Her går man i den lette regn, og skal hjem for at sætte sig ned og bakse med en statistik opgave. Endnu en jævnt kedelig dag, fyldt med jævnt kedelige gøremål. Men så ringer mobilen pludselig, og et par utrolige dage tager sin begyndelse.
I den anden ende af samtalen sidder der en og spørger om jeg vil med til London og se F.C. København lave hakkemad ud af et eller andet engelsk hold, som vi ikke ved andet om, end at de vist har brugt alt for mange pund på alt for få spillere.
Man lader jo ikke den slags tilbud glide sig af hænde, så ja'et kom hurtigt. Flyet gik dagen efter, så rejseforeberedelserne blev få og hurtige. Slutteligt endte det med at vi var tre mand høj der forlod Kastrup. 2 nipsere og en æresnipser. Humøret var højt, og småting som udløbne pas, intet sted at bo i London og ingen kampbillet betød ikke så meget.
Sådan en flyvetur koster en lille tudse hvis man booker dagen i forvejen, og varer omkring de 2 timer. Kvaliteten er ikke den bedste, men til den pris er det til at se igennem fingre med. Hvem ved, skrivende nipser kunne godt finde på at tage turen lidt oftere. London er en fed by, og det er jo muligt at finde en Premier League kamp næsten hele året. Og med butikker som Forbitten Planet, er der masser man kan få tiden til at gå med udover fodbold.
Men for at komme tilbage til turen, så lander vi i Standstead ved 5-tiden, og får fat på et tog til London. Da vi kommer til byen, er vores førsteprioritet at finde et sted hvor vi kan sove om natten, selv om en hurtig tur ind på Wembley til Arsenal - Dinamo Kyev lokkede kraftigt. Men med mindre end en halv time til at komme til stadion, og uden anelse om det var til at få biletter sejrede fornuften, og vi begav os mod udkanten af London for at finde akkommodation til en rimelig penge.
Efter en længere "hotel-til-at-betale" jagt fik vi endelig installeret os på et tremandsværelse, og kunne uden at skulle slæbe på vores baggage, tage en tur ud i det engelske for at se om der skulle være en pint eller to og måske et måltid mad at finde. En lille kinesisk restaurant lokkede, og vi bænkede os om et bord og bestilte en bid brød. Da vi havde indtaget en velsmagende og fortjent middag, overraskede den kinesiske tjener os med at takke for drikkepengene på dansk. Her kommer man hele vejen til London, vælger en kinesisk restaurant, og så taler tjeneren gud hjælpe mig dansk!? Verden er lille, og vi skulle senere sande at London åbenbart er et af danskernes yndlingsrejsemål.
Pubben vi gik ind på bagefter var fyldt med jyske piger (og her troede vi at det var vores charme der fik dem til at kigge efter os, og så var det bare FCK-tøjet....), og på gaden stødte man ind i den ene Brøndby fan efter den anden. Vi kunne ikke lade være med at more os over at Brøndby spillede i Parken samme aften, og at de så tager til London (ikke Manchester) og klæder sig ud i deres pis-gule halstørklæder. Måske var de ikke klar over at det var en hjemmekamp?
Da pubber lukker tidligt i England, blev vi nødt til at tage tilbage på hotellet, men nåede dog at foragere i en kiosk på hjemvejen. En kæmpe pose isterninger og juice til den toldfrie vodka samt en pose med øl, så vi kunne følge resten af Champions League transmissionen på værelset.
Hvilken herlig aften. Masser af drikkevarer, feriefølelse i maven og en kæmpe afklapsning til Brøndby. Intet kunne være bedre, end da de engelske kommentatorer beskrev Brøndbys forsvar med ord som; pathetic, laughable og "not worthy of the competition". Ja, nu skulle vi bare undgå en ydmygelse, så ville vi ikke være til at skyde igennem.
Uden at gå i for mange detaljer blev det en lang nat, og alt drikkeligt blev drukket. Da vækkeuret ringede klokken 10 næste dag var hovedpinerne massive, og trangen til engelsk morgenmad var det eneste der kunne bære os oppe.
