10. del

FC Kaos - efterår 1996

Inden sommerpausen stod det klart, at Lønstrup ville være tabt. Han havde skrevet kontrakt med italienske Cagliari. Allerede før starten på sommerens Toto Cup, som holdet atter havde kvalificeret sig til i mangel af de egentlige europæiske turneringer, måtte københavnerne sige farvel et par andre af de gammelkendte navne. Michael Johansen og Per Frandsen blev solgt til engelske Bolton Wanderers. Oprindelig var planen blot at sælge Per Frandsen, der ønskede luftforandring og allerede havde været i kontakt med OB. Men da Bolton-folkene mødte op for at studere Frandsen, blev de så begejstret for Johansen, at de også ville købe ham. Michael Johansen var dog ikke umiddelbart til salg. Men det blev han, da Bolton lagde ca. 20 mio kroner på bordet for de to spillere tilsammen. 

I stedet indkøbte man Lyngby-anfører og EM-helten fra 92 Henrik Larsen. Overraskelsen var stor i både Lyngbys og FC Københavns fankredse. I Lyngby reagerede nogle ved at overmale klubhuset med protestskrivelser - sloganet "Store klubber sælger ikke store spillere" gik landet rundt. Det viste sig senere, at Lyngby heller ikke havde tænkt sig det, men at handelen kun var blevet til noget efter kraftigt pres fra hovedpersonen selv. Larsen mente, at han havde gjort sit for sin gamle klub og trængte til en ny udfordring. Blandt de københavnske tilhængere var man også lidt desorienterede. Ingen var i tvivl om Henrik Larsens kapacitet, men han var altid blevet modtaget i Parken med tilråbet "Flæske-Larsen". På tribunerne fandt man dog hurtigt figenbladet og selvironien frem, da sæsonen skulle starte. På melodien "London Bridge is falling down" blev der nu sunget "Larsen, han er ikke fed, ikke fed, ikke fed, Larsen, han er ikke fed, han har tabt sig..."

Men dermed var indkøbene ikke færdige. Fra Tyskland hentede man Bjarne Goldbæk og snart efter Jakob Svinggaard hjem. Goldbæk havde i årevis været professionel i forskellige tyske klubber med blandet succes, bl. a. Schalke 04 og Kaiserslautern og sidst FC Köln hvor han i periode havde Morten Olsen som træner. Svinggaard blev ligeledes hentet i Köln, men i den noget mindre 2. Bundesliga-klub Fortuna. Der fulgte dog efterfølgende en længere tvist mellem Svinggaard og Fortuna Köln, der stædigt påberåbte annullering af Bosman-dommen, pga en særlig tysk kontraktpassus. Derfor var Svinggaard spærret i de første måneder efter sin hjemvenden, inden sagen endte med at Svinggaard købte sig selv ud af sin kontrakt med Fortuna Köln. 

Til forsvaret blev sweeperen Martin Nielsen hentet hos sølvvinderne AGF, der tøvede for længe med at forlænge Nielsens kontrakt. Samt den mere ubeskrevne back Martin Birn fra Brønshøj. Endelig ansatte man den 25-årige kroat Mate Sestan, der først prøvespillede et par kampe i Toto Cup'en med stor succes via 2 mål i 2 kampe. Hans halvårige kontrakt var dog ved at gå i vasken. Den københavnske ledelse og Sestans personlige manager havde et par divergenser, fordi manageren blev sur da han ikke blev lukket ind til nogle festligheder med Karsten Aabrink og Co. på en restaurant. Men parterne enedes hurtigt igen.

På papiret var det et mere robust københavnsk hold, der indledte sæsonen, og det var helt efter Karsten Aabrinks planer. Men samtidig var det et hold i næsten helt ny forklædning. De mange nye skabte nye - og dog med rimelige - forventninger. Alligevel underspillede direktør Aabrink bevidst situationen fra sæsonstarten. Belært af de jævnlige pressereferencer af klubbens storstilede fødsel, blev målsætningen den beskedne, at forbedre placeringen fra sæsonen før. Altså en 7. plads.

