Den Sidste Fodboldkrig

- Fodbold, hukommelse og herredømme

af Henrik Rønsbo
Center for Udviklingsforskning

Rejselivets glæder..... og fodboldens

For mig er en af de største glæder ved at rejse, at få chancen for at se andre udgaver af fodbold, end dem jeg er vant til fra Danmark. I modsætning til hvad man umiddelbart regner med, så ændres spillet nemlig med dets omgivelser. Selvom reglerne oftest er de samme, vil den betydning spillet tillægges opleves som anderledes, og samtidig vil spillere og tilskueres opførsel variere og dermed er scenen sat for den rejsendes hovedbeskæftigelse den dybtgående undren - det er denne undren over variationen af det grundlæggende tema på 22 mand, en bold og to mål, der gør spillet og rejsen så facinerende.

Til trods for at fodbold er verdens mest udbredte sport, så er der dog stadig en stor mangel på analyser af, sammenhængene mellem fodbold og omgivelserne. I det følgende vil jeg tage jer kære læsere med til El Salvador, et land i Centralamerika på størrelse med Jylland, et land hvor fodboldspillet betyder mindst ligeså meget som det gør i Danmark, og hvor navne som Ronald Cerritos, Raul Diaz Arce og Mauricio Cienfuegos er lige så kendte som Thomas Helveg, Ebbe Sand og Jesper Grønkjær er det i Danmark.

Santo Domingo i aftenlys.. Foto: Henrik Rønsbo.

En Indiansk Landsby

Det er dog ikke landsholdets store koryfæer, der alle spiller i Major League Soccer, som artiklen handler om, men derimod en lille indiansk landsby ved navn Santo Domingo de Guzmán, der ligger ca 15 kilometer fra Stillehavet. Her boede jeg i et år, mens jeg lavede et etnografisk feltarbejde. Landsbyen har cirka 2000 indbyggere og tre fodboldklubber. Klubber er måske et forkert ord at bruge - disse klubber eller rettere fællesskaber udspringer nemlig af de sociale og geografiske dele landsbyen består af.

Der er det indianske aribeños-holdet (der stammer fra den øverstliggende halvdel af landsbyen) kendt som Las Vegas. Der er indianske bajenos-hold (der kommer fra den nederste del af landsbyen),der ikke har noget navn, og bosiddende midt i landsbyen har ladino-gruppen (den ikke indianske befolkning) et hold for sig selv, som de har kaldt Fuerza - spansk for styrke.

Indianere og de Andre

Ung kvinde glitter en comal. Foto: Henrik Rønsbo.

Forholdet mellem de tre grupper i landsbyen og deres fodboldhold er præget af konflikter og modsætninger. Landsbyens ladino-befolkning, ankom først til området omkring århundredeskiftet, men idag dominerer ladinoerne landsbylivet sportsligt, politisk og økonomisk. Overfor ladinoerne står det indianske fællesskab, der er delt i den øvre og nedre halvdel. Denne deling eksisterer i fodbold såvel som i alle andre sociale, religiøse og politiske forhold. Den eneste undtagelse er i ejerskabet af den jord som de to halvdele ejer, jord der blev tildelt af den spanske konge i 1674, det er ikke stort, men her kan de indianske mænd dyrke lidt majs og deres kvinder udvinde ler til produktionen af fade (comales), der sælges på det regionale marked.

Brænding af comales sker i det fri.. Foto: Henrik Rønsbo.

Modsætningerne imellem ladinoer og indianere, men også modsætningerne indenfor den indianske gruppe, afspejles i fodboldspillet, og endnu vigtigere den tilføjes dynamik derfra. I Santo Domingo de Guzmán er fodbolden, en form for ritualiseret optræden, spillet tilvejebringer en anledningen til at tale om og overveje temaer som den nyligt overståede borgerkrig (1980-92), landsbyfællesskabets historie og hvordan ladinoernes herredømme finder sted og eventuelt kan nedbrydes.

Fodbold om eftermiddagen - Holdene Sættes...

