Ungdommen nu til dags (9/4/98)
Med den udvikling som dansk fodbold er inde i, er kampen om de gode talenter blevet meget intens. Derfor er det måske også mere vigtigt end nogen sinde før, at klubberne bliver i stand til at fostre deres egne spillere. Sidste sommer blev Kim Brink ansat som sportschef i F.C. København, med hovedansvar for talentarbejde og koordination mellem moderklubbernes ungdomsafdelinger. Siden er der virkeligt sket noget ude i de to klubber.

Fusionsnipserne har derfor valgt at sætte lidt fokus på det ungdomsarbejde der laves i vores hæderkronede moderklubber. Det kommer til at udmønte sig i en lille artikelserie, hvoraf denne er den første. Den bygger på et interview med Jan Poulsen, der er leder for ungdomsafdelingen i KB, ligesom han sidder i F.C. København's talentudvalg som en af KB's tre repræsentanter. (03'erne har ligeledes tre, mens Kim Brink fungerer som overordnede leder).

De seneste år er superligaen blevet betydeligt stærkere end før i tiden. Der trænes på fuld tid i flere klubber, og derfor er tempoet og intensiteten blevet øget. Derfor bliver det sværere for ungseniorne at få en plads på førsteholdet, specielt i en klub som F.C. København. Springet mellem ynglinge og seniorer er simpelthen for stort. Dette bevirker at mange af de unge spillere, der kommer lige fra ynglingerækkerne, ofte skifter til mindre klubber, hvor de kan få spilletid. Det er ikke særligt tilfredsstillende for de klubber der har brugt tid og ressourcer på at opfostre spillerne, for som Jan Poulsen så udmærket udtrykker det: "Det er lidt åndsvagt, at man så senere skal købe spillere tilbage, som man selv har produceret!".

Af denne grund er der nu blevet udarbejdet en ny plan for hvordan man kan optimere ungdomsarbejdet, og modne de unge spillere så de har en chance for at komme på førsteholdet. Der ligger allerede flere spændende idéer på tegnebrættet. Man overvejer bl.a. at ensarte trænings- og spillestil ned igennem rækkerne, lidt i stil med den berømte "Ajax-model". Et af de første konkrete tiltag, der er virkeliggjort, er den fodboldskole som blevet lavet efter Kim Brink's idé. Den er for lilleput og drenge (altså 10-14 årige), og der indgår spillere fra både KB og B 1903. Det er noget som trækker i de unge spillere, at få lov til at træne med Kim Brink.

Der er også et andet forslag, der går ud på at lave et samarbejde med naboklubben ude på Peter Bangs Vej-anlægget - FB. (Dette skal nok ses i lyset af, at superligaklubbernes ønske om, at deres andethold skal kunne avanceret op i divisionerne, endnu engang er faldet til jorden). Hvis FB er interesseret, kan man prøve at få dem op igennem rækkerne og blive 1. Divisionshold. Så kunne de unge spillere modnes der, istedet for at spille i Danmarksserien, hvor de hverken får nok modstand eller opfyldt deres ambitioner. Et sådan samarbejde kræver selvfølgelig at FB's ambitioner ikke er større end til 1. division. Men foreløbig er dette kun en af fremtidens mulige planer.

Et andet, og mere håndfast, projekt er det ungseniorhold, der allerede nu udgør vores Danmarksseriehold, FCK 2, og som nu har fået mere professionelle arbejdsbetingelser med bl. a. kontraktlige bindinger. Man har lavet en trup på 14 ungseniorer. Man regner så i snit med at få 2-3 spillere ned fra F.C. København til hver kamp. I og med truppen ikke er større får de unge spilletid. Jan Poulsen tror, at man på sigt vil knytte en eller to af "de gamle drenge" til dette hold (fx spillere som Mio, Carsten V. og Ulle). Endvidere har man for de bedste ynglinge og juniorer i begge klubber oprettet et U23-hold. En lidt paradoksal betegnelse, indrømmer Jan, eftersom spillerne er 16-18 årige, men hensigten er at overmatche de unge spillere mod langt skrappere og mere "voksne" modstandere. Dette hold, som helt er Kim Brinks idé, kommer til at fungere som en modningsfabrik. Bruttotruppen består pt. af 16 unge KB'ere og 8 B 1903'ere. (Den lidt skæve fordeling skal ses i lyset af de to klubbers styrkeforhold på ungdomsfronten). Disse unge skal modnes hurtigere igennem hård modstand. I efteråret spillede U23-holdet et par kampe mod 1. Divionsklubber som Ølstykke og Hvidovre. Med knebne etmålsnederlag til følge.

Så der er ingen tvivl om at der sker store ting ude i KB. Når man snakker med Jan Poulsen mærker man virkelig, hvor meget han brænder for det han laver. Der har været en smule sure miner i KB over, at F.C. København har stjålet rampelyset. Men Jan mener, at det hører fortiden til, og at man nu arbejder for F.C. København. Selv er han ægte KB'er. Hans far har spillet 210 kampe på førsteholdet, og Jan selv har bl.a. været topscorer for ynglingene. I 1981 debuterede han sammen med Michael Laudrup for KB. Her fik han dog ikke nok kampe, og var derfor en tur rundt til bl.a. Vanløse, inden han vendte tilbage til KB's danmarkseriehold, hvor han spillede da F.C. København blev dannet. På det tidspunkt var han ungdomstræner, men pga. tidsmangel måtte han droppe det. Han blev istedet afdelingsleder for ynglingene, og senere ungdomsformand. Han har dog stadig et enkelt hold, som han træner. Det er et årgang 95 microputhold, hvor han, Lars Højer, Henrik Larsen og Carsten V. forbereder deres sønner på at starte. Så det kan være, at vi får en Vagn junior at se om nogle år!

Selv tog Jan hurtigt F.C. København til sig for "Man har jo brug for at holde af et eller andet!" Han gør det desuden meget klart, at han aldrig vil arbejde for Brøndby. Måske en anden klub, men ikke Brøndby. "Jeg har aldrig holdt med dem, ikke engang i Europa. Det kan godt være, at nogen siger man skal holde med dansk fodbold, men Brøndby er ikke dansk fodbold. Det er Brøndby!" Så smukt udtrykker han selv sit forhold til klubben fra Vestegnen. Han mener i øvrigt at det er noget pjat, når folk siger at Brøndby har Danmarks bedste ungdomsafdeling. KB har gode micro- og miniput hold, hvor Brøndby først starter med drengeårgangene. Endvidere er han sikker på, at vi med tilgangen af Kim Brink har vi fået den bedste mand på området i Danmark. Han er manden, der allerede har været stærk nok til at samle trådene, og få "orden i rækkerne". Han mener også, at der er kommet andre boller på suppen efter at Flemming Østergaard er blevet direktør. Han er typen, der skal se nogle planer før der kommer penge på bordet, men så kommer de også. Det er noget, der inspirerer folk til at yde noget.

Og netop dette, at der bliver ydet et solidt stykke arbejde, er lige det der er brug for hvis unge KB'ere (og 03'ere) i fremtiden skal boltre sig på Parkens grønne græs. Med de dygtige folk der arbejder på området, er de to udsendte nipsere ikke i tvivl om at juniorspillere som Hjalte Bo Nørregaard, Thomas Myssing og Hans Mathisen er nogle af de navne, som man skal holde øje med i fremtiden. Ligesom to af profilerne på KB's sølvhold i efterårets ynglinge-DM, Newroz Dogan og Ronnie Sørensen. De er nu begge at finde på FCK 2, og forhåbentlig i fremtidens superligatrup.


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.