Samtale med Benny Johansen

Fusionsnipserne og Køge Boldklubs officielle hjemmeside bringer her i samarbejde den første af to samtaler med Benny Johansen. I den første giver Johansen en præsentation af hans nuværende job, og klubben i Køge. Det bliver også til en snak om superligaen generelt, dens bredde og forskellene mellem at være træner i FC København og Køge.

I den anden artikel, som vi bringer senere, handler det om Benny Johansens tidligere karriere, fra B1903 over FC København og Rayyan i Qatar. Der falder en masse spændende betragtninger, når han ser på det det gik godt, og det der gik mindre godt.

Interviewet blev klaret således, at Fusionsnipsernes udsendte (FC-signatur) mest tog sig af samtalen, da Køge Boldklubs hjemmesides udsendte (Køge-signatur) skulle tage de billeder, der følger denne artikel.

FC: Køge har jo ikke rykket op i år, men de var jo tæt på alligevel?

Benny: Ja, som udgangspunkt skulle Køge slutte i den øverste halvdel i år. De foregående år har de jo ligget, så de præcis har fået trukket enden til sig og klaret skærene i første division. Så da vi gik i gang i år, lavede jeg en aftale med bestyrelsen om, at målsætningen var en placering i den øverste halvdel. Det udviklede sig så sådan i efteråret, at vi i en periode faktisk var oppe at snuse til de øverste placeringer, og hvis vi havde været mere stabile, havde vi nok været helt oppe og med i kampen om oprykningen. Når vi sammenligner holdene, der spiller i rækken, er vi lige så stærke som de, der ligger på oprykningspladsen, men vi har altså manglet stabiliteten.

FC: Er det da et ungt hold?

Benny: Nej, det er en blanding af unge og gamle, vil jeg sige. Gennemsnitsalderen er vistnok omkring 24, men der er da selvfølgelig nogle ældre, rutinerede spillere som Morten Eskesen, anføreren. Så har vi Claus Andersen, der er oppe omkring de 30, men så går alderen også hurtigt nedad til de 24-23 år.

FC: Ja, I skulle jo have en meget talentfuld, ung angriber?

Benny: Ja, vi har Jesper Jacobsen, som kun er 21, men virker som om, han har været med i mange år, og han er en spiller med store udviklingsmuligheder. Men han er også en spiller, man skal have fat i og kontrollere, ellers har han tendens til at blive lidt doven. Den type fodboldspillere findes jo, hvor du skal være lidt over dem, og minde dem om, at der kræves arbejde for at blive topspiller.

Køge: Fuhr har jo også spillet godt.

Benny: Kenneth Fuhr Pedersen er jo så en af de nye, som vi startede sæsonen med at hente ind. Jeg ønskede en forstærkning af Køges forsvar, så jeg fandt to nye folk. Den første var Nikolaj Jørgensen fra Brønshøj, som nok er kendt hos nogle FCK-fans, da han var fysioterapeut inde i FC København; en sjov lille krølle på historien. Den anden var så Kim Madsen, som decideret er hentet inde i FC København. Kim havde jeg jo nået at se på U23-holdet, mens jeg endnu var træner derinde, så jeg kendte ham lidt i forvejen. Men det var altså basis for at få opfyldt vores målsætning i år; at få stabiliseret forsvaret.

FC: Er det så blevet bedre?

Benny: Ja, rent faktisk er Køges forsvar i øjeblikket det stærkeste i samtlige divisioner, forstået på den måde, at det er det forsvar, der er scoret færrest mål imod. Det er noget aldeles ukendt for Køge.

FC: Er det så et tremandsforsvar, sådan lidt a la hvad du spillede med i FCK?

Benny: Ja. I FCK spillede vi mest med sweeper, og det har jeg også gjort i en periode her, men her i foråret har vi i mange perioder spillet med et relativt fladt tremandsforsvar, hvor hver mand spiller zone. Normalt med en sweeper vil hver kantforsvarer skulle dække halvdelen af banen, men her deler vi op i tre.

FC: Det er vel det, man plejer at sige, man skal bruge en del tid på?

Benny: Det skal man også, og vi har kun gjort det i foråret efter at have tillempet i efteråret. Det giver selvfølgelig en smutter engang imellem, men som helhed fungerer det fint. Det scores maks et enkelt mål på os, måske to. Jeg tror der er scoret 18 mål på os i de 22-23 kampe, vi har spillet.

