Fusionsnipsernes Diskussionsforum (25/1/98)
Fusionsnipsernes nye diskussionsforum har nu fungeret i 4 dage, og mange - flere end vi havde turdet håbe på - har allerede deltaget i debatten. Forumet er tænkt som et sted, hvor man kan diskutere FC København. Og med "man" mener vi selvfølgelig først og fremmest FCK-fans, men i tråd med vores oprindelige bagtanke med at starte Fusionsnipserne, ser vi meget gerne gæster fra andre klubber på listen.

Vi vil gøre vores til, at debatten bliver saglig. Således vil tåbelige indlæg blive slettet så snart, vi opdager dem. Vi vil derfor gerne understrege, at der ikke er tale om meningsdiktatur, men et ønske om at debatten kan blive konstruktiv. Det er heller intet krav at man underskriver med fuldt navn, fornavn eller alias er godt nok. Ligeledes er e-mailangivelse tilladt, men ikke påkrævet; igen er det indlæggets indhold, der er det vigtigste.

Den resterende hjemmeside vil fungere som hidtil, men vi vil forsøge at væve diskussionsforum og resten af hjemmesiden ind i hinanden. Et eksempel kan være, at man i vores "Kort Nyt" læser en nyhed, som man synes fortjener en kommentar. Så har vi forsøgt at gøre det så nærliggende som muligt at fortsætte over i diskussionsforumet, hvor man kan komme af med sin mening, så andre kan deltage i debatten. Det samme kan gælde vores kampreferater, ledere, eller de artikler, som vi til tider bringer om forskellige emner. Her kan eksemplerne være Henrik Rønsbos anmeldelse af Sidste Chance, Jostein Igesunds fortælling om fankultur i Norge, eller senest Eyðun Klakksteins artikler om Todi Jónssons fodboldmæssige baggrund. Disse artikler er i lighed med vores ledere tænkt som debatskabende indlæg, hvilket vi gerne ser smitte af på diskussionsforumet.

Der er også kommet de første kommentarer om diskussionsforumets udformning. Her bør vi nævne, at man selv kan sætte forumet op, så bl.a. indlægsrækkefølgen svarer til eens egne ønsker. Det kan man gøre ved at gå ind under Søg/Opstillingsmuligheder øverst på forumets hovedside. I øvrigt er vi selvfølgelig interesserede i brugernes erfaringer, som både kan skrives i forumet og sendes på vores sædvanlige e-postadresse.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.