5. Del

Guldet der blev sølv. Engang i Odense - forår 1994.

I vinterpausen blev klubben forstærket ved købet af den tidligere Bayern München- og OB-spiller Allan Nielsen. (Han slog dog aldrig for alvor igennem for klubben dette forår, da han grundet skadesproblemer havde svært ved at spille sig fast ind på holdet.) Ligesom målmandsposten bød på en forandring, da man havde hentet talentet Brian Flies hos Næstved som supplement til den respekterede førstekeeper Palle Petersen. Noget som snart viste sig som en god investering, da Palle Petersen fik spoleret sin forårssæson af en længerevarende skade.

Ude af både pokalturneringen og de europæiske turneringer kunne klubben koncentrere sig helt om superligaen. Det gav sig ikke umiddelbart udslag i nogen forrygende start på forårssæsonen. Resultaterne var tværtimod temmelig svingende, og især i de tidlige runder sejlede forsvaret i bogstaveligste forstand. Det forynget mandskab havde tydeligt svært ved at finde benene, og det gamle spøgelse - de svage hjemmebaneresultater - hang stadig ved.

Den negative kulmination kom dog på udebane, da man måtte rejse hjem fra topopgøret i Silkeborg med et 0-5 nederlag. Iøvrigt i den kamp hvor en meget ung Ole Tobiasen fik sin debut, da han trådte ind som reserve for den skadede Diego Tur. Med størrelsen af nederlaget i baghovedet, kunne man vist roligt kalde debuten for lidt af et mareridt for den dengang kun 18 årige forsvarsspiller. Han fik dog snart sin revanche og spillede sig ind som fast mand i løbet af foråret. 

Mange afskrev allerede dengang københavnerne som reelle mesterskabskandidater, alene fordi det store nederlag burde sætte sig spor i selvtilliden. Men allerede runden efter svingede pendulet igen og man vandt i det prestige-fyldte opgør hjemme mod Brøndby med 2-1. På et sejrsmål af Peter Møller, som ellers ikke var den målscorer for klubben, mange havde ønsket sig. I virkeligheden var det vist allermindst træner Benny Johansens hovedpine, for han var egentlig ganske tilfreds med Møller. Han så ham ikke kun som målscorer, men også på sigt som afløser for Michael Manniche som "target man".

Netop kampene mod Brøndby tildrog sig allerede på det tidspunkt stor opmærksomhed, både på og uden for banen. Op til kampen spillede flere medier op til det forestående møde ved at lancere historier om rabiate smågrupper af voldelige fans fra de to klubber, bl. a. dukkede de såkaldte Copenhagen Ultras frem i det større offentlige søgelys for første gang. Under kampen så man da også en ung fyr i bar overkrop løbe rundt på tribunen blandt de københavnske fans med et kæmpebanner fra Ultras, men meget andet skete der dog ikke.

Til næste hjemmekamp den 8. maj mod Ikast forsøgte man igen - iøvrigt uden sammenligning med ovenstående - tilskuermæssigt noget nyt. Man indhentede modstandernes accept af at kunne invitere alle under 18 år gratis til fodbold. Der blev sendt indbydelser ud til alle Københavns og Frederiksbergs skoler som en investering i fremtidig trofasthed. Publikum var den dag tydelig præget af børnene, og tilråbene havde flyttet sig mindst en oktav op ad skalaen. Selve kampen endte med en 2-1 sejr til hjemmeholdet og indikerede dermed at man var kommet ind i en god stime og åd sig pointmæssigt efterhånden ind på Silkeborgs føring i rækken, således at mesterskabet udviklede sig til en kamp mellem primært FC København og Silkeborg.

I tredjesidste spillerunde var man på besøg i Brøndby. Kampen var meget lige, og FCK havde en serie på 5 sejre i ryggen. Tyve minutter før slut blev kampen imidlertid afgjort. Diego Tur havde bolden omkring eget felt, men blev fældet, hvorved bolden fortsatte til Brøndbys Brian Jensen, som kunne score. Det udeblevne frispark til Tur harmede FCKs spillere, og umiddelbart efter scoringen løb Lars Højer over til dommer Knud Erik Fisker, der i det samme vendte sig for at pege op mod midtercirklen. Hans vending gjorde imidlertid, at han mistede balancen, og da Lars Højer samtidig skulle til at sætte sin hånd på dommerens skulder, rejste Fisker sig resolut op og gav Lars Højer det røde kort for "at skubbe til dommeren". Lars Højer var selvfølgelig lamslået, og til hans store uheld var TV-kameraerne beskæftiget med at filme scoringen, så de ikke fik situationen med. Efter udvisningen var der ikke meget tilbage i FCK, og kampen sluttede 1-0 til Brøndby og gjorde dermed blot næste kamp endnu mere vigtig for københavnerne.

Ugen efter kom topholdet Silkeborg nemlig på besøg i Parken. De havde medbragt mange tusinde tilskuere, og ville formodentlig have haft endnu flere med, var kampen ikke blevet flyttet til kl. 20.00, da den skulle transmitteres direkte på TV2. Kampen blev en af de store i klubbens historie. Knap 27.000 tilskuere mødte frem, men Silkeborgs folk udtalte ingen bekymring over dette. "Vi har selv nogle tusinde på plads, og FC København har ikke 20.000 tilhængere", som der blev udtalt fra jysk side. Ikke desto mindre var københavnernes spil den aften medvirkende til, at en del blev FCKere. Blandt mange i dag trofaste fans nævnes akkurat denne kamp, som nøglen og indgangen til deres fantilværelse og faktum var da også, at det ganske unge mandskab diskede op med noget nær drømmefodbold denne aften.

