Fra V til W
Fusionsnipsernes vurdering af FCK-truppen og
anbefalinger til den kommende sæson.

Træningen i optaktsfasen antyder, at Kent Karlsson vil følge i hælene på stort set alle FCK-trænere efter Benny Johansen: Nu gør han et alvorligt forsøg på at effektuere overgangen til et 4-mandsforsvar. Den nye model hedder sandsynligvis 4-3-3. I foråret så vi flere gange holdet stille op med denne forsvarsopstilling, der danner et W: De to backs er en anelse fremskudt, der er to centerforsvarere, der bakkes op af en defensiv midtbane. Det bliver på bekostning af det midtbaneovertag, FC København traditionelt har sigtet mod gennem sin stærke midtbane. Tidligere har FC jo spillet med et tremandsforsvar med to backs og en libero/sweeper, der optræder i en V-struktur. Nu bliver optaktskampene tilsyneladende brugt til at spille det nye system ind, så det bliver spændende at se, om man kan undgå de meget store problemer, systemet skabte i foråret. Der kan siges for mange ting for og imod de to forsvarssystemer, men lad os ihvert fald konstatere at 4-mandsforsvaret umiddelbart kræver bedre indbyrdes forståelse spillerne imellem end 3-mandsforsvaret. Fordi det ofte bygger på zoneforsvar, fremfor individuel markering. Endvidere kræves der, for at 4-mandsforsvaret bliver rigtigt vellykket, to offensivt-tænkende back'er der kan og vover dybdeløbene ned bag mod modstanderforsvaret. Tidligere har der ikke hersket tvivl om, at vi simpelthen ikke har haft truppen til et sådant systemskifte i bagkæden. Men med indkøb af typer som fx. Thomas Rytter og Niclas Jensen har vi nærmet os. Hvilket sandsynligvis også har været bagtankerne hos Karlsson.

En ting er spilsystemet, noget andet spillestilen. Her er der nok ikke tvivl om, at man vil forsøge at holde fast i det offensive spil, der har været (og bør være) FC Københavns varemærke. Umiddelbart lyder satsningen på tre angribere, hvis vi fastholder den sandsynlige 4-3-3 model, da også som logisk forlængelse af dette. Men de to hængende angribere bag spydspidsen kan komme på hårdt arbejde. Der kræves et par gode boldspillere, der både har næse for målet og samtidig kan knokle nede i banen, for at understøtte den lidt tynde midtbane. Det kan så i stedet nemt ende i et meget tyndt angreb, hvis de to for ofte kommer til at hænge langt tilbage, og derved bliver de offensive intentioner i praksis meget defensive. 4-3-3, tallene, ser forjættende offensive ud, men det er altså kun et navn. Dog - vurderet på de hidtige træningskampe har det ihvert fald ikke knebet med målscoringen, og vi lader dette være et positivt signal.

Lidt udenfor systemer og stil vil vi også omtale målmandsposten. Som billedet tegnede sig i foråret, så virkede Karim som et af holdets svage punkter. En del kan måske forklares med den skade, som han har "gemt" på siden i vinters, men hans noget flagrende spil virkede heller ikke, som den altid bekom forsvarskæden lige godt. Uvilkårligt må man ihvert fald rejse spørgsmålet: er han den rette mand på posten? Og har vi noget alternativ? Et par gode spørgsmål, som vi i bund og grund er ude af stand til at svare fyldestgørende på. På nuværende tidspunkt. Vi ved ikke, hvor god Steensgaard reelt er, og vi ved heller ikke, hvad Karim kan drive det til. Han knokler jo altid for sagen, det må man give ham! Et faktum er, at en rigtig god sæson også kræver en rigtig god og stabil målmand. Og det kan muligvis blive en post, hvor et indkøb kan komme på tale!

