29.01.00 Træningskamp på KB's Anlæg:
F.C. København - Halmstads BK 2-4 (1-3)

15 min: 0-1 En svensker
25 min: 1-1 David Nielsen
36 min: 1-2 En anden svensker
40 min: 1-3 En tredje svensker
50 min: 2-3 Christian Lønstrup
60 min: 2-4 Løns igen. Denne gang i eget net.

Tilskuere: 211 + det løse

 

Opstilling (4-4-2)
Karim Zaza/Michael Stensgaard
Niclas Jensen  - Kim Madsen - Rocky Schmücker - Diego Tur
Peter Christiansen/Christian Lønstrup - Donatas Vencevicius/Clement Cliford - Michael Mio - Mads Westh/Thomas Thorninger
David Nielsen - Harald Brattbakk

 

Ganske mange havde atter fundet vej til Peter Bangs Vej denne tidlige eftermiddag. Ikke fordi vejret opfordrede til de store udendørsaktiviteter - "This ain't a fit night out for ma-a-an nor beast!", som WC Fields ville have udbrudt, inden en eller anden kylede en spand fjer i hovedet på ham. Men det var nok mere fordi det nu engang er blevet en tradition med disse forblæste, regnvåde oplevelser omkring en kunststofbane i januar. De er blevet en del af fantilværelsen i de døde vintermåneder. For mange af os. Også Deres Udsendte d.æ.

Til gengæld var det vist ikke alle, der var lige tilfredse med det store fremmøde. Hjælpetræner Larsen virkede ganske irriteret, da han før kampstart verfede folk tilbage, for at skabe "fred og ro" til trænerstaben og udskiftningsspillerne, som han udtrykte det. Egentlig forståeligt nok. Fordi folk stod ret op ad sidelinien hele banen rundt, sludrende, grinende, rygende, drikkende - kaffe og kage, øl og cognac, altsammen i bedste firmaskovtursstil.

Der stod en kraftig blæst ind over banen i så tilpas en skrå vinkel, at den både fungerede som sidevind og samtidig medvind for det ene hold. I første halvleg blev det svenskerne som fik den ryggen. Ellers var det et noget amputeret københavnsk hold som slentrede på banen. Svensson, Kofi og Rytter var ude med skader. Ligeså Hemmingsen. Mens Todi vist var på tur med det færøske landshold.

Derfor var det et noget nyt midterforsvar som vi fik at se. Den nyoprykkede ynglingespiller Rocky Schmücker fik chancen ved siden af Kim Madsen. På midtbanen spillede nyindkøbte Peter Christiansen på venstreflanken, mens supertalentet Mads Westh var rykket ned fra angrebspositionen til en slags flyvende højreflanke.

Kampen startede meget afventende med en masse spil på midten. Men Halmstad opfattede hurtigt, at det københavnske forsvar var i en ny opstilling. Især i højresiden hos Diego var der åbent, og den unge Schmücker havde store vanskeligheder med at bakke op. Det gav i det 10. minut den første store chance til svenskerne, som Karim fik pareret flot.

Lidt senere var den gal igen. Især var det Halmstads nr. 14 som skabte problemer. Han var hurtig og udfordrende i sit spil og stod bag næste gennembrud. Denne gang blev Karim overspillet, men Kim Madsen reddede på stregen.

Efter et kvarters tid gik det så galt. Nu var i det venstresiden af forsvaret at det kiksede, en ukoncentrerede aflevering fra Niclas fik hele bagkæden på glatis og Halmstad kunne ganske fortjent score til 1-0.

Målet satte lidt mere gang i københavnerne, som hidtil ikke havde haft et eneste forsøg på svenskernes mål. Men først var Westh igennem og lidt senere David, som dog afsluttede med et gevaldig skævert. Efter 25 minutter kom der for alvor form over opspillet. Et angreb blev startet i venstre side og Brattbakk styrede mod midten og sendte Westh afsted med en stikning. Han smækkede hurtigt bolden ind over og David dykkede ned i den med et fint hovedstød. 1-1.

De næste 10 minutter var helt københavnske. Brattbakk havde et fladt skud på stolpen og Mio nåede frem til en udemærket afslutning efter et hjørnespark. Alligevel blev det Halmstad som bragte sig foran. Offside-fælden i forsvaret fejlede tilsyneladende, situationen så lidt mistænkelig ud, og en svensker kom alene med Karim og vippede bolden over ham. 1-2.

Et par minutter efter sejlede forsvaret fuldstændig. Igen efter gennembrud i højresiden hos Diego og Schmücker. På midten var der ingen markeringer og Halmstad kunne enkelt bringe sig på 3-1, som blev pausestillingen.

Til 2. halvleg havde københavnerne foretaget to ændringer. Stensgaard byttede med Karim i målet og Lønstrup afløste Peter Christiansen. Dog ikke direkte. Westh blev flyttet over som venstremidt, mens Løns gik ind i højresiden.

Ret hurtigt efter pausen fik københavnerne hjørnespark. Niclas sendte noget nær dagens højder op mod vinden og efter cirka et par minutter, da bolden omsider kom ned, kunne Løns halvflugte en reducering ind. 2-3. Derefter kunne man egentlig forvente et københavnsk pres, men det kom helt af sig. Istedet døde kampen helt da Løns også bidrog til Halmstads målregnskab. Formentlig i forsøget på at ekspedere et relativt harmløst indlæg til hjørnespark, sendte han bolden forbi en chanceløs Stensgaard. 2-4.

Københavnerne forsøgte sig med et par yderligere udskiftninger. Unge Westh, der især i 1. halvleg havde gjort det godt, blev udskiftet med Thorninger. Ligesom en noget bleg Donatas blev afløst af Clemme. Det betød yderligere rokeringer. Clemme gik frem som angriber, mens David rykkede ned som højremidt og Løns ind på midten. Det ændrede nu ikke synderligt ved det københavnske spil og helhedsindtrykket. Tingene fungerede ikke denne eftermiddag, hvor blæsten efterhånden også blev tilsat et kraftigt regnskyl. Kombinationerne sad der kun momentvis, og i sammenligningen med Halmstad fremstod vi som temmelig uorganiseret.

På positivsiden virkede det som Løns er ved at komme i omdrejninger, ligesom Westh faktisk allerede lignede en stamspiller. Han gjorde det meste godt idag, knoklede, afsluttede når chancen var der, og udfordrede generelt i sit spil. Selvom det var tydeligt at han trivedes bedre i højresiden end i venstre. Vores nye nordmand, Harald Brattbakk, viste i glimt sine kvaliteter, men mod slutningen virkede han temmelig frustreret. Både over en pæn stor afbrænder og over spillet som ikke rigtig kørte.

Negativt var udpræget forsvaret. Det var nærmest håbløst i store dele af 1. halvleg og mange af vanskelighederne voksede frem inde i midten. Det var tydeligt at den unge Schmücker endnu manglede en del, især tempomæssigt. Samtidig gjorde hverken Diego eller Niclas det nemmere for ham, de stod bag mange sjuskede afleveringer.

Så alt i alt en halvslatten træningskamp, som der afslutningsvis stod skrevet på Deres Udsendte d.æ.'s regnvåde notesblok.  

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne
Copyright © 1997-2000
Sidste rettelse: 28. januar 2000