Lederen

Ebbe er en superAnd (Hvad skal vi egentlig med det landshold?) (02/07/98)
Jeg begyndte at sidde uroligt, hver gang jeg så landskamp i fjernsynet, og følte, ligesom så mange andre, at det der foregik på skærmen, ikke havde nogen relation til mig; jeg kunne akkurat lige så godt have været waliser eller skotte eller hollænder. Er det ligesådan andre steder? Jeg ved, at italienerne før i tiden har modtaget deres landshold med rådne tomater i lufthavnen, når de kom hjem efter at have ladet sig ydmyge i udlandet, men ikke engang den slags engagement, kunne jeg opbyde.

(Fra Nick Hornby's "Fever Pitch")

Det som Hornby taler om i ovenstående citat, er det den begyndende lede som han følte i 70'erne over det engelske landshold. Den lede som har vokset sig frem i takt med landsholdets resultater er blevet dårligere og dårligere siden VM-titlen i 1966! Men et eller andet sted også et meget sigende udtryk, for hvordan mange af os klubfans har det med netop vores landshold. Er de gode, er det jo godt! Er de dårlige, jamen, så er vi faktisk temmelig ligeglade!

I søndags, med Nigeria-kampen, tog landsholdet helt fusen på skrivende nipser, ligesom på formodentlig de fleste andre, og spillede pludselig bold så englene sang! Som så mange andre tog han sig selv i at rende rundt på Rådhuspladsen, med både eufori og et massive kæppe hængende i ørerne! Det var en utrolig aften, en aften som dem han huskede fra midt-80'erne, hvor danske klubfans var en by i Rusland, og landsholdet omkring Elkjær, Morten Olsen og Arnesen betød alt. For en ægte dansk fodboldelsker! I dag har vi fået fankulturerne omkring de enkelte klubber, mens landsholdet i lange perioder har lignet et nødvendigt onde! Dette har så rejst en række spørgsmål, ihvert fald i skrivende nipsers hoved. Spørgsmål om loyalitet og hvad der egentlig var at juble over i søndags. Vil et klubmesterskab betyde mere end et dansk VM, for nu at sætte tingene helt på spidsen? Og kan man overhovedet sammenligne de to ting? Nej, i bund og grund ikke. Fordi klubben - FC i skrivende tilfælde - er en del af hverdagen. Man vågner med den om morgenen, bruger halvdelen af sin arbejdstid med lige at tjekke det eller andet omkring den, man forpester tilværelsen for ikke-fodboldelskende i venskabskredsen med humørsvingninger af fuldstændig vanvittigt omfang, og endelig går man i seng med den om aften. Det er sandt for dyden et skråsikkert - nogle vil sige belastende - ægteskab. Og samtidig noget som landsholdet aldrig vil komme i nærheden af! Dertil er alene dets optrædender for sporadiske. Derfor bliver svaret egentlig også ganske enkelt, et klubmesterskab vil altid betyde mere end en VM-titel!

Endvidere kan man til landsholdet føje aspektet om hvilke spillere, og ikke mindst hvilke klubber de kommer fra, til. En ikke helt uvæsentlig detalje for en klubfan! Hornby beskriver, hvordan han som Arsenal-mand dengang fandt lede ved de mange Manchester United, Tottenham og Leeds-spillere på det engelske landshold. Nogle vil straks sige, at når Danmark spiller, er vi alle danskere! Ja, det er vi til dels også. Eftersom vi stadig deler kulturarv og taler nogenlunde det samme sprog. Men der er stadig forskel på københavnere og jyder, og skrivende nipser vil aldrig kunne tage sine københavnske briller helt af! Vi er tilbage ved ægteskabet. Klubben betyder simpelthen for meget! Derfor skal fx. en Brøndby-spiller i landsholdsdragt også yde noget ekstraordinært, hvis han skal høste nogen som helst anerkendelse hos nipseren! Sådan er det bare. Der er simpelthen for mange følelser på højkant til at bare kaste sig på maven i beundring over folk fra den "daglige fjendes" lejr, uanset om de så i tilfældet opererer i en god sags tjeneste. Vi kan altså konkludere, at FCKøbenhavneren altid kommer før danskeren, som så kommer før svenskeren etc! Men hvorfor så egentlig alt dette jubelidioti søndag aften? Med alle disse betænkeligheder/betragtninger i baghovedet. Nipseren burde jo være blevet hjemme og surmulet over at Goldbæk ikke kom på banen, fremfor at juble over Ebbe Sands scoring! Svaret her bliver også ganske enkelt. Fordi det VAR og ER fantastisk! Ligesom et VM er en ganske enestående begivenhed for enhver fodboldfan. Og fordi følelsen af at være med for alvor i dette VM, og oveni et sætte sit eget lille positive fingeraftryk qua det "nødvendige onde", landsholdet, nu engang gør begivenheden endnu stærkere. Men vær samtidig sikker på en ting, hvis Danmark får en kæmpe røvfuld af brasserne fredag aften, så vil nipseren også hurtigt være temmelig ligeglad. Ingen kæmpedepressioner, ingen hysteriske humørsvingninger. For sådan er det nu engang blevet med det der landshold.

Fusionsnipserne