Fusionsnipserne bragte i sæsonen 1997-98 kampreferater fra stort set alle FCKs kampe. Som det vil være læserne bekendt giver vi også karakterer, og gennemsnitsværdierne af disse giver et fingerpeg om sæsonens præstation. Her er Fusionsnipsernes vurdering af FC Københavns trup med baggrund i forårets kampe:

Målmænd

1. Karim Zaza 4,1*
Zaza formåede ikke at opretholde sit høje niveau fra 1997, og hans fejl kostede - som det altid er tilfældet hos en målmand - klubben nogle points. Han er påvirket af sin nylige skulderoperation fra sæsonstart, så den nye andenmålmand, Michael Steensgaard, får nu chancen for at komme til, og det bliver op til Zaza at beholde pladsen.

20. Michael Steensgaard NY
Steensgaard vender nu tilbage fra en tilværelse som erklæret fodboldinvalid. Han opnåede gennem sine træningsresultater i FC København at tilspille sig en kontrakt, og med ham i klubben ser det umiddelbart meget åbent ud m.h.t. hvem der bliver førstemålmand i FC København. Der mangler dog endnu et stykke før han er i topform. En ting kan vi ihvert fald konstatere fra træningskampene, han råber meget højt.

Forsvar

4. Morten Falch 4,3
Forsvarets styrmand, Morten Falch holdt ikke samme niveau som i efteråret. Kent Karlssons eksperimenter med nye forsvarssystemer (se i analysen ovenfor) lod ikke til at bekomme Falch vel. Han har spillet sine største kampe som sweeperen, der tør rykke med frem og skabe overtalssituationer.

3. Diego Tur 4,4
Diego Tur fik foråret slået i stykker af hans gamle lyskenskade, og i sæsonens første kampe spillede han i lighed med størstedelen af holdet skidt. Skaden påvirker stadig Diego, som vi som fans må have et lidt ambivalent forhold til: Er han skadet, ser vi ham ikke, men bliver han skadesfri i en længere periode, vil han uden tvivl forsvinde mod syd.

17. Michael Mio Nielsen 4,8
Michael Mio Nielsen var i foråret endnu tydeligere end før den samlende figur i forsvaret. Det er uvurderligt, at han spiller hver gang, og han har en stor rolle i organisering og justering af forsvaret i kampene. Til gengæld har han problemer, når han er boldbesidder og bliver presset af angriberne. Dette fører for ofte til lange, høje bolde, som ikke skaber farlige situationer. Samtidig kan alderen vise sig at skabe problemer, så det på sigt kan betale sig at bygge på yngre kræfter.

23. Kim Madsen 4,8
Kim Madsen blev kaldt hjem fra Køge for at styrke det skadesramte forsvar i forårets slutfase. Han har gjort det godt i Køge, og får han fortsat tillid fra Karlsson, skal han nok blive en fast figur på holdet. En ting, der kan give ham problemer i den forbindelse er hans forkærlighed for at spille sig ud af problematiske situationer i forsvaret, hvilket træneren ikke altid er lige glad for.

18. Niclas Jensen 3,9
Trods lang snor fra træneren blev Niclas Jensen aldrig den oplevelse, man havde forventet sig. Efter at være blevet hentet hjem fra PSV var han først i for dårlig form og da han fik spilletid ikke sikker i forsvarsspillet. Mange personer har nævnt at Jensen har et stort potentiale, men det har vi endnu til gode at få set trods hans tillid fra træneren. På et punkt har han dog brilleret nu: Han kan sparke nogle utrolig farlige hjørnespark, som har været et godt våben for FC.

8. Piotr Haren NY
Som ny i klubben et lidt ubeskrevet blad ind for den kommende sæson. Umiddelbart vurderet som lidt en allround-spiller, der dog givet vil indgå i forsvaret. Det ligger til, han skal kæmpe om højre back-pladsen med især Thomas Rytter. Hans hurtighed kan blive en gevinst for hele bagkæden, der til tider har set tung ud.

2. Martin Nielsen -
Hjemme igen efter sine lejemål i Huddersfield og Herning. Martin sluttede efteråret '97 ganske flot, men vandt alligevel ikke Karlssons gunst til at sikre pladsen i startopstillingen. Men han bør kunne forstærke den defensive midtbane, Hemmingsens nuværende plads.

