18 min: 0-1 Palle Sørensen
45 min: 1-1 Mads Westh
81 min: 2-1 Todi Jónsson

Dommer: Knud Stadsgaard (OK)

Tilskuere: 8929

F.C. København 4-4-2
Michael Steensgaard 6 - Diego Tur 6, Bo Svensson 7, Kofi Dakinah 6, Niclas Jensen 6 - Thomas Thorninger 5, Donatas Vencevicius 3 (46 min/afløst af Yüsüf Öztürk 6), Michael Mio 4, Todi Jónsson 9 - Clement Cliford 4 (61 min/afløst af Lars Højer 11), Mads Westh 7.

Denne sidste søndag i november var allerede på forhånd underlagt en lidt trist stemning. Det hang ligesom i optakten og allerede i luften udenfor Parken at vi skulle tage afsked med to af klubbens største personligheder. To af dem der altid har været der, gennem nedturene og opturene, gennem FC Kaos og FC Krise og altid med FC København i hjertet. Højer og Bjarne Hansen. Det er næsten noget symbolsk i at de har rødder i hver sin moderklub. Højer dukkede frem som det lysende frisparksgeni i B1903s sidste år som topklub, Bjarne Hansen takkede af efter 27 års trænervirke i KB- og FCK-regi.

De fik begge deres behørige afsked, både før og efter kampen, og de efterlader begge et kolossalt tomrum både i vores hjerter og i klubben som sådan. Lad mig ydmygt henvise til nipsernes egen afskedssalut til Højer og blot konstatere at det var trist. Meget trist. Det var det også med Bjarne Hansen og på sin vis langt mere uforståeligt, at man ikke længere kunne finde plads til en assistenttræner som er så vellidt af alt og alle, det virker - oprigtigt talt - ikke synderligt flatterende for ledelsen. Det forklarede måske også de onde tunger der både før og efter kampen tørt konstaterede, at Bjarne nok ikke var så meget til "golf og Mercedes", som nogle i ledelsen åbenbart ønskede sig. Herfra skal Bjarne i hvert fald have en speciel hilsen. Held og lykke, du vil stadig være i vores hjerter, selvom du sidder i Silkeborg, og en dag bliver der måske igen plads til dig i klubben.

Til selve kampen: vanen tro havde vi mange skader og oveni måtte Kim Madsen så sidde over med karantæne. Det betød ændring i midterforsvaret og noget der lignede ilddåben for 19-årige Kofi Dakinah. Han var sat ind som makker til Bo Svensson, hvilket gjorde vores unge midterforsvar til et rent baby-foretagende. Ovenikøbet havde vi også en debutant i angrebet, den bare 18-årige Mads Westh, hentet fra KB-ynglingene og Ørestadstruppen. En lidt overraskende, men bestemt ikke dum, disposition fra trænerbænken. Tanken var tydeligt at bibeholde Thorninger og Todi som de to kantspillere, og når man yderligere betænkte Westh 5 scoringer i de sidste par Ørestadskampe, så kunne man næsten kun klappe i hænderne over den friske satsning.

Kampen begyndte temmelig afventende. En masse tæt spil på midten. Der skulle gå 8 minutter inden den første chance åbenbarede sig. Den blev københavnsk. Todi spurtede igennem på sin venstrekant og fandt med sit indlæg Clemme inde foran mål. Han afsluttede fladt i ganske fri position i Viborgs straffesparksfelt, men skudet blev for løst da han var ude af balance.

Men nu var kampen åbnet. I minutterne efter havde Viborg et farligt hjørnespark, et hovedstød tæt over, og i det 13. minut var Mads Westh så ved at glide fri at sin forsvarer, men blev fældet. Frispark en meters penge udenfor Viborgs felt, et udpræget Højer-tilfælde, men han var ikke på banen endnu. Derfor sparkede Todi og det gjorde han godt. Ja, næsten perfekt. Men også kun næsten. For bolden dundrede klokkerent på stolpen, helt udenfor keeper Onyszkos rækkevidde.

I det 18. minut viste "efterårets spiller", Morten Poulsen, så hvad han gik for. Den lynhurtige Viborg-mand afdriblede både Niclas og Kofi ude på sin venstreside og spurtede imellem dem. Det blev for meget for Niclas, der klippede benene på ham lige på kanten af det københavnske felt. På det efterfølgende frispark snorksov man i forsvaret og Palle Sørensen, der var noget nær banens mindste i højden, kunne uhindret hoppe til vejrs og snitte indlægget i mål.

