Kommer forløsningen i år?

af Peter B. Jensen

1998 har været et meget ombrust år for FCK, det er jo ikke sket så lidt endda (som de siger i Jylland). Og lad mig bare tage een ting ad gangen:

Trænerskiftet
Ansættelsen af Christian Andersen har været vendt og drejet på Sidelinien og i pressen - gad vide, hvor meget Christian Andersen selv har læst af det? Hvilke forventninger kan man med rette stille til en overordentlig ambitiøs træner som Christian (jeg tillader mig at være på fornavn med vores træner). Han førte som bekendt AB fra nul og niks til toppen af dansk fodbold. Dette gjorde han selvsagt ikke uden hjælp fra spillere, og assistent træner, og den resterende del af AB, men måden det hele blev gjort på, har fået mig til at fløjte (lissom man fløjter efter pigerne) og lette på hatten. For det hele skete med en omgang fremadrettet fodbold, der var mere spændende at se på. Det skete jo ikke fra den ene dag til den anden, men jeg erindrer, at vi selv hang med r.ven i vandskorpen, og vi klarede os på, at truppen smøgede ærmerne op og tog arbejdstøjet på. AB'erne derimod, de begyndte at spille sammen og turde pludselig at have boldkontakt, og turde udfordre modstanderen. det var ikke altid resultatet gik lige godt, men AB spillerne virkede som om de selv troede på det, deres træner fortalte dem - og nok så væsentligt Christian tog en del af mediepresset væk fra spillerne ved at udråbe sig, som "Danmarks bedste træner". Dengang var der en hel presse og en ½ fodboldverden, der tog den udtalelse bogstaveligt, men tiden har jo vist, at Christian ikke var den ringeste træner i FKL - som Peter Rudbæk nok ville have sagt.

Hvad kan Christian så tilføre og stille op med en meget stærk og komplet FCK-trup?
Det fremadrettede begyndte jo at fungere ganske fint allerede mens Kim Brink vikarierede, men effektiviteten oppe foran...uha uha!!! Jeg vil mene, at der skal sættes ind på den enkelte spillers evne til at fokusere på de rette elementer af spillet. Christian fik jo Chris Hermansen til at gå amok i et sandt målorgie, mon ikke Todi, Thomas og David får lektioner at stå de rigtige steder og gøre det rigtige i den givne situation. Ellers håber jeg Christian er i stand til, at få sat mere tempo og præcision på pasningsspillet, og få rettet op på de koncentrationssvigt i de sidste 15 min af kampene. Jeg tror også, at der er nogen spillere, der for alvor modnes af Christians ligefremme facon, og meget professionelle indstilling - hele klubben kan måske lære et og andet. Jeg kan ikke forestille mig, at vi skal have et trænerskifte grundet manglende resultater og dårlig moral i truppen.

Hvem der skal spille hvilke pladser?
Løns og Brian Laudrup ligner de eneste, der kan være sikre på deres pladser, men jeg bliver mere end almindelig forbløffet, hvis Niclas Jensen og Thomas Rytter mister deres pladser uanset hvilket system Christian vælger at spille med. Mon ikke han fortsætter sit foretrukne 3-5-2? Bliver Laudrup så brugt på midtbanen eller som den ene af angriberne? Hvad med Pjotte, bliver han tilovers nede bag i, eller skal han flyttes op på midtbanen? Vores idealopstilling virker for første gang i umindelige tider meget åben, og der er ikke på forhånd uddelt fribilletter til nogle spillere - og jeg er sikker på at både Løns og Laudrup ryger direkte på bænken, hvis de ikke viser, hvad de kan.

Nye spillere:
Thomas Gill: en, ifølge Sideliniens mange indslag, kontroversiel herre, der ikke befinder sig godt på en udskiftningsbænk. Jeg tipper forsigtigt på, at han bliver førstevalg, men hvordan bliver det med kommunikationen mellem ham og forsvaret?

Christian Lønstrup: der lige nåede at snuse til efterårets sidste kampe. Hvad har opholdet på Sardinien givet ham, eller hvad har det taget fra ham? Jeg husker Løns, som en elegant tekniker, der af og til manglede et køligt overblik, når forsvaret var sat under pres. I Italien har han sikkert lært sig "det håndfaste håndværk", og med alderen tror jeg, at Løns har det hele i sig, og har fået rutinen og roen. Christian A har udpeget ham til at blive holdets krumtap, jeg tror på, at han bliver en gevinst på den plads - Pjotte og Morten Falch (hvem husker ikke hans forrygende efterår 97)garderer denne plads, og Martin Nielsen kan i yderste fald hives ind på pladsen i tilfælde af skader og karantæner.