Baggagen skulle placeres et sikkert sted for natten, og da vi alligevel skulle flyve hjem klokken 8,besluttede vi os til at vi vel bare kunne holde den kørende natten over. En tur ind over Liverpool Street til en bagageboks, og så ind og shoppe lidt. Vi mødte en masse tilrejsende og fastboende danskere der talte om at det var umuligt at få billetter ved stadion, og den af os der ikke var udstyret med en hjemmefra begyndte at få lidt nervøse trækninger. Stemningen var en blanding af tømmermænd og utålmodighed, som klokken sneglede sig mod 5, hvor det var meningen at alle F.C. Københavnere skulle møde hinanden på en pub nær Stamford Bridge. Vi besluttede os til at det nok var smartest at tage mod stadion, og se om der ikke var en mulighed for at få fat på en billet.
Efter en lang tur i undergrunden, og en venlig vejvisende Chealsea fan (you'r going to the worlds finest stadium!), nærmede vi os Stamford Bridge, og kunne snart ikke holde slagsangene indendørs længere. Skrålende: "We'r comming to take you'r cup!" og "there's only one Lars Højer!" (vores bud på en FCK målscorer), fik vi stadion i syne. Det er stort. Og tilbygningen af en megastore i to etager og et hotel viser at armbevægelserne hos Chealsea FC ikke lade vores egne noget tilbage. Billetter var der nok af, så hvor folk havde fået indtryk af at man ikke kunne komme ind, melder historien ikke noget om, og Chealsea supporterne vi mødte mens vi slentrede rundt og så stadion an, morede sig højlydt over vores sejrsikkerhed.
Så satte vi retningen mod pubben hvor vi skulle møde resten af slænget. Vi så specielt frem til at få resten af nipserne i syne, da en fejlfri logisk redegørelse før afrejsen, havde fortalt, at det var en håndfuld af de mest fordrukne, og dermed mest morsomme af os. Pubben var ikke så let at finde, men da vi endelig fik Glouster road i syne, kunne vi høre FCKerne på lang afstand. Hvis dette havde gjort indtryk på os var det intet mod hvad der skete da vi så horden af hvidklædte, sortklædte og syngende fans dominere gadebilledet totalt. Nipserne havde lidt at tale om, og det var ikke til at finde et sted at sidde indenfor, så vi fandt en bænk på den anden side af gaden, hvor vi slappede lidt af. Nok kunne vi ikke være med i festen på den anden side, men vi fik til gengæld rig mulighed til at observere flokken, og høre reaktionerne fra de forbipasserende. Et engelsk ægtepar stod og kiggede lidt, hvorefter manden bemærkede at han ikke kendte holdet, men med den stemning kunne der ikke være tvivl om at de måtte have vundet. Stor var hans overraskelse da vi fortalte ham at vi ikke havde spillet endnu, og han måtte indrømme at han ikke kunne forestille sig hvordan vi så havde det når vi vandt. Generelt blev den syngene skare et stort tilløbsstykke, som høstede anerkendelse for deres glade væremåde, og specielt den fredelige attitude.
Men efterhånden skulle vi jo afsted til stadion, og kolonnen begyndte at bevæge sig mod Stamford Bridge. Hele gaden var fuld af syngende FCK-fans, og jo nærmere vi kom til stadion, des bedre blev stemningen. Det engelske politi var mødt talstærkt op, men det eneste der kunne virke en smule overvældene var de beredne betjente der ikke virkede specielt imødekommende. Men de er vel også vant til nogle lidt mere "offensivt indstillede" fans. Resten af betjentene var flinke og venlige, og et par af dem stillede beredvilligt op til fotografering, da vi lovede dem at deres billede ville komme på FCKs website....ok, vi kom vist også til at garantere dem en Hollywood kontrakt og evig berømmelse, men vi var i et gavmildt humør.
For at komme ind på stadion skulle man igennem nogle meget små tælleapparater. Det var nu ikke så skræmmende, men mere bekymring fyldte skiltet "No alcohol beyond this point" os med. Vi forklarede kontrollørerne at danskere var det mest øldrikkende folk i verden, og at vi ikke brød os om at skulle have tappet vores blod af inden vi kom ind, da det efterhånden havde karakter af ren alkohol. De mente dog at det nok skulle gå, og lukkede os hovedrystende ind.
Vel inde på stadion fik vi at vide at vi bare skulle sætte os. Pladsen var trang mellem sæderne, og stadion, som havde set meget poleret ud fra udsiden viste sig at have et noget discountagtigt præg over sig indenfor. Dog var banen omgivet af sæder hele vejen rundt, hvilket gav en meget tæt og intim stemning. Godt nok fylder vi sjældent Parken derhjemme, men det er nu ærgerligt at der ikke er hjørnetribuner.
