Referat fra FC Københavns medlemsmøde d. 12/2-98. I Parkens Poolcenter (13/2/98)
Det var et tætpakket Poolcenter, som lagde lokaler til dette informationsmøde. Meget løst anslået var der vel cirka 150-200 fremmødte fans til stede. Klubbens tre repræsentanter til mødet var Flemming Østergaard, Kent Karlsson og Carsten Hemmingsen, der smukt var placeret på et lille podie, mellem FCK-faner og med en noget ustabil mikrofon til deling.

En veloplagt Flemming Østergaard indledte mødet med en længere redegørelse for det sidste halvårs tid. Altså tiden hvor den nye organisation, som blev præsenteret i sommers, er ved at falde på plads. Han understregede, at det var meget vigtigt at skabe en god stemning i alle led af klubben, og mente selv - ikke overraskende - at dette var lykkedes i meget høj grad. Den spillemæssige succes blev fremhævet, ligesom også den nye entusiasme der er kommet i moderklubberne blev ekstra pointeret. En speciel ros faldt til det store arbejde, som Kim Brink har udført i forbindelse med netop moderklubberne. Østergaard fortsatte med at tale om den succes som børsintroduktionen er blevet, ifølge Østergaard's vurdering fremstår FCK-aktien i dag med en højere kursværdi end den umiddelbart sammenlignelige Brøndby-aktie. (Vestegnens aktie, som Østergaard spøgefuldt kaldte den). Alene fordi den fremstår som mere lønsom ved handel. Samtidig gav han også udtryk for sin egen overraskelse over, hvor meget aktien faktisk var blevet handlet. For ham personligt stod den mere som en langtidsinvestering, men - som han tørt konstaterede - der var åbenbart en del som havde benyttet aktien til at score en mere kortsigtet gevinst. Han manede endvidere frygten for en fjendtlig overtagelse i jorden. De gamle aktionærer, samt Lønmodtagernes Dyrtidsfond, udgør en sikker bastion i aktieselskabet. Dernæst gik han over til at tale en del om det nye sponsorkoncept, som klubben opererer med. Her måtte der gøres en ekstra indsats, de første tiltag er allerede på plads. En ny katagori af Eurosponsorer er på plads, bl. a tællende Lyngby's hovedsponsor PFA Pension. Endvidere opereres med en Klub 100, en company club, som han benævnte den, som skal trække yderligere kapital til klubben. I løbet af foråret vil der også komme nye tiltag, der skal trække flere tilskuere i Parken. Den efterhånden berømte familietribune på B blev endnu engang omtalt. Men alt skal være på plads inden den lanceres i praksis, derfor kunne han ikke garantere, at den vil være i realitet i første hjemmekamp mod AB den 15. marts. Der var endnu engang stor ros til os fans, især Radio Løvetimen fik en speciel hilsen. Samt en klokkeklar forsikring om, at vi fans ikke bliver flyttet fra Nedre C-afsnittet. Sluttelig gjorde han en del ud af pressepolitikken, et par konkrete negative sager fra Anders And & Co… undskyld, BT… blev gennemgået. Lad os her bare nøjes med at kalde dem resultater af særdeles uheldig journalistik. Men Østergaard understregede, at det billede - som en del af os sidder med - om at klubben får urimelig megen negativ omtale, reelt ikke holder. En gennemgang af klubbens presseomtale i det sidste halve år var faldet ud i 80-20% forhold for positiv omtale. Sagt på en anden måde, vi har ikke den store grund til at klage på dette område. Blot bør vi være på vagt over for et vist formiddagsblad… hvis navn skrivende fusionsnipser pludselig har glemt…

