Jeg har det efterhånden sådan med Wankerdal (Steen Ankerdal, sportsredaktør på Berlingske Tidende - red.), at jeg er glad for at han ikke bor i mit barrio. Jeg er nemlig alvorlig bange for at jeg ville komme til at trykke på den forkerte pedal, hvis han pludselig stod i vejen, så meget kan han få mit pis i kog. Men nu bor Wankerdal nok ikke på Vesterbronx, så den situation undgår jeg heldigvis.
Bagefter at have læst det seneste misfoster fra Wankerdal (Berlingske 30/11/98) tænkte jeg på om der ikke var mindre drastiske metoder man kunne anvende, som for eksempel at tyre en fadbamse i nakken på ham ovre på logen, men så tænkte jeg på at det sgu nok ville medføre livstidsdom i Parken og det er han heller ikke værd.
Så jeg er henvist til pennen og det er nu heller ikke så slemt. Problemet med Wankerdal, for det er et problem, at han taler som en almindelig fan. Han holder med en arbejderklub synes han selv, han skriver til læserne så de kan forstå ham, han vil i det hele taget gerne antage den position hvor han bliver udråbt som den tænksomme fodboldkommentator forankret i dansk fankultur, men med de skæve og eftertænksomme vinkler. Han deltager eksempelvis gerne - men selvfølgelig kun fra sin privilegerede position som kronikør i Sportssektionen - i debatten om hvem der er og hvem der ikke er ‘Byens Hold’, han kommenterer med stor glæde fansenes opførsel på stadion, og det har jeg det sådan set udmærket med. Problemet er blot at han gør det fra den gale side af banen. Med en stor reporterrøv plantet i presselogens bløde plastikpuder, mener han sig i stand til at beskrive hvad der foregår over hos fansene, og det falder mig dybt for brystet. Hvis Wankerdal har lyst til at skrive bredere og mere essayistisk om fans og fodbold, så skulle han måske tage og flytte røven derover hvor skriveriernes midtpunkt befinder sig, men det ønsker han ikke, og derfor INGEN RESPEKT til Wankerdal så længe han skriver om os, men gør det fra den anden side af banen.
Men det er ikke det eneste Wankerdal gør. Wankerdal benytter også gerne at rive fodboldens ledere i næsen hvad de har sagt, udstille hykleriet i dansk fodbold, forsvare den ærlige spiller der med et rent hjerte og blå tæer kæmper lørdag efter lørdag for sin serieklub ude på Amager Fælled. Wankerdal tror nemlig at vi her har at gøre med en modsætning. Hvis man spiller for et seriehold på Fælleden så kan man ikke tiltrækkes af de store og glamourøse udyr, om det så er i Parken eller Brøndby de luftes. For den almindelige avislæser, der hopper hen over siden er dette jo et let og tilgængeligt argument. Det ligner hvad vi ser i reklamer, på film og i bøger. Overalt præsenteres vi for den samme struktur for fortællingerne, nemlig de store onde mod de små renfærdige. Det sted vi nok tydeligst ser den struktur er i børne- og ungdomsfilm, og det er på det stade som Wankerdal cykler rundt. Nogen ganger prøver Wankerdal så at paradere social analytikerens briller, med en mindre ændring i ordvalget så det ikke er de store onde mod de små renfærdige men derimod den store overklasse kapital mod de smukke arbejderklubber. Problemet er bare at den analytiske optik er ligeså ensidig og snæver som de store mod de små. Derudover gør han det dårligt. Han kan ikke sin historie og forveksler social grupper med fordomme om klubbers placering, på det punkt er han hverken værre eller bedre end den gennemsnitlige fodbold fan, blot han tjener penge på det og nogen gange undrer man sig over hvorfor.
Det han ikke forstår er at der jo i Københavnsområdet er mange mennesker der har nogle mærkeligt sammenblandede fodboldidentiteter. En på Sidelinien (debatforum for FCK-fans, red.) har lige skrevet at han som Frem'er ihvertfald hader BIF og holder mere med FC, hvilket udviklede sig mens Frem var nede i serierne, og mange kan nikke genkendende til at have spillet i deres børne- og ungdomsår i klubber som ØB, Hellas, Skovshoved, Gentofte, Vestia, KFUM, Skjold, FB, Dalgas og hvad de nu ellers hedder alle de småklubber som udgør underskoven i dansk fodbold. Det forhindrer dem dog ikke i alligevel at holde med et andet hold i dansk topfodbold. Samtidig spiller de så fodbold i en klub, hvis navn leger med det store udenlandske hold de beundrer - nogle af de bedre af slagsen er fx Liverpål eller HA Jur Nited fra DAI rækkerne - og om lørdagen i vinterhalvåret sidder de og holder med et engelsk hold de fleste aldrig har set spille på et stadion, men sådan har det været siden de har drenge. Wankerdal er ikke istand til at rumme denne mangfoldighed, han holder blot med KFUM - fint for ham - men hvis han vil skrive om os andre, så ville det klæde ham at han beskrev vores verden som vi oplever den. Oplevelsen af at være fodboldfan og stå på et stadion og se sit hold spille er ikke det samme som at stå med tæerne på en kridtlinie og se en seriekamp hvor bagerens søn står på mål og lillebror spiller højre back. Det er heller ikke det samme som selv at spille, eller som at sidde derhjemme og følge tipslørdag med dundrende tømmermænd og en byge af grønne flasker på bordet. Det at holde med et hold sammen med tusindvis af andre er en unik oplevelse, men for at indse det kræver det jo at han letter røven, og hvad er sandsynligheden for det? heldigvis ikke stor - for hvem ved, måske jeg tabte en fadbamse ned i hans staveplade....
dna
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 30. november 1998.