Den sidste, vi hentede i sommers var Dennis Danielsen fra Hvidovre, for jeg ville gerne have en spiller med lidt spuerligaerfaring til at styrke midtbanen. Der skete så uheldigvis det, at han blev skadet og var væk det meste af efteråret. Samtidig har vi fået en anden vigtig midtbanespiller tilbage, Ulrik Vincents, der har været på ungdomslandsholdet. Da han også var væk i efteråret har vi jo manglet nogle spillere der, der ellers kunne have præget holdet.

FC: Er det så jeres forår, der har været særlig stærkt?

Benny: Generelt har vi tage points løbende gennem hele sæsonen, men i forhold til oprykning missede vi i de tre sidste kampe i efteråret, hvor vi kun tog 1 point. Bl.a. var et af nederlagene til B93 herude på stadion, hvor vi tabte 2-1 efter at have ført med 1-0 til 8 minutter før tid. Den kamp er for mig nøglen til vores manglende points.

FC: Da der blev købt en del ind i FCK, og man havde lidt på fornemmelsen at Clement Cliford nok ikke ville komme til at spille, tænkte nogen: Han kommer nok til Køge.

Benny: Det var lidt snak om det, men da vi på det tidspunkt ikke havde Kim Madsen på plads endnu, og samtidig måtte kikke på pengene, så var mit udgangspunkt helt klart, at Kim - der havde spillet meget stærkt for os i efteråret - var den spiller, jeg ville leje igen.

FC: Det var vel nærmest hos jer, han spillede sig på ungdomslandsholdet?

Benny: Ja, det var det.

FC: Der var også noget snak blandt FCKere på nettet om, at "nu må vi snart se ham i FC", men der er vel et stykke vej.

Benny: Ja, der er da et stykke vej, men jeg mener stadigvæk, at han er en spiller i konstant udvikling, så jeg er nok bange for, at vi ikke lykkes med at beholde ham hernede, men at han skal tilbage til FC allerede fra efteråret. Det kan jo være, der måske skal nogle unge kræfter ind i det bageste forsvar i FC.

FC: Men hvordan startede det egentlig med dig og Køge. Du havde jo lige været i FC Rayyan i Qatar.

Benny: Ja, da jeg så kom tilbage sidste forår, var hele superligaen optaget på trænerpladsen. Jeg ville godt have fat igen med det samme, og så kom der et tilbud fra Køge. Jeg var nede at se på dem et par gange, og det så faktisk rigtig spændende ud. Bestyrelsen lod også til at være indstillet på, at der skulle laves en satsning. Målsætningen var at blive blandt de 16 bedste i Danmark, og man ønskede at genfinde noget af det, der tidligere havde været i Køge. Så da vi havde talt sammen fandt jeg ud af, at det ville jeg gerne prøve kræfter med.

FC: Når man følger trænerspekulationer ved skifterne var du meget nævnt for et år siden, men ikke så meget nu. Har folk glemt dig?

Benny: Nej, det tror jeg såmænd ikke. Man kommer stadig til mig, når der skal bruges en i rundt omkring medierne, så jeg tror stadig, der er en del, der ved, hvor jeg er.

FC: Ja, hvis man ser på dit generalieblad med mesterskaber og den slags, så ligger du jo egentlig meget godt med.

Benny: Ja, jeg ligger vist meget godt med, og har ikke haft en sæson endnu, hvor jeg ikke har vundet noget med 1903 og FC. Det første år, hvor jeg overtog 1903 (efter Jørgen Hvidemose, red.) og skulle redde dem fra nedrykning, var det eneste jeg vandt pladsen i superligaen og pladsen på trænerbænken. Så hvis vi ikke når tredjepladsen i år med Køge, bliver det første år uden "medaljer".

FC: Har I muligheden for at komme i superligaen til næste år?

Benny: Vi laver en satsning her igen fra sommer af. Det betyder også at Køge så småt er begyndt at geare sig til superligaen, og gør et stort arbejde for at skaffe penge ind. De kan i første omgang bruges til anskaffelse af spillere, i anden omgang at vi måske kan gå over til noget eftermiddagstræning. Med heldagsarbejde og fodbold er det jo hårde vilkår, som spillerne bydes i første division.

FC: Men hvor skal de penge så komme fra?

Benny: Det er sponsorer, der skal lægge pengene. Vi har selvfølgelig problemet her i Køge, at vi konkurrerer med en superligaklub, fordi Herfølge snupper jo nogen af pengene.

FC: Har I en hovedsponsor?

