielle grund. Lugten. Lugten af humlen. Fra Carlsberg.
Det er stinkende sentimentalt, indrømmet. Men for en efterhånden aldrende nipser hører den slags øjeblikke med. For man ser pludselig en masse tråde blive knyttet sammen, byen København, byens fodhold FC København, og byens gamle tante ud i multibrygningen, Carlsberg. Hvis man ikke ser nogen højere mening i den slags, må man være et utaknemmeligt skarn, lad det bare være sagt. Der er ligesom en rød tråd, den samme tråd der fører ind til Parken og A-tribunen, og de halvslatne fadøl, man ofte balancerer rundt med i pausen. Der er simpelthen en logik i det, måske bare en gammel nipsers, men ikke desto mindre noget så synlig og egentlig ganske velduftende.
Efter en måneds rygter faldt det så på plads i mandags, det der er blevet benævnt dansk fodbolds største sponsorkontrakt. Carlsberg placerer sig på vores trøjer fra begyndelsen af næste sæson, og så var det sådan godt nok. Troede man, eller blot ønskede. Men straks rejste der sig et kor af vilde protester, først var der tale om regulært aftalebrud i forholdet til den gældende aftale mellem Faxe og Divisionsforeningen. Derefter blev det mere til at juraen sådan set nok holdt vand, eller skal vi sige fadøl i situationens anledning, men til gengæld var den helt gal med etikken. Der blev skrevet, og der blev interviewet, fra de mest forargede i Lyngby, AaB og AB, til den lidt mere resignerende Per Bjerregaard, der nok inderst inde var ganske vidende om at Brøndby havde sit meget godt på det tørre, med sin Faxe-tribune og Faxe-bryggen til pauserne derude. Et par svage pip af tillykke nåede dog også igennem fra Silkeborg og til dels Aarhus Fremad.
Kære læser, det forekommer næsten omsonst at ridse de sidste dages historie op igen. Lad mig sige omkring etikken i vores Carlsberg-aftale og det der er blevet udskreget til FC Københavns store egotrip, at der næppe gemmer sig noget større ønske om at skade småklubberne, endsige smadre nogen større solidaritet omkring den gældende Faxe-aftale. Jeg har ihvert fald svært ved at få øje på det. Nærmere står ønsket om at knytte det logiske bånd, som ovenfor beskrevet, Carlsbergs store engagement i Parken knyttet tættere sammen med samme Parkens ejer og hjemmehold, FC København.
De små klubber er allerede i klemme, fx. i forholdet til den aftale mellem spillerforeningen og divisionsforeningen som man stadig diskuterer, ligesom man må spørge sig selv, om den gældende Faxe-aftale i virkeligheden har været nogen større fordel for dem. Med dens indbyggede klausul om at konkurrerende produkter til Faxe var uacceptable som hovedsponsorer. De meldinger der kom fra både B 93 og Lyngby sagde det jo indirekte, førstnævnte måtte sige nej til en stor sponsor, sidstnævnte måtte gøre det samme til et tribunesponsorat. I solidaritetens navn, hævdede de. Men handlede det ikke ligeså meget om, at de reelt ikke havde valget. Mellem at være solidariske eller ej, da ingen af de to klubber vil besidde den økonomiske balast til at bekrige hverken Faxe eller Divisionsforeningen. Det havde og har FC. Ligesom to andre klubber i Superligaen, Brøndby og AaB, ihvert fald har det. Og ville de to klubber så vælge den store forkromede solidaritet, hvis det virkelig gjaldt. Jeg tillader mig at tvivle, oprigtig talt, trods ihvert fald AaB'ernes udmelding om det modsatte. For jeg tror at den mest ærlige kommentar i denne sag er kommet fra "lille" Aarhus Fremad og deres direktør - Morten Nysom. Til Ekstra Bladet udtalte han tirsdag d. 23 februar:
Umiddelbart kan jeg godt forstå FCK, det er godt gået af dem. Var vi selv i samme situation, vil jeg ikke afvise, at vi havde gjort som FCK.
Nysom er nemlig mandfolk nok til at sige, at når man taler økonomi i en professionel fodboldklub, så siger man ikke bare nej, når nogen vifter med store checks under ens næse. Man tænker sig om og vurderer mulighederne, nøjagtig som FC-ledelsen har gjort. Og viser det sig så, at dette ikke bare kan vise sig som en særdeles indbringende check til klubkassen, men også en understregning af et gammelt og nært samarbejde, så slår man da til. Nøjagtig som FC-ledelsen. Big Deal, kære læser, men større er den altså heller ikke. Fremfor alt slet ikke stor nok til at begrunde de store moralske kvabbabelser, der har lydt de sidste dage fra flere sider.
En anden ting er, at Faxe-aftalen fra 1996 efterhånden forekommer i et ganske slattent skær, og måske allerede på nuværende tidspunkt havde fortjent en egentlig genforhandling, istedet for blot en blind forlængelse. Som den Faxe iværksatte, via egen option på yderligere to år, gældende fra sommeren i år. Godkendt af Divisionsforeningen, formodes det, selvom DBU vist ikke helt kan bekræfte. (Jeg skal ikke gøre mig for klog på disse interne skærmydsler mellem Divisionsforeningen og DBU, men tillader mig bare at videregive hvad Ekstra Bladet skrev i tirsdags.)
Bag dette gemmer sig også den kyniske betragtning, at var det kun et spørgsmål om tid, før en eller flere af de store klubber ville sprænge/afprøve rammerne omkring Faxe-aftalen. Der har været tidligere optræk, bl. a. omkring TV-rettigheder hvor netop Brøndby og AaB var involveret. Ligesom det generelt er blevet sværere med det der fælles fodslag mellem de store og de små klubber. Her tænkes langt længere end Superligaen, for der verdener til forskel mellem de 12 øverste og de 12 nederste i det danske divisionssystem. Forskelle af lysår, konkretiseret i millioner af kroner på klubregnskaberne, som allerede har gjort Divisionsforeningen til en mere og mere anstrengt størrelse.
I mandags skete det så. "Den store, slemme dreng" i dansk fodbold gjorde det igen. Som fan af netop den klub tillader jeg mig at juble, og er egentlig stolt af en ledelse, der både tænker praktisk og samtidig på klubbens vegne. Også fordi jeg inderst inde elsker mit København, mit FC København, som nu har parret sig med mit Vesterbro's Carlsberg. Og fri mig så for bovlamme fraser om en solidaritet, som næppe er stærkere end det toiletpapir som også Per Frimann, Børge Bach og Peter Packness benytter sig af. Dansk klubfodbold overlever sikkert det her. Sandsynligvis træder vi ovenikøbet et skridt længere ind i på den europæiske scene. Ligesom Faxe sikkert også vil klæbe sit navn på Superligaen og 1. division i år 2000. Hverken Flemming Østergaard eller andre i ledelsen, eller fra Carlsberg for den sags skyld, har udtrykt det fjerneste ønske om at eliminere Faxe's symbolske tilstedeværelse i Parken. Tværtimod. Og symbolsk har den netop været hidtil, og sådan vil den så forblive de næste par år.
Og, kære læser, der lugter sgu egentlig meget godt, dernede ved Enghave Station! Så stik trygt næsen hen forbi nærmeste bodega og bestil fluks den der Carl's Special. Den smager faktisk endnu bedre nu. (Og de skumle steder på Vesterbro er nu engang ganske billige!)
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 26. februar 1999.