Lederen

Karlssons præg på Brinks hold (13/8/97)
Efter omkring halvanden måned med FC Københavns nye træner, Kent Karlsson, begynder man at ane de nye vinde. Ved sin tiltrædelse bebudede Karlsson, at der ikke ville ske nogen paladsrevolutioner; stilen skulle holdes. Spilsystemet skulle fortsat være den 3-5-2-model, som Kim Brink endte med at operere med, og som spillermaterialet er til, selvom modellen gerne måtte veksle med 3-4-3.
Sæsonstarten har således allerede givet fansene indtryk af et lille stilskifte, som er båret på vej af den nye fordeling af spilletid hos spillerne, og som naturligt må følge et skifte. Kim Brinks taktik var, selvom man søgte at give den et offensivt præg, mere robust og med defensiv omtanke. Kim Brink formåede faktisk i foråret at skabe det måske bedste forsvarsspil, der hidtil er set i FCK. Som tilskuer havde man ikke den gammelkendte anelse om, at en sejr sikkert blev sat over styr i de sidste minutter på en dum forsvarsfejl. Dette blev bl.a. skabt ved at have rutinerede og relativt sikre udskiftningsspillere. Til gengæld var det offensive spil ikke så kreativt, som vi har været forvænt med.
På disse punkter har Kent Karlsson umærkeligt gennemført en ændring. Først Martin Birn, og så to andre rutinerede spillere, Henrik Lykke og Kenneth Perez er blevet afhændet. De faldt på ingen måde igennem i sit spil i FCKs dragt, men de var samtidig sjældent det spillemæssige samlingspunkt. Desuden lader det til, at en anden marginalspiller, Martin Nielsen, er på vej væk. I stedet har man arbejdet hen imod en model, hvor reservespillerne i højere grad er unge talenter, som på denne måde får chancen i superligaen. Det har været dejligt at se Stefan K. Hansen endelig få spilletid, Karim Zaza få chancen som førstemålmand, og endelig Clement Clifford som indskiftningsspiller og som målscorer i kampen mod AaB, hvor han fik fuld spilletid qua sit flotte spil. Denne filosofi er mere vovet, og når man bruger unge spillere, må man være parat til at acceptere svingende præstationer. I al fald har man anet takterne til godt gammeldags FCK-offensivt spil, godt bragt på vej af nye Peter Nielsen og Todi Jónsson.
Afslutningsvis kan man blot - som sædvanlig - undre sig over den eklatante mangel på konsekvens, som FCKs skiftende ledelser har været præget af, måske netop fordi de har skiftet så ofte. Det er ikke mere end et år siden, at vores spillestil skulle ændres, for at vi kunne blive gode i Europa - ny træner og nye spillere. Når denne satsning så skulle til at bære frugt i Europa-cuppen for pokalvindere, skiftede man kurs igen. Der er nok ingen tvivl om, at den nye spillestil ikke egner sig lige så godt til europæisk fodbold som Kim Brinks version. Derfor må vi håbe, at man nu holder fast i den nye (gamle) stil i mindst de næste 3-4 år, gerne med den samme træner hele tiden. Ærlig talt, det er altså sjovere i Parken nu, og hvis vi bare vinder medaljer på flot fodbold, gør en enkelt Europa-blamage i ny og næ altså ikke det store.

Fusionsnipserne