Køge: Nej, det er individuelt, hvor spillerne har trøjesponsorer. Tøjsponsoren er Nike, og så har vi andre sponsorer som WIKA Supermarked, Karlslunde Tæppecenter, Malermester Erik Petersen, Resino Trykfarver og EPN.

Benny: Så henter vi også en del på banderne, men der er stadig nogle store firmaer i Køge, som mangler. Det kunne jo være, de fandt ud af at satse på fodbolden, for der ligger en del reklame i fodboldklubber.

FC: Og den bliver jo ikke mindre...

Benny: Nej, skulle det medføre en oprykning til superligaen, så øges reklameværdien mærkbart. Det kunne vi se tydeligt i FC-tiden med Danica, hvor sendetiden blev undersøgt. De 3 millioner, de havde betalt, blev tjent mange gange ind. Men sådan et hop kan Køge jo heller ikke lave.

FC: Tilskuermæssigt er det jo også sværere, når man ikke har så stort et opland som FC.

Benny: Ja, men der skal så tillægges, at det er mit klare indtryk, at det i det øjeblik, Køge rykker op i superligaen kommer tilskuere.

FC: Når man ser på det udefra er det lidt underligt at Køge og Herfølge ligger lige ved siden af hinanden, for Herfølge kan ja slet ikke tiltrække tilskuere.

Benny: Nej, der er 10-12 km derned, og de får aldrig Køgefolkene derned. I det øjeblik Køge kommer i superligaen, vil der - som et løst tip - komme 4-5.000 tilskuere.

FC: Så er satsningen jo at komme over stregen.

Benny: Det ene er at komme over stregen, det andet er at blive der, og det er måske endnu sværere. Spillerne skal forberedes gradvis gennem eftermiddagstræning, ledelsen skal også forberedes, for man skal kunne få daglig kontakt med Køge Boldklub. Man er nødt til at have folk med tætte kontakter opad i Divisionsforeningen og DBU o.s.v. og der er Køge forberedt med Steen Witthøfft, der sidder i Divisionsforeningen.

FC: Da du var træner i FC, kunne du kikke på situationen lidt nedad, og så er holdningen til superligaens størrelse måske anderledes. Efter superligaen er blevet gjort større til 12 hold, er der to nye hold, der har etableret sig som superligahold, det er vel AB og Vejle. Skal man så gøre det, at man siger 14?

Benny: Nej, jeg tror ikke man skal udvide den yderligere, for så mange spillere mener jeg ikke vi har, og de fleste er allerede samlet i superligaen. Men jeg tror også, at der selv i superligaen er forskellige divisioner, spillemæssigt og pengemæssigt.

FC: Ja, det er jo blevet helt ekstremt det sidste år.

Benny: De kan ikke allesammen få så mange penge, så det vil stadig være sådan - uanset om vi taler 10 hold eller 12 hold - så vil der være 5 hold, der mere eller mindre konstant vil være i den øverste del, og en mellemklasse, og så dem, der ligger og veksler.

FC: Det er altså mellemklassen, man så gør større?

Benny: Ja.

Køge: Der er jo grænser for, hvor mange, der kan komme, vi er vel fem millioner danskere?

Benny: I vore dage er det ikke tilskuerindtægterne, der bærer noget som helst. Det er sponsorkronerne, der er afgørende.

FC: Men så kommer der indirekte nogle tilskuerindtægter med fanartikler o.s.v.

Benny: Det er jo en sideforretning, som man kan have når man har fået dannet en tilstrækkelig stor fanklub.

FC: På den måde er det jo dybt ærgerligt, at OB rykker ned, når de har et stort stadion, pænt tilskuertal o.s.v.

Benny: Men hvis jeg må være lidt fræk, så vil jeg sige, at hvis OB bliver byttet ud med B1909, så vil du for alvor se tilskuere i Odense. Det er lidt det samme med Herfølge og Køge. Tilskuerholdet i Odense er altså 1909.

FC: Det kan da godt være. Det er jo det man diskuterer, når folk knytter sig til et hold, hvor trofaste er de så egentlig? Der er da masser af tidligere Lyngbytilhængere blandt FCK-tilhængerne nu.

Benny: Ja, der er også nogen, der har sine spillerfavoritter, og de følger jo med.

Det bliver i al fald spændende at se, om Køge kan fastholde det gode spil. Måske kan vi om godt et år stå i en situation, hvor Køge har overtaget Herfølges plads i superligaen. Det skal skrivende fusionsnipser i al fald være den sidste til at beklage...


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 15. maj 1998.