Sidste nyt fra KB-ungdommen (15/06/98)
Denne weekend afsluttede ungdomsholdene deres respektive forårsturneringer. I den anledning har vi modtaget følgende indlæg fra Johan Stejn Mortensen, der er assisterende træner for KBs 1. junior. Indlægget vil tillige være at finde i det kommende nummer af KB-nyt.

Efter forårets to første runder så det ikke så lyst ud for 1. junior, idet vi tabte begge runder. Men alligevel kunne vi på 7 runder nå det mål vi havde sat os - igen kvalifikation til Elitedivisionen som nummer ét i rækken. Efterårets modstandere bliver OB, AGF, AaB, AC Horsens og forårets overraskelse Farum, der i sidste runde overhalede både Køge og Brøndby. (Se slutstillingerne for både 1. junior og 1. ynglinge her!)

Der har været sagt og skrevet meget om talentudvikling i dansk fodbold og hvordan dansk fodbold skulle passe på at Brøndby ikke "løb med det hele".

Det må vist efterhånden være på sin plads at mane en stor kæp lodret igennem disse underlige spådomme. Sidste år formåede eksempelvis Brøndbys ynglinge ikke at kvalificere sig til efterårets Elitedivision og i år har hverken deres juniorer eller ynglinge kvalificeret sig.

Til gengæld spillede både junior og ynglinge i KB sig frem til sølvmedaljer sidste år og i år kvalificerede begge hold sig før forårsturneringen var overstået. Ynglingene temmelig suverænt endda. Hertil kommer at KB's drenge og lilleput stadig leverer meget kvalificerede talenter op til juniorfodbolden.

Til næste år (1999) ændres turneringsformen således, at rækken sammensættes af 12 hold, der spiller mod hinanden forår og efterår. Dette hilser vi velkommen, idet vi tror på at det vil være med til at modne spillerne mere med flere svære kampe og større pres i længere tid.

De der har fulgt juniorholdet i foråret har kunne konstatere, at vi har haft mange 1. års juniorspillere i truppen hvoraf én er på kontrakt med FC København. Mange af disse spillere har markeret sig stærkt i forårets kampe. Så stærkt at der er overvejelser i gang omkring yderligere kontraktindgåelse med spillere. Dertil kommer at en række af 2. års juniorerne også er i søgelyset.

Flere af 2. års juniorerne har i foråret deltaget i en række u/21 og u/23 kampe under Kim Brinks ledelse og gjort det tilfredsstillende. F.eks. stiller u/21 holdet kun med spillere fra vores ynglinge og junior hold, mens modstanderne typisk er seniorspillere. På denne måde hærder vi også spillerne.

Træningsintensiteten er også stor. Der trænes fire gange om ugen og strukturen er den at 1. drenge afgiver 3-4 af deres bedste 2. års spillere til juniortræningen og tilsvarende rykker 3-4 2. års juniorspillere op og træner med ynglingene. Derved opnår vi både at få spillerne integreret i et roligt tempo og mærke forskellene i fysik og hurtighed på så tidligt et tidspunkt som muligt.

Alt i alt kan vi konstatere at arbejdet med at producere talenter, der på et tidspunkt kan indgå i superligatruppen er godt på vej. Det er for spillerne en hård og lang vej, men alle -både spillere og trænere - er indstillet på at arbejde for at nå målet.

I sommerpausen skifter vi - ligesom superligaholdet og KB's andre elitehold - til vort nye spilletøj fra Umbro og samtidig en fælles sponsor, bedre kendt fra Parken nemlig Kinnarps. En særdeles flot og lækker tøjkollektion som vi er sikre på at både spillere og publikum vil kunne lide.

Johan Stejn Mortensen


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 15. juni 1998.