The Final Countdown (7/3/98)
Snart begynder Parken igen at lugte af grønt græs. Som en gammel, liderlig hund venter foråret om hjørnet og lokker os fodboldfans ud fra vinterhiet. Nu går det løs igen, vi vender bladene i kalenderen med bævrende hænder. Den lange og utålmodige venten er ved at være overstået, man har rustet sig, de forskellige modstandere har rustet sig! Lad os derfor straks, kære læser, tage de selvforherligende briller på og kigge ind i vores egen Københavnske helligdom.

Som tørre facts kan vi konstatere, at vinteren har bragt 5 nye spillere til klubben. Samt et par nyoprykkede ynglinge fra KB's sølvvindere. Newroz Dogan og Ronnie "-drengen" Sørensen. Mens 5 er forsvundet. Sestan rejste straks efter efterårsslutningen til Spanien, Morten Nielsen har kastet sig ud i sit store franske eventyr, i Strassbourg, Zarp blev erklæret fodboldinvalid, mens Stefan K. Hansen for andet forår i træk er blevet udlejet til Fremad Amager og Kim Madsen nu fortsætter sit lejemål hos Køge. De 5 nye københavnere vil vi tage under speciel behandling. En for en.
1) Martin Biil (Larsen) kom til fra Svendborg, med en række ungdomslandskampe i bagagen, samt med påskriften et kæmpetalent. Umiddelbart synes han ikke, at være garanteret nogen plads i en udgangsformation, men kan nærmere karakteriseres som tilhørende rubrikken "spændende emner i anden række". Altså vi taler om en ung spiller, som ingen rigtig ved hvor vi har. Endnu. En mand som tilhører enten offensiv midtbane eller direkte angriber. Det fortælles, at han er en pæn stor kleppert, der også har evner i hovedspillet.
2) Kenneth Jørgensen kom fra FB, og før det fra KB. Endnu en meget ung spiller. Umiddelbart er hans rolle klart defineret. Han skal agere reserve for Karim i målet, og dermed overtage uheldige Zarp's rolle. Primært er han at betragte som lærling, der under Qvist'ens ubarmhjertige træning skal modnes og gøres til en kommende storkeeper. Altså endnu en spiller uden for udgangsformationen.
3) I sammenligning med de to ovennævnte er Thomas Thorninger et anderledes velbeskrevet kort. En veletableret måltyv i superligaen, der efter et mislykket ophold hos italienske Perugia, atter er på hjemlig grund. Nu i København. Hvis skrivende fusionsnipser skal være ærlig, og det skal han vel, så er Thorninger den af indkøbene som forekommer mest tvivlsom. Ingen tvivl om mandens evner, dem har han bevist til overmål hos AGF mod bl. a, os selv, men med tanke på at Todi nu er tilbage efter sin skade, og at man samtidig midt i efteråret hentede Kenneth Jensen til klubben, så synes angrebsfronten ikke just at være dér, hvor yderligere forstærkninger var påkrævet. Personligt har skrivende nipser stadig David og Todi som de to favoritter til angrebsduoen, understreget af den giftighed, som netop de to demonstrerede i efteråret i de få kampe, hvor de faktisk spillede samtidig. Men okay, hvis en Thorninger kan "tænde op" under især David, som hang noget med skuffen i de sidste runder i efteråret, så har han alene på den baggrund indtjent halvdelen af sin løn. Resten kan han så erhverve ved at blive en giftig joker, der springer ind fra bænken og afgør de tætte kampe. Hvis manden da ikke viser sig som så blændende god, at han uden videre sender en af de to ovennævnte på bænken. Tjaah, kære læser, her har vi faktisk et af forårets spændende spørgsmål!!!
4) Thomas Rytter fortjener sådan set ikke de mange kommentarer. Det siger ligesom sig selv. Den mand bør blive en kæmpe forstærkning. Han har været inde og snuse omkring landsholdet, og kommer det såmænd nok igen. En klar gevinst på højrekanten, uanset om det bliver forsvar eller midtbane!
5) Det samme bør man næsten kunne sige om Niclas Jensen. Blot på venstrekanten, som forsvar/defensiv midtbane. Eneste lille usikkerhedsmoment er den lange periode, hvor han har siddet udenfor nede i hollandske PSV på grund af en lyskenskade. Vi ved endnu ikke, hvor klar han er! Måske behøver han det meste af foråret til at spille sig ind på holdet, måske går det hurtigere. Under alle omstændigheder kan han også hurtigt komme til at ligne en kommende, potentiel landsholdskandidat.

Samler vi ovenstående vurderinger/indtryk så bør vi - som Københavnere - føle os væsentligt forstærket. Både offensivt og defensivt. Og på midtbanen er intet forandret. Bjarne Guldæg og Peter N. er der stadig, ligesom Hemmingsen og Smukke Larsen, og forhåbentlig Højer. Danmarks bedste midtbane bør altså stadig regere. Spørgsmålet er så om det er nok til at vriste DM-titlen fra Brøndby. På indkøbsfronten er deres mest markante nyerhvervelse vel Jesper Thygesen, som man hentede hos tredjeparten i topstriden Silkeborg, der gladeligt praler til højre og venstre med deres manglende lyst til at være tophold. (Skrivende nipser lover at æde sin PC'er ned til hver eneste bit, hvis de skulle blive mestre!) Endvidere har Brøndby hentet et par egne fortidsøgler hjem til familiefarmen. Brian Jensen og Bent Christensen. Ikke vildt skræmmende, men dog et par erfarne herrer som man nok ikke helt skal undervurdere. Før forårsstarten har Brøndby 4 points forspring. Det bør ikke være en umulig opgave at hente. På papiret har vi - sagt uden blusel, da det blev demonstreret i praksis flere gange i efteråret - det bedst spillende fodboldhold. I foråret har vi to direkte træfninger at se frem til, og forhåbentlig en pokalfinale. Fredag den 20. marts i Brøndby og formodentlig søndag den 24. maj i Parken (med mindre end en eller anden TV-station får flyttet den kamp også!). Disse to opgør bliver selvfølgelig meget afgørende. Men ikke alene. En gammel københavnsk svaghed har altid været stabiliteten, her hvor netop Brøndby har sin store styrke. Kort sagt: de kvajer sig sjældent mod svagere modstandere ude på vestegnen! Det har vi alt for ofte gjort. Men hvis vi kigger tilbage på efteråret, så har smutterne dog heldigvis været meget få. De to uafgjorte mod henholdsvis Aarhus Fremad hjemme og Herfølge ude, er de eneste som skrivende nipser umiddelbart erindrer (Dog akkurat de 4 points vi hænger efter. Suk!). Så der er afgjort basis for optimisme! I bedste fald kan vi snuppe "the double", i værste bliver vi næppe dårligere end tredjepladsen, hvilket faktisk er en pæn forbedring af sidste sæsons ottende plads. Noget vi nok heller ikke skal glemme! Men i disse dage, disse timer, disse minutter, disse sekunder, hvor nedtællingen bliver mere og mere konkret, hvor brølet fra Nedre C bliver mere og mere nærværende, hvor de pergamentkrøllede svenske heavy-drenge fra Europe (sjovt som man efterhånden er kommet til at elske den tåbelige intro!) snart atter skal ledsage gutternes indmarch på grønsværen, jamen du store slimede søpindsvin fra det mest dystre Øresund!, hvorfor så ikke give drømmene frit slag. Immervæk vil DM-titlen sgu pynte langt bedre blandt den indre bys tårne end på den #####, kommunale pløjemark ude på vestegnen.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.