12.02.00: F.C. København - IFK Göteborg 2-0 (0-0)

12.02.00: Træningskamp i Parken:
F.C. København - IFK Göteborg 2-0 (0-0)

47 min: 1-0 Thomas Thorninger
75 min: 2-0 Harald Brattbakk

Dommer: Jan Hald

Tilskuere: 3.689

F.C. København (4-4-2)
Michael Steensgaard
Thomas Rytter (afløst af Carsten Hemmingsen), Bo Svensson, Kim Madsen, Niclas Jensen
Mads Westh (afløst af Thomas Thorninger), Michael Mio, Christian Lønstrup, Todi Jónsson (afløst af Peter Christiansen)
David Nielsen, Harald Brattbakk (afløst af Donatas Vencevicius)

Årtusindets første kamp i Parken blev en træningskamp. FC København mod svenske IFK Göteborg. En sidste testkamp inden truppens afrejse til 14 dages træningslejr i Sydafrika. Og Göteborg måtte siges at være en udmærket modstander. Tidligere kunne klubben - med rette - kalde sig det skandinaviske flagskib med sine annaler fra diverse europæiske turneringer, men de seneste sæsoner har ikke været helt så prangende. En 6. plads i Allsvenskan 1999 var det blevet til, men dog efter en pæn efterårsslutspurt ovenpå et meget svagt forår.

Optakten til selve kampen var et større fanarrangement, inkluderende rundvisning i Parken, som de normale fankanaler bl.a. også var blevet annonceret i Tipsbladet dagen før. Desværre nåede Deres Udsendte d.æ. ikke frem til dette glimrende initiativ fra klubbens side, men måtte nøje sig med selve kampen og kan derfor ikke anmelde denne del af arrangementet. Selve idéen fortjener dog ros. En ting var at spillerne fik mulighed for at teste formen på en meget flot græsplæne, så tidligt i forberedelserne. Noget andet var at vi fans også kunne få tilbudt et sundt skud protein her i den lange vinterpause, både i form af duften fra vores smukke hjemmebane, som alt andet lige sparker aldeles meget mere end kunststoffet på Peter Bangsvej, samt muligheden for et givtigt fodboldfix i rammer der næsten lignede Superligaen. Vi oplevede noget lignende sidste vinter, da Helsingborg blev inviteret til Parken i vinterpausen, så lad det endelig blive en ny tradition.

Desværre kunne man så også hurtigt konstatere, at de medrejsende svenske fans havde lidt andre motiver i baglommen. En pæn portion af dem var ikke kommet til København for fodboldens skyld, udsigten til slagsmål var en vigtigere faktor. Allerede inden kampstart havde der været ballade uden for Parken, og den fortsatte på deres afsnit af D-tribunen, da kampen begyndte.

At der stort set intet skete på banen blev ingen undskyldning, tværtimod burde den ganske fredsommelige og harmløse første halve time af kampen havde lagt sin naturlige dæmper på gemytterne. Det skete dog ikke. Deres Udsendte stod på den del af A-tribunen som var nærmest svenskerne og havde udsigt til den ballade som efterhånden eskalerede og endte med at kampklædt politi måtte rykke ind og assistere det normale vagtkorps, som både var københavnere og medbragte svenskere.

Som skrevet på banen skete der stort set intet. En masse spil på midten i et adstadigt tempo. Et par københavnske hjørnespark som forblev - i bedste FC-tradition - helt ufarlige. Et par kiksede udspark fra Steensgaard, som kunne være blevet farlige, men aldrig blev det. Et mislykket hovedstød fra Kim Madsen og et ditto fra en IFK-spiller. Det var punkterne på notesblokken omkring selve fodbolden.

Omkring den halve time fik københavnerne en smule bedre fat om spillet. Løns spillede den unge højrekant Mads Westh i dybden og han afsluttede over det svenske mål. I den anden ende fik en IFK-angriber en pæn chance, da markeringer kort kiksede i midterforsvaret, men han sendte også bolden over mål. I halvlegens slutminutter skete der for alvor noget. Først rev Todi sig løs i venstresiden i et godt gennembrud, efter kombinationsspil over midten i klassisk FC-stil - mange små hurtige afleveringer. Men han blev pareret ud af svenskernes forsvar og situationen gentog sig lidt efter - endnu et "lige-ved-og-næsten" gennembrud fra Todi, som faktisk atter spillede en strålende kamp som venstre midtbane.

I pausen valgte træner Brink ganske fornuftigt at udskifte i højresiden. Westh blev afløst af Thorninger. Unge Westh havde spillet sin hidtil ringeste halvleg i FC-trøjen og det var tydeligt at det kneb lidt med gejsten og selvtilliden hos ham efterhånden som første halvleg skred frem, og spillet mislykkedes for ham. Selv ikke et klap på kinden fra anfører Mio syntes at hjælpe.

