Kolde fødder

- hvad får os til at se træningskampe?

Når man står i Parken og alting koger omkring en, og vi slår Brøndby 4-1, eller man sidder i sin sofa og ser Barcelona slå Real 5-0, er det at være fodboldfan er et af de største kicks overhovedet det kan vi vel godt alle sammen blive enige om, ikke?

Når man på sidste efterårsrunde er i Gladsaxe, Lyngby eller Ikast med følelsesløse fødder, og man er nødt til at hælde sin kaffe ned i bukserne og lægge sine grillpølser ned i støvlerne for at holde sig varm, er det straks lidt sværere at få øje på morskaben så er der jo til gengæld det med at vise loyalitet.

Men når man står på KBs anlæg på en iskold eftermiddag i januar i begyndende snevejr og tager noter med blåfrosne fingre ændrer situationen sig. Ikke mindst når ens hold taber 6-0 til de værste landsbyknoldesparkere i superligaen, selvom de spiller én halvleg med den bedste danske, ja en af verdens ti bedste, spillere på holdet.

Træningskampe er en ekslusiv smag

Der er absolut intet kick at hente i træningskampe, i hvert fald ikke noget man kan bruge umiddelbart. Det virker lidt fjollet at stå på sidelinien og gå amok over en scoring, ligemeget hvor lækker den er, for holdene spiller om kejserens skæg, og selv spillerne tager målene ganske roligt inde på banen.

Samtidig er spillet meget betinget af, at man enten render omkring på en kunstgræsbane, der ikke kan spilles andet end en gang tilfældig lossen omkring på, eller på en græsbane som endnu ikke har set græs. Og at det er koldt. Meget koldt.

Og det er komplet tåbeligt at tale om loyalitet ved disse træningskampe. Skal man være loyal mod sit hold, så tager man en bus til Bulgarien, Jylland, Azerbadzhan eller andre fjerne steder og synger sit lille hjerte ud ved de kampe, som betyder noget. Men en træningskamp mod Køge på KBs anlæg en tidlig torsdag aften betyder ikke noget. Ikke en dadel.

Så ingen vil bebrejde én noget hvis man ikke møder op. Hvis man vælger at besøge træningskampe gør man det af egen fri vilje. Og for sin egen fornøjelses skyld. Og hvorfor nu det hvis det ikke er en fornøjelse?

Nul seks på KBs anlæg

Tag nu de tre kampe, som netop er overstået indenfor de sidste par uger. Først mod Herfølge, som vi jo fik et syngende lag rockertæsk af. Det grinte vi meget af den vinter, og hvis man var til stede kunne man tydeligt se hvorfor.

Det var ikke bare den første kamp FCK spillede, men de havde også været en længere tur i Parkens fitnesscenter samme formiddag. Mio så ud som om han stadig var på løbekarrusellen derovre og gav noget svimmel og rundtosset noget henad de første fire mål væk. Og holdet spillede med en A- og en B-kæde som et ishockeyhold.

Sommetider arrangerer hold træningskampe i Parken for at vise, hvor gode de er blevet op til sæsonstart. Sommetider endda et stykke ind i sæsonen ja sommetider får de endda lov til at flytte superligakampe for at kunne lægge showet fredag aften. Og sommetider taber de 6-0. Det vil nok ikke skræmme andre hold fra at arrangere noget lignende, eller få folk til at blive væk. Men når man så får sådan et lag tæsk, kan det påvirke både fans og spillere dybt i negativ retning og give skrammer i ens image.

Velkommen til Strøby

Hvis det derimod sker på en knasende hård plasticbane, og når samtidig alle tilskuere under 12 år stormer ud af banen i pausen for at jage Brian Laudrup hele vejen ud i bad, kan man vanskeligere tage det hele seriøst specielt efter hele formiddagens farce, hvor vi var blevet truet med at skulle hele vejen til Køge Bugt i snevejr for at se Brian med den hvide trøje på for første gang.

Og forældrenes bil var allerede linet op mere flittige pionérfolk som FCKFC Roskildes Jakob Termansen havde fået HT til at sætte en flok ekstrabusser ind. Gad vide om de nogensinde mødte op

Herfølge havde meldt, at der måske ville dukke 3.000 op på Strøby Skole, og det giver nogle interessante tanker hvis nu vi alle sammen var sneet inde i Strøby, ville byens pizzeria så have kapacitet til at fodre alle sammen? Ville Brian være blevet jagtet ud af byen af 2.000 børn? Og ville hans ømme ben kunne bære ham efter al den vægttræning? Det får vi aldrig at vide nu.

