2. Del

Østerbro, Parken, Gentofte - hvor har vi hjemme? Efterår 1992

Ved klubbens start arvede man et helt hold fra B1903, og som nævnt i første afsnit tilmed et godt et af slagsen. Der var en stamme med ældre folk - Palle Petersen, Manniche, Pierre Larsen, Kenneth Wegner og Torben Piechnik, og unge talentfulde folk som tvillingerne Johansen, Tur, Højer, Lønstrup, Uldbjerg m. fl. Desuden var truppet blevet spædet op med de et par unge KB-talenter, Morten Petersen (senere Falch), Anders Bjerre og Nikolaj Wael.

Naturligt nok kom også succestræneren, Benny Johansen, med over fra B1903. Han havde i to omgange trænet sin gamle klub B1903, hvor han havde været angriber i slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne. Som type var han efter sigende en hovedstødsstærk, måske lidt langsom centerforward med et godt skud med begge ben - måske ikke ulig Manniche? Som træner var han en god inspirator - altid priset for sin evne til at sætte holdet op, og en stor taktiker. Samtidig var han vellidt i truppen, og i senere interviews med spillere og øvrige folk omkring FC København omtales han stadig i meget rosende vendinger. Han skulle også vise sig at blive den træner, der har nået længst med klubben til dato.

Ganske naturligt fortsatte han også det 3-5-2 system, der sæsonen før havde indhøstet mange flotte resultater hos B1903. Omend modellen nærmest var kommet til at være en 3-6-1. Med Michael Manniche helt på toppen, og fungerende som målskive for afleveringerne fremad. Lige bag ham lå så de to tvillinger, Martin og Michael Johansen.

FC Københavns praktiske fødsel skete i sommerferie-turneringen Toto Cup'en den 1. juli 1992, hvor man mødte schweiziske Grasshoppers på Østerbro Stadion. Det blev til en 2-1 sejr over Grasshoppers og begge mål blev scoret af reserveangriberen Søren Lyng. Senere vandt man så sin pulje i Toto Cup'en, som stadig dengang figurerede som en regulær sommerturnering uden den store sportslige værdi.

Samme stadion, Østerbro, kom også til at fungere som hjemmebane i de første superligakampe. Parken, det nye stadion, der var ved at blive bygget til landsholdet og klubben, var endnu ikke klar. Det ventede på sin indvielse med den stort opsatte EM-finale revanche mod Tyskland. Så klubben var tvunget til at finde et andet og midlertidigt hjemsted. Selvom spillerne kendte Gentofte Stadion som hjemmebane valgte man Parkens nabo, Østerbro Stadion. Det skete formodentlig ud fra en betragtning om, at man hurtigt skulle markere, at man var den klub, københavnerne havde manglet. Samtidig var det sandsynligvis også et klogt træk i pacificeringen af den modvillige del af KB.

Selve superligapremieren foregik den 12. august i Valby Idrætspark, hvor klubbens første sejr kom i hus på baggrund af et hattrick af Martin Johansen. Efter kampen udtalte Benny Johansen til Ekstra Bladet:
"En meget svær start mod Frem. Vi havde presset fra at skulle lancere FC København, og vi havde presset af at være udråbt til storfavoritter. Derfor er jeg helt klart lettet."
At der var noget bag Benny Johansens ord havde samme Ekstra Bladet bekræftet 6 dage før debutkampen i ligaen, hvor man utvetydig havde udråbt guldfavoritten - "De hvide engle" fra FC København.

Klubben nåede at spille tre hjemmekampe på Østerbro Stadion. Mod B1909, Silkeborg og OB. Kampene bar tydelig præg af at være en slags forpremiere, hvor tilskuertallet var beskedent og tilskuerne endnu var usikre. De bittesmå fangrupper, der var arvegods fra moderklubberne, var mere eller mindre bare gået ind på stadion, så der var en lille gruppe centralt på hovedtribunen og en lille gruppe på træbrædderne på den anden langside. Udekampene klarede FCK pænt, bl.a. fik de 1-1 i Brøndby. Det var ved den kamp, Hans Christians scorede Brøndby's enlige mål med armen, og som en tilskuer blev citeret for:
"Når Hans Christians også scorer, begynder vi at tro på guldet".

