31.10.99: Lyngby - F.C. København 0-4 (0-1)

31.10.99: Lyngby - F.C. København 0-4 (0-1)

45. min: 0-1 Todi Jónsson
52. min: 0-2 Thomas Thorninger
57. min: 0-3 David Nielsen
85. min: 0-4 Donatas Vencevicius

Udvisning: Christian Magleby, Lyngby (28 min)

Dommer: Johnny Røn (Meget ringe. Havde slet ikke styr på den hektiske 1. halvleg af kampen)

Tilskuere: 6.314

F.C. København 4-4-2
Michael Stensgaard 9 - Diego Tur 3, Bo Svensson 6, Kim Madsen 7, Niclas Jensen 6 - Thomas Thorninger 5 (68 min./afløst af Martin B. Larsen 5), Michael Mio 6 (73 min./afløst af Yüsüf Öztürk 5), Donatas Vencevicius 5, Todi Jónsson 7 (84 min./afløst af Piotr Haren ub), Clement Cliford 6, David Nielsen 5.

Vedbæk Pigegarden spiller skide godt, det gjorde de da Deres Udsendte d.æ. sidst var på Lyngby "stadion". I foråret '98 og det de gør stadig på denne sidste dag i oktober. Det samme mente de mange københavnske fans, der som vanligt udgjorde den store majoritet når vi besøger de nordlige forstæder, og selvom der kan tages forbehold for en vis ironi både i ovenstående og de faktiske tilråb, så må den massive støtte fra den københavnske del af "stadion" dog have varmet hos de truttende, hamrende og marcherende piger. Hvilket absolut var dem velundt, for denne eftermiddag bød vitterlig på dansk efterår i fuld vigør.

Selve "stadion" lignede egentlig sig selv og ligesådan forholdene omkring. Man har ganske vist bygget en ny ståtribune, men vurderet på afstand så den hverken særlig indbydende eller beskyttende ud. Desuden var den stort set fyldt på den københavnske side, da jeg trådte ind på "stadion" ca ½ time før officiel kickoff-tid. Derfor valgte jeg den gamle siddetribune, som pligtskyldig referent må man selvfølgelig placere sig hvor der er mulighed for at se noget af kampen, og her var der som i gamle dage ikke meget styr på, hvor mange der blev lukket ind. Så folk stod i bunker bag sæderne og sad på trapperne. Som vanligt. Hyggelige, hyggelige Nordsjælland, ja sikkert i dagligdagen. Men sagt lige ud, dette "stadion" er komplet uegnet til at rumme over 3.000 tilskuere. Hvilket der også normalt sjældent er, den ros skal det da have. Det er kun når vi eller BIF A/S kigger forbi, at problemerne opstår og den slags ubetydeligheder behøver man selvfølgelig ikke tage seriøst i en ædel og idealistisk fodboldklub som Lyngby.

På modsatte side havde man så udsigt til hjemmefansene og som regel plejer de at have et eller andet banner med sig, hvor en eller anden "ønskes aids" eller er "Judas". Denne eftermiddag ingen undtagelse, selvom udtrykket nu var ændret til et mere flyvsk statement: "Lyngby lever evigt - gør FCK det?", det var vist nogenlunde ordlyden da spillerne kom på banen. Jamen, hvor rørende og såre patetisk! På sin vis kan disse Lyngby-fans og deres evindelige paroler minde om de autonome, en lille ubetydelig flok der hele tiden render rundt i et univers af floskler og bekræfter hinanden i at hele verden er ond mod dem og deres store idealisme. Såre patetisk er lige hvad det er og egentlig kun et ligegyldigt skuldertræk værdigt.