Med indskiftningen af Thorninger kom der straks mere dynamik i højreflanken og dermed balance i forhold til venstresiden, hvor Todi herskede. 2. halvleg blev dog indledt med et svensk chance, da Rytter kiksede en tilbagelægning til Steensgaard og istedet spillede en IFK-angriber fri. Men en hurtig reaktion fra Steensgaard reddede situationen.

Kort efter lynede det så i modsatte ende. Et københavnsk angreb blev ført frem i venstresiden hos Todi og Niclas. Et indlæg endte modsat hos Thorninger, som sparkede hårdt og via en svensk back, tæt presset af Brattbakk, endte bolden lidt heldigt i netmaskerne. Det lignede selvmål, men Thorninger fik målet noteret på sin konto af Parkens speaker.

Herefter stod der København på resten af kampen. I forhold til første halvleg flød kombinationerne langt bedre og man lagde et større pres på IFK Göteborg. Det blev til en serie halve chancer, men som i første halvleg havde man svært ved at skabe egentlige afslutninger. Der blev simpelthen driblet og kombineret for meget og afsluttet for lidt i lange perioder. Både Thorninger, Brattbakk og David forfaldt til småspillet, kun Todi viste lidt ivrighed i afslutningerne.

Samtidig så man også at Mio's evner som bolderobrer og indpisker på midten ikke stod mål med hans evner i kontraspillet. I flere situationer formåede han simpelthen ikke at være hurtig nok, hverken i ben eller tanke, og det blokerede flere gode muligheder. De druknede simpelthen i ubeslutsomhed, så at sige.

Som halvlegen skred frem blev der også skiftet en del ud. En noget svingende Rytter, der tydeligt manglede kamptræning, blev afløst af Carsten Hemmingsen. På højreback. En noget usædvanlig plads for Hemmingsen, der da heller ikke lignede een der faldt naturligt ind på pladsen. I venstreside afløstes Todi af Peter Christiansen. Todi havde spillet glimrende og Christiansen fulgte pænt efter og var direkte med i opspillet til næste scoring, da en dyb stikning fra Løns sendte ham afsted på venstrekanten. Hans hårde indlæg endte hos Thorninger, der spillede fladt i foden på Brattbakk, der nemt scorede til 2-0 med indersiden. Straks efter blev Brattbakk erstattet med Donatas. Brattbakk kunne også skrive godkendt på sin indsats, ikke bare for sit engagement i begge mål, men fordi han både viste hurtighed og god driblefærdighed i mange situationer.

Svenskernes bedste forsøg kom i 81. minut, hvor en bold passerede tværs gennem det københavnske straffesparksfelt. Markeringerne forekom for en sjælden gangs skyld noget løse hos midterforsvarerne Madsen og Svensson, og en IFK-spiller fik tiden og pladsen til at skrue bolden mod modsatte målhjørne. Men en flyvende Steensgaard reddede flot og vippede forsøget til hjørnespark.

På en efterfølgende kontra opstod en lidt pudsig situation, da den svenske keeper gik helt fejl af bolden i en duel med Donatas på kanten af IFK-feltet. Pludselig stod han fri med en forsvarer og målet, og blev åbenbart selv så overrasket at afslutningen blev for ukoncentreret og derved pareret.

I slutminutterne havde københavnerne endnu et par chancer. David fik drejet en god hovedstødschance forbi efter indlæg fra Løns, Svensson var også tæt på efter et hjørnespark, vel nok det første farlige af slagsen fra københavnsk side, men hans hovedstød sejlede tæt over. Og således forblev cifrene på de 2-0. En sejr som var ganske fortjent og i ganske rimelig overensstemmelse med kampen som helhed.

IFK Göteborg præsterede ikke meget frem efter på banen, måske også fordi Svensson/Madsen spillede med samme forudseenhed og skarphed i forsvaret som i efteråret. Københavnerne var noget bedre uden at ligefrem imponere.

En spiller fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Lønstrup. Han lignede faktisk sit gamle jeg i lange perioder, nu åbenbart omsider helt fri af skader. Især i 2. halvleg blomstrede han og tog den styrende rolle på midten, som hans talenter berettiger til. Det var en fornøjelse at skue og forhåbentlig et godt signal til selve sæsonen, som bliver alvor om en måneds tid.

Og således denne træningskamp; uden for Parken herskede Belfast-lignende tilstande, da svenskerne vist havde sat nogle andre svenskere fra Helsingborg stævne, og disse så havde hver sine danske "venner". Et vanvittigt scenarie i sig selv til en træningskamp, og blot endnu mere vanvittig når man efterfølgende kunne konstatere, at balladen overhovedet ikke havde relationer til selve kampen. Men var et internt "svensk" opgør. Det fortæller så måske i virkeligheden alt om tankegangen hos disse hooligangrupper, svenske som danske - og den er syg, kort og godt! Meget syg!

Fusionsnipserne