Den 12. september fik klubben så sin debut i Parken. De besøgende til debutkampen mod Lyngby blev ikke ladet i tvivl om, at normerne for afvikling af en kamp i bedste række var ændret: Imponerede fandt folk sine pladser på det nye stadion, der i tilskuerkomfort slog alt, hvad man tidligere havde kendt til. Klubben markerede starten yderligere ved at bringe store annoncer i dagbladene, hvilket ikke havde været kotume i dansk klubfodbold. De første 6 kampe havde givet 9 point (dengang stadig 2 point for sejr) og alle disse faktorer gjorde at godt 11.000 tilskuere var mødt op til "DM-finale-revanchen" - som nævnt i 1. første del af krøniken havde Lyngby sikret sig det danske mesterskab ved at vinde 1-0 over B1903 på et udsolgt Gentofte Stadion.

Klubbens ledelse var også klar over, at man måtte skabe en god stemning til kampene, men var nok ikke rigtig klar over, hvad god stemning egentlig var. Til debutkampen mod Lyngby havde man således engageret et sambaorkester, der var placeret på tribunen. De 10-15 personer var hver udstyret med en stor tromme, som de benyttede sig af i en grad, så det for store dele af publikum var vanskeligt at følge fodboldkampen p.g.a. de altdominerende og distraherende "sambarytmer". Samtidig havde klubben entreret med den fynske sanger Pia Trøjborg til at lave klubbens sang. Da Parken var udstyret med storskærm, havde klubben udvidet idéen til at lave en musikvideo. En syngende Trøjborg blev krydsklippet med optagelser fra klubbens første kampe på Østerbro Stadion, nogle tilskuere fra kampene, klubbens spillere, der jonglerede bolde i en tom Parken og billeder af truppen i Tivolis karusseller. Til kampen mod Lyngby kunne publikum dog også følge Trøjborg live i løvekostume.

For FC København blev det ikke resultatmæssigt den ønskede entré på den nye hjemmebane. Midtvejs i første halvleg var klubben bagud med 0-2, men et selvmål af Michael Gothenborg og en udligning kort før tid af den nye, unge spiller fra KB, Morten Petersen reddede FC Københavns ære. Morten Petersen var blevet skiftet ind få minutter før, og han skulle senere komme til at spille en mere betydelig rolle i klubben under sit andet efternavn, Falch.

Umiddelbart efter solgte klubben sin første spiller. Torben Piechnik, der havde gjort sig fordelagtigt bemærket i Danmarks fremgangsrige EM-turnering, blev solgt til den engelske klub, Liverpool FC.

Allerede fire dage senere skulle FC København ud i sin første internationale kamp. I UEFA Cuppens første runde havde man trukket MP Mikkeli fra Finland. Det var centralt for klubben at klare sig godt i de europæiske kampe, som man havde lagt stor vægt på ved stiftelsen af klubben. Det medvirkede givet til at over 8.000 tilskuere fulgte kampen. FC København mere end indfriede de store forventninger og vandt 5-0 mod finnerne. Returkampen i Finland blev fulgt af en stor gruppe sponsorer, som klubben havde inviteret med og udstyret med små, hvide flag. FCK lavede endnu et godt resultat, og vandt 5-1. Således var klubben kommet godt af sted i de vigtige europæiske turneringer.

I den hjemlige turnering gik det også godt. Klubben fortsatte med at høste point og tidlig i oktober bragte klubben sig også videre fra pokalturneringens 5. runde. Modstanderen var Brøndby, der blev besejret 2-0. Man havde fortsat pæne tilskuertal, og til 5-1 sejren over Frem mødte over 12.000 tilskuere op.

21. oktober skulle klubben spille i UEFA Cuppens næste runde. Modstanderne var franske AJ Auxerre, hvis mangeårige træner Guy Roux underspillede situationen kraftigt. Til de danske medier udtalte han, at han var tilfreds med lidt mod det danske hold, der var en europæisk topklub og af en klasse, som Auxerre håbede at nå. Første kamp gik i Frankrig, og blev indledningen til FC Københavns Europa-traume, et traume som klubben måske stadig ikke er kommet ud af. Kampen startede ellers fantastisk, da Anders Bjerre efter få minutter - og før TV-billederne kom igennem til Danmark - burde have haft straffespark, men den ungarske dommer undlod at dømme for forseelsen. Så gik det ellers hurtigt den anden vej, og kampen endte 5-0 til franskmændene, ikke mindst på baggrund af en fransk spiller ved navn Baticle, der scorede et såkaldt uægte hattrick. Til Fusionsnipserne sagde Benny Johansen i foråret 1998:
"Det var en kamp, hvor man bagefter kan se, det var lidt fjollet, at vi tabte 5-0. Vi spillede fuldstændig lige op med Auxerre og skulle have haft et straffespark i løbet af de første 30 minutter, og så gik det galt. Da de lavede 3-0-målet lavede jeg en offensiv satsning for at lave et mål. Det kostede yderligere to mål i den anden ende, og det må jeg tage på min kappe, men det står der jo ikke noget om bagefter, der står de 5-0, som man får balladen for."
Under kampen blev Martin Johansen iøvrigt af kommentatoren konsekvent benævnt Michael Johansen, der ikke var med. Fejlen blev rettet, da brødrenes mor ringede til TV for at gøre opmærksom på fejltagelsen.

