Lederen

Efter Kim Brink og mens vi venter… (på ro og andet godt!) (19/6/97)
Ak ja, så skete det altså igen. Ny træner og ændringer i ledelsen. Nøjagtig som det åbenbart skal foregå et par gange hvert eneste år i vores klub. Hvor kunne man dog bede og ønske til, at man nu i den øverste del af klubben omsider finder de rette ben at stå på. Samt at man ved, hvad man gør, når man sender Kim Brink et noget tvetydigt skulderklap og et klistermærke til ryggen, der hedder "Sportschef" istedet for "træner".

Hvis man først tager et kig på de strukturelle ændringer, så må første umiddelbare vurdering dog falde ud som positiv. Det virker fornuftigt, at man ansætter en mand med det specifikke arbejdsområde, der hedder pleje af moderklubberne og talentudviklingen. At Kim Brink så på mange måder også forekommer at være den rette til netop den post, i kraft af det engagement og den interesse, han som cheftræner har vist de to moderklubber, synes jo heller ikke så dårligt. Men det store spørgsmål, som de fleste vel uvilkårligt stiller, er hvorfor man "fyrer" en træner, der har haft ganske pæn succes. Ihvert fald når man betragter forårssæsonen isoleret. At der har været almindelig tilfredshed med det arbejde, han har udført her i foråret, kan vel læses i det faktum, at man ikke sparker ham på porten. Altså må der være andre forklaringer. Forklaringer der mere går i retning af, at man - fra ledelses side - ikke rigtigt tror, at de ting som han står for rent fodboldmæssigt i længden vil være det rigtige for klubben. Derfor er nok også på sin plads, at forsøge at vurdere sagen fra den vinkel.

For at skære ind til benet: dengang Kim Brink kom til klubben, havde vi alle et billede af hvad han stod for. Fysisk og meget taktisk betonet fodbold. Den såkaldte "internationale" stil, som den blev døbt fra journalistisk hold, med baggrund i dens bedste eksponenters - Brøndby og OB - gode resultater i Europa Cuppen. Dette billede var også noget, der ikke harmonerede helt med den teknisk betonede spillestil, som var det Københavnske varemærke. En stil med rødder i begge moderklubber, men især hos B 1903 som faktisk også høstede rimelig succes ude i Europa. Det var altså to modsætninger, der mødtes, da Kim Brink tiltrådte sidste sommer. Måske er det også her, at den væsentlige forklaring til "forflytningen" findes. Tørt må man nok konstatere, at dette møde ikke er faldet særlig heldigt ud. Holdets spil har været temmelig flakkende. I efteråret var den helt gal, mens foråret har budt på klare forbedringer, uden at man dog kan løfte armene i himmelrykt jubel. Resultat- og pointmæssigt er det gået godt i foråret, men der har været mange knebne sejre, som mere er hevet hjem på solidt forsvarsarbejde end flot angrebsspil. (Jovist, der var Silkeborg-kampen og 1. halvlegen mod Vejle, men det var mere undtagelser end reglen.) Selvom arbejdsvilkårene har været svære og prøvetiden ganske kort for Kim Brink, så må man nok realistisk set give ham den faglige karakter "akkurat bestået" for sit forsøg på at finde en højere harmoni mellem de to stilarter. Heller ikke meget mere. Det er måske med lignende bagtanker, at ledelsen har truffet sin beslutning. At ville satse på en anden træner, en mand der mere naturligt passer ind i klubbens oprindelige spillestil. Desuden skal man nok heller ikke lukke øjnene for, at den medieorkan som Kim Brink har oplevet i sit første år i klubben, har sat sig dybe menneskelige spor. Han sagde det selv, da han optrådte som gæst på TV-S fornylig. Han var en "mærket mand" og det sås også på hans attitude. Det var en ydmyg og meget beskeden træner, der optrådte på skærmen. Ikke "den hårde hund" vi kender fra tidligere. Derfor er beslutningen måske ikke så tosset endda, men faktisk meget human (hvis man ellers kan bruge et sådant udtryk indenfor fodboldverdenen!). At Brink så selv vælger at fortsætte i klubben, er kun positivt og understreger blot det oprigtige hjerte, som han mange gange har vist overfor FC København.

Ihvert fald vælger vi herfra, at se hele affæren fra den vinkel. Så må man håbe, at Kent Karlsson også er den rette mand, for ingen kan vel betvivle at FC København har brug for ro nu. Både i bestyrelseslokalerne og på trænerbænken.

Fusionsnipserne