F.C. København (4-4-2): Michael Stensgaard 7 – Diego Tur 6, Kim Madsen 7, Bo Svensson 7, Niclas Jensen 7 – Thomas Thorninger 5 (86: Thomas Rytter u.b.), Michael Mio 8, Donatas Vencevicius 9, Todi Jónsson 7 – David Nielsen u.b. (10: Martin Biil 3 (78: Yüsüf Öztürk u.b.)), Clement Cliford 7
Ikke anvendt: Karim Zaza

Tilskuere: 28.181

Dommer: Kim Milton Nielsen

Så blev det igen dagen efter et af de store arvefjendeopgør, og ligesom efter en seriøs druktur vågner man op dagen efter, og éns personlige verden er på en eller anden måde anderledes. Man kigger sig omkring og konstaterer, at man atter har overværet en komprimeret mængde action på kort tid, det hele er lidt tåget – også da lokalopgør og drukture ikke altid er uadskillelige – og man har brug for at danne sig et overblik over om den måde man opfattede aftenens intense hændelser på også er den som alle andre har. Og om man selv, eller éns hold, kan være aftenens indsats bekendt, eller om man skal krybe langs husmurene hele dagen af frygt for at møde hhv. en hånlig bekendt der har overværet ens fulde udskejelser eller en triumferende fan af Brøndby, der kan se nederlaget skrevet på éns hvide tørklæde og melankolske ansigtsudtryk.

Det var bare anderledes på denne dag, hvor, som The Clash engang formulerede det, "Death or glory/Became just another story". ’Drukturen’ havde ikke resulteret i, at man havde scoret den chokoladebrune skønhed med mandeløjnene og vundet 90.000 på casino, men den havde heller ikke indebåret at man havde mistet sine penge og sine bukser et ukendt sted, og måttet gå hele vejen hjem over Amager Fælled.

Kun en uge før vi kunne fejre syvårsjubilæet for den seneste uafgjorte kamp mod vores sjællandske rivaler fik vi en meget neutral 1-1-affære at gå hjem på. Og sådan fusede det hele lidt ud. Der var ellers som sædvanlig perfekte rammer til en storkamp, endda endnu flere tilskuere end på den dejlige sommerdag sidste år, hvor vi klarede at vinde 1-0.

Den lille dreng på tre år, som var udpeget til Dagens Unge Løve, virkede i hvert fald meget benovet over at befinde sig i begivenhedernes centrum. Selv om det i virkeligheden mest så ud til at være Leo, der skræmte ham – han virkede noget utryg med ham i nærheden. Måske skulle han hellere have hængt ud med Carlsbergs nye gummielefant, der åbenbart er indskrevet til at gøre Leo rangen stridig som maskot.

Rundt om sig havde knægten en ¾-fyldt Park, og et helt proppet Nedre C. Også på alle andre tribuner var der fyldt meget flot op – ja, bortset fra at der nede for enden var rigelig plads. Vi taler om D-tribunen, hvor Danmarks største fanklub, Brøndby Support med små 14.000 medlemmer, havde fået hele tribunen til rådighed til sine medlemmer. Det var nu ikke nødvendigt; på de nederste afsnit var der tyndt besat, og på det øverste var der var næppe mere end et par hundrede mennesker.

Der har selvfølgelig været kritiske røster fremme om, at netop placeringen på D-tribunen af de gæstende Brøndbyfans er skandaløs, at selve tribunen også er skandaløs, og at forholdene der er grunden til, at der ikke kommer så mange fans.

Synspunkterne holder ikke. D-tribunen er åbenlyst ikke så ringe, at dens tilstand har forhindret UEFA i at lægge UEFA-cupfinalen i Parken i år. Og synes man at det er dårlige forhold at stå under skulle man virkelig komme mere udendørs og besøge et stadion som Silkeborg, og stå på udeholdets pladser der. Samtidig kan man sammenligne med de oprørende forhold, vi bliver udsat for på Brøndby Stadions "Obs"-tribune.

