Parkens græs havde i vinter- og forårsmånederne endnu ikke slået rod, så klubben måtte - da superligaens slutspil blev indledt om dette forår - fortsætte på Gentofte Stadion, og først midt i april kunne man igen spille i Parken mod Brøndby. Parken invilligede i at betale FC København 1 mio kr og klubbens sponsorer 2 mio kr som kompensation for ikke at kunne benytte Parken.

Storklubambitionerne og den flotte placering harmonerede dog ikke med tilskuertal på 5000 i forårets første hjemmekamp mod AGF, så før den første af pokalsemifinalerne mod OB reklamerede klubben med store annoncer i dagspressen. To kampe til en kamps pris: Hvis man kom til OB-kampen - og det gjorde knap 5000 - kunne man gratis komme til kamp den efterfølgende søndag mod Næstved. Det gjorde 2.700 efter 0-2 nederlaget mod OB (senere vandt man returkampen 2-1 i Odense, men tabte samlet og måtte se OB spille pokalfinale).

Klubben havde som nævnt i sidste afsnit som en af de eneste superligaklubber en god økonomi. Den gjorde, at ledelsen med HC Hansen og Frank Mathiesen i spidsen havde råd til at styrke truppen. Mange spillere blev diskuteret, og i første omgang blev det konkrete udbytte to spillere: Fra Næstved kom kantspilleren Carsten V. Jensen og hos nedrykkerne Frem hentede man Kim Mikkelsen. Mikkelsen var 27 år, offensiv midtbanespiller/ angriber, og han havde besluttet sig for at droppe sit civile job og satse alt på fodbold de kommende 2 år.

Endvidere var der ihærdige bestræbelser på at styrke angrebet, hvilket bragte yderligere tre spillere tæt på klubben. Det var dansk-israeleren Daniel Niron, som vist alligevel ikke helt var god nok, så topscoreren Peter Møller, som i første omgang alligevel valgte at forlænge ½ år med sin klub AaB, og endelig landsholdsspilleren Mark Strudal. Han var ejet af de såkaldte Vejle-købmænd, som ejede ham efter hans tidligere engagement i Vejle. Strudal scorede i sin første kamp for klubben, der var pokalkvartfinalen ude mod Hvidovre. Hvidovre blev besejret med 0-4, og Strudals mål var det sidste, to minutter før tid. Det skulle også blive det eneste, han scorede for FC København. Efter at have startet inde i de tre følgende kampe uden at score satte Benny Johansen Strudal på bænken til pokalsemifinalen hjemme mod OB. Strudal var ikke enig i klogskaben af det træk, og indledte en diskussion gennem pressen. Bl.a. beklagede Strudal sig over holdkammeraterne i Ekstra Bladet:
"Afleveringerne ligger en anelse forkert, for ham den nye skal ikke tro, han er noget."

I den følgende hjemmekamp var Strudal flyttet fra reservebænken op på Gentofte Stadions hovedtribune. Årsagen var Mark Strudals reaktion på ikke at starte inde mod OB. Strudal mente, måske med rette, at hans landsholdsplads var i fare, og krævede derfor garanti for plads i startopstillingen. Kort efter var hans ansættelse i FC København ophørt, da han ved et møde ikke kunne få den ønskede garanti af sportsdirektør Frank Mathiesen og cheftræner Benny Johansen. Anfører Pierre Larsen kommenterede fyringen til Ekstra Bladet:
"Hvis Mark først havde fået de garantier, han ønskede, så var der for alvor blevet ballade i spillertruppen. Man kan ikke forsvare over for spillere som Martin Johansen og Søren Lyng, der kæmper for deres pladser, at én spiller skal have særstilling."

Ny på holdet var også den dengang unge forsvarsspiller Diego Tur. Tur kom tilbage efter en langtidsskade i knæet, som han havde pådraget sig i B1903s pokalfinalenederlag mere end et halvt år tidligere til AGF. Bo Harder, der senere blev kåret til årets pokalfighter af de tilstedeværende journalister, skadede Diego Tur ved et overfald, der end ikke kostede Harder en advarsel.