Målet slog tilsyneladende bunden ud af det københavnske opspil. Stort set resten af halvlegen spillede man elendigt. Intet hang sammen, afleveringerne kiksede, og de simpleste tæmninger blev til håbløse boldtab en masse. Samtidig fik vi også se, at Viborg-mandskabet faktisk er langt bedre end sit rygte. Det var et både kløgtigt og godt sammenspillet hold, som afgjort viste sig værdige til den 3. plads de indtog før dagens kamp. De var utrolig mobile, når de kørte bolden rundt i gode kombinationer og gjorde københavnerne til statister, eller simpelthen boldmongoler i sammenligningen. Sagen var bare, at dette velspillende Viborg-hold var nærmest ufarlige. Trods deres mægtige spildominans blev det ikke til meget mere end en enkel halvfarlig afslutning, igen et hovedstød inde under mål. Deres to aldrende frontløbere, Eklund og Fernandez, kom aldrig frem til det store i duellerne med "babyerne", Svensson og Dakinah.

Akkurat som halvlegen gik på hæld fiksede københavnerne så deres første gennemspillede angreb i over 25 minutter. Niclas sendte med et lob Todi afsted på venstrekanten. Han styrede mod baglinien og smækkede et sublimt indlæg ind. Her dukkede unge Mads Westh så op tæt inde under mål. Halvt flyvende i klassisk forward-stil headede han bolden op i nettaget. Et skønt mål og en helt forrygende debut for Westh, der da også lignede een der havde lidt svært ved at finde en passende fejring af målet. Måske blev han lidt betuttet, da han pludselig opdagede den brølende C-tribune kun et par meter foran sig. Det var der nu ingen grund til. Både scoringen og hans indsats som sådan, gav snart nedre C anledning til at give sang-klassikeren "Go West" sin helt bogstavelige mening tilbage.

Sekunderne efter fløjtede dommer Stadsgaard til pause, så udligningen faldt godt for københavnerne. Opgjort på antal chancer var 1-1 helt rimeligt, men spillemæssigt var det bestemt ikke. Der kunne man godt have undt Viborg føringen. Men som vi selv oplevede i Århus for nogle dage siden, så kan fodbold være et ganske grumt spil.

I den Cheerleader-løse pause fik vi chancen for at hylde B1903s nybragte københavnerseriehold, en lille positiv ting fra moderklubberne. Samtidig kunne man se en ivrig Öztürk varme op. Hensigten var tydelig, han skulle på fra 2. halvlegs start og der var heller ikke meget tvivl om hvem der skulle afløses. Donatas. Han havde spillet en meget skidt 1. halvleg på midten, og virkede meget slidt både i hovedet og benene.

2. halvleg begyndte lidt som første. Meget lurende og en masse dueller på midten. Efter 10. minutter fik københavnerne tilkæmpet sig et hjørnespark. I klumpen inde foran mål blev Diego pludselig spillet helt blankt af Öztürk, men hans udmærkede afslutning blev reflekspareret af Onyszko. I hjørnesparket efter fik Mio så chancen, men hans hovedstød blev for svagt og endte et par meter ved siden af.

I det 16. minut skete det som de fleste havde ventet på. Højer kom på banen. Han skulle få sin behørige exit og muligheden for en sidste gang dufte Parkens græs, og mærke suset fra C. Det blev så til en halv time på fuld tryk, meget mere kunne han næppe heller klare, sin lange skadespause taget i betragtning. Og lad det være sagt med det samme, uanset hvordan hans halve time var forløbet, så vil jeg - Deres Udsendte d.æ. - altid have vurderet hans præstation som exceptionel. For netop i dette tilfælde kunne det aldrig komme på tale, at kun vurdere hans konkrete spil på dagen. Derfor 11-tallet i karaktergivningen (bør jeg minde om, at skalaen kører fra 1-10!). Et 11-tal for alle årene i FC, og et 11-tal til hele ånden omkring Højer.

Højer afløste en temmelig svag Clemme, og det betød et par rokeringer. Højer gik ind på sin gamle plads som højreflanke på midten, mens Thorninger blev rykket frem som angrebsmakker til Westh. Efterhånden som halvlegen skred frem tog københavnerne mere og mere fat om kampen. Man forcerede frem over banen og lagde større og større pres på Viborg, som forekom mærkbart trætte i den sidste halve time. Omkring 24 minutters spil iværksatte Thorninger et længere soloridt, som han afsluttede godt, men dog midt i målet og dermed lige på keepeen. Derefter fik Westh en kæmpechance på et indlæg fra Niclas i venstre. Både Thorninger og Westh gik efter bolden inde ved det lille felt, og fik muligvis generet hinanden, så afslutningen gik tæt forbi et næsten blankt mål.