Hver eftermiddag omkring kl. fire samles indianske mænd mellem 12 og 30 år fra landsbyens nedre halvdel på en bane for at spille fodbold. Deres bane ligger ved siden af floden, som skiller landsbyen fra cantón El Caulote, ét af kommunens fire landområder. Før spillet mødes de ved en lille forretning i landsbyens udkant og drikker refrescos (limonade), ryger cigaretter, hvis nogen har, og råber (echando le aire) efter de unge kvinder, der i eftermiddagstimerne passerer ud og ind af landsbyen. Pigerne kommer forbi med majs, der skal males i en af landsbyens møller, eller de bringer frugt til familiemedlemmer i landsbyen, men de kan også være på vej hjem med indkøb eller fra eftermiddagsklasser i landsbyskolen. Denne udgang fra landsbyen, med en bro over floden, med forretningen og fodboldbanen lige ved siden af er således et vigtigt mødested. Drengene og mændene, der kommer fra Caulote, mødes her med bajeño-ungdommen og danner det, der kaldes en mara, en gruppe unge mænd, der oftest tilbringer eftermiddage og aftener i hinandens selskab. Kernen i mara’en er de unge mænd omkring tyve, men den tæller også yngre søskende samt nogle få ældre bolos (drukkenbolte), som forsøger at samle penge til at købe deres næste flaske hospitalssprit.

Omkring kl. fire blæses der i en fløjte, flere unge fra landsbyen dukker op, og alle, normalt omkring 20 personer, bevæger sig ned mod banen, der ligger på den stenede flodbred.

Spilleren i den hvide trøje har fået frit skud og er ved at lægge an til en afslutning. Den mørke skygge i bunden af billedet er fra det utætte kloakløb. Foto: Henrik Rønsbo.

Banen er omkring otte meter bred og lidt over dobbelt så lang. Den er afgrænset mod floden af store sten, som er blevet fjernet fra banen og mod landsbyen af den stigende peña, den klippelignende undergrund, der også gennembryder banen flere steder. Vedligeholdelsen af banen er den vigtigste enkeltsag maraen intereserer sig for.

Spildevand løber hen over banen, og der blev derfor lagt et rør i begyndelsen af 1996, desværre gik det i stykker får måneder senere, da en militærbulldozer kørte ind på banen for at fælde et træ der stod midt på banen. Målene, der er lavet af de bambus, der vokser i området, er på størrelse med håndboldmål.

Efter at maraen bevæger sig ned mod banen dannes holdene. En spiller, som regnes for leder og holdejer, holder en 1-colon mønt (ca. 1 krone) i hånden, og mens han går rundt og pjatter og skubber til de andre spillere, kaster han mønten op i luften for at signalere, at holdet er åbent for de deltagere, der vil bidrage. Andre sætter deres colons ind, og når holdlederen har fem colons, er holdet lukket. Oftest består holdene af nære venner (comadines). Venner der véd, at de kan stole på hinanden.

...Og Spillet Begynder

Kamp om bolden. Bemærk at næsten alle spillerne er afventende, undtagen spilleren med ryggen mod kameraret, der angriber boldholderen. Dette skyldes reglen om at ikke mere end en må angribe boldholderen. Foto: Henrik Rønsbo.

Det hurtige spil, der spilles, er meget beslægtet med tre- til firepersoners indendørsfodbold, men her må målmanden dog gribe bolden, ligesom tacklinger også er tilladt, selvom kun en forsvarsspiller af gangen må angribe boldholderen.

Spillet gøres yderligere fysisk af, at der ofte spilles med otte til ti personer på banen. Der er meget lidt plads til at drible, næsten enhver bevægelse bliver forhindret af en modstander, de uforudsigelige opspring fra den ujævne jord og klippe, samt de skæve returbolde fra klipper og sten omkring banen - ikke at forglemme træet der tidligere stod i midten - gør at selve spillet ofte kendetegnes ved lange intervaller, hvor to spillere kæmper om at få kontrol med bolden, mens de andre ser til. Kun lejlighedsvis brydes dette spil med afleveringer, hvorimod der er meget spil i luften og mange skud på mål udefra.

En kamp, spilles som to halvlege på 10 til 15 minutter hver, og de indledes oftest med ét langt energi-udbrud fra de to holds side, og dette vedligeholdes indtil et af holdene fører med adskillige mål, hvorefter intensitet sænkes.

Den ujævne bane gør, at held tit spiller en betydelig rolle. Den eneste sikre måde at få overtaget i et spil og chancer er at bruge energi på at tilkæmpe sig en position, hvorfra man kan lave hovedstød eller skyde på mål.