Brian Laudrup: Købet over alle køb til den hjemlige liga. Brian kender til forventninger og presset, og han har prøvet et hysteri, der får vores klub til at ligne en søndagsskole. Jeg tror også, at Brian yder sit maksimale når han er under et forventningspres, men er det pres stort nok til at motivere Brian? Hvis Brian kan holde sit meget høje niveau, så kan han blive den altafgørende faktor i bestræbelserne på at blive mestre for 2. gang. Det kræver selvfølgelig, at den eller de der skal afslutte hans målgivende pasninger, også som ovenfor skrevet, udnytter chancerne bedre.

Resten af truppen:
Diego Tur: ser endelig ud til at være tilbage i kampform, bare han kan holde, og ikke rager sig flere skader til.

Thomas Rytter: Jeg håber inderligt at lysken holder, ellers har vi Pjotte som et fornuftigt alternativ.

Lars Højer: Fik igen gang i bentøjet, bare det nu kan holde. Og slås for sin plads det skal han og resten af midtbanen. Vi vader nærmest i gode midtbanefolk.

Kim Madsen, Newroz Dogan, Kofi Dakina, Henrik Larsen, Clemment Cliford (troede han var solgt!), Claus Nielsen, Martin B Larsen og Morten Falch får godtnok deres at se til, de må regnes for marginalspillere - på papiret!! Får vi yderligere forstærkninger:
Det er jo det rene gætteri at give sig af med, men hvis Peter Knudsen nu vil vende snuden hjemad, hvad afgør hvor han ender henne...hvor stor indflydelse havde/har Christian Andersen på Hr. Knudsen? Hvem kunne ellers føle sig fristet af at spille i blåt og hvidt - vi har jo potentialet til noget stort, hvem vil kunne tænkes at søge vores græsgange?

Kommer den forløsning så?
Igen er det rent gætteri, men ja jeg tror vi vinder denne gang. Hele truppen er sultne, og de viste allerede i den sidste del af efteråret, at stabiliteten var ved at indfinde sig. Jeg tror kun det kan gå yderligere fremad. Kampene mod Chelsea viste, hvad FCKs hold egentlig kan og vil, der manglede lige den sidste ½ meter. Jeg tror, at de ovennævnte faktorer mht. træner og nyindkøbte spillere giver den sidste bid, der giver succes. Jeg forudser også, at AaB bliver den værste konkurrent. De har erhvervet sig nogle særdeles giftige og kompetente spillere af nabolandsk afstamning. AB & BIF er mere svære at blive kloge på. Ab har købt Abdul Sule, men de havde jo Chris Hermansen til at skrabe nedfaldsfrugterne ind over stregen, så det køb kan jeg ikke blive klog på. Ole Mørch er en god og dygtig træner, men er han ligeså god med et hold, der er nødt til at påtage sig favoritrollen? BIF skal man ALDRIG undervurdere, men holdet syntes i efteråret at være langt fra fordums "storhed", men en vinterpause kan jo ændre en del. De lignede godtnok en pose nødder i den turnering eurosport viste her i januar, men samtidig forsøger BIF seriøst at få spillet Da Silva ind på holdet, og det er der altså perspektiv i. BIF svaghed har længe været Kenneth Rasmussen og en meget tyndt besat venstre side i forsvaret, men en fuldt funktionsduelig Da Silva vil pynte en hel del. Der har været rygter om et køb af Cesar Sampaio (stavning?), det er vel ikke et helt tosset køb, hvis han kan integrere sig hurtigt. Frasalget af Bo Hansen (hvis han officielt er solgt) behøver ikke at betyde det store, både Peter Graulund, (Tra)Bent Christensen og Peter Madsen venter i kulissen.

Mit tip:
FCK
AaB
BIF
AB

Ud af rækken:
Viborg
B93

Hele denne vinterpause er som et langt forspil....MÅ VI SÅ BEDE OM DEN ..LØSNING!!

Peter B. Jensen


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 24. januar 1999.