Kronikken

Den fortabte søn vender tilbage (24/2/98)
Hver uge - ja næsten hver dag, kan vi i diverse aviser læse om spillerhandler i national og international fodbold, og efterhånden også i andre sportsgrene. Indtil for få år siden, lignede spillerhandlerne en organiseret form for hvid slavehandel, men så dukkede en ukuelig belgisk fodboldspiller op ved navn Jean (Marc) Bosmann, som ikke ville finde sig i, at han efter en opfyldt kontrakt ikke bare uden videre kunne skifte arbejdsplads - læs klub.
Konsekvenserne af dette er nok de fleste bekendt, og jeg skal da ikke benægte, at jeg finder dommen, og det efterfølgende grundlag for spillerhandler mere anstændigt. For dansk fodbold har dette efterhånden medført en del mislykkede transfers, og hvis man kigger på FCKs spillerstab, har en hel del haft dette inde på livet.
De grelleste eksempler er:
Henrik "Store" Larsens mindre vellykkede ophold i Pisa. David Nielsen var heller ikke just heldig med sit ophold i Fortuna Düsseldorf, endskønt det var kortvarigt. Bjarne Goldbæk var i længere perioder ude i kulden i både FC Kaiserslautern og FC Köln. De nyankomne Thomas Thorninger og Thomas Rytter, kan heller ikke se tilbage med den store lykke i sindet overfor deres optræden i udlandet. Selv ugens helt store danske spillerhandel Brian Laudrup havde en uheldig sæson (måske 2) i Italien.
Listen over spillere, der kommer fra den hjemlige turnering til udlandet, er faktisk temmelig lang. Det er vel at mærke spillere, der har markeret sig som profiler i Danmarks ypperste fodboldrække.
Hvad sker der, når de kommer til udlandet; mange af dem må friste en kummerlig tilværelse i periferien af klubbens 2. hold, hvis deres karriere ikke ender med en alvorlig skade a' la Torben Frank eller Henrik Mortensen (AGF) - specielt Torben Frank vil jeg gerne sende en medfølende tanke, og beklage at et kynisk menneskesyn, løgn og ansvarsforflygtigelse skal ødelægge en lovende karriere. (ups dette var vist et sidespring)
Tilbage til de håbefulde nyproffer: Hvorfor flopper så mange af de danske spillere, når de starter i udenlandske klubber?
Jeg har meget svært ved at forstå det - jeg anser Faxe Kondi Ligaen som Skandinaviens stærkeste, men har jeg i mine nationale briller helt overset den Norske Tippeligaen? Se på England og Skotland, hvor mange norske spillere gør karriere derovre: ca. 50 stykker, hvoraf hovedparten optræder i Premier League og resten i 1. Division, og de fleste af dem er vel at mærke fast inventar i 1. holdstruppen, hvilket mange af de danske spillere knapt nok er. Selv landsholdsemner som Claus Thomsen og Allan Nielsen har meget store problemer med at holde en plads i deres respektive klubber - specielt kan det undre at Allan Nielsen har problemer. Han er i mine øjne blandt de 20 bedste midtbanespillere i Europa.
Til gengæld er der en hel del norske spillere, af hvilke mange ikke engang er i nærheden af landsholdet, uge efter uge at finde blandt de 22 startende på grønsværen.
Ser man på det Norske landshold og på Rosenborg, så er det jo ikke fordi den tekniske del af spillet ligefrem springer i øjnene, men de skaber sgu resultater. Den tid, hvor Norsk fodbold var kanonføde er helt forbi - selv Kaiser Franz af Bayern München har erkendt, at Rosenborg faktisk er et hold af international klasse.
Jeg arbejder med en teori inde i mit hoved, der går på, at de danske spilleres hjemlige succes simpelthen er for letkøbt; de oplever derfor et enormt kulturchok, når de i udlandet skal starte fra bunden af hierarkiet i klubben, hvilket heller ikke må være særlig sjovt - når trænere og "med"spillere sætter MEGET store spørgsmålstegn ved den pågældende spillers evner.
Jeg kunne godt tænke mig at høre fra Thorningers mund, hvorfor det gik galt i Perugia? Jeg anså ellers ham for at have evner, der skulle række til Serie A, men alligevel blev han hurtigt lagt på is i bjergene nordøst for Rom.
Thorninger havde jo haft erfaringerne som lærling i PSV, hvorfra han godtnok vendte hjem. Er det fordi han og mange andre danske spillere er tryghedsnarkomaner? Se på Kim Vilfort, en spiller som man ikke kan andet end at respektere uanset det faktum, at han det meste af sin karriere har spillet i den forkerte klub :o) - han ytrede ved flere lejligheder, at han ikke kunne fungere i udlandet ejheller hans tidligere klubkammerat og europamester Kim Christofte virkede synderlig velplaceret i udlandet.
Er den danske fodboldopdragelse for meget pakken talenterne ind i vat og bomuld? Skal topklubbernes ungdomsafdelinger til at kræve mere af sine talenter? Skal de etablerede spillere lære at slide mere og træne hårdere i hverdagen? Det er jo så let at sidde eller stå på sidelinien og bare udbasunere intensiverede og øgede træningsmængder, men vil det dybest set fremme spilkvalitet og fysisk, psykisk modenhed ved skifte til en udenlandsk klub?
Nu ville det jo være spændende om nogle af spillerne blandede sig i Fusionsnipsernes debatsider, og ikke nødvendigvis kun FCK'ere. Disse spillere er nok de mest kvalificerede til at give nogle seriøse bud på denne problemstilling. Og at det er et problem kan ingen i dansk fodbold løbe fra; når alle topklubberne mister stamspillere, så bliver konkurrencen i FKL dårligere, og når disse stamspillere ender som nul og niks i udlandet, så var det i sidste ende bedre, at disse blev herhjemme.
At trafikken efterhånden også er ved at vende kan vi i FCK være de første til at bifalde, indtil videre kan jeg tælle 8 tidligere udlandsproffer, og vores arvefjende på vestegnen har også været nede i tegnebogen i samme ærinde.
Jeg kan kun bifalde den trafik, da den er med til at øge bredden i toppen af FKL. Til sidst et frækt gæt, hvornår mon vi ser tvillingerne Johansen hjemme i Danmark igen? Tjah!!!! Man kan jo gætte, og mon det bliver i FCK?

Peter B. Jensen