Efter den halve time fik Højer så sin første chance for at eksekvere hvad han altid har været sublim til. Et frispark uden for feltet. Dog i pæn afstand fra målet. Sparket kiksede helt for Højer og endte som en gevaldig skævert, men lidt senere fejlede teknikken intet, da han med hurtig finte og en smuk hælaflevering, sendte Öztürk ind i Viborg-feltet i helt fri position. Öztürk afleverede bolden fladt uden om den fremstormende keeper og Westh bugserede bolden i mål. Vild jubel i et par sekunder. Det lignede grangiveligt årets scoring, et flashback til tvillingetiden. Desværre blev den bare annulleret for offside. Om kendelsen var korrekt må jeg lade være usagt, fra min position på nedre C var det helt umuligt at vurdere. Men for dælen hvor så det flot ud.

Heldigvis skulle der komme mere af samme skuffe. Et hjørnespark udviklede sig til et gevaldigt klumpspil inde foran Viborg-kassen. Først kiksede Mio og derefter Thorninger og så landede bolden hos Todi. Med ryggen til målet saksede han den langt over i modsatte hjørne, helt uden for den sprællende Onyszkos rækkevidde. 2-1 og denne gang var der ingen tvivl. Dommer Stadsgaard pegede mod midtercirkelen!

Som 2. halvleg havde udformet sig var det intet at sige til føringen. Viborg præsterede faktisk meget lidt i offensiven. Et par hjørnespark og en lidt tvivlsom offside-kendelse på Fernandez i fri position blev deres nærmeste forsøg. Ellers var det københavnerne der styrede begivenhederne, hvilket de fortsatte med halvlegen ud. Sejren kom aldrig rigtigt i fare og kampens sidste regulære forsøg blev endnu et Højer-frispark. Fra stort set samme position som det kiksede førsteforsøg. Denne gang ramte han rigtigt og gav bolden et bræk mod fjerneste stolperod. Onyszko nåede akkurat ned og forhindrede det som vi vist alle ønskede os af hele hjertet i disse sekunder. At se ham garne en sidste gang.

Det kunne være blevet et lille eventyr og det blev bare ikke denne gang. Vi måtte nøjes med sejren og kunne trisse ned til Carlsberg Corner, de omtalte afskedsceremonier, og takken for efteråret som helhed. Tja... og hvad skal man egentlig skrive mere... dette efterår har lært os, at vi har masser egne talenter. Vi så to nye på banen i dag, Kofi og Westh, og vi så atter den efterhånden garvede 20-åring Bo Svensson spille solidt i forsvaret. Denne gang sammen med Kofi, makkeren fra ynglingeårene i KB. Samtidig så vi atter, at Todi dette efterår er som forvandlet. Han har virkelig vokset stor og næsten uundværlig på sin venstrekant. Utrolig mange angreb skabes netop ovre hos ham. Helt fortjent blev han igen denne søndag kåret til "Man of the Match", ikke bare var hans scoring su-ve-ræn, hele hans præstation kampen igennem var det også. Til gengæld så vi i dag  en noget slap Mio, der ikke havde meget styr på afleveringerne. Men efteråret som helhed har også været en slags anden ungdom for ham.

Alt i alt har efteråret givet en 8. plads i tabellen, vi har 10 points ned til nedrykning og kun 5 til medaljerne. Ikke helt ringe omstændighederne og genvordighederne, især i sæsonstarten, taget i betragtning. Men det ændrer stadig ikke det faktum at truppen stadig behøver forstærkning. Ja, den skriger ligefrem. Regulær forstærkning til først og fremmest midtbanen. Så nu - i denne kommende vinterpause - er det at ledelsen skal vise at den kan og vil andet end at score penge.

Jeg synes, at vi skal lade denne kryptiske tekst fra dagens KampBrølet hænge som udgangsreplik, et lille klip fra sangen på bagsiden som vist aldrig blev sunget. Måske en lille ironisk reminder ind i næste årtusind:

Her i FC Andeby
har Von Ø et mægtigt ry
en'ste mand på Parkens muld,
der kan score guld.
Fans'ne råber "det er her
FCK de invester"
Stripperkongens løver bli'r
hele tiden rig'r

God vinter til alle jer derude. Vi ses til foråret!

PS&E: God jul!  

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 29. november 1999.