I sådanne fysisk udmarvende kampe, hvor der ydermere er penge at vinde, er det fordelagtigt at spille med mænd, man kan stole på (comadines), venner der vil forpligte sig, målmænd der ligger vandret på klippegrunden uden at kny, og som sætter hovedet på en bold hvor der lige har siddet en hundelort. Det er af denne grund at holdene oftest består af folk, der har tillid til hinanden. Hverdagens fodboldhold udgør alliancegrupper, hvor medlemmerne tit også tiltaler hinanden ved brug af familiebegreber så som fætre (primos) eller brødre (hermanos).

Fodbolden som Ritual

Fodbold er på denne måde et hverdagsritual, hvor alliancer dannes og brydes inden for gruppen af yngre mænd. Når der sker ændringer i et hold, signalerer det også ændringer i de personlige alliancer og tillidsrelationer. Denne form for fodbold er derfor vigtig i hverdagen, men det er ikke den, der giver anledning til at samtaler om landsbyfællesskabet, om ladinoerne og om borgerkrigen begynder at væves. Denne form for fodbold er nemlig ikke en optræden, i hverdagsfodbolden lukker hver enkelt gruppe sig om sig selv og forhandler sine interne alliancer - og kun i de meget få tilfælde at alliancer brydes offentligt giver det anledning til en større polimik.

De fleste samtaler om ladinoernes dominans, og det indianske fællesskab udspringer af den fodbold der i en kommunal turnering, hvor hold fra forskellige territoriale og etniske grupper mødes. Det er ved sådanne lejligheder at fodbold bliver til en ritualiseret offentlig optræden, der er adskilt fra hverdagslivet, og dermed åbner for refleksioner over dette.

Borgerkrigen som baggrund

Don Chepe, medlem af det indianske landsbyfællesskab. Under borgerkrigen blev fire af hans sønner dræbt. Cobo, hans barnebarn er nummer to fra højre på holdbilledet. Foto: Henrik Rønsbo.

For at forstå betydningen af den kamp jeg i det følgende vil beskrive, må vi gå tilbage til borgerkrigens begyndelse i 1979. På dette tidspunkt var beboerne i den øverste halvdel af landsbyen de mest aktive deltagere i venstrefløjens politiske bevægelser. Sidst i 1979 organiserede mændene her et angreb på en kaffe-plantage, hvor Santo Domingos indianske befokning har arbejdet i generationer. I forbindelse med ildkampen blev en af angriberne fanget, og under den efterfølgende tortur gav han navne på andre medlemmer af gruppen i landsbyen. Dette førte til adskillige bortførelser fra landsbyen, og tidligt om morgenen den 26. februar 1980 blev landsbyen omringet af den salvadoranske hær. Den dag blev 24 mænd, alle indianere fra landsbyens øverste halvdel, dræbt, de fleste af dem blev henrettet med skud i hovedet efter tortur, og i de følgende måneder blev yderligere omkring 30 mænd dræbt af hæren med hjælp fra den lokale Civil Patrulje (en slags hjemmeværn). Især ladinoerne var aktive i patruljen. De deltog i husundersøgelse og bortførelser og hjalp hæren med at finde navngivne personer. Derudover udviste ladinoerne i landsbyen også foragt for de kvinder, hvis mænd var blevet dræbt i løbet af foråret 1980, og som derfor var tvunget til at overleve udelukkende ved produktionen af comales.

Årest Højdepunkt

På grund af dette historiske fjendskab mellem landsbyens øvre halvdel og ladinoerne, havde man store forventninger til kampen i 1996 imellem Las Vegas (indianerne) og Fuerzas (ladinoerne). Kampen blev spillet på en bane syd for landsbyen, som ejes af lederen af Fuerza, Justo Cardenal, en af landsbyens rigeste ladinos. Før kampen havde flere hundrede mennesker samlet sig omkring banen, og da det var en turneringskamp, var et marimba-band fra en nabolandsby blevet lejet.