Selve kampe begyndte i et afsindigt tempo. Københavnerne drønede frem over grønsværen, tydeligvis opsatte på en hurtig scoring. Først havde Clemme et forsøg ved siden af og straks efter i klumpspillet ovenpå et hjørnespark blev Diego fældet af Lyngby-forsvaret, da han forsøgte at drible på tværs i feltet. Tre minutter spillet, straffespark, og den kendelse var helt i orden. Det tegnede jo lovende! Ikke sandt, kære læser. Aaah, nu var der jo bare lige det, at straffespark til FC har været lig en brændt chance i de sidste mange kampe. Sådan også her. David sparkede hurtigt, åbenbart opsat på at holde kampens udgangstempo. Desværre var sparket bare ikke godt nok placeret. Lyngby-keeperen, Per Fallström, nappede den nemt. Yderligere ord er overflødige, så lad os bare konstatere at det er for ringe, utilgiveligt ringe. OB, Esbjerg og Lyngby. Det er tre afbrændere på stribe og vi har et seriøst problem omkring de straffespark.

Umiddelbart syntes afbrænderen dog ikke at indvirke på det københavnske spil, de 10 minutters tid sad vi totalt på kampen. Donatas havde en god afslutning fra kanten af feltet, et fladt skud, som Fallström pillede. Lidt senere gik Lyngby-keeperen helt fejl af et hjørnespark og bolden dumpede direkte ned i panden på David tæt inde under mål. Men bolden kom så hurtigt og pludseligt, at han kunne ikke gøre så andet end at holde hovedet hvor det var og håbe det bedste. Desværre strøg bolden tæt over mål.

Efterhånden aftog det københavnske pres, delvist begrundet i den manglende scoring, og Lyngby fik bedre og bedre fat i kampen. I det 17. minut trådte kampens dommer, Johnny Røn, så for alvor ind i kampen. Han havde tydeligvis haft problemer med kampens tempo og intensitet hidtil, men her kiksede han totalt. Ved et Lyngby-indlæg rakte Diego pludselig armen højt op i en hovedstødsduel inde under mål, som en anden lalleglad skoledreng, og daskede til bolden. Set efterfølgende på TV i en fuldstændig akavet og helt unødvendig bevægelse. Hele vores tribuneafsnit så det, og vi sad trods alt nærmest i modsatte ende, men dommer Røn og linievogterne så intet. Helt ubegribeligt og Lyngby kunne med rette føle sig snydt for et straffespark. Vi andre undrede os blot og takkede de højere magter.

Nu begyndte kampen at udarte, den hektiske opstart gik over i en fase med meget kontant spil fra begge parter, og især Lyngby-folkene lod sig gå på af dommerens manglende konsekvens i fløjterierne. Egentlig meget forståeligt, da de nok stadig løb rundt og skummede over det udeblevne straffespark. Omkring den halve time havde Christian Magleby og Mio så en mindre disputs over bolden efter en dommerkendelse. Mio tjattede Magleby væk, og han skubbede så tilbage. Lidt hårdere. Men i bund og grund ikke værre end at episoden kunne være afviklet med et gult kort til begge. Mio fik også sit gule, men til almindelig undren fik Magleby rødt. Igen en dommerkendelse helt hen i vejret. I to alvorlige sager havde dommerens totale inkonsekvens ramt Lyngby-lejren og et par minutter senere fik deres træner, Poul Hansen, nok. Hvad han fik råbt efter dommer og linievogtere vides ikke, men linievogteren stod og markerede længe, inden dommeren bortviste ham fra bænken.

Indimellem blev der dog også spillet lidt fodbold og Lyngby havde et farligt hovedstød, som Stensgaard nappede med en superrefleks ved stolperoden. Samme Stensgaard kom atter i vælten i slutminutterne, endnu en superredning på et giftigt Lyngby-forsøg. Netop disse to redninger viser hvor meget en klassekeeper betyder. Jeg havde aldrig kunnet bebrejde Stensgaard, hvis den ene, endsige begge, var smuttet i kassen. Men vores keeper reddede dem begge, for han har sgu klasse ham Stensgaard, idag regulær landsholdsklasse, og reddede derved hele holdet i denne periode. For i minutterne udvisningen spillede Lyngby klart bedst og et føringsmål til dem kunne have givet kampen et helt andet udfald end den fik, fordi det alt andet lige er nemmere at forsvare og slå kontra med en føring end at skulle forcere og presse for at udligne. Især når man spiller 10 mod 11.

