Må man så bede om en undskyldning, Brøndby! (28/9/97)
Begge formiddagsblade kunne lørdag berette om, hvordan en lille gruppe forstyrrede Brøndby-supportere havde overfaldet den københavnske spillertrup ved ankomsten til Hovedbanegården. Med spark, spyt og flaskekast, for slet ikke at nævne en serie perfide tilråb. Til B.T udtaler anfører Larsen, der selv kom til at stå forrest i skudlinien:
"Det er jo livsfarligt, hvis du bliver ramt af sådan en flyvende flaske. Det kan fanme ikke være rigtigt. Nu må der komme en debat om de her folk."
Her hos Fusionsnipserne svarer vi: helt enig, Larsen. Derfor er det på sin plads, at tage denne affære op. For den handler om fankultur og hvor galt nogle folk er afsporet i deres hoveder. Det handler om, at den indbyrdes rivalisering, mellem "de derude på vestegnen" og os, er ved at køre i en meget ubehagelig retning. Derfor bør vi også i fankredse være opmærksomme på, at det "had" der eksisterer på tribunerne, ikke skal oppiskes yderligere. Jovist, 99% af samtlige københavnske fans og BIF-supportere er fornuftige mennesker, der godt forstår at trække grænsen mellem livet og råbene på tribunen og den verden der eksisterer udenfor fodbolden. Men der findes desværre typer for hvem det indbyrdes had er blevet blodigt alvor. Her kan der sikkert hives mængder af sociologiske og psykologiske forklaringer op af lommen, men de er uden betydning i denne sammenhæng. For den handler om, hvad vi andre, os såkaldte fornuftige fans, kan gøre. To ting ihvert fald. Tage klart og tydeligt afstand fra disse elementer, og undgå at oppiske hadet yderligere.
I denne uge bragte Politiken en artikel om et nyt supporterblad ude i Brøndby, med den noget søgte Oasis-omskrivning "What's the Story Brøndby Glory" som titel. I artiklen påstår redaktørerne selv, at de er fornuftige mennesker, hvilket de måske også er. Men hvor smart er det, at omtale FC København som et "multi-etnisk luderhold". Ikke synderligt smart. Selvfølgelig skal der være plads til solid fanslang og diverse drillerier, men der må være en grænse. Og den går - ifølge skrivende Fusionsnipsers mening - der hvor spillernes hudfarve eller nationalitet, bliver gjort til genstand for de såkaldte drillerier. Ikke for at lyde skinhellig, kvalmende "politisk korrekt" eller i det hele taget vurdere pågældende blad, men fordi der også os fans imellem må herske et slags uskrevet moralkodeks. Der er nogle ting man gør, ligesom der er visse ting bare ikke gør (råber/skriver), ihvert fald ikke uden at vække almindelig mishag hos sine medfans.
Nu findes "de brådne kar" i alle lejre og derfor er det også på sin plads, at både klub og fanklub officielt gør sin mening klar, når der sker ting som dem fredag aften. Vi husker stadig sommerens DHL-cup, hvor lignende typer som dem fra Hovedbanegården fra vores egen side, morede sig med at løbe ind på Brøndby Stadion. Dengang reagerede FC København og FCKFC med det samme. Man tog officielt klart afstand fra disse folk og iværksatte sanktioner mod de skyldige. I Brøndby bør man gøre noget lignende. Derfor forlanger vi - rent ud sagt - en officiel undskyldning, fra Brøndby og Brøndby Support. Ikke fordi hverken klubben eller BS skal gøres ansvarlige for episoden. Men fordi det må kræves, at man tager klart afstand fra hvad som er sket. Det er simpelthen bydende nødvendigt, at disse folk ikke skal føle den ringeste fornemmelse af stolthed over deres opførsel. Umiddelbart vil man måske sige, at det alligevel intet nytter. Disse typer lever i deres egen verden af lav-intelligens og gorilla-lyde. Men skrivende Fusionsnipser vil alligevel påstå, at en offentlig undskyldning fra Bjerregaard eller andre, vil plante en fed streg under at de ikke er velkomne i hverken Brøndby eller BS. Symbolsk eller ej, men den vil være der.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.