Tilskuerne stod rundt om banen på tre sider med den lille ladino-gruppe isoleret i den ene ende i skyggen under et træ og det kommunalt lejede marimba-band ved siden af. Las Vegas-tilskuerne stod ved den ene langside, og de neutrale tilskuere langs den anden ende. Øl, vand og mad blev solgt af kvinder, der dog også deltog aktivt med tilråb under kampen. Kernen i Las Vegas mara-en var centreret omkring holdejeren, en ung mand der som soldat mistede et ben under krigen, men som nu organiserede holdet. Han indsamlede penge fra hver spiller og gav pengene til dommeren sammen med spillerkort, hver med navn og billede, en almindelig procedure forud for en officiel fodboldkamp.

At Sætte Holdet

At sætte holdet er en langtrukken forhandling mellem holdlederen og de ældste spillere. Selvom der bliver ført lange diskussioner i dagene forud for en kamp om, hvem der skal spille, og hvem der skal udelades, er det oftest spørgsmål som, hvem der har et sæt støvler og hvem der har tømmermænd - hvilket var min undskyldning for ikke at deltage den dag - som afgør holdopstillingen. Holdet udgøres derfor af dem, som betragter sig selv som gode og bedre end andre på den bestemte dag.

Denne måde at sammensætte et hold på afviger meget fra de allianceforhandlinger, som finder sted ved den fodbold, der spilles til hverdag, og det har en stor indflydelse på den måde, spillet spilles på. I stedet for at udgøre en konstelation af personlige alliancer er holdet en samling individer, hvis hovedaktivitet på banen er at vise den individuelle udmærkelse, der berettigede dem til at træde ind som spillere den dag.

Hvis et hold derfor taber, deles skylden af forsvarsspillerne og i sidste ende målmanden, hvorimod det i tilfælde af sejr, er målscoreren, som hyldes. Denne fokus på individualitet har den virkning, at spillet på midtbanen i høj grad ignoreres og overlades til personlige luner og indfald, hvis det dog ikke går som det oftest gør nemlig at det glemmes helt.

På et hold af enkeltindivider har ingen autoritet over andre og ingen fungerer derfor som organisator af spillet. Der bliver ikke lavet aftaler om løbemønstre eller defensivt ansvar i form af opdækningszoner eller personer.

Det, som jeg i kampene opfattede som et totalt kaos, var imidlertid den rigtige måde at spille på; det var en fremvisning af individualitet, og de efterfølgende timers analyse blev brugt på at diskutere særlige optrædener og ikke holdets eller dele af holdets overordnede optræden, så som forsvar, angreb eller midtbane - den taktiske drøftelse eksisterer ganske enkelt ikke.

Fuerza - Las Vegas 2-1 (1-1)

Men lad os vende os mod kampen mellem Fuerza og Las Vegas. Ti minutter inde i kampen fik Fuerza et mål. I første omgang vidste ingen, om der var mål, men under pres fra spillere fra Fuerza anerkendte dommeren det. Under stor støtte fra tilskuerne spillede Las Vegas sig dog tilbage i kampen. De kontrollerede spillet på banen og vandt de fleste dueller i såvel luften som på jorden. Hele ugen havde det regnet, og banens tilstand gjorde, at det spil, Las Vegas spillerne er vokset op med på en bane som den der er beskrevet ovenfor, kom til sin fulde ret. Las Vegas udlignede hurtigt og havde adskillige gode chancer, bl.a. et skud på målrammen. Første halvleg var ovre, og stillingen var uafgjort 1-1.

Las Vegas før den første kamp. Pigen på billedet er Holdets Dronning, der skænker kampbolden der skal bruges. Det er forfatteren, der er målmand. Foto: Henrik Rønsbo.

Under første halvleg havde der været adskillige situationer der er interessante, fordi de gav anledning til diskussioner af, hvori landsbyfællesskabet består. Ti minutter før halvleg, kom det næsten til slagsmål mellem Justito - den ældste søn af ladino-holdejeren Justo, der ligeledes spiller - og den ældste overlevende søn af en mand, der blev dræbt den dag hæren omringede landsbyen i 1980. En anden faderløs søn invaderede banen med så mange som ti andre fra den øverste halvdel af landsbyen, og de angreb alle Justito. Nogle spillere skilte dem ad, og spillet fortsatte. Lidt senere havde en Las Vegas spiller en friløber, men han blev holdt tilbage af Justo - Justitos far - der spiller sweeper på Fuerza. Tilskuerne løb igen et par meter ind på banen, men da episoden fandt sted i den anden ende, kom det ikke til slagsmål. Justo blev straffet med et gult kort, og lige efter frisparket råbte en ung mand: "Du dræbte vores fædre - idag vil vi vinde over dig!" ("Mató nuestors padres - hoy te vamos a ganar").

