Peter Packness’ tavshed

- hvordan tager man afstand fra noget uden at mene det?

Det var ikke spor skægt, hvad der skete i Lyngby her torsdag aften. Og én ting er, at det ikke var særlig skægt set ud fra et FCK- og fodboldmæssigt synspunkt, for det var godt nok deprimerende at se, hvordan holdet igen viste gode detaljer og OK spil i en kort periode for så igen at øde det hele væk. Og på vej hjem og i timerne efter var det så grund til endnu mere frustration og fortvivlelse hos os fans, der hele tiden går og klynger os til halmstrå og håber og tror at det er ved at blive bedre – men i virkeligheden kigger ned i tabellen og indser med rædsel, at med et nederlag til Vejle og en fortsættelse af det drømmespil, Viborg (!) har vist i forårssæsonen er vi faktisk tæt på at havne på tiendepladsen i årets superliga.

Det er så hvad det er. Vi tager hjem og har det ad helvede til. Vores uge er spoleret – igen. Men vi har trods alt stadig distancen tilbage til hvad der er sket. Når denne lederskribent tænker tilbage på den lorteaften vi havde, tænker jeg på, at det er fortvivlende, at Europacupchancen er væk, at jeg kommer til at være depri i dagevis, og at der med garanti står en eller anden lille dreng og griner ad mig, når jeg holder i krydset ved Åboulevarden med mit FCK-tørklæde på. Jeg har tabt mit humør og de penge, det koster at holde tørsten fra døren med tredivekroners bajere. Fra Faxe.

Men jeg har ikke risikeret liv og helbred torsdag aften; jeg er ikke blevet ønsket døden eller en skæbne der er værre. Faktisk har kampen set i bakspejlet bare været en forholdvis ordinær begivenhed. Folk har været ligeglad med mig, og selvom jeg som fan af udeholdet måske kan høre et eller flere slagord fra de få hjemmefans på den anden side af sponsorloungen, er det ikke højt nok til at jeg kan høre hvad der bliver sunget.

Og det priser jeg mig ved gud lykkelig for, når jeg så dagen efter ser, hvad FCK’s direktør Flemming Østergaard er blevet udsat for ude på Lyngby Stadion. Lokale hooligans (et gammeldags udtryk, men hvad fanden skal man ellers kalde dem – voldsmænd? Ja, hvorfor egentlig ikke?) overfalder ham med en regn af spyt og lægger op til tæv.

Hvis det så var et isoleret tilfælde – men allerede for lang tid siden får en gruppe Lyngby-fans øje på Østergaard på en Storebæltsfærge, går en tur på tønden, hælder pis og lort i et bæger og smider det på ham.

Hvad er det for syge hjerner, der finder på det? Og hvilke psykopater kan få sig selv til at at sætte et banner op med "Guld til Lyngby + AIDS til Don Ø = Orgasme"?

Det er det yderste mandat og naturligvis ikke repræsentativt for Lyngbys tilhængere. Det vælger vi da at tro. Men så skæmmer det så meget desto mere at se formanden for Blue Vikings udtale sig i Ekstra Bladet. Vi citerer ham fuldt ud: "Jeg har slet ikke set det, du fortæller mig om, og jeg har svært ved at reagere, når jeg kun har det fra dig. Men hvis jeg hører mere i morgen, så vil jeg da gøre noget ved det" og "Jeg vil dog gerne understrege, at vi selvfølgelig tager afstand fra at bruge fysisk vold eller spytte efter gæster på Lyngby Stadion. Det hører ingen steder hjemme. Manden har fuld ret til at være her, men han ved også, at han bringer følelserne i kog hos Lyngbys fans, hvis han passerer forbi".

