Den der kender sin fortid, forstår også bedre hvorfor nutiden former sig som den nu engang gør, og hvor fremtiden en dag vil bære hen. Det kunne være indledningen på enhver historieskrivning, og vi lader det også blive begyndelsen på denne. En krønike om FC København og klubbens foreløbige syvårige historie. En krønike som dels er bygget en god del subjektiv hukommelse, og en del på stor mængde indsamlet materiale fra diverse medier, primært aviser og tidsskrifter. Vores hensigt er i de næste måneder at præsentere krøniken i 12 afsnit, dækkende en halvsæson hver. Medregnet dette første om selve dannelsen af klubben bliver det ialt 13 afsnit. Udkommende med cirka en måneds interval. Når vi engang når så langt, vil det måske også være på sin plads at opdatere med en nys overstået sæson. Det må tiden vise. Foreløbig begynder vi med begyndelsen og dermed med efteråret 1991. Denne krønike ikke skal betragtes som sandheden omkring FC København. Vi er to almindelige fans, som reelt ikke har haft adgang til flere oplysninger end de fleste andre, blot har vi måske været lidt mere omhyggelige med at samle dem sammen. Endvidere bør man altid huske, at ved siden af enhver god historie, kan der sikkert fortælles en anden og ligeså god historie. Dette bliver blot vores version. God fornøjelse!

Jan Erik Hansen og Kaare Johnsen

I mange år havde man i forskellige fora diskuteret dannelsen af en sammenslutning af københavnske klubber. Inspirationen kom delvis fra det tidligere "Stævnet", der eksisterede helt tilbage i 30erne og spillede opvisningskampe i Idrætsparken mod primært store engelske hold. Det var dannet af spillere fra københavnerklubber som B1903, B93, KB og Frem.

I 1990 kom idéen endnu en gang frem, og denne gang med fornyet styrke, men KBs bestyrelse kunne ikke få flertal til at begynde. Toneangivende i bestræbelserne var B1903. Siden indførelsen af betalt fodbold i Danmark 1978, havde den tidligere B1903-spiller og nu rigmand Alex Friedmann i stor stil hjulpet Gentofteklubben finansielt. Det betød en konstant placering i toppen af dansk fodbold, men tilskuergrundlaget var aldrig rigtig kommet. Selv da man i 1989 og 1990 havde samlet et rigtig godt fodboldhold i Gentofte savnedes publikum i stort omfang.

I firserne havde dansk klubfodbold i det hele taget problemer med at tiltrække den store interesse, og mange klubber havde alvorlige økonomiske problemer. Store underskud og deraf følgende betalingsstandsninger, fallitter eller økonomiske rekonstruktioner var hyppige i klubberne i den bedste række. De gamle amatørledere viste sig som ægte amatører, når der skulle forhandles løn med spillerne, så lønudgifterne truede overalt økonomien. Alligevel havde firsernes udvikling betydet mange klubskifter hos spillerne, og den højt besungne klubfølelse hos spillerne var efterhånden væk.

Friedmann, der nu var kommet op i halvfjerdserne, bekendtgjorde overfor ledelsen i B1903, at han ville stoppe sit engagement i klubben ved udgangen af 1991. Samtidig lod han dog en dør stå på klem: Hvis man kunne samle flere københavnske klubber om en sammenslutning, der kunne spille inde i byen, ville han være parat til at fortsætte sin økonomiske hjælp, der så ville andrage 1½ million årligt de tre første år. På det tidspunkt var Brøndbyernes Idrætsforening altdominerende i dansk klubfodbold. En helt ny og udogmatisk indstilling til professionel fodbold havde bragt den i spidsen. Ikke desto mindre stod selv Brøndby med økonomiske problemer efter fejlslagne økonomiske dispositioner. Samme Brøndby var i øvrigt glade for udsigten til at dansk klubfodbold kunne få lidt bredde i toppen.