25. Aki Hyryläinen -
Tilbage igen efter et kort lejemål i Viborg. Efterhånden meget svær at vurdere. Vi har ikke set ham i nærheden af bruttotruppen i umindelige tider, hvilket dels skyldes en langvarig skadesperiode. Ligner en mand til reservebænken.

Midtbane

7. Bjarne Goldbæk 5,1
Har spillet et noget svingende forår. En skade drillede i de sidste kampe, og generelt set nåede han ikke de takter, som vi så i efteråret. Irriterende er hans vane med at sætte sig selv over holdet hele tiden, fx i forbindelse med pokalfinalen, hvor han trods stadig småskadet, meldte sig klar. Efter VM-udtagelsen har rygterne atter svirret med, at han er på vej til udlandet igen. Foreløbig er der dog intet konkret, så mon ikke han fortsætter i FC også i det kommende efterår. Det kan kun være en gevinst, for når han er god, hvilket han gudskelov er for det meste, så er han rigtig god.

10. Peter Nielsen 5,8
Begyndte foråret lidt anonymt, men spillede sig efterhånden i en storform, der burde have udløst billet til VM-truppen. Blev tidligt i foråret gjort til anfører, og det løftede hans spil adskillige grader. Honnør for kaptajnen! For især hans flotte fight i pokalfinalen. Men også hans fornemme evner som spilfordeler og chanceskaber. I foråret FC Københavns skarpeste profil.

13. Henrik Larsen 4,3
Larsen havde ikke noget stort forår, lad det være sagt med det samme. Desværre virker det mere og mere som alderen er ved at trykke. Han virkede alt for tit tung og har haft tydelige problemer med tempoet i opspillet. Noget kan måske forklares med placeringen som venstrekant, en rolle der nok ikke passer til en spiller med hans statur og tekniske evner. Men faktum var, at han i efteråret fyldte pladsen ganske flot, så foråret lignede mere et kraftigt formdyk. Hans faste plads i startopstillingen synes ikke længere så selvfølgelig, som den gjorde for bare et halvt år siden.

5. Lars Højer Nielsen 5,2
Desværre var Højers forår atter plaget af skader. Det virker næsten som en ond skæbne, at han højest er ved fuld styrke i halvdelen af kampene i en sæson. Meget beklageligt. Især fordi Højer - når han er skadesfri - vil kunne styrke midtbanen yderligere. Med sin "målfarlige" sparketeknik og sit blik for kombinationsspillet. Noget vi et kort glimt fik at nyde i hjemmekampen mod AGF. For tiden kæmper Højer med efterveerne af en skade i baglåret.

6. Carsten Hemmingsen 3,9
Hemmingsen var foråret igennem et problem på FC Københavns defensive midtbane. Bolde blev mistet og for mange gange bakkede den defensive midtbane for langt tilbage, så modstanderne fik frit skud. Havde Højer og Claus Nielsen ikke været skadet og Martin Nielsen været indisponible, havde Hemmingsen nok fået færre kampe. Hvis Hemmingsens spil ikke bliver bedre og mere positivt, er det en af pladserne, hvor FC København bør skifte ud. Kan han genfinde formen fra det tidlige efterår er han dog en konkurrent til pladsen.

16. Carsten V. Jensen 4,8
Carsten V. Jensen bliver simpelthen bare bedre og bedre med tiden. Efter i mange år at have bevæget sig i periferien af holdet, er han kommet godt igen. I foråret kom hans evner som kantspiller FCK til gavn, og han kronede sæsonen med de tre mål ude mod Aarhus Fremad. Præstationerne gav ham en etårig kontraktforlængelse, og fortsætter han i samme skure får vi også set en del til ham i efteråret.

26. Thomas Rytter 6,7
Han startede i fuld vigør i de første forårskampe, og var ganske enkelt fremragende på højrekanten med sine hurtige ryk. Men en lyskenskade smadrede snart hele foråret for ham. Ærgerligt. For han bankede på til landsholdet, og fremfor alt virkede det som han hurtigt fandt ind i FC's spillestil. Forhåbentlig tager han kraftig revance i den kommende sæson.