Vakse hoveder fremhæver så, at de forhold, vi møder på "Obs", er de samme som Brøndby Support har på "Faxe", og som de er meget tilfredse med. Men det er desværre helt ulogisk. At Brøndbys fans har nogle bestemte forhold på hjemmebane kan ikke medføre et krav om at deres forhold skal opgraderes når de spiller ude. Endnu mere absurd er argumentet om, at fangruppen blev flyttet fordi den var for dominerende og sang for højt. Absurd fordi påstanden sikkert holder vand – og derfor er lyddæmpereffekten en helt åbenlyst god idé for F.C. København – hvorfor skulle det være i vores fordel hvis BIF’s fans dominerer lydbilledet? Det er ikke kujoneri at gøre noget ved det, men blot sund fornuft – og det er ikke en menneskeret, at éns sange skal kunne høres tydeligt.

Det korte af det lange er, at F.C. København nu har besluttet, at udeholdets fans skal placeres på D-tribunen ved alle kampe. Punktum. Den beslutning har ikke mere noget at gøre med familietribunen, som grundet TV-flytningerne ikke mere afvikles ved alle kampe, og Brøndbys fans kommer derfor ikke nogensinde tilbage til de tidligere vante ståpladser på Nedre B. Og sådan skal det også være. De har desuden rigelig plads på D-tribunen, kunne man konstatere ved selvsyn. Det kan endda diskuteres, om man behøver åbne det øverste afsnit med så få tilrejsende fans.

Man må acceptere at stå på de pladser man som udeholdsfan får tildelt, også selv om de som regel er de værste på stadion. Man skal derimod ikke finde sig at stå under så ringe forhold som dem i Silkeborg, men det kan ingen rask person hævde at man gør på Parkens D-tribune. Det skal nu nok ikke forhindre debatten i at opstå igen, når vi til næste sæson igen tager imod Brøndby.

Der var nu liv nok i den lille Brøndbyflok, der svarede igen på vores "F.C. København – Byens Hold"-banner med et stort flag hvor der stod "Brøndby Support Lolland-Falster". De sang godt igennem inden kampen, præcis som os, og resten af stadion kunne læne sig tilbage og nyde den internationale atmosfære.

Og nyde kampen, som Deres Udsendte F.F. nu også har nydt på video, for som ovenfor nævnt går det hele meget intenst for sig, når man står i et menneskehav og vil have holdet til at vinde netop den kamp. Videomuligheden er uvurderlig, og giver kun et problem, nemlig at man lige før overtiden begynder får et stykke på et minut med en trailer, og så en stemme der siger "Og inden Rent Fup, hvor Preben Kristensen tager røven på Kai Løvring, altså ikke bogstaveligt, skal vi have resten af Onside med slutningen af kampen" – ja, TV3, få det nu ordnet så I ikke skal switche midt i kampen!

Så de små detaljer er nu set, hvor de før højest blev svagt anet. Såsom da Mio fem minutter inde i kampen satte en stempling ind på anklen på Kim Daugaard, som i hvert fald skulle have givet et gult kort. Og da David Nielsen efter kun syv minutter kom til at lande helt forkert på foden og vred om. Vi kunne sagtens se at han i de næste par minutter frustreret humpede rundt på banen, men kunne også se i TV hvordan han grædende helt ulykkelig forlod banen til fordel for Martin Biil.

Det gav os et større problem i angrebet, da Biil ikke er nogen egentlig centerforward. Han kom ind og kæmpede OK, men gjorde det meget skidt, heller ikke hjulpet af at han byttede plads adskillige gange i kampen. Først gik han op i angrebet med Cliford, og halvlegen ud byttede han plads med Thorninger på højrekanten.

Et kvarter inde var FCK-dominansen tydelig. Det betød desværre ikke at vi kom til reelle chancer, men mest at vi havde stort spilovertag mod et meget defensivt og henholdende Brøndbyhold, der stillede op i en 4-5-1-formation – og de sidste ord kunne være copy/pastet fra de sidste fem referater af Brøndbykampe. Kim Milton snød Thorninger for et par frispark, men ellers skete ikke meget, dog viste især Todi og Donatas i glimt nogle smukke detaljer.

