Statistik over de europæiske divisioner (2/5/97)
Superligaens kvalitet diskuteres ofte i medierne, og den udefinerbare størrelse søges ofte knyttet sammen med danske holds præstationer i europæiske turneringer, det stigende tilskuertal m.v.

Imidlertid fortæller resultaterne i Europa Cuppen kun, hvordan de bedste hold er i stand til at spille det, der reelt er pokalkampe mod udenlandske hold. Hverdagen, den nationale turnering, spiller derimod den største rolle i tilskuernes daglige opfattelse. Det kan dog være vanskeligt at vurdere en hel turnerings værdi. De fleste fodboldinteresserede kan vel blive enige om, at det er afgørende, at alle hold presses i hver eneste kamp, for at spillerne kan udvikles.

Fusionsnipserne har derfor udregnet et styrkeforholdsindeks for mere end 25 af de vigtigste europæiske nationale divisioner. Der er tale om et tal, der afspejler bredden i ligaerne: Er den enkelte liga præget af et eller to hold, som sjældent møder anden modstand end hinanden, eller er der tale om en liga, hvor alle kan vinde over alle, og gør det?

Nedenstående tabel viser 27 divisioners bredde udtrykt i et enkelt tal: Jo lavere tal, des større bredde. Og tabellen viser både ting, vi egentlig var klar over, og ting, der overrasker en smule.

Som udgangspunkt kan vi finde den danske superliga, som er på femtepladsen. En fornem placering, som overgår de fleste store europæiske ligaer, og som antyder, at mistroen om hvorvidt superligaen skulle udvides til 12 hold, i al fald pointmæssigt ikke holder. Det er da også værd at hæfte sig ved, at den danske 1. division faktisk også ligger pænt.

Øverst ligger den engelske 1. division, og med den engelske Premier League på fjerdepladsen markerer England sig som et land med bred fodboldmæssig tradition. De store europæiske ligaer i Italien, Frankrig og Tyskland placerer sig også flot, og der er også tale om divisioner med mange hold.

Mindre nationer som Finland og Rumænien placerer sig også flot. Man kan indvende, at der her er tale om, at alle hold er lige dårlige, hvilket jo kan bestemmes ved at se på holdenes resultater i Europa. Imidlertid må man alligevel anerkende turneringsadministratorerne, som har fundet den bedst tænkelige ligastørrelse.

Så har vi problembørnene, hvor den nationale planlæggere åbentlys har været uopmærksomme: Spanien, Holland, Tyrkiet og Skotland er alle lande med stor tradition for klubfodbold, men som samtidig placerer sig svagt i statistikken. Skotterne står med det største problem, for de har allerede taget konsekvensen af den manglende bredde og opererer med en liga på blot 10 hold, uden at landet af den grund har fået tættere kampe.

Man kunne med denne statistik i hånden plædere for, at vores superliga skulle udvides med yderligere to hold. Imidlertid dækker disse tal kun point, og en faktor som tilskuerunderlag er også vigtig, når man skal træffe sådanne beslutninger.

Noter om statistik: Data er fra omkring 1. maj 1997. I tilfældene Sverige, Finland og Norge er data fra seneste sæson anvendt, da der endnu ikke er spillet tilstrækkeligt antal kampe. Tallene angiver standardafvigelsen på, hvor mange point alle holdene i de enkelte ligaer gennemsnitlig har fået pr. spillet kamp. For nemheds skyld er alle tal ganget med 10.

Nedenfor ses de fem bedste og de fem dårligste hold, der deltager i alle de turneringer, der er inddraget i denne undersøgelse. Det er altså imponerende...

Dårligste hold

 Bedste hold

Fusionsnipserne

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.