15. Martin Biil Larsen 5,6
Unge-Larsen kom til i vinters med prædikatet "kæmpetalent". Det levede han helt op til i de kampe, hvor han fik spilletid. Der var masser energi i hans spil, og oveni demonstrerede han evner som afslutter. En mand med en lovende fremtid, for at bruge flosklerne. Han kan bruges både som offensiv midtbane, eller som egentlig angriber. Og kunne ligne en afløser for Goldbæk, hvis han skulle blive solgt.

24. Claus Nielsen 6,0
Claus hænger stadig som talenterne i "anden række". En fremtidens mand på midten. Han sad ude det meste af foråret med en rygskade, men viste at han er på vej tilbage mod AB. Her var han bedste FC-spiller på det noget reservespækket mandskab, der tabte ude i Gladsaxe. Forhåbentlig får den unge tekniker en ordentlig chance i kommende sæson.

Angreb

12. Todi Jónsson 4,6
Todi blev vores vice-topscorer, hvilket fortæller en hel om hans evner. Trods en lyskenskade holdt ham ude det meste af efteråret formåede han alligevel at finde modstandernes net 12 gange, og det burde være blevet til endnu flere. Han virker som oplagt kandidat til topangriber-pladsen, med sit stærke hovedspil og hurtigheden i fødderne.

9. David Nielsen 5,3
Vores bedste målscorer med sine 13 scoringer ialt, heraf de 11 i superligaen. Umiddelbart lyder det måske ikke så imponerende, men gransker vi vores egen FC-historie, så har David faktisk gjort det ganske flot. Vi skal helt tilbage til de første FC-sæsoner for at finde en lignende topscorer. Dengang i Martin Johansen. Konstatere kan vi også, at David har udvidet sit spil. Måske som resultat af den større konkurrence på angrebsposterne. Tidligere har han virket lidt opgivende på banen, når tingene ikke kørte. Her i foråret har vi ofte set en fightende David, og det lover godt. Synes sikker sammen med Todi som angrebs-es.

14. Thomas Thorninger 4,8
Han har evnerne, kvik på fødderne, god teknik og næse for målet. Men hans præstationer i foråret var lidt svingende. Vi vælger at sige, at han ligner en spiller som vi kan få stor glæde af. Trods alt er han relativ ny i klubben, og som den lidt stille jyde som Thomas også er, kan det nok tage lidt tid inden han genfinder de takter, som vi husker fra hans AGF-tid. Kan meget vel blive sidstemanden i et kommende tremandsangreb, som Karlsson oftere og oftere hælder til. Og Thorninger er god til at søge ned i banen, og hjælper ofte i defensiven.

11. Kenneth Jensen 4,8
En lidt sjov type, der ikke synes af så meget. Han virker ofte lidt akavet, men har faktisk demonstreret at han kan det, som han skal. Nemlig at score. Set i forhold til den spilletid, som han har fået, har han faktisk gjort det ganske godt. Men får nok svært ved at slå Todi, David eller Thorninger af holdet.

21. Clement Cliford -
Clemme blev udlejet til B 93 her i foråret, men er nu tilbage i FC-stalden. Vi er nogle stykker, der gerne vil se ham blomstre som i det seneste efterår igen. Da fik han spilletid, og er han på sit bedste er han vel den allermest spændende angriber i FC København; det være sig i sin kælne omgang med bolden, men så sandelig også som målscorer. Og så er han overbevist om, at der burde være en plads til ham i angrebet!

19. Newroz Dogan -
Nyoprykkede ynglingespiller fra KB, der stadig har sin "alvorlige" debut til gode. Har på DS-holdet demonstreret sin målfarlighed. Kan være svær at vurdere i relation til superligaholdet, men mangler nok stadig en del før han er helt klar til bedste række.

* Gennemsnit af de karakterer, som Fusionsnipserne (4 kampreferenter) har uddelt til spillerne i alle kampene i foråret 1998. Gennemsnitskaraktererne ligger mellem 3,9 og 6,7. Karakteren 3 svarer til "Svag"; 4 - "Under middel"; 5 - "Middel"; 6 - "Over middel"; 7 - "God kamp"

Hvis vi må sammenfatte vores ønsker til den kommende sæson:

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 17. juli 1998.