Hvem kan og vil vi møde?

F.C. København er, hvis de går videre, et af de seksten hold der er tilbage i pokalvindernes turnering.

På fck.dk kan man se resultaterne fra de første kampe i turneringen og ud fra disse foreløbige resultater vil Fusionsnipserne opstille en lille ønskeliste over de næste runders modstandere.

Lad os sige det klart. Vi vil have en modstander vi kan slå, og det med at være glade for at trække et publikumshold, score kassen og så farvel er ikke lige vores stil!

At opstille en ønskeliste over femten hold, som man ikke engang kender, er ikke helt nemt, men vi har taget udgangspunkt i, at det hold der har klaret sig bedst i 1. kamp også går videre. Der kan jo så ske lidt ændringer til vores liste, men det vil vi selvfølgelig vende tilbage til.

Vi har delt holdene op i tre kategorier: Nej tak!, måske og ja, selvfølgelig! Opdelingen har ikke været nem og man kan være uenig eller enig, men mon ikke mange kan følge vores linie.

 

Nej tak til NK Varteks, Besiktas, Real Mallorca, Chelsea, Newcastle. Det er hold som med stor sandsynlig når langt i turneringen. Lad os vente med dem til senere. Chelsea og Newcastle vil skabe interesse, mens det kroatiske hold vil være uinteressant og meget svært at slå. Et besøg til en tyrkisk heksekedel vil heller ikke lige være sagen. Og så er der Mallorca - hvorfor ikke lade os møde dem til foråret, så vi alle kan tage på en uges ferie, vise ferieøen at danskerne kan andet end gå til grisefester og blive solskoldede. (ok - det tager vi med når vi alligevel er der nede), og at vi har et stærkt fodboldhold. MEN lad os nu undgå disse hold i anden runde.

Måske til Panionios, SC Braga, SC Heerenveen, Genk, Lokomotiv Moskva. Ikke nemme hold, men hold vi måske kan slå. Et græsk hold er altid svært at besejre, men det kan da lade sig gøre. Det portugisiske hold er ikke blandt de store i Portugal, så her må vi også have en chance. Mod det hollandske og det belgiske hold kan vi måle, hvor langt vi er i europæisk sammenhæng, og kan vi ikke slå dem er vi desværre ikke så langt som vi troede og håbede på. Så er der det russiske hold. De må være de værste fra denne kategori.

Ja, tak til Vålerenga, SV Ried, Limassol, Maccabi Haifa, Lausanne. Om alle disse fem hold går videre er tvivlsomt, men det er i hvert fald hold som vi skal kunne slå. Hold fra Israel og Cypern skal kunne besejres. Nordmændene frygter vi ikke, mens holdene fra Østrig og Schweiz skal besejres hvis vi vil være med i Europa.

Ønskelisten:

1/8 finale og efterårsferie på Cypern hvor vi besejrer holdet fra Limassol. Samtidig kan vi se lidt af denne dejlige ø, slikke solskin i Ayia Napia, spise lang seafronten i Larnaca og handle og besøge de mere underholdende steder i Nicosia.

1/4 finalen og forårsferien kan så holdes på Mallorca. Det er uden for sæsonen, så fanclubben arrangerer nok en billig tur, hvor vi ud over sprut, sol og ovennævnte grisefester slår de spanske favoritter.

Ja, semifinalen bør blive mod et hold fra "måske" kategorien, og da vi jo allerede har rejst en del så foretrækker vi en lille bustur til Holland eller Belgien. Det er spændende lande, og overkommelige modstandere.

I finalen ender vi nok i England. En hurtig tur til London (eller Newcastle) kan alle vel få tid til. Hvorfor ikke lade os prøve at opleve F.C. Københavns første internationale finaledeltagelse i fodboldens hjemland.

Ja, kære læser - hvis dette går i opfyldelse, så får vi virkelig markeret os på europakortet, men husk - turen kan også ende på torsdag!!!

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright � 1997-1998
Sidste rettelse: 30. september 1998.