Evaluering og et kig i krystalkuglen (11/12/97)
Så er halvsæssonen slut. Der er nu en hel lang vinter til at gå og spekulere, evaluere og i det hele taget stille en masse spørgsmål, som der er mindst et halvt år til, vi kender svarene på. Lad os tage fat i evalueringen først.
Det var efteråret, hvor Brøndby var i krise, og FCK efter et par magre år igen fandt det smukke spil frem, og lagde sig - med Silkeborg på hjul - i spidsen af Superligaen. Altså lige indtil FCK gik lidt i stå - med Silkeborg på hjul - og Brøndby "opfandt" en vis hr. Sand som angriber. Denne Sand skulle vise sig at være yderst værdifuld for Brøndby, idet han stort set scorede samtlige deres mål i de sidste syv-otte kampe.
Det var den hidtil længste halvsæsson nogensinde, hvilket især de "små hold" med smalle trupper måtte sande. Resultatet blev, at tre hold har skilt sig ud i toppen, og resten ligger nærmest side om side, dog med en tre-fire hold, som de mest sandsynlige nedrykkere. OB vender vi tilbage til.
I Europa havde de danske deltagere ikke den store succes. Brøndby missede kvalifikationen til Champions League, og smuttede hurtigt ud af UEFA Cuppen. Vejle kunne ikke klare et meget svagt israelsk hold, der i Danmark næsten spillede dårligere end Ararat Jerevan, som FCK elimenerede i første runde af Polkalvindernes. To kampe FCK burde have vundet med mindst 10-0 samlet. Betis Sevilla kom i vejen for videre deltagelse, på trods af flot FCK-spil, men spøgelset "de mange brændte chancer" viste igen sit ansigt, samtidigt med, at vi måtte sande, at der stadig er et stykke vej fra spansk til dansk fodbold. AGF overraskede alt og alle med at slå Nantes ud efter flot fight og en god portion held, for i næste kamp at måtte sande, at det ikke var nok til at slå et noget defensivt Twente-hold.
Vi bevæger os nu ind i spekulationernes og spørgsmålenes grålige verden, og lad os som lovet tage fat i OB. De havde jo en miserabel start på sæssonen, og lå på et tidspunkt helt og aldeles isoleret på sidstepladsen med otte points op til den nærmeste. En kamp i Parken gav dem deres første sejr, og endnu en fulgte. Pludselig lå de ikke længere så isoleret, og nu er det svært at tro på, at de rykker ud. Ikast, Aarhus Fremad og Herfølge ligner derimod gode bud på tre nedrykningskandidater. Ingen af disse hold ser p.t. ud til at kunne forstærke deres trupper så meget, at det skulle kunne forbedre deres chancer for forblivelse i den bedste række. Så på trods af en del godt spillermateriale, er trupperne stadig for smalle, og det vil gøre udslaget. Lyngby er nedrykningsspillets dark horse. Det er svært at forestille sig, at de kan blive ved med at trække kaniner op af hatten. De tre i top vil sandsynligvis blive de tre der alle ligger der, dog bør Silkeborg nok begynde, at spille noget mere "ud af busken"-fodbold, hvis de vil hive andet end smalle og - nå ja - kedelige sejre og uafgjorte hjem. Det kan hurtigt vende til smalle og kedelige nederlag. AaB kunne tænkes at besætte tredjepladsen, hvis dette skulle være tilfældet. Første og anden-pladsen bliver en tæt kamp mellem FCK og Brøndby, hvor deres indbyrdes opgør naturligvis vil blive afgørende. En anden afgørende faktor, er hvor vidt FCK og Brøndby forstår at forvalte deres nyvundne millioner. FCK mangler en bredde i truppen, så selv "stjernerne" kan sidde over. Altså bør der investeres i klassespillere, hvilket jo som bekendt koster, men ikke desto mindre er en nødvendighed. Brøndbys trup er forholsvis bred, men de ser ikke ud som om de vil investere i nye spillere til den anden halvsæsson. Dette kan blive udslagsgivende, idet det er svært at tro, at Sand kan holde den høje scoringsprocent. Der er ikke umiddelbart en indlysende målsluger på holdet, hvorfor det er tvivlsomt om Brøndby kan klare sig uden forstærkning.
Altså - FCK bliver mestre og pokalvindere, hvis de vel og mærke har held til at indkøbe de rigtige spillere, således at holdet er uafhængig af en enkelt skade af en af nøglespillerne, ligesom de bedre kan bære en off-day fra en af disse. Dette vil diskuteres frem og tilbage i de små hjem i den kolde og mørke vintertid, og enighed opnås vel aldrig. Men dette er et bud på udviklingen - et oplæg til debat - og ikke en facitliste. Den er der ingen der har, og vi må vente over et halvt år på den endelige.
Hvad der ikke kan diskuteres er, at det bliver tæt og spændende. Alle os fodboldmaniacs kan ikke vente, men indtil da, kan vi da glæde os til endnu et inde-DM kort efter nytår. Dette er FCK naturligvis storfavoritter til at genvinde. Det ligner fuldt hus til FCK i 1998.
Glædelig jul og godt nytår

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.