Optakt til Compaq Cup, 2. semifinale: FC København - Silkeborg (14/4/97)
Efter det uafgjorte 1-1-resultat i første semifinale, der blev spillet i Silkeborg, står FC København som lille favorit som finalist Kristi Himmelfartsdag i Parken. Silkeborg kom dog bedst ud af weekendens kampe i superligaen, da de mod Lyngby fik en længe efterstræbt sejr, mens FC København havde større problemer hjemme mod Herfølge (læs kampreferatet her på hjemmesiden). Fusionsnipserne bringer her vores bud på den opstilling, der skal sikre FC København plads i årets finale.

Målmand: Antti Niemi. Selvom Karim Zaza stod en god kamp i den første semifinale, er Antti Niemi på baggrund af sine gode præstationer i København hidtil selvfølgelig som målmand.

Forsvar: Vores forsvar er som FCKs nuværende bestående af en central spiller og to "backs". I midten af forsvaret bør man finde Morten Falch, der i foråret på trods af at have skabt enkelte farlige fejl, har spillet sig klart op i forhold til efteråret. På denne position har han i de sidste kampe utallige gange afbrudt modangreb i det, der nærmest kan karakteriseres som sweeperspil. Som forsvarets to øvrige har vi valgt Michael Mio Nielsen og Aki Hyryläinen. Michael Mio har også begyndt sæsonen godt, og Aki Hyryläinen har vist sig som en god markør, men med lidt for mange fejlafleveringer i det fremadrettede. Samtidig er han og Morten Falch kapaciteter i hovedspillet og derfor gode at have ved fri- og hjørnespark.

Midtbane: På den centrale defensive midtbane har vi Carsten Hemmingsen, der lader til at være en meget vigtig spiller, både til at bryde modstandernes opspil, men også til at holde dampen oppe på sit eget hold. Desuden har han vist sig som en bedre boldspiller, end vi havde ventet. På den centrale midtbane har vi også holdets anfører, Henrik Larsen, der med sine to mål i de seneste to kampe måske endelig er ved at få den værdi for holdet, som han bør have. Nu mangler han blot at fokusere lidt mindre på dommernes præstationer, uanset hvor dårlige de måtte være. På den offensive midtbane findes Bjarne Goldbæk, der dog som en af de få FCK´ere ikke har kunnet holde niveauet fra efteråret - men hertil skal det så også siges, at han sammen med Niemi var holdets bedste i første halvdel af superligaen. På højrefløjen finder vi Morten Nielsen, hvis hans fiberskade fra Herfølgekampen ikke hæmmer ham. Han har været blandt de dygtigste på holdet, og er en dejlig fremadrettet drivkraft, som kan være svær at dæmme op for. Såfremt Morten Nielsen er skadet, vil Kenneth Perez, eller en skadesfri Jacob Svinggaard være en løsning. På venstrekanten har der hidtil været lidt problemer, offensivt og især defensivt, og vi har derfor valgt at tage Stefan K. Hansen med på denne plads. Han har endnu ikke fået chancen på holdet for alvor, og vi tror, han vil være værd at satse på.

Angreb: I angrebet finder vi stadig David Nielsen, der på det sidste imidlertid har haft problemer med at holde sin høje standard fra premieren i udekampen mod Hvidovre. Ved siden af ham finder vi Martin Johansen, der formodentlig er den FCK' er, der er bedst til at udfordre en modstander. Og ved spil i feltet eller umiddelbart udenfor vil modstanderne nemt kunne begå fri- eller straffespark.

Reserver: På bænken finder vi generalisten Henrik Lykke, der kan erstatte i forsvar og på midtbane. Kenneth Perez offensive egenskaber kan også bruges i angrebet eller på midtbane og endelig vil Claus Nielsen være god at have på bænken, ligesom en bid pokalkamp vil være med til at holde ham superligaklar.

Fusionsnipserne 


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.