Nederlaget blev fulgt op den følgende superligaspillerunde. Et af ligaens svagere hold, Næstved var på besøg i Parken, og højst overraskende kunne de vinde 3-0 over FCK, der var ubesejrede i ligaen. I det hele taget var resultaterne på udebane faktisk bedre end hjemme. Parken var endnu ikke en fasttømret hjemmebane for FC, mens det var et meget spændende sted at spille for gæsterne. Næstveds sejr skulle blive klubbens eneste nederlag i efterårshalvdelen af denne sæson. FC Københavns følgende superligakampe var ikke i samme grad præget af nederlaget i Auxerre, og klubben høstede igen points.

I returkampen i Parken mod AJ Auxerre var der selvfølgelig ikke meget at spille for. Selv de mest optimistiske havde svært ved at tro på samlet sejr, og statistikerne kunne bidrage til denne skepsis ved at oplyse, at intet hold, der havde tabt med 5 overskydende mål i første kamp, var gået videre sammenlagt. Kampen, der desuden blev spillet i en meget kold Parken, samlede således også kun 5000 tilskuere, hvis største håb var at FCK kunne samle point ind til de danske hold Europa-konto, der var bestemmende for, hvor mange danske hold, der fik lov at deltage i UEFA-Cuppen. Kampen betød dog endnu et nederlag, denne gang på 0-2.

I superligaen fortsatte det med at gå godt, men det gjorde det ikke for Danmarks dyreste græsplæne. Der var problemer med dræningen, og man kunne ikke blive enige om, hvad det skyldtes. Landsholdet klagede sig højlydt, ligeså gjorde FC København, og Danmarks suverænt mest omdiskuterede vækster blev skrællet af. Der blev lavet en del ændringer, vistnok så banen blev bedre drænet, og et nyt græstæppe blev lagt på. Således kunne man vinteren igennem overvære et stadion, der lå badet i lys. Lysene var vækstlys, som blev hængt op under nogle presenninger, der dækkende hele banen.

Samtidig lagde man nu op til, at den gammelkendte trup skulle fonyes. Det betød, at flere spilleres kontraktforlængelser kom i fare, bl.a. skadesplagede folk som Jørgen Juul Jensen, og Brian Rasmussen, samt Nicolai Wael. Man sigtede mod indkøb af 2-3 markante forstærkninger. Det var klubbens sportslige succes og at FC var en af meget få superligaklubber med sund økonom, der gjorde disse mål mulige.

På stadionfronten måtte FC København afslutte, som man begyndte sin første halvsæson, væk fra det ønskede hjemsted. Denne gang faldt valget på den gamle hjemmebane, Gentofte Stadion. Holdet, der havde haft problemer med at spille i Parken, fandt straks resultaterne fra B1903-dagene frem og vandt 3-1 over AGF. FC Københavns ledelse synes måske, det var lidt halvtrist at skulle afslutte året på den gamle bane, hvor kun 3000 tilskuere var mødt frem, så den havde engageret Tivolis fyrværkerimester til at lave de afsluttende festligheder. Alt i alt havde man også noget at fejre, en rimelig sikker overvintring på superligaens førsteplads.

Nr. 1-8 kvalificerede sig til forårets slutspil, hvor antallet af points
blev halveret og målscoreren nulstillet.

FC Københavns idealopstilling, efterår 1992:

Palle Petersen

Ivan Nielsen, Kenneth Wegner, Brian Kaus

Lars Højer Nielsen, Michael Johansen, Pierre Larsen (anf), Iørn Uldbjerg, Michael Giolbas

Michael Manniche, Martin Johansen

Træner: Benny Johansen