Under den nye træner, Kim Brink, forsøgte man hurtigt en omstilling. Der blev eksperimenteret med at ændre den klassiske 3-5-2 stil fra Benny Johansen-dagene til 4-4-2, men resultatet udmøntede sig snart i ren stilforvirring. Efter en hæderlig start begyndte der at komme grus i maskinen. Hjemme i Parken havde holdet meget svært ved at styre og skabe kampene, man endte med en stime af triste uafgjorte kampe mod formodet svagere modstandere.

På udebane fungerede slet intet og pludselig stod klubben i sin værste sportslige krise nogensinde. 10 superligarunder uden sejr. Udefra voksede presset mod klubben, medierne begyndte at lugte blod og historier om den kriseramte storklub var gangbare som altid. Interne bryderier i truppen gjorde kun tingene værre. I udekampen i Vejle røg målmand Niemi og sweeperen Martin Nielsen nærmest i korporligt slagsmål efter vejlensernes 3-0 mål.

Samtidig eftersøgte man forklaringer på den sportslige nedtur. En del skyts blev hurtigt rettet mod den nye træner og hans facon.
"Træningerne er meget intense. Uden spildtid, med Kim som meget aktiv med positive og negative tilråb. Vi bliver konstant holdt til ilden. Men han gør for lidt ud af at pleje os spillere rent psykologisk. Jeg mener ikke, at det skal være en snakkeklub, men ofte lukker han af og grubler over tingene for sig selv."  

Ordene var Michael Mios til Ekstra Bladet og blev efteråret igennem ledsaget af overskrifter som "Kim Brink færdig i FCK". Det var han dog langt fra. Andre forklaringer på krisen blev de mange nye spillere, som ikke havde fundet sammen som en enhed. Man efterlyste hierarki og klare ledere på banen. Samtidig gjorde en lang skadesliste det svært at ryste en stamme sammen på holdet.

Kim Brink forsøgte med at vende tilbage til den gamle 3-5-2 opstilling, dog i en mere defensiv udgave, end den var kendt fra Benny Johansen-tiden. Men det virkede stadig ikke. Især dukkede det gamle angrebsspøgelse frem igen, klubben skreg stadig efter en effektiv afslutter. Den indkøbte Jakob Svinggaard, der startede lovende i sine første kampe, gik hurtigt i stykker og endte senere sine dage som fodboldinvalid. Den ligeledes tilkomne kroat, Mate Sestan, slog heller ikke til, da det for alvor gjaldt. Han havde tydelige disciplinære problemer og fik hurtigt skrabet et par udvisninger sammen istedet for de forventede mål. Som kriseløsning måtte trænerassistenten Michael Manniche atter trække i FC-trøjen. I en alder af 37 år fik han dette efterår føjet 3 yderligere kampe til sine FCK-annaler. Også her blev succesen moderat. 

En anden løsning blev søgt i England. I Premier League-klubben Leicester lejede man reserveangriberen Mark Robins for resten af efteråret. Hans 4 mål i 7 superligakampe talte sit eget sprog. Hans effektivitet blev aldeles ukøbenhavnsk og gav ham hurtigt høj status hos fansene. Men det blev en lappeløsning, Robins var for dyr til en egentlig kontrakt og rejste ved efterårets afslutning tilbage til England og senere til en fortsat karriere i Grækenland. 

En ting var dog det fodboldmæssige. Der herskede også en verden i bestyrelseslokalerne. Her bragede det for alvor løs allerede sidst i september. På dette tidspunkt var holdet begyndt at synke i tabellen, men situationen på banen havde dog endnu ikke sat alarmklokkerne i gang. 

Det blev en stort opsat artikel i Ekstra Bladet, som iværksatte uvejret. FCK æder Lyngby, glanede overskriften fra spisesedler over alt i Danmark.
"Ejerne af den professionelle ligaklub Lyngby FC er klar til at kaste sig for "løverne" og lade aktieselskabet bag LFC opsluge af FC København. Det skulle ifølge Ekstra Bladets oplyninger ske officielt på FCK's ordinære generalforsamling mandag 7. oktober. Der skyder Lyngby FC's formand Michael Kjær og klubbens administrerende direktør Flemming Østergaard et millionbeløb i form af kontanter, spillere og sponsorkontrakter ind i FCK - og bliver medlemmer af bestyrelsen.", skrev Ekstra Bladet den 24. september. De spillere som blev omtalt, var 8 navngivne spillere. Anders Bjerre, Claus Jensen, Dennis Rommedahl, Carsten Fredgaard, Miklos Molnar, Todi Jónsson, Thomas Rytter, og Niclas Jensen.

