FCK på Børsen (31/10/97)
Fusionsnipserne har været ude og samle lidt oplysninger om børsintroduktionen; både som almindelig service over for vores trofaste læsere, men også som lidt baggrundstof før mødet på mandag, som måske kan gøre det nemmere at stille de relevante spørgsmål.
Børsintroduktionen vil foregå gennem Svenska Handelsbank, da vores normale bankforbindelse Unibank ikke så sig i stand til at få børsprospektet klar til det ønskede tidspunkt. Det er Svenske Handelsbanks debut på Københavns Fondsbørs, men rolig; de er ikke de rene novicer og har foretaget flere børsintroduktioner i Sverige. En række investorer har garanteret børsintroduktionen, men hvem disse er vides ikke.
FCK vil udbyde 500.000 stk. aktier á kr. 20, hvilket vil give en nominel aktiekapitalsforøgelse på 10 mil. kr. De "gamle" aktionærer vil efter vores oplysninger således stadig have majoritet
De udbudte aktier vil ikke få begrænsninger i stemmerettighederne, hvilket vil sige, at der ikke udbydes B-aktier, som man ser i de andre børsnoterede klubber. Dette kan selvfølgelig desværre medføre at en fjendtlig overtagelse bliver sværere at forhindre. De "gamle" aktionærer" har iflg. en indgået aktionæroverenskomst dog aftalt, at ingen må sælge før efteråret 1998.
Aktietegningen vil starte 10. november og kører en uge, men kan ved overtegning allerede blive afbrudt samme dag kl. 17.00.
FCK har reserveret 80.000 stk. aktier til fanklubbens medlemmer. Hvordan salg vil foregå vides ikke!
Køb udenom fanklubben kan foregå ved henvendelse i et pengeinstitut, hvor man tegner sig for et vist beløb (det fornuftigste) eller for et hvis antal aktier.
Ved overtegning vil FCK i samarbejde med Svenska Handelsbank sætte retningslinier for tildelingen af aktier. Hvordan disse retningslinier bliver vides ikke.
Det store spørgsmål er prisen for den enkelte aktie. Den kendes på nuværende tidspunkt ikke og vil først blive bestemt efter tegningsperioden. Politikken og Berlingske Tidende mener at kursen vil ligge omkring 120-150.
For at kunne sammenligne med BIF (kurs 435), SIF (250)) og AGF (850), som alle har styk størrelser á kr.100 vil FCK's aktier ved omregning ligge mellem 600 og 750 kr. for 100 kroners aktier.
Børsintroduktionen vil med ovenstående kurser give FCK en kapitaltilførelse på mellem 60 og 75 mill. kr..
Generalforsamlingen vil suverænt bestemme sammensætningen af bestyrelsen, dog med den aftale at moderklubberne altid er sikret en plads hver.
Aftalen om at FCK bruger B-1903's licens står ved magt på ubestemt tid og kan kun opløses ved selskabets likvidation, konkurs eller ophør med at drive professionel fodboldklub.
Vi håber at ovenstående kan hjælpe, så der biver stillet nogle gode spørgsmål på mandag. Oplysningerne er indsamlet før børsprospektet er offentliggjort, så hvis der er mindre fejl i vores oplysninger, så bær venligst over med os.
Når børsprospektet er offentliggjort vil vi her på denne side forsøge at lave lidt opfølgning på de allerede givne oplysninger.
Fusionsnipserne ønsker alle en god tur til bankrådgiveren og held og lykke med investeringen!!

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.