Giv dog manden en chance...

...en protest over, at Brian Laudrup allerede gøres til et flop.

Ja, skrivende ’Nipser ved det udmærket – de kommentarer, der har været rundt omkring på Sidelinien, på mailinglisten og på Øster Allé-tribunen er sikkert ikke udtryk for, hvad det tavse flertal mener. Og de fleste FCK-fans er sikkert stadig skumlykkelige over, at Brian Laudrup har valgt at beære F.C. København med sin indsats indtil han holder op med at spille fodbold. Og kritikken, der måske blot er i skuffelse over, at Brian ikke har spillet for os endnu, når vi nu har været så højt oppe at ringe over ham, er ved at forstumme efterhånden.

Men det har stadig været ærgerligt og frustrerende at følge, hvordan den nærmest ustyrlige eufori er blevet afløst af nogles mere og mere uretfærdige anklager. Lad os kigge på et par af dem:

Brian er en kylling

Sludder og vrøvl. Brian er skadet. Hvis han er skadet, skal han ikke spille. Sådan er det. Brian har haft en hælskade i et stykke tid, og han har senere fået en muskelforstrækning i låret. Tror nogen seriøst, at det foregår på den måde, at Brian ringer til Klaus Busk og siger "Ved du hvad, jeg tror ikke jeg kommer i dag. Eller resten af måneden. Jeg er skadet, eller sådan noget." Selvfølgelig gør det da ikke det. Det er hele FCK’s sundhedstjeneste, der arbejder på overtid og løser problemet på den måde, der er bedst for spilleren og klubben. Og hverken Brian eller klubben kunne være tilfredse med, at hans hælskade udartede. Hvilke FCK-fans ville hellere se Brian spille mod Viborg og Fremad, og så udvikle en permanent skade? Og hvilke ville hellere se en toptrimmet Brian spille på Jydepotten 14. marts og 2½ sæson frem?

Brian er her kun for pengenes skyld

Blatant vås. Brian tog ved FCK’s pressemøde elegant brodden ud af en journalists absurde påstand om, at han skulle tjene næsten lige så meget i Danmark som i England. Han svarede simpelthen "Nej…mere!" Brians kontrakt i Chelsea var snildt en af de mest lukrative overhovedet. Han tjener aldrig over en femtedel her. Samtidig er skatten meget højere – jeg kan allerede nu se en noksagt i skatteforvaltningen på Vedbæk Rådhus åbne Brians arkivmappe med savl i mundvigene.

Brian burde ikke få en krone for at være her i vinterpausen

Nåh nej. Selvfølgelig ikke. For vi ved jo, at nu kravler spillerne ind i en grotte og ligger i hi der indtil en time før de skal spille på Brombøh Stadion i marts. VorHERREbevares. Kan visse folk ikke se fordelen i, at Brian skrev en kontrakt med umiddelbar tiltræden? Såsom at han måske overhovedet ikke var kommet, hvis licensen ikke straks var kommet ind til Parken? Hvem skal så heller ikke have løn i vinterpausen? Lønstrup? Han er også kun lige kommet, og han har også været meget skadet. Karim er langtidsskadet, han skal i hvert fald ikke have løn! Nej, kære venner, fodboldspillere har en lille ting, der hedder træning. Det er endda noget, de får løn for. Og det er noget, de tager sig til i de måneder, hvor nogle mennesker tror, de ligger i en puppe.

Brian vinkede ikke ordentligt til fansene i Parken og jublede ikke nok over vores mål

Det da ved Gud han gjorde! Han kom ud for enden af spillertunnelen, blev præsenteret og vinkede høfligt. Hvad mere skulle han have gjort? Stået på hænder? Slog Løns flik-flak, da han blev præsenteret i Parken? Spillede Piotte "The Final Countdown" på et alpehorn? Jeg tror det ikke, og jeg er sikker på, at jeg i givet fald havde husket det. Og hvad så, om han efter sigende ikke farer op, når FCK scorer og giver high five til brormand og Christian Andersen – eller crowdsurfer ligesom os glade fjolser på C10? Betyder det, at han er ligeglad? Naturligvis ikke. Han er den han er; han skal ikke lave et show ud af sin opførsel for nogens skyld. Jeg har aldrig hørt beskyldninger om illoyalitet med et mere spinkelt grundlag.

Familien bestemmer hvad Brian skal foretage sig

Bedrevidende kommentarer om Brians familie og personlige forhold er for underlødige til at beskæftige sig med, og hans familieliv rager kun ham selv og hans familie. Simple as that.

Brian gider slet ikke spille for FCK, enten spiller han for halv kraft eller også stopper han meget snart

Pis og bjælder. Igen en kommentar, som tyder på, at den som fremsætter den ved mere om Brian end han selv gør. Hvad skulle tyde bare en lille smule på, at Brian er på vej til at holde op med fodbold? At indgå en toethalvtårig kontrakt med et ekstra års option er vel ikke noget klart signal i den retning.

Brian har en gul trøje på

Det var da noget, alle fans lagde mærke til, da de så billeder fra pressemødet. Gul trøje og blå bukser betyder BIF for os. Men COME ON! Havde han en Brøndbytrøje på? Tror I, at han et sekund havde tænkt, der ville være noget problem i at gå med en gul polotrøje? Så havde han da ikke gjort det. Mener nogen virkelig, at hans tøjvalg afslører et bevidst eller ubevidst forhold til Brøndby IF? Så få psykiatrisk hjælp mod paranoiaen. Betyder det ikke mere, når han siger, at der aldrig var andre klubber end F.C. København inde i billedet for ham?

Kritikken har været både uretfærdig og dybt utaknemmelig. Ikke mindst en uges tid efter den anden Chelseakamp, hvor Bjarne Goldbæk blev solgt til netop Chelsea. Straks begyndte meningsudvekslinger mellem Golddrengene og Brianisterne – hvem er bedst? Men man kan da ved Gud mene, at de to er fantastiske på hver sin måde. Det blev sagt, at hvis en klassespiller skal sælges, skal han erstattes med en lige så god spiller. Det er sket her, og lidt (nej meget) til. Goldbæk var fremragende, men han ville væk ved adskillige lejligheder og det må betragtes som en mirakel, at han blev i FCK så længe. Brian vil spille for os og os alene – og så er han desværre skadet i et par kampe, vi ryger ud af pokalen uden Brian eller Bjarne på holdet, og straks er kritikerne der.

We only sing when we´re whining! Lad os dog overlade karaktermordene på Brian til de for tiden meget bitre BIF-fans. Tag et kort kig på SSO, Brøndby Supports debatside, for at se hvor lavt og perfidt MANGE folk kan synke i deres angreb på Brian og hans familie; sammenlignet med dette er FCK-fansenes brokkerier en storm i et bæger fadøl. Og lad os så glæde os til den første træningskamp ude på KB’s anlæg her til februar. Vi har Brian! Han er en af verdens bedste spillere, og den slags ER værd at vente på!

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 30. november 1998.