I sommeren 1993 havde FCK, ligesom året før, kvalificeret sig til den mærkelige sommerferiestørrelse, Toto Cup. Sommerturneringen blev imidlertid et problem, for spillerne skulle godt en måned senere begynde den nye superligasæson, og ledelsen gav dem derfor fri i en periode. I andre af Toto Cup-kampene manglede man spillerne, da de 20 bedste var taget til Colorado for at spille en opvisningsturnering. Problemet med de manglende spillere løste man delvis ved at forskyde spillernes sommerferie fra hinanden, og delvis ved at indkalde spillere fra Næstved og Avarta, ligesom den tidligere FCKer og nu Skovlundespiller Pierre Larsen spillede med. Selvom ingen hold tog turneringen alvorligt, var forseelsen dog så stor, at turneringens arrangør valgte at skride ind. Man idømte FC København en toårig karantæne fra Toto Cup-turneringen og en bøde på 91.000 kr.
Samtidig begyndte FC København at miste sponsorer. Flere firmaer droslede ned eller stoppede helt. Kinnarps, der betalte 400.000 kr årligt som en af topsponsorerne, forlod klubben under en del påstyr, da direktør Flemming Østergaard smækkede hårdt med døren. Som primær grund til brudet angav Østergaard den administrerende direktør H.C. Hansen. Til BT udtalte Østergaard:
"Den smukke målsætning om at være anderledes (...) saboteres fuldstændig af klubbens administrerende direktør. Jeg har aldrig mødt en så arrogant mand. Han har den opfattelse, at det er en ære at være sponsor i FC København".
Østergaard understregede at han stadig havde varme relationer til andre FCKere, bl.a. flere spillere, og så Harald Nielsen, der forsøgte sig som mægler før brudet. Peter Vest fra Team Sterling, endnu en topsponsor til 400.000 kr., udtalte sig ligeledes nedsættende om H.C. Hansen:
"Klubbens holdninger til sponsorerne er utrolig firkantede. Jeg fik det indtryk, at H.C. Hansen fandt det vanskeligt at opfylde selv det mindste ønske."
Det skal siges, at andre sponsorer stoppede trods tilfredshed med sponsorat og behandling i FC København. H.C. Hansen selv udtrykte overraskelse over Team Sterlings udtalelser, men om Østergaard sagde han til BT:
"Mod hr. Østergaard stiller jeg gerne op til øretæver (..), han mener jo han har købt - og har bestemmelsesret over - hele foretagendet FC København, blot fordi hans firma optræder som sponsor." Senere indledte Østergaard og Kinnarps et samarbejde med superliganaboen Lyngby, som derved blev reddet fra en truende økonomisk ruin.
Det samlede resultat af sponsorhistorien, som rasede i sensommeren dette år, blev derfor, at den dårlige økonomiske situation med bl.a. Friedmanns finansielle problemer, som vi omtalte i sidste afsnit, forværrede FC Københavns økonomi.
På fodboldbanerne, i superligaen, kom klubben godt i gang med den nye sæson, og sidst i august spillede FC København en af sine bedste ligakampe det efterår. Det var oprykkerne Viborg, der kom til Parken, og de medbragte en stor mængde glade tilhængere, som skulle følge sit holds første optræden på det nye stadion i hovedstaden. Viborg viste også en offensiv indstilling til sagerne, som gjorde kampen til en stor oplevelse. Kampen blev desuden endnu en af Johansen-tvillingernes store forestillinger, hvor de scorede FC Københavns første tre mål i 4-1 sejren. Det sidste mål blev scoret af nyerhvervelsen fra AaB, Peter Møller. Viborgs tilhængere havde tilsyneladende regnet med nederlaget, for de tog ligeså glade tilbage til Jylland efter kampen.
I pokalturneringen trådte man ind 1/8-finalerne og havde trukket nedrykkerne fra B1909. Selvom det var på udebane lå det til, at fynboerne ikke burde volde FC København besvær. Det gjorde de! Med kun 810 tilskuere til stede vandt fynboerne 3-0. Det foryngede FC-hold leverede derved den første store skuffelse dette efterår. Benny Johansen, som havde været i Georgien for at se kampen mellem Dynamo Tbilisi og Linfield FC, karakteriserede resultatet som "aldeles uacceptabelt". Den daværende sportsdirektør, Frank Mathisen, var mere bramfri i sine udtalelser:
"Det værste er ikke de penge, der går tabt ved, at vi ikke er med fra kvartfinalen. Langt værre er den skade, det her betyder for vores omdømme og de sportslige skrammer, vi har pådraget os. Det er skandale.", udtalte han til Ekstra Bladet dagen efter nederlaget i Odense.
Mesterskabet gav FCK plads i Europa Cup'en for mesterhold, eller rettere muligheden for at kvalificere sig ind i den givtige Champions League. Turneringen var ændret et par år forinden, så der efter de to første runder fulgte et gruppespil, hvor der for det første var store startpenge, men hvor der også faldt store summer for vundne points. I første runde var FC København seedet, og FC trak de nordirske mestre Linfield FC, som var en endog meget god lodtrækning. København var opsat på at fjerne indtrykket fra fjorårets store nederlag til Auxerre og rejste fulde af selvtillid til Nordirland.