Der var endnu ikke dukket mange Chealseasupportere op, så vi kunne synge uforstyrret, men gættede på at det ikke kunne vare ved. Chealsea maskot, en underlig crossbread mellem en orange plydsbamse og en chimpanse, der vist skulle forestille en løve, kom ned for at underholde os lidt. Den fik et par hånesange med, men scorede stort da den stod og snoede knorhårene mens vi sang pussycat efter den.
Inden drengene kom ind for at varme op havde vi lidt tid til at se banen an. Den så umiddelbart ganske pæn ud, omend den nok var fedtet af den støvregn der efterhånden var begyndt. Efter et stykke tid kom drengene så ind for at varme op. Der var stadig ikke mange Chealseasupporters på stadion, og vi havde fred og ro til at hylde drengene en for en. Niclas, Pjotte og specielt Højer fik en sang til at styrke sig på. Alle blev cheared, men specielt morsomt var det at se Goldbæk nærmest flække af grin da "hvem skal bolle Tanderup..." blev sunget. Stemningen var i top, og alle de tilrejsende fans var "spændt op til FCK lir". Hvad end kampen skulle ende med, så var turen allerede det hele værd.
Så kom Chealsea på banen. Jeg har været til kampe hvor jeg har været nervøs for nogle af modstandernes spillere. Som regel har det været en angriber eller en offensiv midbane strateg. Men man har altid tænkt at så kunne man sætte den og den til at markere ham, eller at man bare skulle sørge for at lægge presset højt oppe på banen, og så holde koncentrationen i forsvaret, bla bla bla.....der har altid været et eller andet man kunne gøre. Men da jeg så Chealseas hold løbe på banen blev jeg for første gang slået af total afmagt. Det var ikke en eller to gode superligaspillere vi skulle passe på. Det var et helt hold af de største stjerner i verden. Zola, Casiraghi, Desailly, Leboeuf, Lesaux og ikke mindst Laudrup. Hver spiller på holdet er mere værd end de fleste superligahold, og hvem man så end holder med, og hvordan man end har det med så mange udlændinge på holdene, kan man ikke sige andet end at dette hold er et af de pt. stærkeste i verden. Og dem skulle FCK spille imod. Mit FCK! Lige pludselig så Hemningsløs ikke særlig stor ud, når Desailly, det kæmpe badejern løb rundt på den anden banehalvdel. Og tanken om at Mio skulle spille overfor Zola kunne få det til at løbe koldt ned ad nakken. Det var lige før jeg ville have stoppet kampen hvis jeg kunne, bare for at spare os for den røvfuld der lå i luften. Det må jeg indrømme, Chealsea er et frygtindgydende mandskab, som har en brutal aura af fodbold-power over sig. Man begynder at forstå hvordan Luke Skywalker må have følt det da han så Darth Vader i carbonfreeze chamberet på Cloud City, eller hvordan David havde det da Goliath tårnede sig op foran ham.
Men et eller andet sted betød det også at vi intet havde at tabe. Alt andet end en 10-0 sejr til Chealsea ville være en overraskelse, og hvis vi bare klarede den hæderligt ville vi være det eneste danske hold der havde lavet et godt resultat. Og samme mening havde David og Hemningsløs åbenbart også, for lige da kampen skulle til at gå igang kunne man se dem piske en stemning op inde på banen, som om at det var dem der skulle ind og lave hakkemad af Chealseadrengene.
Stadion var efterhånden ved at være fyldt op. Det vil sige, der var masser af tomme pladser, og langsiden overfor os var kun halvt fyldt op. Men folk mente åbenbart ikke at F.C. København var et hold der kunne levere en seværdig kamp, og gad derfor ikke spendere de 22 pund man minimum skulle bløde for an billet. Myten om at engelske supporters og hvor vilde de skulle være var ved at blive lidt flad.
