Lederen

Angående superligaen, diverse flop, og fremtidig struktur (19/5/97)
De sidste dage har der i både TV og aviser været en del debat om superligaens fremtidige struktur. Man har i sportsjournalistiske kredse sporet en vis enighed om, at den nuværende liga er ved at blive lidt udvandet. Ikke bare har man de sidste sæsoner set et vist dyk i tilskuergennemsnittene, men især dette forår er der også sket en sportslig forplumring. Alle slår alle, hvilket kan være meget charmerende på kort sigt. Men i længden kan det blive problematisk, når de - på papiret - store klubber flopper. Med store klubber menes de professionelle, pengestærke, og publikumssolide klubber, som logisk set skulle udgøre en nogenlunde stabil og inspirerende top. Her på fusionsnipsersiden har vi selvfølgelig med en vis bekymring - til tider direkte ængstelse - fulgt vores eget holds sportslige nedtur. Men hvor man i vores tilfælde kan gemme sig bag en del forklaringer, der ligger langt fra fodboldbanerne og mere kan henføres til bestyrelse og vakkelvorn ledelse, så kan andre klubber som OB og AaB næppe bruge disse undskyldninger for deres øjeblikkelige resultater. Her svigter man simpelthen på det sportslige plan. Hvilket igen har rejst spørgsmål som, om spillerne er motiveret og skarpe nok når de løber på banen. Umiddelbart lyder det ubegribeligt, at de ikke skulle være det. Men en del resultater de sidste uger har vendt op og ned på manges forestillinger om hvad der bør være top og bund. Hvor alvorlige er så de mange forårsflop fra storholdene? Tjah, det er i virkeligheden svært at sige noget bevingede om. Måske er de blot et overgangsfænomen, noget som sker en gang imellem. Overraskelser og små mirakler er immervæk også en del af fodboldverdenen! Eller måske er de i virkeligheden et advarselsblink? Det blink som forskellige sportsjournalister opridser i horisonten. At superligaen står i stampe, at kvaliteten ikke længere forbedres, men istedet udvandes. Ihvertfald synes stemningen at pege mod en ny superliga-model. Fint nok. Den nuværende struktur skal ændres, for at skærpe konkurrencen. Sagt på en anden måde: der er simpelthen for lidt at spille om (selvom et DM eller Europa Cup-pladser i sig selv vel ikke burde være for lidt!). Derfor må turneringen igen opbygges som et udskilningsræs hvor holdene splittes/frasorteres midtvejs eller 2/3-dele henne i medaljeaspiranter og nedrykningskandidater. Som i koncentrerede udgaver gør op om hver sit. Her blandt Fusionsnipserne har vi længe ment, at den nuværende form med at alle hold mødes 3 gange pr. sæson er en underlig skæv og akavet størrelse. Alle bør vel møde hinanden, lige mange gange ude og hjemme. Fx. er det en lidt underlig tanke, at de sidste fire opgør mellem FCK og Brøndby er foregået i Parken (indtil pinsemandagsmødet). Derfor forsøger vi nu at følge i slipstrømmen på debatten og opstille 3 superliga-modeller (hvoraf ihvertfald de 2 er gamle kendinge), med fordele og ulemper, som både vil kunne højne den spillemæssige kvalitet og samtidig give tilskuertallene et spark opad mod det gennemsnit vi så for et par sæsoner siden.

Den gamle model (fra mølposen)
Altså den som i sin tid introducerede superligaen. Et grundspil med 10 hold om efteråret og et slutspil med de 8 bedste om foråret. Hvor man samtidig halverer pointantallet fra grundspillet, for at intensivere spændingen til slutspillet.

Fordele: Den viste sig at være en ganske stor succes især tilskuermæssigt, men også sportsligt, da den endnu eksisterede. Altså ville det måske ikke være helt dumt, at skue lidt tilbage og trække den frem fra mølposen igen. Om ikke andet kunne man skele til dens grundprincipper.

Ulemper: De mange kvalifikationsspil og mellemspil i de lavere rækker, som nogle syntes var for uoverskuelige og enkelte helt uden sportslig værdi. Og så mente flere, at det var trættende at se de samme hold spille mod hinanden fire gange pr. sæson. Dette argument vil dog altid være svært at omgå, hvis man ønsker en koncentreret slutspilsoverbygning.

6+6-modellen (er meget populær hos nogle af journalisterne)
Her beholder man en superliga med de nuværende 12 hold. Disse spiller et almindeligt grundspil på 22 runder, hvorefter de 6 bedste går videre til et mesterskabsspil, mens de 6 sidste spiller et nedrykningsspil. Begge bestående af 10 ekstra runder. Her ville det også være relevant at halvere pointantallet efter grundspillet, igen for at forøge spændingen.

Fordele: Den vil skabe et meget koncentreret slutspil, hvor der reelt vil være 50%'s chance for en eller anden form for udbytte. I form af kvalifikation til de europæiske turneringer. Ligeledes vil nedrykningsspillet blive rimeligt tæt, hvis kun 6 hold skal kæmpe om at undgå de 2 sidste pladser.

Ulemper: Den giver en lidt skæv sæsonopdeling, forstået sådan at det vil være svært at skabe et naturligt afbræk mellem grundspil og slutspillene, fx som den gamle model havde. Den nuværende superliga har et efterår med 18 runder og et forår med 15. Man kunne muligvis godt afvikle hele grundspillet på de 22 runder om efteråret, men det vil gøre foråret ganske kort (lidt for kort!) med kun 10 runder. Den fornuftigste opdeling vil nok være 18 runder om efteråret og de 4 sidste fra grundspillet plus de 10 slutspilsrunder om foråret. Men dette er måske heller ikke så ringe endda!

Schweizer-modellen (er vist ikke luftet før nu)
Som navnet indikerer er den en kopi af den turneringsform, man for øjeblikket benytter i Schweiz. 12 hold spiller et grundspil på 22 runder om efteråret, hvorefter de 8 bedste - med halveret points - fortsætter til et slutspil på 14 runder om foråret. De 4 dårligste slås sammen med de 4 bedste fra næstbedste række og danner et kvalifikationsspil.

Fordele: Den ligner meget den gamle model. Men matematikken bliver lidt enklere hos de lavere rangerende hold. Hvis de 2 bedste rækker hver består af 12 hold om efteråret, vil det relativt enkelt udmønte sig i 3 rækker med 8 hold om foråret. Et mesterskabsspil, et kvalifikationsspil og et nedrykningsspil.

Ulemper: De mange runder. Ialt 36. Det vil gøre især efteråret meget sammenpresset og vil betyde at sæsonen nok må begynde tidligere. Måske allerede midt i ferieperioden, i juli-måned.

Fusionsnipsernes personlige favorit er den sidste, altså schweizer-modellen, da den efter vores mening indeholder det bedste fra den gamle form og samtidig har en enkel opbygning. At den samlede sæson bliver 3 runder større end den nuværende, må kunne løses på fornuftig måde, fx ved en tidligere - og måske lidt mere intens - start. Man kunne afvikle 2-3 runder i juli, mens vejret stadig er godt og banerne endnu sommerkåde. Samtidig kunne man i den anden ende afslutte sæsonen en uge eller to tidligere, omkring 1. Juni. Foråret bliver som nævnt kun på 14 runder. Således vil sommerpausen og ferien for spillerne blive nogenlunde den samme.

Fusionsnipserne