Foråret bragte dog masser af points i ligaen. Efter to turneringssejre på Gentofte Stadion rykkede man ind i Parken, hvor resultaterne igen var beskedne. Til gengæld var der næppe noget bedre udebanehold end FC København. I foråret 1993 var der bl. a. sejre på 2-0 i Lyngby, 3-1 i Ålborg, 3-0 i Næstved, 5-3 i Århus. Pointene blev især tjent hjem qva en masse mål af Martin Johansen. De mål blev omsat i spilletid i landskampen mod Albanien, hvor den lille supertekniker fik de sidste 25 minutter på banen. Lars Højer Nielsen, Iørn Uldbjerg og Johansens tvillingebror Michael var nok de bedste offensive kræfter, mens navnlig Pierre Larsen - men også Kenneth Wegner, Michael Manniche og (når skaderne ikke holdt ham ude) Ivan Nielsen - var med til at give holdet en erfaren rygrad.

Som forårsslutspillet efterhånden formede sig, lykkedes det den nye klub at holde den førsteplads man havde sikret sig i grundspillet efteråret før. Kort sagt det lugtede af mesterskab. I næstsidste runde kunne alle brikker med lidt held falde på plads. Den 13. juni 1993 spillede FC København udekamp mod Brøndby. Situationen før rundens kampe var, at tre klubber kunne blive danske mestre: FC København, Brøndby og OB. For FC København gjaldt det, at man havde et forspring på 1 point til OB, og 2 point til Brøndby, så kravet var, at status quo kunne holdes, d.v.s. mindst uafgjort mod Brøndby. OB spillede samtidig i Ålborg.

Brøndby-kampen slog rekord for tilskuerdeltagelse i superligaen, da 18.270 tilskuere var alt, hvad der kunne presses ind på Brøndby Stadion. Brøndby kom foran ved Ole Bjur, men Iørn Uldbjerg udlignede kort efter. Efter en halv time scorede Martin Johansen, og det så meget lyst ud for FC København. Efter et kvarter af anden halvleg udlignede Morten (senere kendt i FCK-sammenhæng med mellemnavnet B. for Bøhme) Nielsen og Brøndby pressede selvsagt voldsomt, da de ikke kunne bruge uafgjort til noget. Og så faldt målet, som alle daværende FCK-fans plus en hel del andre fodboldinteresserede vil huske længe. Tvillingerne driblede ned mod mål, og efter en række afleveringer til hinanden kunne Martin Johansen afslutte angrebet, der nærmest mindede om en opvisning i indendørsfodbold, ved at score sejrsmålet til 3-2. De mange FCK-fans, der egentlig nok havde indstillet sig på, at guldet skulle hentes hjem ugen efter hjemme i Parken mod AaB med et uafgjort resultat mod Brøndby, kunne jublende konstatere, at Danmarksmesterskabet allerede var blevet en realitet. Guld i klubbens første leveår! For AaB havde samtidig besejret OB med 3-1. Omkring selve guldkampen blev der fx. skrevet i Ekstrabladet:
"Så'n sublim fodboldkamp, som Brøndby og FC gav hinanden, får du såmænd ikke smidt i ansigtet ret mange steder. Jeg mener: de to team har snit af international klasse... de ku' uden blusel bære stemplet: Eurostyle!"
Manden bag ordene giver næsten sig selv. Det var såmænd Ekstrabladets daværende sportsredaktør - Kurt Thyboe.

Præcis en uge senere havde FC København inviteret til en sand guldfest i Parken, der den dag var et skue, som dansk klubfodbold ikke havde set længe, om nogensinde. Igen havde ledelsen satset og engageret Johnny Reimar til at spille før og efter kampen. Bag B-tribunen var der arrangeret fadølsudskænkning, hvor man kunne ombytte sin billet til en øl. Kampen blev en fest. 23.000 tilskuere kom for at se FC Københavns nybragte mestre spille mod AaB, som havde mulighed for at sikre sig deltagelse i UEFA Cup med et godt resultat. Med sig bragte AaB superligaens topscorer, Peter Møller, der kort forinden havde underskrevet en kontrakt med dagens modstandere.

Kampen blev den anden fantastiske kamp, FC København spillede på en uge. Lars Højer Nielsen scorede først på straffespark til 1-0. Da der var gået en halv time mistede Martin Johansen bolden til en AaBer. Johansen, der var tændt af kampens omgivelser, faldt om, men sparkede i irritation liggende ud efter modstanderen, som straks faldt om kuld. Svend Erik Christensen gav Martin Johansen rødt kort. Lars Højer scorede dog umiddelbart efter til 2-0, men i det lange løb blev det svært. Efter Manniches mål til 4-3 scorede AaB 3 gange i løbet af de sidste tyve minutter, heraf to gange Peter Møller, der således kunne sikre sin snart forhenværende gamle klub deltagelse i Europa Cup'en.

