Der var en gang... (10/1/98)
For øjeblikket er det svært at bevare pessimismen på FC Københavns vegne. For tiden er klubben simpelthen den økonomisk set mest spændende danske klub. I går, 9. januar, kom meddelelsen om, at man fra sommer skifter fra den gunstige Hummel-kontrakt til en endnu gunstigere kontrakt med det engelske tøjfirma Umbro. Efteråret har ganske enkelt gjort FC København til en af de bedst konsoliderede klubber i dansk fodbold.

Det er værd at bemærke måden, hvorpå det er sket: I modsætning til flere andre danske topklubber - navne er vel unødvendigt - er det ikke sket på kreditorers gode vilje, og man har kunnet svare enhver sit. Som tilskuer er det ganske enkelt utåleligt at måtte vente endnu godt to måneder, før der er superliga igen. I mellemtiden kan man dog muntre sig med at følge med i, hvad alle de mange rare kroner måtte investeres i (et emne, som vi bragte en leder om forleden, og som præger indlæggene på Fusionsnipserne).

Alligevel er det måske en tid, hvor man bør se lidt tilbage. Genrejsningen af klubben skete ved Karsten Aabrinks ankomst i direktørstolen og er fortsat siden - også med en del hjælp fra de bedrede konturer for dansk fodbold generelt.
Situationen før Aabrink var resultater, som ikke var tilfredsstilende, men navnlig en utilstrækkelig forretningsførsel. Hvorvidt de dårlige resultater skyldtes den dårlige økonomi, eller det forholdt sig omvendt, er umuligt at fastslå. Imidlertid kunne man se klare økonomiske fejl. Den største var vel klubbens nej tak til - var det 8 millioner kr for Christian Lønstrup? - hvorpå man kort tid efter måtte skille sig af med klubbens anfører. Måden det skete på - indbringende en sum på (formodentlig) 1 million kroner, og så oven i købet til klubbens største konkurrent, var helt utilfredsstillende.
Man tør slet ikke tænke på følgerne, hvis Bosmandommen og dens indbyggede trusler for FC København ikke var kommet under Karsten Aabrinks ledelse. Efter Aabrink afgang fik vi - efter et kort intermezzo - Flemming Østergaard som direktør. Hidtil har han og folkene omkring ham vist sig i stand til at fortsætte Aabrinks gode købmandsskab, og med de gode indkøb, der blev gjort i sommerpausen (og tidligere) kom den sportslige succes, der allerede var på vej i foråret under Kim Brink. Klubben ligger nummer to i ligaen og er stadig med i pokalturneringen.

Det allermest glædelige er vel, at klubben nu ser ud til at kunne tilfredsstille de sportslige ambitioner hos spillere, der har været længe i klubben. Det har bl.a. resulteret i forlængede kontrakter med nogle af FC København og dermed superligaens mest spændende spillere.

Således kan tilbageblikket på dette tidspunkt ligne eventyret, hvor heltene måtte så gruelig meget galt igennem, før endte godt.
Men eventyret er ikke færdig endnu, og tak for det.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.