Med en sejr kunne FC København overtage førstepladsen og derved spille sig selv i en særdeles favorabel position i DM-slutstriden. Modsat kunne Silkeborg med sejr definitivt sikre sig titlen. Så kampen havde allerhøjeste grad finalekarakter. Efter Søren Frederiksens indledende scoring for midtjyderne blev det til fire FCK-scoringer ved Michael Johansen, Kim Mikkelsen, endnu en ved Michael Johansen og til slut Morten Falch. Det blev endvidere til en mageløs opvisning af offensiv og teknisk fodbold fra tvillingerne Martin og Michael Johansen. Om kampen skrev BT efterfølgende i sin mandagssport under overskriften "Småt er godt":
"I dag er det D-dag for de allieredes invasion i Normandiet. I går var det M-dag, for Michaels og Martins invasion i Parken. Her diskede tvillingerne op med en fodboldopvisning, der måtte hensætte selv de mest kræsne, forvænte eller kritiske rynken-på-næsen iagttagere i total overgivelse, og efterlod Silkeborg-spillerne som rystede, roterende svingdørs robotter."
Mens Ekstra Bladet kort konstaterede, at FC København aspirerede til en tvillinge-titel. Guld i 1993 og guld i 1994.

Der var dog endnu en runde at spille i turneringen og Silkeborg var - trods afklapsningen - slet ikke hægtet af endnu. De to mandskaber stod før sidste kamp på nøjagtig det samme antal points. Men FCK havde  - takket være en god målscore - sikret sig en pæn fordel inden deres sidste kamp på Odense Stadion, hvor OB var modstanderen. Netop OB havde dengang en vis Kim Brink som træner, en mand der senere skulle spille en ikke uvæsentlig rolle i FCK-historien.

Det begyndte lovende. Trods en hurtig OB-føring fik FC København bragt sig foran 2-1 til pausen, på mål af først Martin Johansen og derefter Peter Møller direkte på frispark, mens det samtidig stadig stod 0-0 i Silkeborg. Men i 2. halvleg kollapsede det unge hold nærmest og tabte alt på gulvet. Ved en kæmpe forsvarsfejl af Michael Mio, en begivenhed som - for mange fans - nu 5 år senere stadig er knyttet til hans person. Ganske urimeligt. Om situationen dengang udtalte han til BT:
"Bolden kom højt ind over fra højre side, men blev snittet lige foran mig i samme sekund jeg er på vej frem for at møde den. Så jeg fik ikke ekspederet den væk, og samtidig dukkede Lars Brøgger, som jeg faktisk ikke anede var bag mig, pludselig op."

Stort set samtidig med udligningen i Odense, bragte Silkeborg sig i deres kamp så foran 1-0 mod AaB og satte dermed yderligere pres på FCK-holdet. De formåede aldrig at rejse sig igen. Sluttelig vandt OB kampen 3-2, da man i slutminutterne profiterede af en mere og mere desperat satsning fra københavnsk side. Samtidig havde Silkeborg så sikret sig en 2-0 sejr og løb dermed alligevel med titlen. Til enorm skuffelse for hele holdet og ikke mindst træner Benny Johansen, for hvem det skulle være sidste kamp - som man troede dengang - i spidsen for FCK.
"Det er den slags ting, der ikke må ske; men ind imellem alligevel sker.", som han skuffet konstaterede i BT.

Oveni fik kampen så det bizarre efterspil, at FCK-spillerne alligevel fik guldmedaljerne, da DBU før kampen ikke havde garderet sig og sørget for et ekstra sæt sølvmedaljer i Odense, ved siden af dem man allerede havde  sendt til Silkeborg. Så i mangel af bedre fik spillerne overrakt medaljer af guld, som de straks efter måtte aflevere igen, og følte sig med rette gjort til grin.

Alligevel var sæsonen som helhed endt tilfredsstillende, og det generationsskifte, der var påbegyndt, havde kun for alvor sat sine lidt uheldige spor i de europæiske kampe i efteråret (se forrige afsnit). Fremtiden så stadig lys ud, og FCK skulle nu til at inspireres af en ny træner - Benny Johansens hidtige assistent på trænerbænken - Keld Kristensen.

Slutstillingen i superligaen, forår 1994. Slutspil

Fra efterårets grundspil havde de 8 hold taget det halverede antal points med til foråret

FC Københavns idealopstilling forår 1994:
Brian Flies
Ole Tobiasen, Christian Lønstrup, Diego Tur
Lars Højer Nielsen/Michael Mio, Allan Nielsen/Morten Falch, Michael Giolbas, Michael Johansen, Iørn Uldbjerg
Peter Møller, Martin Johansen

Træner: Benny Johansen

20/03/1994 Lyngby - FC København 0-3(Super)
27/03/1994 FC København - AGF 1-3 (Super)
31/03/1994 Ikast - FC København 0-2 (Super)
04/04/1994 FC København - AaB 3-3 (Super)
10/04/1994 FC København - OB 1-1 (Super)
17/04/1994 Silkeborg - FC København 5-0 (Super)
24/04/1994 FC København - Brøndby 2-1 (Super)
01/05/1994 AaB - FC København 0-3 (Super)
08/05/1994 FC København - Ikast 2-1 (Super)
15/05/1994 AGF - FC København 0-1 (Super)
23/05/1994 FC København - Lyngby 3-0 (Super)
29/05/1994 Brøndby - FC København 1-0 (Super)
05/06/1994 FC København - Silkeborg 4-1 (Super)
12/06/1994 OB - FC København 3-2 (Super)

Fortsættes...

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 17. november 1999.