Baggrunden var speget og den dag i dag ikke helt gennemskuelig. Men der havde længe været murren i krogene hos den nordlige superliganabo. Østergaard og Kjærs engagement i Lyngby var ikke ligefrem alt for velset hos dele af amatørafdelingen med den tidligere chef, Hans Bjerg Pedersen, i spidsen. Denne modvilje sammen med de mange strandede planer om et nyt stadion i Lyngby gjorde at Østergaard og Kjær efterhånden havde mistet tålmodigheden og velsagtens havde svært ved at se Lyngby som en rentabel fodboldforretning på sigt. Som beskrevet i tidligere afsnit af denne krønike havde Østergaard en fortid som storsponsor i FC København og derfor var et nyt engagement hos netop den klub nok ikke helt fremmet for ham. Michael Kjær derimod var erklæret Lyngby-mand og havde ikke anden interesse end blandingen mellem personlige og økonomiske årsager. Alt andet lige måtte FC København anses som en klub med større potentiale end Lyngby. Samtidig var man fra københavnsk side interesseret i nye investorer, på det sportslige plan var Brøndby ved helt at løbe fra FC København. 

Ekstra Bladets historie faldt som en bombe, fra alle sider blev den prompte benægtet. Især fra den københavnske ledelse med Aabrink i spidsen. Fra anden side, i den københavnske spillertrup udtalte Martin Johansen, at der nok ikke dukkede 2 hele sider op i Ekstra Bladet, uden der var noget bag snakken. Efterhånden som flere fakta kom frem, begyndte historien også tage form af skinbarlig virkelighed. Der havde været drøftelser, seriøse eller ej, efter sigende og muligvis kun under et spil golf, men en slags fusion af diverse værdier fra de to klubber var blevet drøftet.

Et par dage senere - den 28. september - præsenterede Ekstra Bladet så hvad de kaldte "ophavsmanden" til fusionsplanen. Aldo Petersen, direktør i Telepartner, og bestyrelsesmedlem i FC København.
"Det er rigtigt, at jeg har ført tætte drøftelser med FC Københavns næstformand, direktør Ole Steen Hansen, Saloprint, og de to Lyngby-ledere, direktør Flemming Østergaard, Kinnarps, og direktør Michael Kjær, Fredgaard. FCK's formand, Harald Nielsen, har været orienteret, men han var ikke tæt på drøftelserne de seneste 14 dage. FCK's administrerende direktør Karsten Aabrink har også vidst besked og været tæt på, og derfor skuffer det mig, at han gik ud og løj efter Ekstra Bladets historie kom frem", udtalte Aldo Petersen til Ekstra Bladet i et interview. Længere nede løftede han sløret for med sine bevæggrunde.
"Hvis dansk fodbold skal nå nogen steder, er vi nødt til at skabe ordentlige forhold for tilskuerne, der betaler mange penge for at komme ind. Man kan ikke byde dem de forhold, der er ude på Lyngby Stadion. I Storkøbenhavn er der groft sagt kun plads til to hold, hvis de skal have opbakning i millionklassen fra sponsorer og investorer. Det er dyrt at drive en professionel fodboldklub. Hvis man mener noget seriøst med det, er man nødt til at samle de økonomiske kræfter, og det prøvede vi på i FCK. Idéen er død i denne omgang, men jeg tror stadig på, at vi når målet, selv om det tager længere tid end jeg havde satset på."

Således døde sagen også for FC København-lejren i første omgang efter et par dage, men flere fik dog travlt med at vaske hænder. Især direktør Aabrink, som havde talt usandt over for Ekstra Bladet. Samtidig fik sagen det lille umiddelbare efterspil, at Ole Steen Hansen - en af de væsentligste investorer under Aabrink-redningsaktionen efteråret før - truede med at trække sit engagement helt ud af den københavnske klub. Efter beskyldninger fra bestyrelsesformand Harald Nielsen om at være Ekstra Bladets kilde til historien.