Da kampen begyndte, havde vi allerede sunget så vi var blå i hovederne, men boldens rullen over græsset gav sangene en ekstra tand. Stående og skrålende lod vi Chealsea og hele Stamford Bridge vide hvem vi var og hvor vi kom fra. Jeg har endnu ikke fået set kampen på video, men nede fra os af lød det som om vi var det eneste man kunne høre på stadion. Jeg hørte i hvert fald ikke meget til Chealseasupporterne. To-tre gange havde de lidt sange, mens vi brølede som var vi betalt for det. Hvis vi havde lagt hårdt ud, blev stemningen skruet endnu en tak i vejret da Hemningsløs røg ned i en kanon tackling lige ud for hvor vi stod, og som en anden gladiator, med knyttede næver, råbte ud til os, og blev svaret af alle i kor. Det var ren adrenalin der pumpede i årerne, og selv ikke en mimiker ville kunne have holdt kæft. Det kan godt være at vi ikke var så mange som der plejer at være på C, men så sang og festede vi bare så meget mere koncentreret. Det var stort at være en del af, og jeg håber at i der sad derhjemme fik bare en tiendedel af det gennem fjernsynet, for det var for vildt.
Men mens vi førte på tilskuerpladserne, kunne man ikke sige at vi sad på kampen. Lige så skræmmende Chealsea havde virket før kampen, lige så bange anelser gav deres spil. Deres kombinationer var præcise og i et tempo der var milevidt over superligaens. Det var tydeligt at drengene havde problemer med at følge med, og man kunne ikke lade være med at tænke på at det her kunne ende helt galt. Men hvad der ikke var i hurtighed og kombinationer, var der til fulde i fight. Kaptajnen satte hurtigt et par herretacklinger ind, og snart efter fulgte resten af holdet trop. Der var ingen der sparede sig, og jeg tror at det var disse tacklinger, tidligt i kampen der gjorde udslaget. Vi fik sjældent erobret bolden, men forstod at lukke godt af for mange af Chealseas angreb. det var en nydelse at se Mio spille sin bedste kamp nogen sinde (hvor fedt at når han endelig viser sin rutine gennem en hel kamp, at det så er en som denne), og helt forrygende at se Pjotte løbe solen sort, og komme op og vinde hovedstødsdueller med folk halvanden hoved højere end ham selv.
Taktikken var ikke underligt defensiv, med vægten lagt på kontra angreb. Egentlig tror jeg at vi skulle have stoppet dem på midten, men mod et så stærkt hold kom vi naturligt til at stå nede i eget felt og sparke væk det meste af tiden.
Når der endelig blev sendt en bold op til David, var der ikke meget han kunne stille op. Desailly er simpelt hen en af verdens bedste forsvarsspillere (efter min mening kun overgået af Chiro Ferrara fra Juve), og selv om David kæmpede for hver bold, var der ikke meget han kunne stille op. Det gik lidt bedre når Leboeuf var bagerst, men når man er så alene på toppen løber man meget, og trætheden kunne ses på David. Goldbæk og Thorninger, som skulle hænge og komme op og støtte ham havde travlt nok med at være forreste skanse foran feltet, og hente bolden frem når vi engang imellem havde den under kontrol.
Men som kampen gik, og Stensgaard hev den ene pragtredning op efter den anden, og Chealsea ikke engang kunne score når de var helt blanke, begyndte rådvildheden at vise sig hos de ellers totalt dominerende englændere. Vi fik lidt mere plads, og et par angreb blev det da også til. Niclas og Rytter viste at de i mine øjne godt kunne være med i dette selvskab, og selv om man jo godt ved det, gentager jeg det gerne: de bliver så kanon de to!
Det var da også Niclas der rykkede godt, og sendte et langt indlæg ind til David, der desværre ikke kommer hurtigt nok frem til bolden til at han kan sætte den sikkert ind. På et tidspunkt er de Goey også betænkeligt langt ude af sit mål i højresiden, men vi har desværre ikke nogen med i boxen (jeg husker det ikke præcist, men mener det var David der var ude ved hjørnet), så det bliver ikke rigtigt til noget da man ikke får lov at drible gennem 3 Chealsea folk.
I anden halvleg kommer Chealsea igen som lyn og torden, og presser løs over hele banen. Drengene bliver nødt til at give den hele armen, og man begynder at kunne spore en træthed hos de fleste.