Men sådan skulle det ikke være. Under det meste af anden halvleg var Las Vegas presset tilbage, og mod slutningen lykkedes det Fuerza at score endnu et mål, mod et nu meget træt Las Vegas hold i hastig opløsning.

Om aftenen blev det diskuteret, om holdet kunne blive ved med at træne. Området, der blev brugt til træning og til turneringen ejes af Justo Cardenal, ejeren af ladino-holdet. Da han forlod banen efter kampen, kunne man høre ham råbe: "Fra nu af kommer disse comalero indianere ikke ind!" ("Ya no le voy a dejar entrar a estos Indios comaleros"). Alle, tilsyneladende også Justo, følte, "vi" havde vundet kampen, og holdet mente selv at det måtte være en historie til den bog, jeg var ved at skrive, hvilket jeg fortalte dem, at det så sandelig var.

Måden Justo omtalte Las Vegas på er typisk for modsætningen mellem indianere og ladinos. Brugen af termen "comalero-indianere" om de unge spillere henviser til, at deres mødre har forsørget dem ved at arbejde med ler, en beskidt kategori og et nedværdigende arbejde i det lokale liv. Med denne bemærkning forsøgte han, trods den spænding der længe havde hersket om udfaldet af kampen, at fastholde sit herredømme i fodboldspillet såvel som i landsbyens politiske og kulturelle liv.

Reflektioner på Kampen

Det, der var sket, og årsagen til at spillet var en historie til bogen, var, at under kampen var borgerkrigen blevet genopført. Næsten alle spillere fra Las Vegas er sønner af de mænd, der blev dræbt i begyndelsen af 80erne i den periode, hvor Justo Cardenal var aktivt medlem af Civil Patruljen og borgmester i landsbyen, og Fuerzas hold består i vid udstrækning af spillere fra ladino gruppen,der støttede hæren.

"Genopførelsen" åbnede op for overvejelser af de sociale relationer, der eksisterer imellem ladinoer og landsbyens indfødte, og mellem disse to grupper og verden udenfor. Hvor Las Vegas holdet bestod af unge mænd fra landsbyens undtagen mig selv, var Fuerza-holdet sat sammen med det ene formål at vinde. Det bestod derfor af ladino-gruppens bedste, fire i alt, to spillere fra den nederste del af landsbyen, nogle få spillere fra Cantón El Zope som ligger syd for landsbyen, og resten af spillerne var købt andre steder, nogle spillede endda på andendivisionshold, så som Los Tiburones(Hajerne) fra Acajutla.

Alle spillere på Fuerza blev betalt forskellige pengebeløb af Justo, mellem 30 og 50 Colones for en kamp, hvilket svarer til mellem en eller to dagslønninger for en landarbejder. Selvom Justo, når han talte med mig, forsvarede sig og hævdede, at landsbyen burde støtte hans hold og dermed faktisk hævdede, at han var medlem af fællesskabet, var der ingen som jeg talte med de følgende dage, der opfattede det på denne måde.

Argumentet var, at Justo vandt, som han altid gør, ved at købe folk. Over for landsbyfællesskabet erklærede han herved, at dette fællesskabvar mindre vigtigt end den styrke, der kunne købes gennem folk udefra, og måske netop derfor er holdet døbt Fuerza, hvilket betyder styrke på spansk. På den anden side var Las Vegas-spillerne, selvom de ærgede sig over at tabe, stolte over, at de havde præsteret en jævnbyrdig kamp med et hold, som var sat sammen med det ene formål at vinde og som ikke udtrykte de enkelte fællesskabsmedlemmers anstrengelser.

Ladina-piger i halvlegspausen. Bemærk firhjulstrækkeren og hesten. Foto: Henrik Rønsbo.