På tilskuerpladserne levede kækhederne fint, og en ny sang brød ud: "Vi – betaler – jeres metadon!" Endnu et forfriskende symbol på, at slagsange ikke behøver have nogen underliggende logik – mon ikke København har mindst lige så mange narkomaner som Vestegnen – og spøjse ord til de samme folk, som ved entréen blev kaldt "Bonderøve!" og ved halvlegens slutning "Tavse jyder!"… Jeg så for mig traktorkørende landmænd i waders, som gnaver på et strå og skyder heroin intravenøst à la The Fast Shows ’Heroin Galore’-sketches. Ikke spor rationelt, men fordommene om det sjællandske hold og dets mange fans fra det ganske land trives og er en kilde til uendelige slagsange, og hurra for det.

Første skud kom efter godt og vel et kvarter. Det var den meget veloplagte Clement Cliford, som fik fyret af efter nogle superdriblinger. Desværre sad bolden lige på Krogh. Det vakte bifald, og det samme gjorde den nyudtagne landsholdsspiller Kim Daugaards horrible fejlaflevering i de følgende sekunder.

Tyve minutter inde, og FCK var svineheldige med ikke at komme bagud. Ruben Bagger spillede en høj bold ind bag FCK-forsvaret, og Bent Christensen blev kendt offside. Der var dog ikke skyggen af offside, og linievogterens inkompetence var derfor lige nok til at redde Svensson og Madsens noget mislykkede offsidefælde.

Flere problemer var der med Bent Christensen i 27. minut, hvor en lang bold blev losset frem fra BIF’s midterforsvar. Ruben Bagger headede den videre, og midt mellem to FCK-backs var Christensen helt fri, lobbede den over Stensgaard og på overliggeren. Da havde FCK haft masser af spil, smukke tekniske detaljer, næsten ingen åbne chancer og en masse upræcise indlæg ind i feltet som ikke blev fulgt op, da der ikke var den boksspiller derinde som kunne dirigere bolden i mål. Og når vi så så dette angreb var det jo lige ved at man måtte give Drillo ret: los en 50m lang diagonalbold, og head den videre til en hurtig fyr der skyder på mål. Tre berøringer, ikke mere. At spille smukt er ineffektivt og forkert. At spille grimt er effektivt og rigtigt. Drillo havde i hvert fald været stolte af BIF’s spil på denne dag.

Der var ikke meget at nævne fra halvlegens sidste kvarter. Niclas skød langt over, og Cliford var de cm han ikke har fra at heade et løst Todi-indlæg i mål. Midtbanen styrede Todi, Mio og den formidabelt spillende Donatas fuldstændig, mens Thorninger var meget anonym i højre side – det meste af vores spil gik gennem Donatas på midten og Todi og Niclas i venstresiden. Og i angrebet var Cliford strålende og perfekt til at modtage bolden med ryggen til mål og sende den videre, og viste nogle Johansen-agtige driblinger fra tid til anden. Men store chancer? Havde dem ikke. Vi fik en advarsel, til gengæld – Diego for at skubbe Auri langt ud over sidelinien.

Og så gik det løs i anden halvleg – der skulle ikke mere til end at nogen turde skyde udefra. Mikkel Jensen skulle sparke væk og helkiksede, og Donatas tog et træk indad og skød fladt med venstre, og Mogens Krogh lignede en træt mand i sit forsøg på at klare det bløde skud. 1-0 og vild jubel. Kun få minutter senere, og Cliford afsluttede en flot kombination ved at skyde over fra kanten af feltet.

BIF gav en mindre advarsel ti minutter inde i halvlegen, da Bent Christensen fra nært hold skød fladt i sidenettet, men FCK havde kontrollen og burde have fået mere ud af det kontraløb, der sluttede da Martin Biil helt fri tog et alt for langt træk og mistede bolden.

Men så skete det ubehagelige – og uventede: Ole Bjur spillede en flad bold ind i feltet, og Bent Christensen hoppede over den. Bag ham stod Ruben Bagger, som med to mand bag sig og ryggen til mål trillede bolden tilbage til Peter Madsen, som forsvaret åbenbart havde glemt. Han scorede meget sikkert uden chance for Stensgaard.

Det var kroningen på en flot kamp af en meget elegant og lynhurtig Peter Madsen, der ellers mest er kendt for sine grove frispark. I denne kamp var der ikke de vante brutale indslag, selvom Madsen fik et gult kort for et frispark på Donatas. På et tidspunkt prøvede han også at vædre Stensgaard, men det var heller intet i sammenligning med den supersvinske slagtning han lavede på Zaza i Brøndby i september.

