Lederen

I'm not really a footballfan, dad! (23/05/98)
For at slikke sårene ovenpå torsdagens pokalfinale bevægede skrivende nipser sig en tur i Grand-biografen. Målet var den efterhånden ganske omtalte film, Fever Pitch eller Fodboldfeber, som den danske oversætter har fået det til. Med frygt for at gå en masse andre skribenter i beddene, især Erik Jensen's store præsentation fra Politiken for et par uger siden kan anbefales, så vil nipseren alligevel kaste sig ud i en lille anmeldelse. Filmens handling - der bygger på en bog af Nick Hornby, som også snart skulle forelægge i dansk oversættelse - er kort fortalt den, at vi følger den passionerede Arsenal-fan og skolelærer, Paul, gennem sæsonen 88/89. (I Paul's verden eksisterer kalenderåret ikke, han opererer kun med sæsoner!) Med enkelte flashbacks til barndommens og Gary Glitter-pubertetens Arsenal-kampe i de sene 60'ere og tidlige 70'ere. Handlingen begynder sådan for alvor, da en lidt stramtantede ung lærerinde, Sarah, bliver ansat på Paul's skole. Hurtigt falder de to lidt aparte typer for hinanden. Men Sarah indser snart, at hun har indledt en affære med en allerede "gift" mand. For - som nævnt - der står Arsenal overalt i Paul's liv. I en scene fra deres tidlige forelskelse spadserer de to hen ad gaden i tavshed. Sarah stiller det meget logiske - og ofte benyttede af kvinder til at bryde tavshed - spørgsmål, om hvad Paul tænker på. "D. H. Lawrence!", lyder svaret og det virker ganske tilforladeligt, da Paul vitterlig også er en litterær begavet mand, qva sit job som engelsklærer. Men Sarah har allerede gennemskuet ham og efter et nærmere krydsforhør, må Paul tilstå at han løj. Han tænkte på Arsenal, ja han tænker hele tiden på Arsenal og har gjort det siden den dag sidst i 60'erne, hvor faderen i mangel af bedre underholdning slæbte ham med på Highbury. De to's forelskelse er altså i virkeligheden et trekantsdrama. Hvilket giver anledning til mængder af gensidige frustrationer, for Paul's humør og luner har det logisk nok med at svinge i takt med Arsenals formkurve gennem sæsonen. Illustrativt laver filmen et elegant lille klimaks, da den kæder Hillsborough-katastrofen tæt sammen med et voldsomt skænderi mellem de to. Iøvrigt efter at Sarah har været til sin første kamp, hvor hun er blevet skubbet og mast på tribunen til den anden F.A Cup-semifinale. Mens TV-billederne kværner fra Sheffield med de dræbte og sårede, der bæres væk fra tribunerne, forsøger Sarah at overbevise Paul om det tåbelige i hans liv som fodboldfan, og sætter ham nærmest stolen for døren i hans eget hjem. Enten begynder han på en ny tilværelse, et mere civiliseret og voksent liv, eller også stopper showet de to imellem. Og hun har sådan set ret i alt hvad hun siger, men det preller af på Paul, som det formodentlig vil prelle på af på enhver god FC'er. Først senere, efter hun er skredet, går alvoren op for ham. Hun er gravid og trygler om et "normalt og ansvarsbevidst" familieliv. Brødetynget forsøger han at genvinde hende, og har da også moderat succes. Ihvert fald kigger de sammen - naturligvis til Sarah's mere og mere opgivende frustration - på et hus akkurat ved siden af Highbury. Som Paul uskyldigt konstaterer, så er husprisen lav pga stadions nærhed og den tilhørende larm på kampdagene! Akkurat så lav, at han har råd til det. Han får huset, men sidder der snart alene, for i baggrunden spøger Arsenals formkurve stadig. Sæsonen nærmer sig afslutningen, og et stort forspring til tabeltoeren Liverpool er ved at rasle bort. Helt galt ser det ud, da de taber hjemme til Derby… mere skal ikke afsløres her. Om filmen generelt må man sige, at den er meget mere end en fodboldfilm. Ja, faktisk er der meget lidt fodbold i den. Når man ser bort fra de indklippede TV-highlights og det skolehold, som Paul træner. Det er mere en skæbnehistorie med fodbolden som underlægning, som er drønende godt fortalt og mange steder hylende morsom. Dels fordi man gang på gang genkender sig selv i Paul, dels fordi rummer den helt specielle engelske cocktail af krads socialrealisme og sort humor i replikkerne. Den knytter fornemt an til andre britiske fortilfælde lige fra "Trainspotting" til diverse Mike Leigh-hittere. Helt suveræn er en lille sekvens, hvor det går op for Sarah's sam-bo og veninde, at Sarah og Paul har gang i noget seriøst. "Don't tell me that you screwed the footballhooligan!", lyder den både frejdige og chokeret kommentar fra veninden. Ligesom hele flashbacket hvor Paul's fader slæber sin lidt modvillige søn på Highbury for første gang. Siddende i bilen mod stadion bedyrer knægten, "I'm not really a footballfan, dad!". Et par timer senere i sit liv er han det med hud og hår, i noget der ligner en livslang besættelse! Hvilket vi jo også kender ganske godt! Så nipseren anbefaler, til dem som endnu ikke har set den, slå et smut forbi Grand og få tværet ud, at du sikkert også er flintrende gal i låget. Nipseren har ihvert fald overgivet sig. Vi er simpelthen kropumulige at omgås, som kærester, som venner, eller som arbejdskollegaer, for dem der bare ikke har KLUBBEN i blodet!!!