Et andet vigtigt tema i kommentarerne under og efter kampen var marimba-bandets placering på banen. Marimba-bandet var betalt af kommunen, men ikke desto mindre var det anbragt i det fjerneste hjørne på banen, hvor Fuerza spillerne og fans (ladinoer fra denne og tilstødende kommuner) havde parkeret deres pick-ups, drak øl og holdt barbecue. For resten af landsbyfællesskabet var dette et tydeligt billede på den måde, hvorpå ladino-gruppen anvender kommunale midler, nemlig til deres eget bedste og ikke til fællesskabets bedste.

Fodbold og Tradition

Det indianske landsbyfællesskab fejrer Jesu fødsel. Foto: Henrik Rønsbo.

Som jeg har beskrevet var fodboldkampen mellem Fuerza og Las Vegas en optræden, der havde sit afsæt i hverdagens aktiviteter og som dog adskilte sig fra hverdagens fodbold. Kampens struktur og sammensætningen af holdene førte til, at den fremstod som en platform for overvejelser af de forskellige typer af relationer, som ladinoerne og de indfødte i landsbyfællesskabet har med hinanden og verden udenfor. Selvom folk ikke kommenterede det,udtrykte holdene brudlinierne under borgerkrigen, hvor ladino-medlemmer af civilpatruljen med støtte fra hær- og politistyrker udefra, dræbte indfødte mænd fra den øverste del af landsbyen. Holdenes sammensætning og kampens forløb gav således en mulighed for, gennem kommentarer og offentlig debat, at udtrykke tilhørsforholdet til landsbyfællesskabet såvel som mistillid til folk udefra, som ladinoerne kaldes og opfattes, til trods for at de fleste ladino familier har boet i Santo Domingo i det meste af dette århundrede.

Fodbolden - et spil, der først blev indført i landsbyen for omtrent 40 år siden, er siden da, blevet den vigtigste måde, hvorpå mænd forhandler personlige alliancer i hverdagen - og er ligeledes blevet en af de vigtigste måder, hvorpå det indianske landsbyfællesskab gennem optræden og debat genskabes og vedligeholdes i landsbyens offentlige rum, og dermed har fodbolden erstattet costumbre (traditionelle danse og sange der udspringer af religøse cerimonier).

Herredømme og Hukommelse

Tidligere patruljemedlem, ladino og beboer i Caulote. Bemærk forskellen mellem de to mænds hatte og fodtøj. Foto: Henrik Rønsbo.

Men når en af drengene råber til Justo: "du dræbte vores fædre, idag vil vi vinde over dig!", bliver fodbolden også et medium, hvori det indianske fællesskabes social hukommelse organiseres. Drengene husker gennem spillet drabene på deres fædre, onkler og brødre, og handler derpå. Denne handlen finder ikke kun sted i selve kampen, men også gennem deltagelsen udefra, og i diskussionerne efter kampen. Det var en vigtig kamp for dregene, ikke kun fordi Las Vegas var tæt på at vinde, men også fordi den udtrykte drengenes fælles historie og fælles tab.

For Justo og landsbyens ladinoer var det også en betydningsfuld kamp, dog ikke læst i forlængelse af landsbyens historie, men som en kamp om status. Justo Cardenal’s bemærkning efter kampen: "fra nu af kommer disse comalero-indianere ikke ind [på banen for at træne, forf. bem.]", fortæller, hvorledes han fortolkede kampens åbenhed - nemlig som en trussel mod det etablerede status og dominansforhold, med ladino-gruppen som de dominerende.

Justo spillede ikke med i det lange historiske drama, der blev indledt da hans oldefar, begyndte at tilegne sig landsbyens fællesjorde omkring år 1900, han spillede heller ikke imod sønnerne af mænd han havde medvirket til og iscenesat drabene på, men derimod med unge mænd, der hele livet havde overlevet på deres mødres produktion af comales, og for Justo Cardenal var det, opretholdelsen af det fortsatte herredømme over denne gruppe, der var på spil. Den dag udfordredes hans autoritet, og selvom herredømmet forblev uforandret, åbnede kampen dog alligevel et rum, hvor nye historier kunne drømmes og frygtes, historier hvor ladino-gruppen ikke længere havde magten i landsbyen.

Henrik Rønsbo, ph.d.
Center for Udviklingsforskning

Artiklen til grund for denne beretning kan findes i: Jordens Folk. 33. årg., nr. 3. September 1998.