36 timer. Sølle 36 timer var hvad dele af pressen skulle bruge til at vende Laudrup-sagen totalt. Mandag formiddag blev det offentliggjort at Brian Laudrup ganske overraskende bryder med FCK og vil rejse hjem, hvor det så end er.
Tirsdag aften sidder skribenterne på Politiken og Berlingske Tidende og skriver hvordan Flemming Østergaard igen har brudt Fondsbørsens regler og en ekspert fra Odense Universitet er i begge aviser citeret for at sige hvordan FCK nu kan blive straffet. Det være sig med påtale, bøder eller eksklusion fra Fondsbørsen. Begge avisers sportsredaktører � henholdsvis Rasmus Bech og Sten Ankerdal � kan desuden med stolthed bringe interviews med stjernen himself!
Pressens underlige behandling af sagen begynder mandag aften, hvor Danmarks Radio bringer et "eksklusivt interview" med Brian Laudrup. Et interview som grænser til det groteske. Et normalt interview består af en spørger som stiller spørgsmål til gæsten, som så overvejer sit svar.
Interviewet med Laudrup havde form som "Laudrups tale til nationen". Man kunne fornemme hvordan hele landet stod stille i de 20 minutter programmet varede. Trafikken stoppede og folk stimlede sammen om de til lejligheden opstillede storskærme rundt om i landet. Man kunne se hvordan en ærlig Laudrup blev spurgt om�. Ja hvad blev han egentlig spurgt om? Det virkede grangiveligt som om Laudrup havde siddet og holdt enetale i en halvtimes tid, hvorpå der var blevet indklippet nogle spørgsmål på de rigtige steder, så det lignede et normalt interview.
Hvad er problemet med at lave den slags interview? Jo, problemet er når et medie tilsyneladende ukritisk stiller sendetid i prime time til rådighed for en privat enetale. Hvor er det journalistiske islæt her? Ikke een gang kunne man fornemme et kritisk spørgsmål som kom bare den mindste smule bag på Laudrup, skønt guderne skal vide at der var spørgsmål nok at komme med.
Laudrup havde ikke ønsket at stille op til en normal pressekonference med FCK. Her ville der i så fald havde været rig mulighed for at stille nærgående spørgsmål om grundene til hans beslutning, men det ønskede han tilsyneladende ikke at udsætte sig selv for. I stedet havde han kontaktet en god ven inden for DR, som kunne viderebringe Laudrups tale.
Der var også ganske stor forskel på hvordan de trykte medier behandlede sagen. De førnævnte to Laudrup-file sportsredaktører på de to store seriøse københavnske aviser nyder stor respekt hos den unge Laudrup. De skulle derfor nok passe på ikke at komme til at genere deres gode ven, som kun ville give interview til de to. Ikke et kritisk spørgsmål kom der. Ikke en af dem spurgte tilsyneladende om ikke han syntes at hans bratte afsked måske var lidt fejt over for klubben, medspillere og fans. Det kunne man SAGTENS have spurgt om samtidig med at man respekterede hans beslutning.
Hvad der især er mærkeligt og som stiller stort spørgsmålstegn ved deres troværdighed, er at de ikke på noget tidspunkt stiller spørgsmålstegn overfor Laudrups meget mystiske handlemåde. Laudrup valgte at orientere et TV-hold som de første om denne meget drastiske beslutning. Ikke hans, træner, ikke hans medspillere, ikke engang hans klub blev orienteret før Danmarks Radio. Klubben blev såmænd spist af med en telefax i løbet af søndagen. Havde det ikke været mere naturligt og værdigt at gøre det ansigt til ansigt med bestyrelsen? Eller i det mindste telefonisk? I stedet vælger han at sende en telefax hjemmefra.
Det havde været helt på sin plads også at konfrontere Laudrup med denne tvivlsomme handlemåde. Muligvis har de også gjort det, men han har ikke ville kommentere det. Naturligvis har en journalist ikke pligt til at være objektiv, men i denne sag virker det som om de hellere vil at stille spalteplads til rådighed for Brian Laudrup, fremfor at være kritisk.
Men de to chefredaktører vælger en helt anden indgangsvinkel til historien. De tager fat på en god gammeldags traver, og finder en syndebuk. Flemming Østergaard ja! Det magtmenneske. Den ignorante direktør for Det Fodboldspillende Aktieselskab, som Rasmus Bech ynder at kalde FCK.
Det er naturligvis ham der er skurken. Han har løjet om den klausul som vistnok kunne bruges af Laudrup til at komme ud af kontrakten. Og han har presset Brian Laudrup til at lyve om klausulen ved pressemødet i november. Godt vi har Flemming Østergaard til at tørre vores frustrationer af på!
Og nu kan Politiken og Berlingske berette at der igen er knas med FCK og børsreglerne. Igen!
At der vist nok så kun en eneste gang reelt har været en sag mellem FCK og Fondsbørsen spiller så en mindre rolle.
Da FCK og Brian Laudrup sammen udsender en lidt mystisk pressemeddelelse onsdag aften kan man næste aften se Sten Ankerdal på TV2, hans gamle arbejdsplads. Her fortæller han hvordan Brian Laudrup er blevet presset af Flemming Østergaard til at skrive under på meddelelsen. Rasmus Bech, som nu er taget til håndbold i Ægypten, men som alligevel føler at han er godt nok orienteret til at kunne udtale sig, kalder pressemeddelelsen for en pinlig handling af Flemming Østergaard og er endvidere overbevist om at ordlyden udelukkende er forfattet af FCK. Desuden stiller sig Rasmus Bech sig uforstående overfor Laudrups loyalitet overfor klubben.
Man må brække sig. Hvordan i himlens navn ved de to hvad der er foregået? Hvordan ved Ankerdal at Laudrup er blevet presset? Og hvad skulle den store, stygge Don Ø i øvrigt kunne presse ham med, han er jo fri af klubben?
Hele forløbet omkring de to journalisters behandling af sagen lugter stærkt af at de dels gerne vil tækkes Brian Laudrup og at de for alt i verden ikke vil rokke ved fjendebilledet af FCK.
De gør hvad de kan for at fastholde billedet af FCK som den arrogante pengemaskine, det Fodboldspillende Aktieselskab.
Samtidig kritiserer de FCK for netop at være arrogante. Hvor er det godt at man lever i en verden hvor der er de gode og de onde.
Hvor er det let at lukke øjnene og så kritisere de onde for at være så onde.
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 7. juni 1999.