Selvom kampen havde været en stor tilskuermæssig oplevelse ærgrede det alligevel spillerne, at den lagde en dæmper på festivitasen. Det var arrangeret, at spillerne sammen skulle fejre det ved en middag i Tivoli og senere på aftenen hyldes på Plænen i selvsamme forlystelsesetablissement.

De økonomiske udsigter ændredes noget i forsommeren. Alex Friedmanns årlige indskud på 1 million kom i fare. Sagen var, at Friedmanns øvrige forretninger truede med at gøre ham konkurs. Koblet med datidens specielle selskabsstrukturer, fx. at Friedmanns aktier og bidrag i FC København blev styret via en fond i Liechtenstein, gav alvorlige problemer med det danske skattevæsen, der satte spørgsmålstegn ved Friedmanns ret til at fortsætte sin hobbypræget mæcenvirksomhed. Det betød at FC København reelt kun havde en egenkapital på 1 mio, og  gjorde at man var i farezonen for at blive erklæret insolvent.

Andre steder i overbygningsstrukturen begyndte problemerne så småt at dukke frem, selvom den slags ikke får stor opmærksomhed, når et hold har sportslig succes. Forholdet mellem moderklubberne var begyndt at ændre sig. Hvor KB for blot et år siden havde været den lille, blev 1903 nu mere og mere glemt. Selvom deres andel mesterskabet var endog særdeles stor. B1903s økonomi blev stadig dårligere, og der var tale om at flytte fra de dyre omgivelser på Lyngbyvejen til billigere forhold. Desuden - og vigtigst - savnede man førsteholdet på klubanlægget. Alt for sjældent så man førsteholdsspillerne, hvor nogle få dog stadig sørgede for at blive set i klubben. Iørn Uldbjerg og Lars Højer Nielsen var holdleder og træner for det lukkede seniorhold, som spillede under navnet "Mannes Venner". Klubbens administrerende direktør, H. C. Hansen, var nok ikke uden skyld i dette. B1903s formand, Benny Olsen, sagde i 1998 til Euroman:
"H.C. Hansen havde ingen fodboldkultur. Vi andre kom trods alt med noget baggrund. Han vil nok sige, vi var for meget amatører. Men vi forsøgte at fastholde forbindelsen til moderklubberne. H. C. Hansen havde derimod ikke lyst til at tænke nedad."

En del kontrakter løb desuden ud i sommeren 1993. Johansen-tvillingerne forlængede efter nogen ventetid med ½ år, begge med et klart ønske om at komme til udlandet i baglommen. Mens der i dagbladene udspillede sig en mindre nervekrig mellem den gamle forsvarer, Ivan Nielsen, og ledelsen. Efter et skadesplaget forår blev Ivan Nielsen kun tilbudt en kort kontrakt med en lønnedgang til det halve af, hvad han hidtidig have fået. Måske var det de nye økonomiske udsigter, som gjorde Frank Mathiesen forsigtig, men enden på historien blev, at Ivan Nielsen sluttede i FC København. Da Pierre Larsen, anføreren og spillernes ubestridte lederfigur, samtidig havde annonceret afslutningen på sin aktive karriere, mistede FC København to af sine mest erfarne spillere i tiden lige efter mesterskabet. Det er af mange spillere og øvrige ansatte senere nævnt som en forklaring på de vanskeligheder, klubben skulle møde de kommende sæsoner, navnlig i europæisk sammenhæng. Og Mathiesen er til tider gjort til den store skyldner i den sammenhæng, et prædikat som måske var en anelse uretfærdigt med tanke på de økonomiske realiteter, der herskede i hans tid i klubben.

Summa summarum på dette første år i FC Københavns historie var og blev dog DM-guldet, som både var fortjent og vel egentlig ganske forventet af mange af de såkaldte fodboldeksperter, jvf tidligere afsnit. Men især de journalistiske eksperters forventninger kan ofte være svære at efterleve, et faktum som klubben senere kommer til at sande ganske eftertrykkeligt.

Fra efterårets grundspil havde de 8 hold taget det halverede antal points med til foråret

FC Københavns idealopstilling, forår 1993:

Palle Petersen

Diego Tur, Kenneth Wegner/Christian Lønstrup, Brian Kaus

Lars Højer, Jørgen Juul Jensen/Morten Falch, Pierre Larsen, Michael Johansen, Iørn Uldbjerg

Martin Johansen, Michael Manniche

Træner: Benny Johansen