Lad os nu alligevel dvæle lidt ved "kyllingehjernen"...

Her i den forgangne uge har vi igen oplevet et tilfælde af - lad os kalde det - mærkværdig kommunikation internt i klubben. Først har vi en Morten Falch, der går til pressen og beklager sin "spillemæssige" nød dagen før en vigtig kamp. Usmart i sig selv, javist. Dernæst har vi en øverste direktør, Flemming Østergaard, der bramfrit sammenligner hans hjernemasse med en kyllings. Også i pressen. Uvilkårligt spørger man sig selv, hvad f... foregår der?

At Falch'en så klart taler om kommunikationsproblemer mellem spillerne, træneren, og ledelsen, maner selvfølgelig til eftertanke. Een ting er at han givet føler sig presset ud, af den nye fireback-kæde, som Karlsson har indført i denne sæson. Den har tydeligvis ikke bekommet ham vel, selvom han faktisk har fået sine chancer. En anden ting er, at man åbenbart ikke har evnet at give ham klar besked om hans position, på banen, og i klubben. Har nogen svigtet, eller reagerer han bare desperat, fordi hans tidligere sikre plads i startopstillingen mere eller mindre er overtaget af unge Kim Madsen?

Spørgsmålet er svært at svare klart på, for en udenforstående som skrivende nipser, men tidligere har flere andre spillere været ude med lignende kritik. Henrik Larsen mest konkret, da han blev vraget. Igen taler vi her om en spiller, der har følt sin ellers sikre position truet, for ikke at sige helt reduceret til DS-bold. En tredje spiller, Bjarne Goldbæk, har også ved flere lejligheder givet udtryk for sin utilfredshed med klubben. Både fordi han har ment, at klubben har lovet ham mere end han reelt har fået, løfter der dog stammer tilbage fra Aabrink-tiden, men også fordi han er blevet flyttet rundt på banen og faktisk spiller en plads, hvor han ikke selv mener at hans evner kommer helt til fyldest. Ligeledes har Goldbæk - i diverse interviews og kommentarer - været ude med riven omkring ledelsesstilen i klubben.

På denne baggrund tegner der sig et billede, der sådan set bekræfter Falch'ens udtalelser. Der er noget, der ikke fungerer i den interne kommunikation. Noget som man bør tage til efterretning i klubbens ledelse. Her nytter det ikke, at fare frem som Østergaard og råbe "kyllingehjerne" efter uvorne spillere. En mere befordrende kommunikation er vist påkrævet. At der opstår uro i en bred spillertrup som vores kan nok aldrig helt undgås. Der vil altid være nogle, der føler sig forbigået, folk der eventuelt mister deres "selvskrevne" pladser i startopstillingen, men i sådanne situationer er det netop at ledelse og træner skal vise sin dygtighed og professionalisme. I den givne sag er det bare ikke sket. Og det bør mane til kraftig eftertanke.

Da Østergaard for snart 2 år siden kom til klubben, var vi sikkert en del der rynkede brynene. Hvem var denne mand, der pludselig flyttede alle sine aktiver fra Lyngby og over i FCK. Hvad var det som han egentlig ville med sin pengesæk? Åbenbart starte en ny æra i FC København. (Her bør lige tilføjes, at Østergaard faktisk ikke havde det med FCK helt fra fremmede. Han var med i FC-overbygningens tidligste opstart, men ragede uklar med folkene fra den daværende ledelse.) På det tidspunkt, december '96, hvor han ankom (fra Lyngby), var "en ny æra" mere end påkrævet. Klubben havde akkurat reddet skindet økonomisk, men sportsligt og organisatorisk lignede den en ruinhob. Betragter vi hvad der er sket siden da, er det faktisk svært at være andet end positiv. Der er kommet perspektiv og fremdrift i klubben, den er kommet på fode igen, sportsligt såvel som organisatorisk, hvor fx. den lille forflytning af Kim Brink fra trænerbænken til chefstolen for moderklub- og ungdomsarbejdet har været en succes. Et billede der bekræftes, når man taler med græsrødderne i moderklubberne. Alligevel har der her på det sidste været lidt murren i krogene. Ikke bare fra utilfredse spillere, som i ovennævnte tilfælde. Men fra andre kanter også. Fra vores egne rækker, fansene, og folk i moderklubberne, der mener at der er ved at gå lige lovlig meget Østergaard i det hele. At klubben efterhånden ligner et enmandsvælde. Oftere og oftere hører man spørgsmål som: hvor er sportsdirektøren henne? Og hvor er træneren henne? Faktum er at både Poul-Erik Petersen og Kent Karlsson er forbavsende usynlige! Når det handler om at kommentere den daglige drift, samt enkelte spillere, bør disse vel være de første, der træder frem. Hvis vi vender tilbage til Falch-sagen, havde det så ikke været mere oplagt at Karlsson var trådt frem. Eller i hans fravær, så da Poul-Erik! Alene fordi netop disse to må formodes at stå spillerne nærmere, qua deres positioner i klubben, end Østergaard. Derimod er det netop ham, altså Østergaard, der står med det øverste ansvar, og som sådan - i en sådan situation - bør han nok også være den første til at vende blikket indad og se på, hvor den interne kommunikation svigter. Ligesom han måske burde være lidt mere varsom med sin egen rolle, og indse at FC København ikke bare er hans egen lego-model, men et stort foretagende, med bl. a. mange tusinde fans, og en del af dem har vitterlig følt sig trådt over tæerne i denne sag.

Så prøv igen, siger vi herfra til Østergaard og den øvrige ledelse, dette må I kunne gøre bedre!

Fusionsnipserne

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 7. september 1998.