I mellem tiden har vi på lægterne måttet sande at Chealseas kontrolører ikke mener at det er fedt at have et så larmende udebanepublikum. Da vi ikke har ville efterkomme kommandoerne om at sætte os ned, begynder de at trække sammen om os. Et par stakler, som vedholdene har opfordret de af os som, begyndte at se skriften på væggen og derfor havde sat os ned, til at rejse os igen blev ført bort som var de hardcore hooligans der var blevet taget med våben i hænderne. En total unødvendig magtdemonstration, men man kunne se på de orange kontrolører lang tid før, at de ville sætte eksempler, så folk burde vel have tænkt sig om. Det ændrer dog ikke på at det var for bittert for dem at komme så langt for at se en halv kamp, men det var tydeligt at Kontrolørerne med deres "bodybuilder-pumper-Peter Andre-her kommer jeg" attitude ikke ville lade en flok danske fans kimse ad sikkerhedreglerne på Stamford bridge. Men ok, Chealsea supportere har også engang haft ryg for at være særdeles hardcore ("the Chealsea smile"; er når man skærer kinderne op fra folks mundvige til ørerne), og det er åbenbart kun med hård hånd de har fået volden stoppet. Bare ærgerligt at deres tilskuere nu mere ligner en kedelig udgave af roligans (hvis der findes noget kedeligere...men de synger da....i hvert fald to forskellige sange) end engelske supporters.
Men selv om vi vel officielt sad ned, kunne man jo ikke blive siddende når det ene angreb efter det andet bølgede ned mod vores mål, så som tiden gik, blev vi bare stående.
Og så pludselig, som et lyn fra en klar himmel, skete det som man kun havde drømt om i sin vildeste fantasi. Desailly laver en fejl. Den eneste han lavede i hele kampen, og efter en forvirret Wise, ender bolden hos Bjarne-drengen. Jeg ved det lyder lidt "hvad sagde jeg agtigt", men i kender der garanteret selv. Lige pludselig ved man bare at den er i kassen. Jeg kender Bjarne, og ved at han er sikker fra den afstand og når der er så åbent skud som han havde her. Man kan ikke nå at reagere, men da han sætter foden på og bolden stryger mod mål, bliver jeg simpelt hen nødt til at lukke øjnene, for jeg ved hvad der vil ske, og kan simpelthen ikke tro på det. Mine nerver kan ikke klare det. Og mens jeg i en blanding af frygt og forventning kniber øjnene sammen, bryder jublen ud i et brøl omkring min. Et øjeblik var det som om verden stod stille, og jeg stod med lukkede øjne og hørte jublen, som var så massiv at man kunne tage fat i den med begge hænder, som en fysisk ting. Så går tiden igang igen, og jeg kaster mig i armene på min sidemakker, og kan slet ikke fatte hvad der er sket. En hånd griber fat om hovedet på mig, og mine briller forsvinder ud i luften. Kun en fantomredning ala Stensgaard gør at jeg, en nærsynet stakkel, kan se resten af kampen klart. Folk går totalt i amok frenzy omkring en, og adskillige flår trøjerne af og, som var de Tarzan i junglen, skriger deres glæde ud over stadion, mens de slår sig for brystet. Mere primalt bliver det ikke, og noget vildere og mere storslået oplever man ikke. Som en evig klog nipser har sagt; "Folk der ikke så Goldbæk score, ved ikke hvad glæde er!" Aldrig har jeg været så høj uden at indtage noget! Det er derfor man er fodboldfanatiker. Det er sådanne øjeblikke det hele kan koges ned til. Til alle jer der ikke var der kan jeg kun sige en ting; kom ind i Parken til returkampen. Den bliver lige så stor når vi sender dem ud af turneringen!!!
Efter målet går der et stykke tid før man fatter at vi faktisk er foran, og at det ikke er noget man har drømt. Chealsea lægger omend endnu hårdere pres på drengene, og resten af kampen er for nervepirrende til at det kan have været sundt at overvære den. Angrebene bølger ned mod Stensgaards mål, men som var det forhekset, lykkes det ikke for dem at få den over stregen. Jeg ved ikke hvad de tænker på, men på Stamford Bridge er der ikke noget stadion ur. Så vi stod og kiggede på vore egne ure, men havde hele tiden en fejlmargen på to-tre minutter omkring tiden. Man så Vialli komme frem fra trænerbænkens overdække, og blev endnu engang slået med ærefrygt. Denne mand har været anfører for Juventus, og vundet alle de store europæiske turneringer. Men alligevel var det os der var foran, og hans hold der kæmpede for at få vendt kampen. Ufortjent måske, men cifrene på tavlen er nu engang dem der tæller i det lange løb.
