Første gang man kunne se, at der var noget stort under opsejling, var da vi kom til Gloucester Road undergrundsstation, tog elevatoren op og kom ud på fortovet: Der var hundredevis af dem! FCK-fans klædt i hvidt og sort, og alle i den festligste topform. Det var bogstavelig talt C6 og C10, der var blevet flyttet 1.000 km i sydvestlig retning. Udenfor på fortovet og indenfor i pubben.
Og næste tegn på storhed er at komme til et så godt som tomt Stamford Bridge, hvor der til gengæld er propfyldt på FCK'ernes afsnit, som var på den nederste del af den dyre langside. Og det er jo fuldt ud passende for os - selvfølgelig skulle vi stå på langsiden. Og læg godt mærke til den formulering, for ligesom EuroStand-aktionen for nogle uger siden, men bare langt mere vellykket, var denne aften en stor indsats i indsatsen for at have lov til at stå.
For ser I, kære læsere, på Stamford Bridge må man ikke så meget. De lokale er mere eller mindre blevet hypnotiseret til at acceptere den nye engelske orden, og den indebærer bl.a., at der fuldstændig hysterisk, og urkomisk, blev meldt over højttalerne, at de danske fans skulle lade være med at synge sange og komme med tilråb, som indeholder bandeord! Ha! Den opfordring var vi selvfølgelig alle sammen fløjtende ligeglade med og råbte præcis hvad der passede os, og adskillige gange spurgte vi "Can you hear the Chelsea sing?" med tilhørende saftige gloser.
De kontrollører, der var til stede på vores afsnit opførte sig som en flok hysteriske kællinger, eller nærmere som nogle museumskustoder med ansvar for en fjerdeklasse. Undertegnede fik øje på JP's Michael Rachlin og klubbens Charles på den anden side af de sæder, der var spærret af mellem os og presselogen. Det havde været en usædvanlig situation, hvis en fan havde hilst smilende og hjerteligt på en repræsentant for sin egen klub, som hilste igen, for derefter meget overraskende at nikke ham en springskalle. Men der blev ikke taget nogen chancer, der blev ikke noget med at komme for tæt på.
Når man debatterer hash, kan man have sine forskellige meninger. Det er en kendsgerning, at det er ulovligt at ryge. Men at smide en person ud af stadion (hvilket skete) for at ryge fed er horribelt - hvad skete der med at give en advarsel og måske konfiskere hans joint? Hysteri.
Men de grædekoner fik ikke lov til at ødelægge stemningen, tværtimod. Under hele opvarmningen blev der råbt og skreget, og folk stod op uden undtagelse. Og det blev vi ved med under kampen. Nogle minutter inde i kampen kommer så den første melding; klubben gjorde opmærksom på, at de danske tilskuere skulle sætte sig ned og det i en vis fart. Og det blev gudskelov besvaret med de gamle klassikere "Op og stå!" og "We shall not be moved". Og en hilsen til EuroStand. For selvfølgelig skal folk have lov til at stå op. Vi står jo for os selv, og der er ingen fare forbundet med det overhovedet.
Men formaningerne blev ved med at komme. Og til sidst fik de gudhjælpemig en dansker til at indtale beskeden på dansk, hvilket var en rørende detalje, for hvis Chelsea har haft den idé, at vi ikke forstår engelsk, så har de misforstået situationen - pointen den, at vi jo udmærket vidste, hvad vi blev bedt om, vi havde bare ikke tænkt os at gøre det...
Men på det tidspunkt begyndte kontrollørerne at se mere og mere truende ud, og fra Fan Clubbens ledelse blev der gjort miner til, at vi nok hellere alligevel måtte finde et sæde. Og så ganske kort efter, hvor de fleste sad ned (ca. en halv time inde i kampen) kunne kontrollørerne så statuere et par eksempler - nogle folk blev kylet ud af stadion som kriminelle.
Lige med det samme kunne man se, og især høre, effekten af at folk sad ned. Støtten dalede i intensitet, dog ikke meget. Men Chelsea havde elegant fjernet et problem, nemlig det at 700 københavnere på det tidspunkt EJEDE Stamford Bridge og sang de slatne Chelseafans ud af deres eget stadion på kryds og tværs.
Men FCK-fansene reagerede på den eneste stilfulde og effektive måde. Vi kom stille og roligt til at støtte vores hold på den bedste måde igen. Hver gang bolden var i farezonen, som i anden halvleg var i den anden ende end hvor vi stod, var halvdelen af publikum oppe af sæderne. Og efterhånden blev løsningen permanent - med andre ord stod folk op når der skete noget, men glemte blot at sætte sig igen. De sidste tyve minutter stod folk bare op. Og så regerede vi igen.
Desuden var der andre kreative idéer undervejs, som at synge "Stand up if you hate Man U.", som jo altid er en dejlig sang, sammen med Chelseafansene, som også rejste sig, for en gangs skyld ikke bange for at blive anholdt og smidt ud af stadion.
Og så det største påfund: da vi synger nationalmelodien! 'Der er et yndigt land' er jo ellers mest forbundet med tilrejsende roligans, vores campinghabitklædte lejere i Parken, som jo ikke ligefrem er nogen man skal have som forbilleder. Men vi gjorde den til et symbol for at være heroiske i udlandet, at være stolte over vores egen indsats, og at vi ikke var ved at få en røvfuld ligesom Brøndby dagen før. Og som vi alle ved, kan man ikke synge den siddende! Det var et stort øjeblik, da alle rejste sig op og sang.
Mens vi havde travlt med at overdøve tavse og hjernevaskede engelske fans, kunne vi på deres storskærme følge de mere og mere pinlige forsøg, der blev gjort for at få lydstyrken over en mumlen. Slagsange blev skrevet med blinkende bogstaver, og mødt med halvhjertede råb eller uinteresseret stilhed.
At prøve at lukke munden på os, da vi var kommet foran var så meget mere umuligt. Det var et komplet kaos af glæde. Dampen blev holdt kampen ud, og det meget flotte mål, Desailly scorer helt fortjent, mildt sagt, til sidst var en mindre detalje. Da spillerne kom over, kunne man mærke ren kærlighed flyde ned mod dem - intet mindre. Jeg håber også, de har følt det.
Det var en triumf for FCK og de københavnske fans. En enestående oplevelse. Tænk, hvis vi bakkede sådan op om dem hver gang. Og overfor den engelske fankultur, som vi har så meget ærefrygt for, behøver vi absolut ikke skamme os. Tværtimod burde de, og især Chelseas fans, ærgre sig til evig tid over, at de har ladet deres lidenskab og entusiasme for spillet løbe ned i lokummet for at tækkes rige sponsorer og teatergæster.
Den lidenskab og entusiasme, vi viste i så rigt mål i torsdags. Helt ærligt, det løber mig stadig koldt ned ad ryggen nu hvor jeg er tilbage.
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 26. oktober 1998.