Sidste chance - 1998 (14/05/98)
Efter nogle hårde år er det igen blevet rigtigt sjovt at være FCK-fan. Holdet har spillet meget bedre end de 2-3 foregående sæsoner, og har til tider spillet det bedste fodbold, der er set i superligaen i år.

Men en ting er dog den samme i år som i sidste sæson. Vi er i pokalfinalen, og det er den sidste chance for at vinde noget stort i år (Hvis man ser bort fra de indendørs skadinaviske mesterskaber). Men her stopper ligheden så også. Det er med andre forudsætninger drengene løber på banen Kristi Himmelfartsdag i år. Vi har sikret os deltagelse i de europæiske turneringer næste sæson, og ingen kan påstå at vi er en kriseramt klub længere, med vores flotte placering, som næsten helt sikkert giver os en medalje i år.

Men den vigtigste forskel på sidste pokalfinale og denne er modstanderen. Selvom modstanderen i år også spiller i de svenske nationalfarver, er denne kamp ti gange så betydningsfuld for os fans.

En sejr over Brøndby ville redde en sæson, hvor vi nok må erkende, at de løber med mesterskabet ude på vestegnen. Slår vi dem derimod i denne knald-eller-fald-kamp, kan vi til hver en tid hævde, at vi i virkeligheden er det bedste hold, og deres mesterskab kun skyldes vores mange skader i efteråret. Og hos skrivende nipser er der ingen tvivl om at dette er tilfældet.Taber vi derimod, bliver det svært at forsvare sig imod deres hån. Derfor er det altafgørende, at vi vinder denne kamp.

Og hvordan er udsikteren så til at vinde den? Rent statistisk ser det jo fornuftigt ud, selvom Brøndby dog er mest vindende de sidste år. Men statistik er ikke fodbold, og specielt i det opgør, der kaldes det nyklasiske københavneropgør (guderne må vide hvorfor, der er jo kun et københavnerhold i den kamp) ved man aldrig hvad der kan ske.

Det eneste man efter min mening kan bruge til at prøve at forudsige udfaldet af denne kamp med, er de indbyrdes opgør i år, spillertrupperne, den aktuelle form og kendsgerningen, at det er en pokalfinale.

FCK og Brøndby har spillet to indbyrdes kampe i år, og vundet en hver, så ud fra det kan man alene ikke sige noget. Men hvis man ser på hvordan de to kampe formede sig, tegner der sig et helt andet billede. I den første kamp, der blev spillet i Parken, vandt FCK 4-1 efter forrygende spil. Brøndby var dog også lidt uheldige med et skud på overliggeren imens det stod 0-0. Men i sidste ende var det en overbevisende sejr, som var fuldt fortjent, omend Brøndby havde stor ære af kampen.

Det andet opgør blev spillet ude på vestegnen, og blev en helt anden kamp. Turneringen var lige startet op igen, og spillet nåde aldrig op på de højder der blev vist i det første møde. Det hjalp ikke på underholdningsværdien at Brøndby kun stillede med en angriber (hvordan kan Danmarksmesterne tillade sig at stille med en angriber på hjemmebane, det er hvad jeg vil kalde norske tilstande).

Det blev igen en lige kamp, hvor FCK's midtbane sad på kampen, og specielt Thomas Rytter skabte store problemer i Brøndbys venstre side. Men ikke destomindre trak de det længste strå, blandt andet på et flot, men også lidt heldigt, mål af deres nye unge spiller Thomas Lindrup. FCK formåede ikke at putte bolden i kassen, på trods af mange store chancer. Angriberne havde ikke den fornødne selvtillid, på det tidspunkt.

Alt i alt ville det have været fortjent hvis FCK havde fået minimum 4 point i de to kampe, men fodbold er ikke altid retfærdigt, en ting vi også har nydt godt af i flere af de tidligere kampe mod Brøndby.

Hvis man stiller de to trupper op overfor hinanden vil der nok være store diskussioner om, hvilken der er den stærkeste. Sandheden er nok den, at de begge er utrolig gode og brede, og er stærkere end hinanden på forskellige områder.

På målmandsposten vil de gule nok hævde at de har den stærkeste mand, og da Zaza ikke helt har formået at leve op til det høje niveau, der i efteråret bragte ham i landstrænerens søgelys, er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Men M. Krogh har til gængæld lavet nogle fæle drop, som efter min mening burde afskrive ham som andenmålmand på landsholdet.

Forsvarene som helhed er svære at vurdere, da de spiller forskellige systemer. Fløjende falder ud med en til hver side. Colding er bedre end Mio, og Diego er klart bedre end Risager. Midterforsvaret er svært at sammenligne, da FCK spiller med en mand, og Brøndby med to. Det kan dog ikke være tvivl om, at Falch er en af de bedste forsvarere i superligaen, og nok er den bedste af de tre, selvom Per Nielsen gør det flot af så ung en spiller at være.

Man behøver ikke ligefrem at være fodboldprofessor for at finde ud af at FCK's midtbane er klart den stærkeste af de to. Det er svært at se hvilke spillere fra Brøndbys midtbane der ville kunne få en stamplads hos FCK. Det skulle da lige være Ole Bjur, der kunne sende smukke Larsen på bænken, men Goldbæk, P. Nielsen, Hemmingsen og Rytter behøvede ikke at frygte for deres plads, hvis vi fandt på at købe Brøndbys hold.

Så er der angrebet, hvor man jo må erkende at Ebbe Sand er i særklasse i øjeblikket. Tilgængæld er vores 3 angribere alle bedre end deres anden mand på toppen, som jo er gamle Bent Christensen.

På grund af at trupperne er så lige, kan en afgørende faktor være skader. Begge hold kan blive alvorligt svækket hvis nogle af deres nøglespillere ikke kan være med. For eksempel ville det være katastrofalt for Brøndby at undvære Ebbe Sand, og vi må sandelig også håbe at Thomas Rytter bliver klar.

Brøndby har været meget stærke på det seneste, og bl.a. vundet 5-0 over Vejle, så deres form er vist så god som den kan blive. Lidt anderledes ser det ud for FCK som ikke har spillet champangebold på det seneste, selvom vi alle ved at de er i stand til det. Dog har vi formået at vinde de fleste kampe aligevel, hvilket vidner om klasse.

Og spørgsmålet er så også, om formen i superligaen betyder så meget, når der står pokalfinale på programmet, for motivationen skal nok være der, og vi ved hvor godt FCK spiller, når de virkelig vil vinde. Jeg tror, det kan blive afgørende at Brøndby løber med mesterskabet. De vil være mere mætte end FCKerne og det kan blive udslagsgivende. Vi husker alle hvordan de blev klædt af sidst i var i Parken. Sådan kan det let ende igen, når de møder topmotiverede general Nielsen og co.

Der er i hvertfald ingen tvivl om at det bliver en meget lige kamp, hvor tilfældigheder kan blive udslagsgivende. Som sædvanelig kan det første mål blive altafgørende, men når det nu er sidste chance for at bevise at vi er det bedste hold i Danmark, tror jeg at spillere som Goldbæk og general Nielsen viser deres professionalisme og sætter de gule på plads en gang for alle, så vi allesammen kan nyde sommeren, og glæde os til næste sæson, hvor vi vinder Danmarksmesterskabet.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 14. maj 1998.