Kampen i Nordirland - og dens efterspil - skulle imidlertid udvikle sig til endnu et traumatisk kapitel i FC Københavns europæiske historie. Nordirerne vandt kampen 3-0, hvilket man ikke kunne kalde ufortjent trods tre meget store FC-chancer i kampens begyndelse. FC Københavns bestyrelsesformand, Harald Nielsen, var rasende. I sportsnyhederne kunne man i lufthavnen følge en stærkt forbitret Nielsen omtale indsatsen i kraftige vendinger omkranset af duknakkede spillere.
Returkampen blev spillet to uger senere i København. Trods det elendige udebaneresultat var 7.000 tilskuere mødt op, men heriblandt fandt man en stor mængde medrejsende Linfield-tilskuere. FCKs udgangsopstilling var naturligvis voldsomt offensiv med begge tvillinger, Manniche og Møller på banen fra start, og allerede efter to minutter faldt det første mål ved Peter Møller. Da Martin Johansen efter 25 minutters spil scorede til 2-0 var mange tilskuere mere fortrøstningsfulde, men efterhånden som kampen skred frem manglede det sidste mål. I baghovedet lå, at opgaven ville gøres endnu vanskeligere, skulle Linfield reducere. Efterhånden, som tiden rindede ud, kunne man se Michael Manniche med store armbevægelser signalere, at man bare skulle losse boldene op til ham, så skulle han nok dirigere dem videre. Imidlertid kom FC Københavns chance på et frispark, som nordirerne måtte begå på en af tvillingerne lidt uden for straffesparksfeltet. Lars Højer Nielsen, som man vidste besad evnerne til at score, lagde bolden til rette. Den østrigske dommer, Günther Bernkö, gik frem til Lars Højer og gjorde opmærksom på, at frisparket var "last action". Højer tog sig tid, løb til bolden og sparkede den rent, så den gik i mål oppe i målhjørnet. Hele holdets jubel kom til udtryk i Højers forløsningsattituder efter scoringen og det gjorde den også i de få danske tilskuere på stadion og de lidt flere ved fjernsynet. I øjeblikkene efter scoringen fik Linfields træner desuden rødt kort efter voldsomme protester over tillægstidens længde. Nu manglede en halv times forlænget spilletid, hvor en nordirsk scoring stadig ville tælle dobbelt i tilfælde af samlet mållighed. Det var dog som om, al energi var forsvundet fra Linfields spillere ved Højers scoring, og selvom FCK kun scorede en gang ved Kim Mikkelsen, der var kommet på banen kort før den ordinære spilletids udløb, var man alligevel som tilskuer sikker på, at dette ville ende godt.
Efter sidsteøjebliksredningen mod Linfield FC var FC København nu en runde fra selve Champions League. Lodtrækningen gjorde, at FC København i mesterholdsturneringens anden runde skulle møde AC Milan. Den italienske klub havde de sidste sæsoner år været (alt)dominerende i den italienske Serie A, og havde hjembragt mange europæiske titler. Holdet havde vel Europas bedste trup med profiler som Franco Baresi, Paolo Maldini, Jean-Pierre Papin, Alessandro Costacurta, Dmetrio Albertini, Zvonomir Boban og Christian Panucci. Endelig havde klubben lavet en etårig lejeaftale med Brian Laudrup og hans daværende klub, Fiorentina, som sæsonen før var rykket ud af den bedste italienske række.
Det stod hurtigt klart, at kampen ville blive flot besøgt. Billetordrerne strømmede ind, og klubben afsatte mange billetter til bestillinger. Det viste sig at betyde, at kampen alligevel ikke blev udsolgt, da mange af bestillingerne ikke blev honoreret, så kun 34.285 tilskuere mødte op. I dagene op til kampen prøvede klubben at overbevise omverdenen (og sig selv?) om at de da havde en chance mod det italienske superhold. Således havde man med møjsommeligt arbejde skabt en vis spænding før kampen blev fløjtet i gang. Som tilskuer var det fantastisk at stå på det nye stadion, og se en stor menneskemængde samles til en dansk klubkamp, og atmosfæren var helt speciel. Samtidig var det naturligvis med bange anelser, og en af de kampe, hvor det ville have været tillokkende kun at købe billet til timerne inden kampen, så man kunne se Parken fyldes.
Spændingen varede et minut, så havde Jean-Pierre Papin scoret til 1-0. Og før tilskuerne havde sundet sig og igen troede på det, stod den 2-0 ved Marco Simone. Og sådan gik det slag i slag. Hvad gør et publikum, der således sidder og ser hjemmeholdet blive udspillet? De adopterer selvfølgelig modstanderholdet som øjeblikkets yndling. Så gjorde det det kun nemmere, at der var en dansk landsholdsspiller på det italienske hold. Snart hørte man det meste af stadion afveksle mellem råbene "Milan" og "Brian Laudrup", og folkemængden, der morede sig storartet, deltog ivrigt i "bølgen". Og stadionspeaker Jørgen Herbert blev grebet af stemningen og jublede efter nogle minutters bølgegang med gøglerstemme over Parkens lydanlæg "og så er der BØLGE på vej".
FC København og de af tilskuerne, der kom for at holde med danskerne, kunne takke gamle italienske fodboldtraditioner for, at det kun blev 6-0: Når man har afgjort kampen er der ingen grund til at ydmyge modstanderen. Til gengæld gav de mange tilskuere en entreindtægt, som lunede gevaldigt i det pressede regnskab.