I Lyngby-lejren havde Ekstra Bladets historie naturligt nok fremkaldt et ramaskrig, og havde stemningen mellem den professionelle afdeling med Østergaard og Kjær i spidsen og amatørafdelingen ikke været dårlig før, så blev den det nu for alvor. Amatørafdelingen med Hans Bjerg Pedersen i spidsen satte nu alle sejl til for at få fjernet de to "fremmede fugle", som Østergaard og Kjær blev omtalt. Man planlagde at købe dem helt ud af klubben. 

Midt i november måned mødtes de to klubber så på grønsværen. Stedet var et råkoldt Lyngby Stadion. Selvom københavnerne for nyligt fik brudt deres onde stime på 10 superligakampe uden sejr, med en forløsende 2-0 sejr over AB, fristede de stadig en tilværelse lige omkring nedrykningsstregen. Lyngby derimod havde klaret sig over forventning, trods udsalg af et par nøglespillere tidligere på efteråret, og lå lunt i den øvre halvdel af tabellen. 3.352 tilskuere var på plads, de københavnske fans langt i overtal, den megen modgang havde ikke fået dem til at svigte holdet. Tværtimod anede man en større og større trodsighed, mod omverdenen og primært mod medierne, hvis bombardement af historier i kølvandet på Lyngby-affæren mod og omkring klubben efterhånden havde taget et omfang, som aldrig var set lige tidligere i dansk fodboldhistorie. 

Den megen polemik omkring de to klubber gjorde selvfølgelig dette opgør ekstra interessant. Medie-mytologien var sat på forhånd, lille heroiske Lyngby mod den fæle storkapitalistiske skurk FC København. På banen, spillerne imellem, mærkede man dog ikke meget til de sidste måneders turbulens. Det blev en fredelig superliga-kamp. Lyngby bragte sig hurtigt foran, et par tilfældige kontraer endte hos forsvarsspilleren Anders Bjerre, der fra kanten af straffesparksfeltet sendte sit hold i spidsen. Efterfølgende forsøgte københavnerne at presse. Man havde bolden meget, men atter blev holdets ineffektivitet foran mål tydelig. Sammen med det uheld der som regel forfulgte holdene i bundregionen. Et skud på stolpen, et par situationer hvor bolden dansede på Lyngbys målstreg, ændrede intet på måltavlen. Lyngby spillede det spil, man var bedst til. De lynhurtige kontraløb. Efter pausen gav det fuld bonus. 2-0 ved deres topscorer Miklos Molnar. Selvom københavnerne desperat fortsatte sit pres, og sled og slæbte for at komme tilbage i kampen, kom man ikke nærmere end endnu et forsøg på træværket. En triumf for den lille skare Lyngby-fans, mens turbulensen kunne fortsætte i de københavnske kulisser.

Allerede en uges tid forinden tog den en ny drejning. Direktør Aabrink havde i pokalkampen på Gladsaxe Stadion mod AB placeret sig selv på trænerbænken ved siden af Kim Brink. Tre kameraer fulgte således FC Københavns udskiftningsbænk under hele AB- kampen, og særlig en mand blev interessant: cheftræner Kim Brink. Brink var tydelig generet af situationen, og det var Aabrink, der med en fuldstændig manglende situationsfornemmelse forestod udskiftninger og gav direktiver. Med den øvrige ledelses accept. Ifølge egne ord var det for at hjælpe, og fordi Kim Brink selv havde bedt ham. Da Kim Brink imidlertid blev konfronteret med dette udsagn i TV 2, talte han ubetinget udenom: Han stod ved sin loyalitet overfor klubben, men ville samtidig ikke gribes i at lyve på TV. For at komplicere sagen yderligere sad den arbejdsløse træner Morten Olsen på tribunen. Efter sin fyring i tyske FC Köln var han fri på markedet og dermed et navn som nemt dukkede frem i medierne, når en ny træner skulle nævnes til FC København. Men han var bare til fodbold, som han bedyrede. Alligevel dukkede hans navn op igen senere over vinteren.