Istedet skete det så. I halvlegens døende minut. Denne eftermiddag skete det. Donatas sendte Todi afsted ude på venstrekanten, han spurtede mod feltet og fyrede af. Fallström lavede et forgæves møllesving med armen og bolden drønede i mål i modsatte hjørne. Han har spillet så fremragende den sidste måned, Todi, har omsider genfundet sig selv og spillelysten som hængede nede på venstremidt og her var den fortjente belønning. Endelig! 1-0 og så var der pause efter en dramatisk, hektisk, og meget intens første halvleg, hvor den københavnske midtbane gradvist var forsvundet helt ud af kampen, og hvor især højresiden hos Diego og Thorninger var meget skidt kørende.

I pausen fik vi først serveret en gevaldig regnstorm på et par minutter, og derefter et par Lyngby Cheerleaders på en nærmest utaknemmelig opgave, at danse i regn og kastevinde og helt uden musik. For der var vist ingen. På vores afsnit virkede højttalerne ihvert fald først i 2. halvleg. Men derefter kom Vedbæk Pigegarde igen og spillede skide godt. Straks holdt regnen inde, et par solstråler tittede frem og den smukkeste regnbue smed sig mageligt over "stadion".

2. halvleg fortsatte den hektiske stil fra første. Ihvert fald i de første minutter. Først havde Donatas en flad afslutning og derefter fik en Lyngby-spiller frit løb gennem hele FC-forsvaret. Men mødte så Stensgaard og så var vejen lukket.

Efter 7 minutter blev kampen så reelt afgjort. Todi rykkede på sin venstre kant og sendte et fladt indlæg ind, som passerede alt og alle inde foran Lyngby-målet, inden Thorninger dukkede op og via en forsvarsfod sendte bolden i nettet. 2-0. Bare et par minutter senere udviklede et hjørnespark sig til et gevaldigt klumpspil, hvor Fallström gik fejl og alt og alle faldt, tacklede eller forsøgte, inden David pludselig med et lille fint saksespark nærmest på målstregen kunne øge den københavnske føring yderligere.

Herefter var der ikke meget tilbage i Lyngby, eller i resten af kampen som sådan. Københavnerne spillede nu mest rundt, fik tiden til at gå, og sørgede ellers for at lukke af nede bagi. Det blev efterhånden en ren ekspeditionssag og det mest sindsoprivende i en lang periode var, da en Lyngby-fan ordnede sin egen private pitch-invasion, altimens spillet trillede roligt videre i den modsatte side af banen.

I slutminutterne diskede Donatas så op med sit eget lille show. Midt på Lyngbys banehalvdel fangede han en fejlaflevering og spurtede igennem forsvaret. Med et skønt lob sendte han bolden over Fallström og ind i netmaskerne, og fik derved hævet en noget bleg indsats fra hans side med adskillige plusser. Hans første scoring i FC-regi og den var særdeles nydelig. Men nøgternt betragtet spillede han faktisk en af sine dårligere kampe i den københavnske trøje. Overdrev for ofte sine driblerier og løb enten direkte ind i en eller to modspillere eller sænkede blot opspillet i irriterende grad.

Dermed var slutresultatet 4-0 fastlagt. Cifre der egentlig lyver lidt, for Lyngby var langt bedre med end der antydes. Men en kombination af dommer, udvisning, og Stensgaard fik gradvist ødelagt deres kamp. Selve det københavnske spil var ikke imponerende, momentvis i starten af kampen var det godt, momentvis omkring de to scoringer i begyndelsen af 2. halvleg ligeledes. Ellers ikke. Men lad os ikke klage, for de sidste to runder har ikke bare givet to sejre, de har også fjernet to forbandelser. Herfølge i Parken og Lyngby på deres "stadion". Det er meget sjældent at vi vinder disse kampe. Det har vi gjort nu og det har givet os pointmæssig kontakt til midterfeltet i ligaen og det er egentlig meget rart at tænke på. Så Deres Udsendte d.æ. vil takke af for denne gang og lige sende en hilsen den lille gruppe Copenhagen Lads som også havde fundet vejen til siddetribunen, og fra en position skråt neden for mig, fik fyret gevaldigt op under hele tribunen fra midt i 1. halvleg. Det var faktisk ganske fornøjeligt.

Fusionsnipserne