I 1991 forsøgte man sig så igen med en sammenlægning i København. I KB indkaldte man til ekstraordinær generalforsamling 4. oktober 1991. Bestyrelsen med formand Ole Hummelshøj i spidsen havde forhandlet sig frem til en overenskomst med B1903, som man ville fremlægge for klubbens medlemmer. Belært af de negative erfaringer fra året før meddelte man, at KBs bestyrelse ville nedlægge sit mandat, hvis medlemmerne sagde nej til sammenslutningen med B1903 i FC København. Aktiekapitalen skulle være på 1 million kroner, som hver klub skulle bidrage med halvdelen af. På grund af KBs skrøbelige økonomi tilbød B1903 at betale yderligere ½ million kroner i overgangssum for Martin og Michael Johansen, som man kort forinden havde anskaffet sig i KB. Samtidig strammede man tommelskruerne yderligere: Hvis KBs medlemmer alligevel stemte imod, ville FC København alligevel blive en realitet med B1903 og eventuelle andre interesserede som moderklubber.

Man sammensatte samtidig en bestyrelse for den nye klub. Som bestyrelsesformand havde man udset sig nationalhelten Harald Nielsen, der var med til at sikre dansk OL-sølv ved olympiaden i Rom. Samtidig var Harald Nielsen ikke fremmed for tanken om at drive fodbold mere professionelt, end det var sædvane. I 1977 stod han sammen med venstrepolitikeren Helge Sander bag et vidtgående forslag om indførelse af en professionel liga i Danmark. Planerne endte med at tvinge Dansk Boldspil Union til at indføre betalt fodbold. Endelig besad Harald Nielsen den for KBerne vigtige egenskab, at han ikke var B1903er. I FC Københavns bestyrelse fandt man også flere erhvervsledere, herunder rigmanden og advokaten Christian Kjær, der var kendt overalt i Danmark, ikke mindst efter sit giftermål med Janni Spies.

Budgettet blev lagt på 12-14 millioner kroner årligt, hvilket ville kræve 4000-5000 tilskuere i gennemsnit. Heraf ville de følge tre år komme 3 millioner kroner årligt fra forsikringsselskabet Danica (tidligere Statsanstalten for Livsforsikring) og 1½ millioner kroner fra B1903s mæcen, Alex Friedmann.

Endelig var der nu igen snart et stadion i København. Baltica, der i øvrigt var ejer af Danica, havde stået for ombygningen af den gamle Københavns Idrætspark til det nye, topmoderne stadion Parken. For at holde økonomi i dette projekt var det afgørende, at det blev benyttet til andet end landskampe, og derfor var et nyt professionelt københavnerhold præcis det, der manglede. Men overgangen til Danica som ny hovedsponsor betød, at B1903 måtte afbryde det mangeårige samarbejde med Codan, som havde været B1903s sponsor siden indførelsen af betalt fodbold i 1978. Codan begyndte i stedet et hovedsponsorat for Brøndby; et samarbejde, der stadig eksisterer.

Og stort blev der i det hele taget tænkt. Man forsøgte ifølge BT bl.a. at få kronprins Frederik som æresprotektor, og at overtale Michael Laudrup til at skifte til klubben. Blandt favoritterne til stillingen som klubbens første direktør var Svend Mathiesen fra DBUs initiativfond. Han skulle langt senere faktisk blive ansat i klubben, omend som ansvarlige for "merchandise". Harald Nielsen, der skulle skaffe opmærksomhed og dermed sponsorer til den nye klub, valgte at markedsføre klubben meget optimistisk, og forbrød sig herved mod den hidtidige danske tradition. Han anså ikke den traditionelle klubidentitet som en vigtig faktor i fremtidens klubfodbold. I et interview med Jyllands-Posten sagde Harald Nielsen.
"Som grundlærdom kan man sige, at det drejer sig om at skaffe et stadion, en bold og et hold - og en modstander. Herefter kan man gå igang med at opbygge en passende klubstruktur. Al snak om spillernes tilhørsforhold til de gamle amatørklubber bør forstumme. Den rene amatør findes slet ikke mere, og "klubfølelsen" forsvinder, når spilleren sidder i kontraktforhandlinger".