Og må det så være tilladt at sige, at de udtalelser må enten være ’kreative’ citater, som det jo kan ske når EB citerer, eller at formand Jan Olesen er fuld af løgn, trækker i land på en pinlig måde, og i det hele taget tror at hele Danmark er idioter? Fordi for det første gik FØ med vilje ikke forbi Lyngbys fans, men blev mødt af den lille gruppe galninge væk fra gruppen med Lyngbyfans (løgn). For det andet er essensen af hvad han siger, at "ja, nu vil jeg ikke citeres direkte for det, men han var selv ude om det" (trækken i land). Og for det tredie er der ingen der tror, at han som formand for fanklubben enten ikke kunne få øje på et stort banner med en så kontroversiel parole på – eller at han ikke fik at vide hvad der var sket af enten andre fans eller officials, for så stort er Lyngby Stadion i hvert fald ikke (tror vi er idioter).

Men det værste af det hele er, at hvorfor skulle nogen voldelig Lyngbytilhænger dog ikke tro, at det er helt legitimt, hvad han render og foretager sig? Den virkelige skændsel i hele denne misère er jo, at direktør Peter Packness med sin opførsel gennem de seneste måneder har et soleklart medansvar for, at det er kommet så vidt.

Det er Packness, der har pisket den hadske stemning op omkring FCK som klub i almindelighed, og Flemming Østergaard som person i særdeleshed. Vi har set Packness aflyse venskabskampe med børn som deltagere, fordi hans mål var at signalere, at man ikke vil have noget med ’dem derinde’ at gøre. Man har set perfide personlige angreb på Østergaard, og man har generelt set en person, der har strakt sig til sit alleryderste for at svine alt til, der har med F.C. København at gøre.

Og i går er der så taget den redaktionelle beslutning at undlade omtale af FCK i Lyngbys kampprogram. Og en ting er, at den slags opførsel er så barnlig, at det trodser enhver beskrivelse. Men når Packness, som beslutningen naturligvis kan tilskrives, da det er ham som har ansvaret for Lyngby FC A/S, træffer den beslutning er han med til at ringeagte FCK, og at fremstille klubbens personer som mindreværdige mennesker. Packness: du siger, at du ikke ser nogen sammenhæng.

Men selvfølgelig er der en sammenhæng, og hvis du havde bare en lille smule kendskab til dette århundredes europæiske historie ville du vide, at der er en meget nær sammenhæng mellem at ringeagte mennsker og fremstille dem som mindreværdige – og så at legitimere bøllers vold mod disse mennesker.

Hvem narrer vi? Selvfølgelig er Peter Packness klar over disse mekanismer.

Packness tillod sig så i dagens Løvetime at hævde, at han tager så meget afstand fra hændelserne ’som overhovedet muligt’. Hvor vover han? Den person, som ikke engang kan mande sig op til at give Flemming Østergaard en undskyldning for hændelserne torsdag aften?

I Løvetimen bliver han konfronteret med, at der ikke engang pr. post er ankommet noget, der ligner en undskyldning. Han forklarer, at det er fordi posten ikke er kommet endnu. Er der ingen grænse for mandens flabethed? Kender man hans stil, har han sikkert sendt en undskyldning – med B-post.

Men hvis det så bare var den episode. Og hvis det så bare var det øl, der blev kastet på nogle af vores spillere. Men det er faktisk værre end som så, for blandt publikum på Lyngby Stadion får nogle tilskuere øje på Thomas Rytters far – og skubber ham ned ad en trappe.

Og i lørdagens Jyllandsposten bliver det så oplyst, at Flemming Østergaard er blevet truet på livet, skulle han vise sig på Lyngby Stadion igen.

Peter Packness behøver ikke engang gå frem nu og fordømme disse ting. Hans tavshed om emnet fortæller os det hele med al ønskelig tydelighed. Og han kan være ganske sikker på, at skulle denne konflikt få videre konsekvenser, og skulle der ske noget alvorligt med personer som er tilknyttet FCK, vil vi til enhver tid se blodet på hans hænder.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 23. maj 1999.