Dernæst gik den noget uhåndterlige mikrofon videre til træner Karlsson. På sin sædvanlige besindige svenske facon redegjorde han for opstarten i januar måned. Han vurderede, at vi måske havde spillet for mange indendørsturneringer. Selvom mange, spillere og fans, hyggede sig med disse turneringer, gav de spillerne mange unødvendige belastningsskader. Især fordi grundformen endnu ikke var på plads så tidligt i opstartsfasen. I det hele taget bekymrede de stændigt mange skader i truppen ham. Han listede en lang række spillere op, bl. a. Falchen, Mio, Diego som alle sloges med mere eller mindre alvorlige skavanker. Den nye kunststofbane som allerede har lagt grund for et par træningskampe, var Karlsson heller ikke udelt begejstret for. Det hårde underlag havde givet flere spillere småskader i lysken. Men lad os lige understrege, at Todi er stærkt på vej tilbage. (Ifølge Østergaard render han storsmilende rundt under træningen!). Ligesom Højer og Peter Nielsen forhåbentlig er helt klare til forårsstarten. Måske allerede til Marbella-turneringen som Karlsson selv betegnede som yderst vigtig. Sagt med andre ord, vi går selvfølgelig efter at vinde den! Karlsson sluttede med at tale om den skarpere konkurrence som de 5 nye spillere har givet i truppen. Det var afgjort positiv, men den indbyrdes konkurrence måtte aldrig overskygge holdet. Derfor så han det som en af sine vigtigste opgaver, at vedligeholde holdånden i truppen. De nye spillere havde selvfølgelig også forøget forventningspresset, men Karlsson selv understregede med et smil, at han naturligvis forventede "at overleve" foråret. Hvilket både Østergaard og hele Poolcenteret straks bifaldt!

Derefter blev der åbnet for spørgsmålene fra fansene. Det blev en livlig debat, som vil være alt for omfattende for skrivende fusionsnipser (han er jo kun et menneske, ikke!) at minitiøst redegøre for. Derfor vælger vi at trække hovedpunkterne frem. Først er par meget SPÆNDENDE nyheder!

Den 2. marts bliver vores Københavnske gutter hyldet på Rådhuset hos overborgmesteren. Anledningen er pokalsejren over Ikast. Bedre sent end aldrig, hr Kramer Mikkelsen, fristes man til at sige!!!.

Den 1. Juli vil alle førstehold i moderklubberne bære den nye FCK-Umbrodragt.

Den 24. Juli spiller vi opvisningskamp mod Ajax Amsterdam i Parken, som led i Umbro-aftalen! Så glæd jer derude!!! De kommer med Morten Olsen og hele kavalleriet!

En del spørgsmål handlede om enkelte spillere, vi tager de vigtigste:

Martin Nielsen har ingen fri transfer. Han bliver i klubben med mindre et usædvanligt godt tilbud dukker op.

Svinggaard er skadet igen, og klubben tror ikke længere, at han nogensinde vender tilbage som spiller på topplan!!! (Sagt med beklagelse, men nok en meget realistisk vurdering).

David's fremtid er i FC København. Karlsson roste hans indsats under træningen, ligesom Hemmingsens ros var hjertelig. David er endnu en ung spiller, oveni vores topscorer, et faktum som nogle hele tiden synes at glemme!

Brian Laudrup bliver muligvis aktuel en dag igen, muligvis ikke. Det kan kun fremtiden vise, foreløbig fortsætter han et par år mere i det udenlandske!!!

Ronnie-drengen kommer direkte fra KB's sølvvinderhold i ynglinge-DM! (Ronnie Sørensen er hans borgerlige navn!)

Til sidst et par punkter til rubrikken "diverse":

Det bliver meget snart muligt at købe sæsonkort igen.

Lige før forårsstarten vil en FCK-avis blive omdelt til 100.000 husstande i København.

På internettet vil der snart komme nye tiltag på Klubbens officielle hjemmeside.

Prisen for superligabold stiger på alle baner. Til 90 kroner i Parken.

3-5-2 systemet bliver også klubbens varemærke fremover. Men Karlsson er indstillet på, at stille med 3 angribere, hvis det bliver nødvendigt. Fleksibilitet er nøgleordet her!

Brøndby Support (Vestegnens Venner!) skal ikke diktere dagsordenen i Parken. Derfor flyttes de til D-tribunen (Nissan) i tilfælde af, at familietribunen er etableret til næste møde på VORES hjemmebane.

DS-holdet, nu FCK 2, får ingen ordentlig konkurrence. Derfor vil der muligvis blive forsøgt med en ny reserveholdsturnering, som vil omfatte hold fra hele Øresundsregionen. Brøndby, AB, Lyngby, samt flere svenske klubber som Hälsingborg og Malmö.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.