Så dukker UEFA officialen op på sidelinien og viser at der er lagt 4 minutter til FIRE minutter!!! Manden må have været gal, men der er åbenbart nogle regler omkring udskiftninger. Jeg er nu mere tilbøjelig til at kalde ham en hjemmebane dommer, for han dømte gennem hele kampen til Chealseas fordel.....men nu er jeg måske heller ikke den mest objektive person at spørge om den slags. Det er de længste fire minutter jeg nogensinde har oplevet. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, og så hele tiden efter om dommeren var ved at hive fløjten frem. Jeg tror faktisk han havde den på vej til munden da Desailly hugger bolden i nettet. Et fortjent, men forpulet ærgerligt mål. Vi var 30 sekunder fra himmerige, men blev afvist ved døren. Jeg ved ikke om det var for det bedste, for hvis vi havde vundet var det ikke usandsynligt at flere af os var faldet døde om på stedet. At vi i ren og skær ekstase var gået kolde med at sagligt smil om læben, som havde vi været sammen med Claudia Shiffer og fået for meget Viagra. Måske ville det simpelt hen have været for meget af det gode, og så oven på sådan en kamp, som vi vel retteligen burde have tabt stort. Men på den anden side var det ubegribeligt at vi havde været så tæt på at slå et af verdens bedste hold på deres hjemmebane. Tættere end man er når man har sex med en pige med strømpebukser på. Så tæt at det gjorde ondt. Som en anden nipser sagde det; Man er et skarn, men man kan ikke lade være med at være skuffet. Det var simpelt hen for ærgerligt.
Men vi blev hurtigt glade igen. Hvem havde egentlig håbet at vi kunne hive en uafgjort hjem herovre. Vi havde lige pludselig et ok udgangspunkt før kampen i Parken, og i 10 minutter havde vi været i himmerige. Ikke så dårligt endda.
Da drengene kom over for at takke for opbakningen kunne man føle deres skuffelse, og den må også have været større for dem, som havde været nede og kæmpe på banen. Men jeg håber bare at de fik lidt tilbage af den jubel vi gav dem, for de havde fortjent hver klapsalve og hvert et tilråb. Aldrig har jeg været mere stolt af dem, og aldrig har jeg været mere glad for at være FCKer og for at være med hvor det skete. Et stort øjeblik, måske det største.
Efter kampen blev vi langsomt sluset ud på gaden, og vi kom i snak med at par Chealsea folk. De var overmåde flinke, og fik det store smil frem da vi med høj røst fortalte dem at vi på intet tidspunkt følte at FCK havde været presset, og at vi havde haft kampen under kontrol fra første fløjt. En nipser byttede halstørklæde med an Chealsea fan, og de fortalte om hvor ærgeligt de havde haft det med at vi havde sunget mere end dem. Vi fik forsikret at det ville de gøre noget ved når de kom til Parken. Det er jo fint, men jeg tror alligevel at nedre C kan sætte dem på plads. Men de skal have den ros at de tog det der, for dem, lignede et nederlag med gode miner. Men måske var det med tanke om at FCK ikke endnu en kamp vil kunne holde til sådan et bombardement. Men hvem ved, i Parken kan alt ske, og 0-0 er jo nok.
Nå, men en lang dag var ved at lakke mod enden, og bortset fra nogle særdeles lange 200 meter, noget meget varm kinesermad og et par fyre der ikke brød sig om folk der ikke havde et morgenmadskort, så bød dagen ikke på meget andet. Det skulle da lige være den zombieagtige tilstand vi tre der oprindeligt fløj afsted kom ind i, efter at vi havde vadet rundt i den regnvåde London nat og ventet på at vi kunne få vores baggage fra boxen, så vi kunne begive os mod lufthavnen. En lidt hård afslutning på en fed tur, men det var det hele værd.
Jeg har sikkert glemt en masse, men det kommer nok tilbage, når jeg får de fremkaldte billeder på mandag. Så måske kommer der en revideret udgave....nej jeg skal spare jer for mere. Til sidst vil jeg blod opfordre alle jer der har læst hele vejen gennem dette (godt gået drenge, i fortjener næsten en klapsalve), og har billeder fra London til at scanne dem ind og sende dem til Nipserne, eller på anden måde lade os vide at i har dem, for der er helt sikkert masser af situationer vi ikke fik knipset (fx. da der stod 0-1 på lystavlen....jeg havde ikke mere film tilbage).
Og så en tak til resten af de medrejsende for den fantastiske opbakning, og en tak til drengene for den uforglemmelige oplevelse.
dr.dement, Fusionsnipserne, London.
Fusionsnipserne.
Copyright � 1997-1998
Sidste rettelse: 26. oktober 1998.