KB var dog ikke ubetinget lykkelig. Ikke mindst i spillertruppen, hvor kun få kunne forvente at blive tilbudt kontrakt i den nye klub, var modstanden stor. Udsigten til at skulle spille danmarksseriefodbold efter 1. januar 1992 bidrog også til modstanden. Men også den stemning, der havde hersket i KB i mange år, den ædle amatørisme, kunne vanskeligt forlige sig med FC København, der var den første repræsentant for den logiske udvikling i dansk klubfodbold. Klubbens mentor Nils Middelboe havde som ung været i England, hvorfra han bragte idealer som fairness og sportsmanship. KB tog de to valgsprog "gør drenge til mænd og mænd til drenge" og "tab og vind med samme sind" til sig. Netop fordi KB derfor ikke var den drivende kraft i sammenlægningen, måtte folkene bag den unge konstruktion komme KBerne i møde på flere punkter. Et af de vigtigste var, at FC København skulle bruge KBs anlæg som træningsbaner. Her i 1999 er det pudsigt at se, hvad to KB-veteraner udtalte til Det Fri Aktuelt i efteråret 1991:
"Holdet har ikke noget stampublikum, så de skal spille godt, for at nogen gider se dem. Man gider jo heller ikke se en elendig film tre gange i træk. Jeg tror, at vi vil se FCK to-tre gange om året, når der er topkamp" og "Ja, det bliver aldrig som i gamle dage, hvor vi kom et kvarter før kampen for at se de blå- og hvid-stribede og var helt elektriske".

Da forslaget endelig blev fremsat på KBs ekstraordinære generalforsamling var der 206 ja-stemmer, 29 nej-stemmer og 20, der undlod at stemme. Klart flertal. Den 5. oktober 1991 godkendte DBU overbygningsaftalen mellem de to klubber, FC København skulle overtage B1903s superligaplads, mens KB fra årsskiftet blev sendt ned i danmarksserien. Som ny administrerende direktør blev erhvervsmanden H.C. Hansen ansat, han havde netop forladt Baltica Finans. Sammen med den øvrige ledelse, Harald Nielsen som en slags præsident og bestyrelsesformand og som tidligere nævnt fx. Christian Kjær og repræsentanter fra de to moderklubber i selve bestyrelsen, installeredes han i en villa i Hellerup og i kulisserne var FC København nu en realitet. I november 1991 ansatte man så den fungerende B1903-direktør, Frank Mathiesen, som sportslig direktør.

På fodboldbanerne hed klubben stadig B1903 og det var bl.a dette efterår at man massakrerede Bayern München på Gentofte Stadion med 6-2 i UEFA Cuppen. Hvilket sidenhen førte klubben til en kvartfinale, hvor man blev besejret af italienske Torino. Endvidere spillede klubben sig i pokalfinalen, som man tabte 0-3 i Århus til AGF, og sluttede foråret 1992 som sølvvindere. Efter at have tabt guldet på sidste spilledag mod naboerne fra Lyngby.

I kulisserne arbejdede man frem mod den 1/7-1992, hvor FC København skulle forvandles fra en skrivebordsklub til en praktisk fodboldklub. Der blev forhandlet spillerkontrakter og der blev skaffet sponsorer, og blandt dem som trådte ind i kredsen af topsponsorer var bl.a det svenske møbelfirma Kinnarps. Dengang med en administrerende direktør ved navn Flemming Østergaard.

På et pressemøde i april 1992, som BT kaldte "provokerende", præsenteredes klubbens logo så. Et blåt løvehoved på hvid baggrund og det runde emblem kantet med klubbens navn og et dansk flag, som vi kender så ganske udemærket.
"Det symboliserer mod og styrke (løve) og markerer, at klubben repræsenterer både København og Danmark", oplyste Harald Nielsen den tilstedeværende presse dengang i april 1992. Selve spilledragten var endnu ikke på plads, den var stadig på designplanet hos Puma. Godt tre måneder senere var klubben så flyvefærdig.

Idealopstilling for B1903s sølvvindere i juni 1992:

Fortsættes...

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 7. juli 1999.