Træneren (7/3/97)
Efteråret og vinteren igennem blev Kim Brink fyret knap et halvt hundrede gange, men da det var af pressen, sidder han stadig som cheftræner for FC København. Det er ellers ikke fordi, det har skortet på navne på efterfølgere: Ikke mindst da Morten Olsen var til fodbold i Gladsaxe Idrætspark, gik det meste af pressen i selvsving. Naturligvis kommer Morten Olsen ikke for at se fodbold for sin fornøjelses skyld, men fordi Kim Brink var fyret. TV2, der formodentlig brugte mere film på Morten Olsen end på kampen, gjorde sig umage for at finde nogle gode grimasser, man kunne krydsklippe med mislykkede FCK-forsøg.
Imidlertid er Kim Brink stadig træner, og heldigvis da. På trods af det magre høstudbytte har Kim Brink ikke haft mulighed for at sætte sit aftryk på klubben. Da mediehysteriet var på sit højeste svarede Brink journalisterne med meldingen "jeg har kontrakt i to år og regner faktisk med at forlænge med to mere bagefter". Kim Brink var bedst kendt for sin temmelig defensive spillestil i OB, der gik lige til hjertet hos de danske sportsjournalister, da den gav gode resultater i internationale kampe. Alligevel gjorde han ved sin tiltrædelse klart, at han kendte og respekterede FC Københavns varemærke, smuk bold.
Man må håbe, Kim Brink af klubben får tryghed og dermed mulighed for at arbejde med en horisont på mere end et par måneder, for det gør han givet ikke af pressen.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.