Aabrink forsøgte selv at uddybe sin handling i et kampprogram - nr. 61 fra sæsonens sidste kamp hjemme mod AaB.
"Angående den dobbeltrolle jeg har haft i klubben i de sidste ti dage, fandt jeg det naturligt, at loyalt følge bestyrelsens beslutning. Fra klubbens side synes vi ikke det skal handle så meget om personer, men mere om at holde sammen og få så gode resultater som muligt for klubben."

Men dels var det uhørt at en direktør direkte begyndte at blande sig i træner-dispositioner, dels trådte Aabrink, med sin handling, ud i iforvejen rørt vande. Han fremstod nok som den af samtlige involverede, der var sluppet dårligst fra Lyngby-sagen tidligere på efteråret. Det og hele hans udfarende facon havde gjort ham til oplagt bytte hos mange af de mere sensationshungrende dele af journaliststanden, der straks havde slået historien stort op. Aabrink var nærmest havnet i en rolle, hvor alt hvad han sagde eller gjorde blev mistænkeliggjort.

På fodboldbanerne sluttede efteråret sidst i november, hjemme i Parken mod AaB. "FC København er ved at blive en klub", skrev Aabrink som overskrift på sin klumme i det allerede nævnte kampprogram nr. 61. En overskrift der både skulle forsøge at forklare hans egne gerninger og samtidig opsummere et - mildest talt - stormomsust efterår for klubben. På sin vis kom hans ord mere til sin ret end han måske selv anede dengang. For midt i alle elendighederne blev den københavnske fankultur for alvor født. Flere og flere kom til kampene, trods de manglende resultater, og med en egen stolthed rykkede man faktisk tættere sammen på tribunerne omkring klubben. Det var blevet en slags fælles anliggende for fansene at holde sammen på klubben.

På banen blev kampen mod AaB nærmest symptomatisk for hele efteråret. Holdet leverede en indædt indsats og bragte sig fortjent foran, men AaB fik udlignet på en fæl forsvarskikser af Morten Nielsen. Samme Nielsen var efterfølgende så sønderknust over sin fejl, at han kort efter måtte lade sig udskifte. I slutminutterne pressede FC København, men blev snydt for et straffespark, da AaBs Jesper Grønkjær reddede et hovedstød fra Mark Robins på målstregen med hænderne. Dommeren så intet, men Grønkjær var bagefter mand nok til at sige sandheden.

Da efterårssæson sluttede var klubben placeret på 11.- og næstsidstepladsen, og kunne besmykke sig med titlen nedrykningskandidat. Ingen havde ventet dette ved sæsonstarten, men et gedigent parløb mellem problemerne på og udenfor banen havde sat sit utvetydige aftryk. For mange omkring klubben havde det været som snebolden, der bare rullede; man troede ikke det kunne blive værre, men det gjorde det. Hele tiden. Vinterpausen var hårdt tiltrængt. For spillerne. For træner Brink. For ledelsen, som dog stadig barslede med en plan. 

Få uger efter sidste bold var spillet, bekendtgjorde Karsten Aabrink, at han fratrådte som administrerende direktør. Samtidig trak Harald Nielsen sig fra formandsposten og placerede sig som menigt bestyrelsesmedlem. Som fungerende - og midlertidig - direktør valgte man den tidligere Unibank-mand John Sørensen. Det forlød dog snart, at Lyngby-planen fra det tidlige efterår alligevel skulle iværksættes. Østergaard og Kjær ville flytte sine aktiver fra Lyngby til FC København. Aabrinks fratræden og Harald Nielsens selvvalgte degradering blev de første brikker i puslespillet. Samtidig ventede en ny kontrakt med en kommende storsponsor i kulissen. 

 Stillingen ved vinterpausen d. 24/11-1996

Idealopstilling, efterår 1996: 

Antti Niemi 
Michael Mio Nielsen, Martin Nielsen, Diego Tur/Martin Birn 
Lars Højer Nielsen/Morten Nielsen, Morten Falch, Henrik Larsen, Bjarne Goldbæk, Iørn Uldbjerg
Mark Robins/Mate Sestan, Jakob Svinggaard

Træner: Kim Brink

FC Københavns målscorere for efteråret 1996 

Alle resultater fra efterår 96

Fortsættes...

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-2000
Sidste rettelse: 17. april 2000.