Høj sol, tidlig morgen

Jeg troede vi havde en aftale?! Kampene på Peter Bangsvej begynder klokken ét! Er der ikke mere nogen der tror på traditioner? Ti minutter i tolv kigger man så på sit vækkeur. Kampen begynder om ti minutter. Vækkeuret er kraftigt lyst op. Det er godt, så behøver man ikke gå ud og købe et par Moon Boots eller en regnfrakke. Til gengæld tager det et kvarter at finde de solbriller, som man ikke har haft brug for siden august måned, 1997.

Så kommer man derud og møder lutter smilende ansigter, for FCK fører 3-0, og Brian har spillet rigtig lækkert. Ih tak. Man kan da heller ikke vende ryggen til et øjeblik. Og det næste bliver vel, at vi skal til at spille turneringskampe klokken tolv eller før, som englænderne sommetider bliver udsat for.

Resten af kampen er dødssyg, og Davids mål stinker af offside. Og det er meget meget koldt. Og denne gang har jeg ikke engang kaffe med. Øv.

Peter Bangs Vej: orkanens øje

Og de 90 minutter mod Køge er endnu værre. Pludselig er vi midt i en vinterstorm. Hvilket man ser da man står inde foran Sex Beat midt i København og snakker fodbold med en som er lige så besat, og som også er på vej ud mod Frederiksberg samme dag. Uden varsel, og nærmest i slowmotion, vælter et kæmpestort stillads længere nede ad gaden og lægger sig som en portal hen over Studiestræde. Planen er at cykle derud, men den opgives allerede ved søerne, hvor cyklen erstattes med en etter. Fedt vejr at spille fodbold i, tænker man.

Og ligeså derude, da en forvirret Køgespiller for femte gang glemmer at det blæser og igen torpederer en stakkels lille dreng som står ved sidelinien. Vi kommer til at opleve en komedie af spildte chancer og skæve udspark. Og fik vi så blot set nogle mål

I stedet står vi i kø i Qvisten efter kaffe. Og går dermed troligt glip af de to mål inklusive et flot Højer-langskud (siger de omkringstående med et stort flabet grin). Så nu er det snart tid at få lagt grundreglerne: når FCKs førstehold spiller kamp, bruger man ikke den værdifulde pause til at bestille parisertoast i Qvisten. Det er egoisme af første rang og kan ikke, gentager ikke tolereres! Skam jer!

Så hvorfor gør vi det?

Ja, vi må jo kunne lide det. Men der er faktisk kun én kortsigtet glæde ved at tage ud til de kampe. Og det er at tage en tur rundt om banen og lige få hilst på de andre fans, man kender, og som heller ikke kan holde sig væk fra disse seancer. Der er altid en dejligt afslappet og hyggelig stemning rundt om banen og såmænd også tit på. Som når en tilskuer byder Steen Nedergaard en tår kaffe, som han siger nej tak til med et smil. Eller når nogen råber "godt spillet!" til Martin Biil, som høfligt vender sig og siger "Tak!".

Man kan også komme ud for, at et brokkehoved står og råber flabetheder til Henrik Lykke, som til sidst råber tilbage, at vedkommende da bare selv kan komme ind og spille. Det er en ganske interessant oplevelse at stå ret op og ned af de spillere, man normalt kun oplever på afstand. Og Flemming Østergaard møder man jo altid på C-tribunen men hvor tit møder man ham i noget som ligner en heldragt til en flymekaniker? Kampene er fremragende til at få skabt det informelle forhold mellem klubben og fansene, og fansene indbyrdes, og det er i det lange løb en stor gevinst.

Nysgerrighed og forventninger

En anden langsigtet gevinst er den forventningens glæde, som man får ved at se spillerne og som vokser for hver gang man får bekræftelsen af, at de arbejder på livet løs og ikke blot ligger i hi i tre-fire måneder. Og det er nysgerrigheden ved at se en ny spiller, som i Brians tilfælde eller som da hundredevis af FCKere for to år siden tog til Ølstykke for at se David spille.

Da jeg tog hjem fra Herfølgekampen var det billede som blev hængende et af Martin Biil, som alle 90 minutter igennem knoklede hårdt og spillede strålende ved vores sidelinie, og jeg kan da slet ikke vente til den 14. marts, hvor han skal gå knaldhårdt til Brian Jensen. Og det var da ærgerligt at gå glip af alle Højers tre mål men det er jo ikke det vigtige. At han scorer de mål er meget flot og skader ham ikke, men det vigtigste er, at hans spil allerede nu peger hen mod at han er i sit livs form og står overfor et stort gennembrud på den centrale midtbaneplads.

Selvfølgelig er det utilstrækkeligt middel til at behandle vores længsel inden 14. marts, hvor det hele kører igen og livet atter har indhold. Ligesom at følge et engelsk, italiensk eller spansk favorithold, eller at gå til indendørsstævner. Men i modsætning til dette giver træningskampene en dybere mening. Man skal bare have det for øje, og så er man velforberedt til at gå til træningskamp og nyde det. Og man skal også huske et par varme vanter

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 8. februar 1999.