Efter målet døde stemningen på Nedre C, intet mindre. Før det mål havde der været en pragtfuld stemning, og pludselig var det som til en begravelse, mens de hidtil helt tavse BIF’ere med ét sang og sang. Deres Udsendte F.F. tager gerne sin del af ansvaret. Vi må gøre det meget bedre næste gang.

Tyve minutter inde, og BIF havde et nyt forsøg. Bo Svensson headede et Indlæg væk, og et godt stykke udefra fyrede Mikkel Jensen et hoppende langskud af, som Stensgaard havde svært ved at holde. Det var nærmest hans første redning i hele kampen, og det siger alt om hvor taktisk der blev spillet, og hvor godt de to forsvar havde stået.

I øvrigt er det efterhånden ret pinligt, at Stensgaard stadig har det gamle nummer fra sidste års tøj bagpå trøjen, ligesom halvdelen af holdet har det, når vi spiller i sort. Det skal altså være i orden, hvis klubben skal virke seriøs og professionel udadtil. Brøndby kunne heller ikke finde ud af at give hele holdet det rette udstyr; Dan Anton Johansen spillede i en Europacuptrøje med den lillebitte reklame. Flovt for de store danske klubber.

Resten af kampen var faktisk ret kedelig. Cliford havde et blødt langskud, og han tog et frispark som Krogh daskede ud til hjørne, hvorpå linievogteren kvajede sig og gav målspark. Forinden havde Biil prøvet et skud, men der var trods alt grænser for hvor bløde skud Krogh havde tænkt sig at lade passere. Biil, der havde spillet venstre wing i hele anden halvleg med Todi i angrebet, blev skiftet ud, og til sidst kom også Thorninger ud og blev erstattet af Rytter, der tog hans plads som wing. Inden alt dette havde Ole Bjur skudt fladt udefra, et skud som Donatas snittede og som også gav Stensgaard besvær.

Til allersidst stod Diego blank på et hjørnespark og headede udenom, og Donatas tog et par ryk og skød med venstre lige på Krogh – igen – og så var kampen slut og i god ro og orden gik de to hold hen til hver deres fanskare, uden triumferen, uden opgivende miner.

Det var forvirrende og nyt, og under C-tribunen var der en mat og noget skuffet stemning, også over at det ikke blev til en FCK-sejr. Men ærlig talt var 1-1 ganske rimeligt. FCK har ikke en 100%-chance i kampen, og BIF har to og scorer på den ene. FCK har en masse spil, men vi ved jo fra tidligere kampe mod BIF at der skal mere til end en masse spil. At vi mister vores topscorer efter syv minutter er dybt uheldigt, men det må man acceptere.

Men i og med, at man nu erkender at kampene igen kan ende uafgjort, går man glip af de yderste ender af følelsesregistret. Man mister den grufulde skuffelse, såvel som den retfærdige harme, og man mister den euforiske triumferen. Jeg troede, at jeg ville være lettet over at holdene endelig sparede deres fans for de ekstreme følelser, men den mærkelige tomhed der fulgte var næsten værre. Vi må vænne os til, at den store oplevelse, man kan sammenligne med den ovennævnte overstadige druktur, kan ende i at man går hjem halvfuld og egentlig har det OK, lidt ærgerlig over at man ikke havde en stor aften, men lettet over at man ikke har de slemme tømmermænd dagen efter.

Og når man så som nu kigger nøgternt på det hele ser man alligevel, at det man syntes var tamt og noget af et antiklimaks er klasser over hvad man finder på resten af landets stadions. Husk det, næste gang Vejle-Herfølge er i fjerneren…

Det nøgterne kig på videooptagelsen viste i øvrigt, at 3+-seerne i lighed med Nedre C valgte Mio til kampens bedste spiller. Deres udsendte er ikke helt enig, selv om Mio spillede fremragende. For det vi så fra Donatas var af så høj klasse, at jeg simpelthen er dybt forbløffet endnu. Teknisk perfekt, meget mere direkte og hurtig end før – og nu scorer han også mål. Simpelthen en imponerende spiller vi har landet der. Men i det hele taget var det en flot holdindsats, derfor de høje karakterer. Nøgternt set var det strålende, selv om det ikke føltes sådan da Milton fløjtede af.

Fusionsnipserne

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 9. november 1999.