Den 8. november var en af den slags efterårssøndage, hvor man burde sidde indendørs på en café med en kop rygende varm kakao og et glas kalua, men hvor man istedet har valgt at stå på et stormomsust stadion. Denne specielle søndag var det en udebanekamp i Parkens skygge - på Østerbro Stadion. Det var også den dag, der for første gang blev skrevet på min hummelspillertrøje med nr. 16 på ryggen.
FC Trekanten var dukket op i rigtig god tid, da erfaringen har lært os, at kommer man sent, får man kun pladser i svinget, og derfra kan man ikke se, hvad der sker langs den ene linie. Derfor placerede vi os på ståtribunen nærmest spillerindgangen. Der kan man heller ikke se noget på grund af de fascistoide skulpturer, men det er en anden historie.
Dagens udvalgte trup, som var udpeget til at tæve det eneste andet rigtige københavnerhold i superligaen - B93 - løb på banen til den obligatorisk hyldest og den ligeså obligatoriske opvarmning. Der var ingen overraskelse over valget af spillere til dagens kamp, men det var den til gengæld, da en af spillerne kom ud sammen med Østergård, Poul Erik og andre af klubbens ping'er - Carsten Vagn Jensen. Han havde ikke siden midten af september været med i en Superligakamp (det forsmædelige 4-1 nederlag til AB), og jeg regnede sådan set ikke med at se ham som spiller mere. Men OK, han var jo også i læderjakke og Levi's.
FC Trekanten var ikke de eneste, der havde bestemt sig for at være på stadion i god tid. Forrest på tribunen stod et par autografhungrende teenagepiger. Da spillerne var færdige med at varme op, fik pigerne tilkaldt Lars Højer og Peter Nielsen til at tegne på deres i forvejen velbeskrevne spillertrøjer. Min trøjer var som sagt ren, og jeg spurgte pænt pigerne, om ikke det var muligt at låne deres tusch, men de var alt for optaget af at få de sidste underskrifter. Til sidst var der ikke flere spillere, og jeg fik modstræbende lov til at låne enhver autografjægers vigtigste værktøj - tuschen. Med høj klar stemme fik jeg fremstammet "CV - kom lige her!". Jeg ville have min første autograf. Og det fik jeg. Hans eneste bemærkning var, at det var jo en trøje med det rigtige nummer. Det kan jeg kun give ham ret i. Pigerne fik også underskrifter, selvom det mest af alt virkede som om, de ikke vidste hvem manden var. Men det gjorde jeg
Pokalfighter '95
Det med Carsten V. og undertegnede startede vel på en solbeskinnet forårsdag i 1995, hvor FC København spillede
Pokalfinale i Parken mod det daværende 1. divisionshold AB, som havde slået arvefjenderne fra Brøndby ud af
turneringen.
Jeg havde kun fulgt holdet i een sæson på det tidspunkt (siden sejren over Silkeborg i næstsidste runde). Som københavner var det naturligt at følge FCK, og da kælen boldbehandling altid har stået i høj kurs hos mig, som hos de fleste FC Fans, var det vel desto mere naturligt. Hvad der til gengæld ikke var naturligt var, at jeg tabte mit fodboldhjerte til en spiller, der havde lige præcist de modsatte kvaliteter af, hvad jeg ellers sætter pris på hos en fodboldspiller. Hans tæmninger og driblinger holdt ikke FCK's normalt høje tekniske niveau, men det kompenserede Carsten V. for med et løbepensum, som de færreste spillere kan matche, og en arbejdsiver, der får Brian Steen til at ligne en dræbersnegl.
Kampen blev vundet; pokalen blev vores, og Carsten V. Jensen blev årets pokalfighter - fuldt fortjent. Jeg var solgt. Derefter var der kun et nummer, jeg kunne have på min trøje - nummer 16.
Mandens kvaliteter
Carsten V. har i sin mangeårige karriere som fodboldpiller spillet i både Næstved, Herfølge, B 1903, Brøndby og altså
FC København. Jeg kender ikke noget til hans ophold i disse klubber, men han har været i FC København næsten siden
starten i 1992.
Hans placering er oftest på en af fløjene på midtbanen, hvor han kan udnytte sin hurtighed. En af hans forcer som indskiftningsspiller er, at han netop kan spille i begge sider, selvom jeg altid har været af den opfattelse, at han var bedst placeret på venstre side. Som venstrebensspiller har han på venstre fløj muligheden for at komme helt til baglinien, og få smækket bolden indover. Det er barnelærdom, at dette giver målchancer, da bolden så ikke kommer i medløb, og derfor er lettere for angriberne at putte i kassen. Desværre har FC København ikke haft en targetman siden Manniche, og effekten af disse indlæg fra fløjen er derfor ikke så stor, som den kunne være. Dette er dog ikke fløjspillernes skyld.
Til tider er han også blevet brugt som back. Mange mener, at det er med mindre succes, men hvis han starter inde, har han oftest gjort det ganske fornuftigt.
Carsten V. har gennem de sidste par år været en af de spillere, som mange FCK-fans gerne ville af med. Man mente ikke, at han levede op til standarden. Jeg har siden mailinglistens barndom skrevet adskillige mails, hvori jeg har forsøgt at forklare, hvor kritikerne går galt.
Hemmingsen og Mio bliver, som Carsten V., ofte kritiseret for deres manglende evner, fordi man helst vil se poleret fodbold med lækre tekniske detaljer, men kampene vindes ofte på fight, og det kan de alle tre.
Mange af de spillere, der har haft deres gang i FC København over de sidste par år, har ikke haft en tilstrækkelig professionel indstilling til deres funktion på holdet. Der har ikke været problemer frem ad banen, for alle vil jo gerne score mål, men der har manglet en del i returløbet og i det defensive arbejde på midtbanen. Heldigvis har klubben foretaget en del indkøb, som har rettet op på dette, og samtidigt virker det som om trænerne har fået disciplinen på holdet på plads.
En anden ting, som kritikerne overser er, at det er vigtigt at have folk i baggrunden, som er i stand til at træde ind på holdet og levere den nødvendige indsats, hvis stamspillere bliver skadet. Carsten V. er et strålende eksempel på en sådan spiller.
Måske trykker alderen
FC København har i det sidste år investeret i et par rigtig gode fløjspillere, som Piotr Haren, Rytter og specielt Niclas
Jensen. Det kan derfor ikke undre, at Carsten V. er blevet fortrængt fra sin plads i superliga-truppen. Tilsyneladende har
Carsten V. dog ikke ladet sig mærke med sin status som FC Københavns Grand Old Man.
På trods af at Carsten Vagn Jensen spillede sin formodentlig sidste kamp for FC Københavns førstehold i returopgøret mod Levski Sofia, har han hele efteråret være et aktivt for FCK2. Med gode anmeldelser og et par mål har han været med til at skaffe FCK2 en andenplads til Danmarksserieholdet.
Danmarksserieholdet bliver også hans fremtidige arbejdsplads, såfremt Politiken og EB's kilder er korrekte. Efter gårsdagens indendørstunering i Brøndby-hallen, hvor Carsten V. leverede en udmærket indsats sammen med resten af FC Københavnerne, men desværre tabte én kamp, overgår Carsten V. til en gerning som spillende assistenttræner for DS-holdet og eneansvarlig træner for Ørestadsholdet.
Må Carsten V. Jensen og FC København få et fortsat godt samarbejde, og må nummer 16 være et fredet nummer i 1999.
Cook
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 5. januar 1999.